Lambjergskovvej 14 ligger på Lambjergskovvej 14 i Sønderborg Kommune. Bygningen er fredet og har tinglyst bevaringsdeklaration.

Beskrivelse

Ejendommen er et husmandssted eller såkaldt kådnersted. Stuehuset er oprindeligt opført i bindingsværk, men omsat i grundmur, bortset fra gavlen, der endnu er bindingsværk i tre tavl med lue til loftsrummet. Døren i gavlen er tilmuret. Murværket er hvidkalket og har en lille gesims under tagskægget. Taget er stråtækt og halvvalmet i gavlen efter sønderjysk tradition. Vinduerne mod haven er vinduer af traditionel type med otterudede rammer og hamborg-hængsler og kitfals. Mod vejen er vinduerne fra ca. 1920, med trerudede rammer med kitfals.

Stuehuset rummer dels en entré med et oprindeligt ildsted. Derfra er adgang til et lille spisekammer, og der findes et indbygget serveringsskab til "dørns" der er beliggende bag køkkenet. Køkkenet er moderniseret i 60'erne, hvor jernkomfuret er erstattet med et elektrisk komfur og der er opsat et køkkenbord. Køkkenet har tre gamle døre, hvoraf den ene med kighul, der fører til den bagvedliggende dørns. Dette rum har, foruden det nævnte serveringsskab, en panelliste rummet rundt i højde med vinduesbrøstningen, der vidner om en ""stadsstue"" til brug ved gæstebud. Der er yderligere to rum mod haven samt et kammer. Mod vejen er der yderligere et rum, en entré med det gamle teglstens gulv og en stor skorsten, samt et koldt rum, med en gammel revledør og den oprindelige bemaling, samt ligeledes gulv af gule teglklinker. Stald og ladebygning er bygget vinkelret på stuehuset således at tre brede bindingsværksfag ligger i forlængelse af havefacaden. Bygningens langside udgøres af 6 brede fag og tretavls-bindingsværk efter alsisk mønster med opstreget rødmalet fyrrebindingsværk på syldsten. Mod vejen tilsvarende tre fag med valmet gavl. Også stald og ladebygningen har stråtag. Bygningen rummer et lille aflukke til grise, en pigstensbelagt hesteboks, samt huggehus, das og et logulv belagt med gule teglklinker. Loftet er uudnyttet og står med de to skorstenspiber og det oprindelige tagværk. Den ene skorsten er taget ned til lige under tagrygningen. Omgivelserne udgøres af en traditionel bondehave af en meget enkel og klar struktur. Haven er omgivet af en tjørnehæk og inddelt i tre haverum med grusgange imellem. De enkelte haverum er omkranset med en lav buksbomhæk. I havens sydøstlige del er der et havestykke, der bruges til vekslende afgrøder (sommerblomster, kartofler eller grøntsager), der er desuden to frugttræer og et lille staudebed. I havens sydvestlige del er der et havestykke med græsplæne med et frugttræ og en formklippet kristtjørn, og i havens vestligste del er der ligeledes et havestykke til vekslende afgrøder. Endelig er der en pigstensbelagt forplads mod vejen.

Kulturhistorisk værdi

Lambjergskovvej 14 fremstår stråtækt med to hvidkalkede skorstenspiber. Den nordvestlige del af beboelsesdelen fremstår med halvvalm og rødmalet bindingsværk i gavlen mod nordvest. Øvrige sider af beboelsen er i grundmur. Stalddelen udgøres af den sydøstlige ende af selve huset samt en lille udbygning mod nordøst, alt i rødmalet bindingsværk med hvide tavl. Siden mod sydøst højere end normalt, svarende til at halvalmen er ført ud af tilbygningens side. Den kulturhistoriske værdi ved Lambjergkovvej 14 knytter sig i det ydre til det samlede anlægs velbevarede fremtræden som tidligere beskedent husmandssted, kådnersted, med opdeling men alligevel tydelig sammenhæng mellem bolig, stald-lade og have samt til den pigstensbelagte plads mod vejen. Dette ses for eksempel ved stalddelens revledøre/halvdøre og de bevarede luger og små jernvinduer i den sydøstlige del, som klart adskiller sig fra beboelsens opsprossede trævinduer. I det indre knytter den kulturhistoriske værdi ved Lambjergskovvej 14 sig til den delvis bevarede planløsning med langsgående midterskillevæg, samt spor efter oprindelige ildsteder, eksempelvis i køkkenet. Endvidere til de bevarede oprindelige og ældre bygningsdele og detaljer, herunder fyldingsdøre og disses beslag, samt trælofterne med støvbegrænsende dæklister. I den tidligere stalddel er væggene fastholdt som simpelt berappede og skillevæggene har delvist synligt bindingsværk.

Arkitektonisk værdi

Den arkitektoniske værdi ved Lambjergskovvej 14 knytter sig i det ydre til bygningens lidt specielle opbygning med bindingsværk i tre tavls højde i stalddelen mod øst, det ubrudte stråtag med to skorstene, samt de tofarvede, småsprossede vinduer mod haven og med to tværsprosser mod gaden. I det indre knytter de arkitektoniske værdier sig til den delvist bevarede planløsning, de ældre fyldingsdøre, samt til de synlige bjælker og bræddelofterne.

Videre læsning

Læs videre om

Se alle artikler om

Eksterne links