Laksegade 26 og Nikolajgade 24 ligger på Laksegade 26 og Nikolajgade 24 i Københavns Kommune. Bygningen er fredet og har tinglyst bevaringsdeklaration.

Bygningshistorie

Laksegade blev anlagt omkring 1650 i den tidligere kongelige urtehave. På det tidspunkt var allerede flere gader navngivet efter, hvad man mente måtte tiltale søens folk, der havde deres bopæl her. Udtrykket da fanden var løs i Laksegade stammer fra 1826. I nr. 15 skete der mærkelige ting, som forårsagede stort postyr. Man hørte hyl og skældsord og rovdyrbrummen, det regnede med kartofler og husgeråd, og vinduer sprang i stykker. Politiet kunne ikke finde ud af årsagen til disse mærkværdighed, og så mente datidens overtroiske københavnere naturligvis, at det var den onde selv, der huserede. Hjørneejendommen blev opført i 1798 for skibskaptajn Johan Hansen Tofte. Siden opførelsen er der ikke lavet væsentlige ændringer i bebyggelsens ydre bortset fra fjernelse af vinduesindfatningen omkring vinduet i smigfagets første etage, samt fjernelse af dækpladen over kældernedgangen i hjørnefaget. En oliemalet facade omtales første gang i 1846.

Beskrivelse

Bygningen på hjørnet af Laksegade og Nikolajgade er en del af husrækkerne i begge gader. Den har syv fag mod Laksegade, et skråt hjørnefag samt seks fag mod Nikolajgade. Hjørnebygningen er grundmuret og opført i fire etager over en høj kælder og har et rødt teglhængt tag med en skorsten i rygningen både mod Laksegade og Nikolajgade. Der er to kviste i tagfladen mod Laksegade med buet tag og torammede vinduer og tre kviste i tagfladen mod Nikolajgade med buet tag og torammede vinduer med sprosser. Dertil er der flere mindre tagvinduer. Facaden er pudset og malet i en lys grå farve i stueetagen og herover hvidmalet. I det skrå hjørnefag facaden malet i en anden lys grålig tone omkring nedgangen til kælderen. Husets sokkel er i granit, og hovedgesimsen er profileret og hvidmalet. Over stueetagen sidder en bred, retkantet kordongesims malet i samme lysegrå farve som stueetagen. I facaden mod Laksegade er der en nedgang til kælderen. Der sidder et konsolbåret sandstensskur over nedgangen. Tre trin fører ned til en nyere og meget lav, men traditionelt udført fyldingsdør med glas i den øvre del. I samme fag sidder der lige over kordongesimsen en inskription om arkitekten Theophilos Hansen, der blev født i huset i 1813. I samme facade fører en støbt trappe med pålimede tynde plader af skifer op til en let tilbagetrukket, tofløjet, ældre og smal hoveddør med fyldinger. Døren er grønmalet og har et ældre, enkeltrammet overvindue. Det sidder længere fremme i facaden end døren. I smigfaget er der ligeledes nedgang til kælderen med et traditionelt udført støbejernsgelænder omkring. Kælderdøren er en nyere fyldingsdør med glas øverst. Over nedgangen sidder et nyere metalskilt på murfladen. Dørene i facaderne er mørkmalede. Kældervinduerne er ældre med en profileret ramme og opdelt i fire lige store ruder. De øvrige vinduer er korspostvinduer med opdelte nedre rammer, hvor rammerne er nyere og traditionelt udførte, mens flere af karmene formentlig er ældre. På fjerde etage er vinduerne torammede med tre ruder i hver ramme. Alle vinduer er malet hvide. I smigfaget har vinduet sålbænk, indfatning samt en segmentfronton båret af konsoller. Gårdsiderne er berappede og kalket jernvitriolgule. Fra det gennemgående trapperum fører en nyere, tofløjet og lav dør ud til et smalt gårdrum med to fag i forhuset mod Laksegade et skråt fag i overgangen og et enkelt fag i forhuset mod Nikolajgade. Døren er forsynet med et enrammet overvindue. Vinduerne på gårdsiden er ældre og fire- og seksrammede samt småtopsprossede. Kældervinduerne er torammede og nyere. Alle vinduer er malet mørkegrønne. Hjørnebygningen har to lejligheder på hver etage. På loftet er der pulterkamre. I stueetagen fører en smal forstuegang med fire trin op til det bagvedliggende trapperum. Der sidder en ældre dør mellem forstue og trapperum. I trapperummet fører en ældre ligeløbstrappe op til alle etager. I forstuegang og trapperum er der linoleum på gulvene, og vægge og lofter er pudsede og hvidmalede. Hovedtrappen i træ har ferniserede trin og reposer. Der er tydelige slidspor på trinene. Mægler, smalle kantede balustre samt stødtrin og forvangen, med aflange udsmykningsfelter, er malet hvide. Håndliste er malet sort. På væggen langs trappeløbet sidder en smal håndliste i støbejern fra stue og fra første etage. Fra anden etage er håndlisten på væggen i træ og sortmalet. Der er to indgangsdøre til lejlighederne, der ligger til højre, men kun den ene benyttes. Der er påsat plader på de ældre fyldingsdøre i trapperummet. I de besigtigede lejligheder er den traditionelle planløsning med de repræsentative værelser mod gaden og køkken mod gården bibeholdt. Toilet og bad er tilføjet omkring en skorstenskerne. Ildstederne i køkkenerne er bevarede. Der er flere ældre døre med gerigter. Stueetage, lejlighed til venstre: I køkkenet og rum mod gården er ydervægge skurede og hvidmalede, og skillevæggen imellem har synligt bindingsværk og er ligeledes hvidmalet. I loftet er der desuden en hvidmalet loftsbjælke. I køkkenet er der fliser på gulvet, mens der er bræddegulve i resten af lejligheden. Værelser mod gaden har helpanelerede ydervægge samt ældre lysningspaneler og skodder i vinduerne. På de øvrige vægge er der brystningspaneler. Der sidder en tofyldingsdør med gerigter mellem stuerne. I det ene værelse er der brede plankegulve. Flere snedkerdetaljer er ældre. Anden etage, lejlighed til venstre: Der er synligt bindingsværk i flere skillevægge med hvidmalede tavl. Der er fjernet en skillevæg mellem køkken og værelse mod gården og indsat en bærende jerndrager. I lofterne er der synlige bjælker, og der er bræddegulve i alle rum. Alle snedkerarbejder er afsyrede, herunder helpanelerede ydervægge, brystnings- og lysningspaneler samt indvendige vinduesrammer. I en af stuerne (mod gaden) er der opsat gipsplader i loftet. Tredje etage, lejlighed til højre: Lejligheden fremtræder med brede plankegulve undtagen i køkkenet, hvor et nyere gulv er lagt. Væggene er pudsede og hvide, og der er helpaneler mod gaden, lysningspaneler i vinduer og brystningspaneler på de øvrige vægge. Panelerne er malede i en lys grå. Desuden er der nyere loftsstukkatur og rosetter. I entréen er der spots i loftet. I smigfagsstuen er der ovnpilastre omkring den tidligere kaminplads. Fjerde etage, lejlighed til højre: I gangarealerne er der linoleum på gulvet og småblomstret tapet på vægge og lofter. De øvrige lofter er pudsede og malede. Der er helpaneler på ydervægge i stuerne mod gaden samt delvist brystningspaneler på de øvrige vægge. Der er flere ældre, tofyldingsdøre med tilhørende gerigter. I smigfagsstuen er der bræddegulv med brede planker og tapet på væggene over brystningspanelerne. I køkkenet er der tapet samt brune fliser indvendigt i det gamle ildsted. Kælderen fremstår med en nyere planløsning. Det gamle ildsted er indrettet til bruseniche. Væggene er glatte og hvide, og der er flisegulve. Lofterne er hvidmalede med synlige loftsbjælker.

Miljømæssig værdi

Den miljømæssige værdi knytter sig til beliggenheden i Laksegade, hvor hjørnebygningen indgår som en del af en sammenhængende husrække i forhold til proportionering, facadekomposition og materialeholdning, og hermed er hjørnebygningen med til at definere den middelalderlige gadestruktur. Tillige indgår hjørnebygningen som en sammenhængende del af et historisk domineret bybillede. Hertil kommer den miljømæssige værdi ved den traditionelle bebyggelsesstruktur med et hjørnehus med et skrå hjørnefag karakteristisk for den tætte, indre by.

Kulturhistorisk værdi

Den kulturhistoriske værdi for Laksegade 26 knytter sig til ejendommen som et eksempel på den nedtonede klassicisme, der prægede periodens Københavnske borgerhuse i tiden efter Københavns brand i 1795. Da de nedbrændte kvarterer skulle genopbygges efter branden, var håndværkerstanden virkelig rustet til at tage denne kæmpeopgave op, fordi murermestre og tømrermestre om aftenen havde modtaget undervisning og lært om bygningskunst på Kunstakademiet hos arkitekt C.F. Harsdorff. Mestrene havde lært så meget, at de kunne tegne en velproportioneret facade med fine enkeltheder helt i overensstemmelse med tidens klassicistiske stil. Det kan særligt ses i kvarteret syd for Nicolai Kirke, hvor smalle borgerhuse trykker sig sammen på de gamle skipperbodegrunde. Klassicismen som ideal vandt indpas efter enevældens afvikling i takt med borgerskabets stigende indflydelse, og kom som stilart til at præge de bygninger, der blev opført i anden halvdel af 1700-tallet og første halvdel af 1800-tallet – og dermed store dele af København. Det klassicistiske formsprog kommer til udtryk i hjørnebygningens enkle og sparsomt dekorerede facade med en simpel, retkantet kordongesims og en profileret hovedgesims samt et konsolbåret skur over kældernedgangen og et fremhævet vindue i smigfaget med segmentfrontron og indfatning. Det klassicistiske formsprog kommer ligeledes til udtryk i facadens taktfaste vinduessætning og bygningsdetaljerne i sandsten. Ligeledes er facadens korspostvinduer med opdelte nedre rammer kendetegnende for periodens bygninger. Endvidere er der kulturhistorisk værdi i den klare skelnen mellem den repræsentative facade og den mere funktionelt betingede gårdside, der fremstår uden dekorationer, men i stedet med enkle, gulkalkede mure og gesims. Det borgerlige, klassicistiske bygningsideal afspejles i det indre i såvel planløsning som interiører. Bygningens disponering med en smal, tværgående forstue, der fører om til trapperummet mod gårdsiden samt to lejligheder på hver etage med stuerne mod gaden og køkken og kammer mod gården er velbevaret. De ældre bygningsdele og -detaljer har ligeledes kulturhistorisk værdi, idet de vidner om bygningens alder samt beretter om periodens udsmykningsideal og æstetiske præferencer. Dette gælder lejlighedernes bræddegulve, brystningspaneler, helpanelerede ydervægge, pudsede vægge og lofter samt de ældre tofyldingsdøre med tilhørende gerigter. Hertil kommer smigfagsstuens kannelerede ovnpilastre, der markerer ovnens placering ud for skorstenen samt vinduesrammernes håndsmedede anverfere og stormkroge. I trapperummet er der kulturhistorisk værdi ved forstuegangens trappetrin, den ældre mellemdør fra den smalle forstuegang til trapperummet. Hertil kommer den ældre hovedtrappe med de slidte trin, der vidner om mange års brug. De ældste dele af trappen er trin og reposer samt vangerne udsmykket med aflange felter og den runde mægler i stueetagen.

Arkitektonisk værdi

Den arkitektoniske værdi knytter sig i det ydre til facadens klassicistiske udtryk, der karakteriseres ved en enkel facadekomposition, en overordnet symmetri og et fladebetonet, taktfast udtryk. Kordongesimsen har dels en dekorativ og dels en kompositorisk funktion, idet den skaber en visuel balance i den ellers høje facade. De glatte murflader, enkle horisontale linjer og den regelmæssige og taktfaste placering af vinduerne bidrager til facadens overordnede rolige og værdige fremtræden, der højnes af den profilerede hovedgesims og accentueringen af kældernedgangen med sandstensskur. Tidligere har kældernedgangen i smigfaget ligeledes haft et konsolbåret skur. På bagsiden knytter den arkitektoniske værdi sig til gårdsidernes prunkløse udtryk, den regelmæssige og tætte vinduessætning samt den kalkede facade, der fremhæver murenes materialitet. I det indre knytter den arkitektoniske værdi sig til rumforløbene og de velproportionerede stuer samt til de enkle materialer og de veludførte snedkerdetaljer, der skaber variation og en enkelt elegance i rummene.

Videre læsning

Læs videre om

Se alle artikler om

Eksterne links