Landboreformerne i Danmark

Etableringen af faste grænser mellem skov og åbent land var en af landboreformernes mest iøjnefaldende konsekvenser. Ved skovenes udskiftning blev de forskellige brugsrettigheder til deres ressourcer delt op på hvert sit areal: overskov, underskov og græsning for sig. Som hovedregel tilhørte overskoven den lokale herregård, som med Fredskovsforordningen i 1805 blev pålagt at frede og dyrke skoven, så den altid ville bestå. Underskov og græsning tilfaldt derimod som regel de nu selvejende bønder, og gennem det følgende århundredes intensivering af landbrugsdriften blev underskoven i de fleste tilfælde ryddet, mens græsningsarealer mange steder blev omlagt til agerjord. På paradoksal vis medførte netop de reformer, som havde til formål at bevare skoven, derved en voldsom reduktion i det samlede skovareal, og skovene var nu tydeligt afgrænsede mod det åbne land, som øer i et hav af landbrugsjord. Uden for skoven fandtes der i almindelighed meget få træer. Den var blevet en landskabstype blandt andre, ikke blot en egenskab ved mange slags landskaber. Og for første gang i historien kunne man meningsfuldt måle landets skovareal.

Med landboreformerne begyndte udbredelsen af selvejet blandt danske gårdmænd, og bondens personlige underordning som fæster under herremanden forsvandt. Men samfundet var gennem hele 1800-tallet fortsat præget af formaliseret ulighed. Mange husmænd fortsatte tilværelsen som fæster under en nu selvejende bonde. Tjenestefolk var overalt undergivet deres herskaber, også efter folkestyrets delvise indførelse i 1849, ligesom enhver familiefar havde ansvaret for hustru og børn.

Fra gods til gods og fra egn til egn varierede det meget, hvornår salget af tidligere fæstegods til selveje fandt sted. Kronen, som siden Reformationen havde været landets største jordejer, gik forrest, da den fra 1760’erne bortsolgte stort set alt gods uden for Nordsjælland og Odsherred. Af en del opstod nye godser, som erhvervedes af nyrige købmænd med ambitioner om social anseelse, men store dele af især det jyske krongods blev solgt gård for gård til bønderne selv. I 1835 var to tredjedele af Jyllands bondegårdsjord således ejet af selvejere, mens det kun gjaldt ca. halvdelen af Øernes. 60 år senere var også Øernes andel steget til knap to tredjedele, mens der i Jylland stort set ingen fæstere var tilbage. De resterende østdanske fæstebønder havde imidlertid en ganske anden tryghed i fæstet end deres standsfæller 100 år forinden. Langt de fleste var blevet såkaldte arvefæstere med ret til at både sælge og pantsætte gården, og i økonomisk usikre tider kunne det faktisk være en fordel at skulle betale en fast årlig fæsteafgift frem for en variabel rente. Fæstevæsenet blev ophævet ved lov så sent som i 1919.

Formelt blev danske herregårde ved frasalget af fæstegods til almindelige landbrugsbedrifter, som blot var større end de fleste. Men deres situation var grundlæggende forandret. Hvor hovedgårdsmarkens arbejdskraft tidligere bestod af fæstebønder på hoveri, måtte man nu klare sig med husmænd og lønnede landarbejdere. Markedskræfterne fortrængte langsomt den gamle såkaldt moralske økonomi, hvor gensidig afhængighed og ansvar var nok så vigtigt som indtjening og omsætning. Ikke desto mindre fastholdt både over- og underklassen mange steder elementer af tidligere tiders relationer. Mange godser oprettede gennem 1800-tallet skoler, hospitaler og andre sociale institutioner for deres ansatte, og selv om de fleste adelsprivilegier forsvandt i 1849, nød herregårdenes ejere fortsat en betydelig anseelse i store dele af befolkningen. De var fornemme folk, hvis livsstil andre gerne efterlignede.

Fæstevæsenet er den organisering af brugsretten til landskabets ressourcer, som dominerede det danske samfund i tiden fra senmiddelalderen og frem til 1800-tallet. Det byggede på en deling af ejendomsretten, sådan at herremænd ejede landsbyernes jord, mens fæstebønderne dyrkede den. Den ene del af fæstet kan derved sammenlignes med et lejeforhold, eftersom fæstebønderne for denne brugsret betalte en årlig afgift i form af penge og naturalier, som man kaldte landgilde. Der var imidlertid ikke kun tale om en økonomisk relation. For som fæsteforholdets anden del var bønderne også juridisk underlagt herremanden. De skulle uden modydelser med egne trækdyr og redskaber dyrke de dele af hans jord, der ikke var udlagt som fæstegårde, men som lå direkte under hans herregård (den såkaldte hovedgårdsmark). Det er det tvangsarbejde, som man kalder hoveri. Og de skulle i det hele taget – inden for lovgivningens rammer – adlyde ham, som var han deres far, og de hans børn. Til gengæld havde herremanden pligt til at beskytte og hjælpe sine fæstebønder ved fx at forsvare dem i retten og ved at låne dem såkorn og husdyr i økonomiske krisetider. Fæstevæsenet blev kun langsomt afskaffet gennem 1800-tallet ved, at bønderne købte deres gårde til selveje. De sidste fæstere blev selvejere i 1919.

Fornemheden og den sociale status kom til udtryk i herregårdslandskabet. Mange avlsbygninger blev efter reformerne fornyet, så de kunne danne grundlag for moderne landbrugsproduktion. Men også hovedbygningerne skulle rumme nye funktioner. De blev udvidet, så de kunne benyttes til en mere udstrakt selskabelighed end hidtil, blandt andet med værelser til sovende gæster. Samtidig kom der stigende opmærksomhed på landskabets rekreative og æstetiske funktioner, og haver og parker kom i mange henseender til at fremstå som en pittoresk kompensation for den ensartning, der prægede de nymodens produktionslandskaber. I det rekreative landskab var der en udpræget forkærlighed for stor botanisk variation. Nåletræskulturer kunne være gode for indtjeningen, men mange godsejere foretrak gammel afvekslende løvskov nærmest ved bygningerne.

Mens adelen mistede sine formelle privilegier, kæmpede den hårdnakket for at fastholde sin særlige sociale status, og et middel hertil var de stort anlagte selskabsjagter. Efter en liberalisering af Jagtloven i 1840 havde alle jordejere jagtret på egen grund. For at drive stor jagt skulle man derfor have store arealer, og det havde kun godserne, hvor rationalt skovbrug og målrettet vildtpleje derfor mange steder kom til at kæmpe om de samme arealer. Både jagt og skovbrug havde en udpræget funktionel tilgang til det fritlevende dyreliv. Nogle dyr var nyttige, andre var skadedyr, fordi de skadede det jagtbare vildt eller skovens træer. Abstrakt forkærlighed for biologisk mangfoldighed var så godt som ukendt. Kun det nyttige havde værdi.