Lagonis Minde 12
.
Lagonis Minde 12
.
Lagonis Minde 12
.
Lagonis Minde 12
.

Lagonis Minde 12 ligger på Lagonis Minde 12 i Faaborg-Midtfyn Kommune. Bygningen er fredet og har en tinglyst bevaringsdeklaration.

Bygningshistorie

Lagonis Minde 12 blev opført i perioden 1822 til 1826, efter sigende for en bager. Oprindeligt var forhuset sammenbygget med et sidehus mod nord, ligesom der lå et baghus mod nord. Begge bygninger var af bindingsværk, men er i dag begge revet ned. Forhuset har tidligere fungeret som funktionærbolig for tapetfabrikken Fionia, der blev oprettet i 1893, og som i 1910 var Skandinaviens største tapetfabrik. Agent og købmand P.F. Lagoni, der havde stor betydning for Faaborg, lægger i dag navn til den trekantede plads for enden af Nørregade, Lagonis Minde. Dette areal blev indtil slutningen af 1800-tallet brugt til markedsplads, hvor heste og kreaturer blev handlet. Omkring 1990 blev bygningen restaureret ved arkitekt Morten Krogh Madsen, hvor blandt andet grundplanen blev ført tilbage til sin oprindelige skikkelse, og der blev opsat en ny trappe til første sal.

Beskrivelse

Bygningen ligger på en skrånende grund på østsiden af vejen Lagonis Minde, der er Faaborgs gamle indfaldsvej fra Odense.

Det fritliggende forhus er en enetages, grundmuret bygning med en trefags gavlkvist mod gaden. Taget er et rødt, teglhængt heltag med halvvalmede gavle, og i rygningen ses to pudsede skorstenspiber med sokkel og gesims. Mod gaden er taget ubrudt, mens der mod gården er et ældre støbejernsvindue. Soklen, der dels er muret og dels af granit, er gråmalet, og på bagsiden fremstår den som en hel kælderetage grundet terrænfaldet. Murene er pudsede og kalkede med jernvitriol. Pudsdekorationerne er hvide, herunder hjørnekvadringerne og de trukkede gesimser, der er ført om hjørnerne, samt gavlkvistens dekorationer, herunder refendfugningen, det horisontale spejl herover samt trekantfrontonens gesimser og pudsindramningen om det halvrunde, opdelte vindue øverst. Hoveddøren, der sidder i forhusets midterste fag mod gaden, er en nyere, men traditionelt udført, tofløjet fyldingsdør med opdelt overvindue. I nordgavlen er en nyere fyldingsdør med opdelt overvindue, og i kælderetagen mod gården er en ældre, tofløjet revledør med buet overkarm og ældre beslag. Vinduerne er en blanding af ældre og nyere, traditionelt udførte vinduer. Mod gaden udgøres de i stueetagen af korspostvinduer med opdelt nedre ramme, og i gavlkvisten er de torammede og todelte ligesom i sydgavlen. I nordgavlen og i gårdsiden er de torammede og smårudede.

Indvendigt har bygningen en ældre og symmetrisk planløsning. Mod gaden er en centreret forstue og på hver side af denne en stue, og mod gården er et trapperum i forlængelse af forstuen samt en stue, et køkken, en baggang og et toilet. En nyere helsvingstrappe fører op til tagetagen, der ud over en reposgang rummer et værelse i sydgavlen og i gavlkvisten samt et badeværelse i nordgavlen. Bygningen har gennemgående en ældre og traditionel materialeholdning med bræddegulve, klinkegulve, pudsede vægge og lofter, som i enkelte rum er forsynet med stukkanter. Førstesalen fremtræder i store træk som stueetagen, dog er der her synlige loftsbjælker med loftbrædder i reposgangen, i værelserne er der synlige bjælker med pudsede loftflader, og skråvæggene er forsynet med inspektionslemme udført med fyldinger. I stueetagen er stuernes bræddegulve dækket af væg-til-væg tæpper, og i forstuen ligger et skakternet vinylgulv ovenpå brædderne. Der er bevaret ældre en- og tofløjede fyldingsdøre med svungne gerichter og messinggreb samt på førstesal endvidere et par ældre skabe med fyldingslåger. I reposrummet er de to skrå skorstene synlige. Kælderen har teglstensgulve og gulve belagt med ældre ølandsfliser, væggene er kalkede, skillevæggene er pudsede, mens ydervæggene står i marksten. I enkelte rum er lofterne pudsede, mens de i andre rum fremstår med synlige bjælker og loftbrædder. Der er bevaret ældre revledøre samt et ældre køkken-ildsted.

Miljømæssig værdi

Bygningens miljømæssige værdi knytter sig til dens placering ud til den tidligere markedsplads, skråt over for Vester Mølle, hvor de sammen sætter en værdig ramme om indkørslen til Faaborgs gamle bydel.Brolægningen foran bygningen og den pigstensbelagte gårdsplads bag bygningen bidrager til et helstøbt miljø og understreger tillige bygningens alder.

Kulturhistorisk værdi

Bygningens kulturhistoriske værdi knytter sig til den oprindelige funktion som bolig for det bedre borgerskab, hvilket kan aflæses i bygningens herskabelige og klassicistiske ydre, der kommer til udtryk i den solitære og symmetriske fremtoning med halvvalmede gavle, berappede facader, taktfast vinduessætning, hjørnekvadringer og profileret hovedgesims. Hertil kommer den let fremspringende gavlkvist med fremhævede pudsdetaljer, herunder den refendfugede base, det horisontale spejl, pudsindramningen af det halvrunde vindue og trekantfrontonens pudsindramning samt korspostvinduerne med opdelt nedre ramme, som alle er kendetegnende for arkitekturstrømningerne i begyndelsen af 1800-tallet. Endvidere er der kulturhistorisk værdi ved den mere nedtonede gårdside, der kun er udsmykket af hovedgesimsen, og hermed står i kontrast til den herskabelige facade, der skulle manifestere ejerens velstand udadtil. Indvendigt knytter den kulturhistoriske værdi sig til den ældre planløsning med de repræsentative stuer placeret mod gaden og de sekundære rum placeret mod gården. Hertil kommer de bevarede ældre bygningsdele og -detaljer, herunder en- og tofløjede fyldingsdøre med svungne gerichter og messinggreb, stukkanter, førstesalens indbyggede skabe og inspektionslemme med fyldingslåger samt kælderens ølandsflisegulve, revledøre og køkkenildsted med bevaret kappe og hammertræ. Bygningsdetaljerne er alle med til at bevidne bygningens alder. Endvidere er ildstedet med til at markere køkkenets oprindelige placering i kælderen, der i ældre tid rummede de sekundære rum.

Arkitektonisk værdi

Den arkitektoniske værdi knytter sig i det ydre til forhusets traditionelle form som et enetages længehus med halvvalmet heltag og gavlkvist. Hertil kommer kontrasten mellem den enkle, pudsede gårdside og den repræsentative, symmetriske facade, der er opbygget over et fast kompositorisk greb med en let fremspringende gavlkvist og en taktfast vinduessætning. Facaden udviser et velafbalanceret forhold mellem gavlkvistens opadstræbende form, som understreges af de to traditionelle skorstenspiber i rygningen og den øvrige horisontale lagdeling, der ligger i den refendfugede base, spejlet, hovedgesimsen og endelig i vinduernes tværposter og tværsprosser. Facadens smagfulde detaljer, herunder de små spring imellem murflader og dekorationer, giver bygningen en imposant fremtræden. Bygningens overordnede udtryk er således roligt og velproportioneret med en enkel farvesætning, hvilket gør bygningen til en fornem repræsentant for det grundmurede byggeri i Faaborg.

I det indre knytter den arkitektoniske værdi sig til den symmetriske grundplan på begge etager, der bibringer bygningen et overskueligt rumforløb med en rolig atmosfære. De traditionelle overflader og bygningsdetaljer giver endvidere et stemningsfuldt interiør, som harmonerer med bygningens alder.

Videre læsning

Læs videre om

Se alle artikler om

Eksterne links