Laksegade 30, København

Byen, som i kilderne slet og ret blev kaldt Havn og siden København (købmændenes havn), var anlagt i strædet mod Amager. Herfra var det nemt at komme ud til Øresund, en af verdenshandelens maritime hovedveje. Den oprindelige kystlinje og havnefront lå mellem Rådhusstræde og Højbro. Havnen lå her i læ af de småholme, der i tidens løb blev sammenlagt til Slotsholmen. Den oprindelige by var omgivet af grave og havde én kirke, Sankt Clemens. Vestergade var dengang den vigtigste vej fra oplandet til færgestedet, der lå ved Højbro Plads. Bydannelsen og færgestedet var baggrunden for, at biskop Absalon placerede sin borg her. Laksegade blev anlagt omkring 1650 i den tidligere kongelige urtehave. På det tidspunkt var allerede flere gader navngivet efter, hvad man mente måtte tiltale søens folk, der havde deres bopæl her nemlig navne hentet fra havets fauna, heriblandt Hummergade, Ulkegade og Laksegade. Den 5. juni 1795 udbrød der brand på Holmen. Tre dage efter lå en stor del af byen som en rygende ruinhob med knap 1000 nedbrændte huse fra Holmens Kanal over Nikolaj Plads, mellem Kanalen og Strøget, over Rådhusstræde til Vestergade og det meste af Vester- og Nørrevold. Forhuset og sidehuset blev opført 1797-98 for guldsmed Christen Nielsen Lindbach, der også opførte Admiralgade 23 og 25 samt Ved Stranden 8. Oprindelig var der i facaden en fordybning mellem anden og tredje etage. Facaden på Laksegade 30 blev pudset og oliemalet engang efter 1871. Husets faginddeling blev ændret til den nuværende mellem 1887-95, hvor også facadens oprindelige kvadermuring nederst blev ændret. Omkring 1924 blev der installeret toiletter i ejendommen. Oprindeligt var der på hver repos en tofløjet fyldingsdør, som førte direkte ind til trefagsstuen mod gaden og som derved fungerede som supplement til den enfløjede fyldingsdør ind til smigfagsstuen. Oprindeligt var lejligheden på anden sal disponeret med en trefagsstue og et etfags kammer mod gaden, der hver havde henholdsvis en tofløjet og en enfløjet fyldingsdør ind mod smigfagsstuen. Ligeledes var der oprindeligt i køkkenet et hjørneskab samt et skab til brændsel i hjørnet ind mod smigfagsstuen. Udtrykket da fanden var løs i Laksegade stammer fra 1826. I nr. 15 skete der mærkelige ting, som forårsagede stort postyr. Man hørte hyl og skældsord og rovdyrbrummen, det regnede med kartofler og husgeråd, og vinduer sprang i stykker. Politiet kunne ikke finde ud af årsagen til disse mærkværdighed, og så mente datidens overtroiske københavnere naturligvis, at det var den onde selv, der huserede. Den kendte københavnske forfatter og journalist, Gustav Esmann, kaldte området for "Mayonnaise-kvarteret", da mayonnaise ofte spises sammen med fisk, og betegnelsen har nu hængt ved i et århundrede.

Laksegade 30 ligger som en del af husrækken og består af et fire fag bredt forhus med et sidehus på tre fag plus et skråt smigfag. Laksegade 30 omslutter sammen med tre lignende ejendomme i karréen et lille gårdrum med støbt bund. Forhus og sidehus er grundmurede og opført i tre etager over en høj kælder. Forhuset bærer et rødt, teglhængt heltag, over smigfaget er der zinktag og sidehuset bærer et rødt, teglhængt halvtag. I forhusets rygning er en skuret skorstenspibe med gesims og overdækning, i tagfladen mod gaden er to tagvinduer samt to ældre kviste med buet tag og torammede vinduer med buet overkant og mod gården en lille taskekvist med rødt tegltag. I sidehusets rygning er en muret skorsten uden sokkel og gesims samt i tagfladen mod gården to kviste med zinktag. Facaden er pudset, soklen er malet grå og murfladen hvid ligesom hovedgesimsen, der er udført med sparrenkopper. Over stueetagens vinduer er en bred, retkantet kordongesims. I det vestligste fag fører to granittrin samt et trin med støbejernsgitter som stødtrin op til hoveddøren, som er en ældre, blåmalet, tofløjet fyldingsdør med overvindue, der sidder i en portal med en konsolbåren, vandret fordakning over døren, udført i Nexø-sandsten. Ved siden af er en kældernedgang, der inddækkes af to skråtstillede, sortmalede revleluger, hvorover der er et konsolbåret skur af Nexø-sandsten. Kældervinduerne er nyere, traditionelt udførte torammede og todelte vinduer. De øvrige vinduer er traditionelt udførte korspostvinduer med opdelte nedre rammer, hvor rammerne er nyere og traditionelt udførte med ældre karme, undtagen vinduerne i kvistene, der er torammede og tredelte med buet overkant. Alle vinduer er malet hvide. Gårdsiderne er berappede og kalket jernvitriolgule. Fra de to trapperum fører en ældre, enfløjet fyldingsdør ud til gårdrummet, hvoraf døren til bagtrappen er forsynet med et torammet overvindue. Foran begge døre ligger der granittrin. Både døre og overvindue er malet grønne. Vinduerne er mestendels ældre korspostvinduer med og uden opdelte, nedre rammer samt torammede vinduer, og de er alle malet hvide. Vinduerne er indvendigt forsynet med forsatsruder. Bygningen rummer inklusiv tagetagen fire lejligheder – en på hver etage, undtagen lejligheden i stueetagen, der er sammenhængende med kælderen. I stueetagen fører en smal forstuegang med fire trin op til det bagvedliggende trapperum, hvor en ældre trappe med tre løb giver adgang til samtlige etager. Lejligheden på anden sal har en ældre planløsning med to stuer mod gaden og en forstue i smigfaget, hvorfra der er adgang til et lille badeværelse bag køkkenet, der ligger i sidehuset, hvor også den oprindelige bagtrappe er placeret. I lejligheden er interiøret velbevaret og præget af et anseeligt antal oprindelige og ældre bygningsdele og -detaljer i form af skorstene, bræddegulve, pudsede vægge og lofter med loftsstukkatur og rosetter samt paneler, en paneldør, tofyldingsdøre, indstukne hængsler og gerichter. I smigfagsstuen er på væggen bevaret et ældre, malet karikeret portræt (velsagtens af Frederik d. 6). I den gennemgående forstuegang er der linoleum på gulv og trappetrin, vægge og lofter er pudsede med kantstuk og loftsroset samt brystningspaneler ved siden af hoveddøren. Hovedtrappen har malede trin og vanger, der er udformet med aflange, udsmykkede felter, samt en svungen håndliste med smalle, drejede balustre og nyere kannelerede mæglere på de nederste reposer, hvor der øverst oppe er bevaret de traditionelle lukkede og svungne mæglere. Bagtrappen er en enkel halvsvingstrappe med indstemte trin i vangerne, et simpelt værn bestående af rundstokke og en profileret håndliste samt pudsede undersider.

Den miljømæssige værdi knytter sig til beliggenheden i Laksegade, hvor forhuset indgår som en del af husrækken og hermed er med til at definere den middelalderlige gadestruktur. Tillige indgår forhuset som en integreret del af det historisk dominerede bybillede i kraft af sin proportionering, facadekomposition og materialeholdning, hvor Laksegade 30 visuelt er sammenhængende med nabobygningen på hjørnet af Admiralgade, idet dennes facadedisponering med fremhævede midt- og yderfag gentages i forhusets facade med et fremhævet yderfag mod øst. Hertil kommer den miljømæssige værdi af den traditionelle bebyggelsesstruktur med forhus og sidehus, forenet af et skråtstillet smigfag mod gården, hvilket er karakteristisk for den tætte, indre by. Tillige er der stor miljømæssig værdi ved det yderst homogene lille, lukkede gårdrum, der opstår grundet de fire ens ejendomme som omkranser det, samt som følge af gårdsidernes ens farveholdning.

Den kulturhistoriske værdi ved Laksegade 30 knytter sig til ejendommen som et eksempel på den nedtonede klassicisme, der prægede periodens Københavnske borgerhuse i tiden efter Københavns brand i 1795. Da de nedbrændte kvarterer skulle genopbygges efter branden, var håndværkerstanden virkelig rustet til at tage denne kæmpeopgave op, fordi murermestre og tømrermestre om aftenen havde modtaget undervisning og lært om bygningskunst på Kunstakademiet hos arkitekt C.F. Harsdorff. Mestrene havde lært så meget, at de kunne tegne en velproportioneret facade med fine enkeltheder helt i overensstemmelse med tidens klassicistiske stil. Det kan særligt ses i kvarteret syd for Nicolaj Kirke, hvor smalle borgerhuse trykker sig sammen på de gamle skipperbodegrunde. Klassicismen som ideal vandt indpas efter enevældens afvikling i takt med borgerskabets stigende indflydelse, og kom som stilart til at præge de bygninger, der blev opført i anden halvdel af 1700-tallet og første halvdel af 1800-tallet – og dermed store dele af København. Det klassicistiske formsprog kommer til udtryk i forhusets enkle og sparsomt dekorerede facade, der i dag kun er forsynet med en simpel, retkantet kordongesims og en profileret sparrenkopgesims. Det klassicistiske formsprog kommer ligeledes til udtryk gennem facadens taktfaste vinduessætning samt den tidstypiske markering af både hoved- og kælderindgang ved en sandstensportal omkring hoveddøren og et skur af sandsten over kældernedgangen, begge udført i den let rødlige Nexø-sandsten, som i slutningen af 1700-tallet var det foretrukne byggemateriale til udsmykninger af de Københavnske borgerhuse. Ligeledes er facadens korspostvinduer med opdelte nedre rammer kendetegnende for periodens bygninger. Det let fremhævede østlige yderfag vidner om, at facaden blev ændret en smule i slutningen af 1800-tallet, hvor den tidstypiske, klassicistiske, aflange fordybning mellem førstesalens og andensalens vinduer blev fjernet og erstattet af den nuværende accentuering af yderfaget, der nok skal ses i sammenhæng med naboejendommen på hjørnet af Admiralgade, hvis modstående facade også har denne markering af yderfaget. Endvidere er der kulturhistorisk værdi i den klare skelnen mellem den repræsentative facade og den mere funktionelt betingede gårdside, der fremstår uden dekorationer, men i stedet med enkle, jernvitriolgulkalkede gårdsider og gesims. Det borgerlige, klassicistiske bygningsideal afspejles i det indre i såvel planløsning som interiører. Bygningens disponering med en smal, tværgående forstue, der fører om til trapperummet mod gårdsiden, en lejlighed på hver etage med to repræsentative stuer mod gaden, en smigfagsstue mod gården og et køkken samt en bagtrappe i sidehuset mod gården er særdeles velbevaret. De ældre bygningsdele og -detaljer har ligeledes kulturhistorisk værdi, idet de vidner om bygningens alder samt beretter om periodens udsmykningsideal og æstetiske præferencer. Dette gælder lejlighedens bræddegulve, fodpaneler, brystningspaneler, helpanelerede ydervægge, pudsede vægge og lofter med loftsstukkatur og rosetter samt de oprindelige en- og tofløjede tofyldingsdøre med indstukne hængsler og tilhørende, klassicistiske gerichter. Hertil kommer smigfagsstuens paneldør, vindues-lysningerne med kanneleringer, vinduesrammernes håndsmedede anverfere og stormkroge samt stuens kannelerede ovnpilastre, der markerer ovnens placering ud for skorstenen. I lejligheden på anden sal er tillige bevaret en særegen ældre detalje nemlig det karikerede portræt, der er malet på væggen i smigfagsstuen, og som sandsynligvis skal forestille Frederik d. 6. I trapperummet er der kulturhistorisk værdi ved forstuegangens trappetrin, loftets kantstuk og loftsroset samt brystningspanelerne ved siden af hoveddøren. Hertil kommer den repræsentative hovedtrappe, der bærer vidnesbyrd om forskellige ombygninger og deraf stilperioder. De ældste dele af trappen er de indstemte trin, vangerne udsmykket med aflange, fordybede felter og de brede mæglere øverst, som følger den svungne håndliste og vange. De smalle, drejede balustre og de kannelerede mæglere på de nederste reposer samt den fjernede vange på de nederste løb er derimod nyere – eventuelt samtidige med ændringen af facaden i slutningen af 1800-tallet. Ligeledes har den originale bagtrappe, som er en enkel halvsvingstrappe med indstemte trin i vangerne, et simpelt værn bestående af rundstokke og en svungen, profileret håndliste kulturhistorisk værdi.

Den arkitektoniske værdi knytter sig i det ydre til facadens klassicistiske udtryk, der karakteriseres ved en enkel facadekomposition, en overordnet symmetri og et fladebetonet, taktfast udtryk. Kordongesimsen har dels en dekorativ og dels en kompositorisk funktion, idet den skaber en visuel balance i den ellers høje facade. De glatte murflader, enkle horisontale linjer og den regelmæssige og taktfaste placering af vinduerne bidrager til facadens overordnede rolige og værdige fremtræden, der højnes af tandsnitsgesimsen og accentueringen af hovedindgangen og kældernedgangen.På bagsiden knytter den arkitektoniske værdi sig til gårdsidernes prunkløse udtryk, regelmæssige og tætte vinduessætning samt den enkle farvesætning, der skaber et meget helstøbt gårdmiljø. I det indre knytter den arkitektoniske værdi sig til de velproportionerede stuer samt hovedtrapperummet, hvor de fint forarbejdede og nedtonede snedkerdetaljer forlener rummene med den borgerlige klassicismes stringente og diskrete elegance.

Læs videre om

• Borgergade 144, København
• Den gamle Borgmestergård, København
• Ny Adelgade 6-6 A, København

Se alle artikler om

• By- og landskabsarkitektur
• Byggeskik
• Fredede bygninger

• Fredede og bevaringsværdige bygninger – Slots- og Kulturstyrelsen