Landemærket 55, København

Ved branden i 1728 var karréen ved Åbenrå-Landemærket blandt de dele af byen, der fuldstændig forsvandt og helt skulle opbygges efterfølgende. Landemærket 55 blev opført i bindingsværk mellem 1730 og 1736 for brændevinsbrænder Rasmus Falck. Facaden blev overpudset engang før 1870. Den oprindelige gavlkvist blev fjernet på et tidspunkt før 1907. Ligesom naboejendommen Landemærket 53 fik ejendommen i 1969 reetableret den oprindelige gavlkvist af Hans Henrik Engqvist og Karsten Rønnow, der ligeledes foretog restaureringen af husenes indre. Indtil restaureringen i slutningen af 1960'erne var nederste etage på facaden mod gården dækket af et skur med tre døre. Facadens bindingsværk i stueetagen blev i samme omgang udskiftet og erstattet af grundmur. Facaden har tidligere været malet dueblå. Taget er uændret siden opførelsen. I 1970 blev restaureringen af ejendommen præmieret af Københavns Kommune.

Landemærket 55 er et af de sidste huse i husrækken mod Gothersgade og Kongens Have. Bygningen er et fire fags bredt gavlkvisthus i tre stokværk, udnyttet loftetage og kælder. Gavlkvisten på facaden spænder over alle tre fag og går helt op til tagryggen. Taget er et heltag af røde teglsten med en skorstenspibe i tagrygningen og mod gården to mindre kviste i tagfladen. Den ene kvist er udført med fransk altan. Gadesidens første stokværk er grundmuret, mens resten af bygningen er udført i bindingsværk, der er gulkalket over stok og sten. Facadens første og andet stokværk adskilles af en kordongesims. Huset står på en sortmalet sokkel og på gårdsiden ses kampesten i soklen. Bagsidens bindingsværk er orangekalket tavl og træværket sortbejdset. Tredje stokværk på gårdsiden er udkraget. Alle vinduer i første og andet stokværk er traditionelt udførte korspostvinduer med en tværsprosse. Vinduerne i det øverste stokværk og i kvisten er traditionelt udførte torammede med tværsprosser. Den ældre, tofløjede og grønmalede hoveddør sidder i yderste fag længst mod Gothersgade og er trukket tilbage fra facaden. Over døren er placeret et lille kvadratisk vindue. Bagdøren er en ældre grønmalet, tofløjet fyldningsdør. I det indre er trappen placeret i det yderste fag, og den oprindelige grundplan er delvist bevaret og gentages på hvert stokværk med en stue mod gaden, et mindre værelse mod gården og en repos. Nyere køkken og badeværelse er ligeledes placeret mod gården. Der er ældre plankegulve, fyldningsdøre, gerichter, vinduesdetaljer, væg- og lysningspaneler samt panelerede lofter med synligt bjælkelag på enkelte etager.

Den miljømæssige værdi i Landemærket 55 knytter sig til forhuset som et væsentligt bidrag til kvarteret og de omkringliggende gaders husrækker, hvor en række ældre huse i stort set samme skala, form og materialeholdning dominerer. Landemærket 55 er således med til at fastholde det bevarede kulturmiljø i de omkringliggende gader og især i husrækken med ulige numre fra krydset ved Åbenrå-Landemærket.

Den kulturhistoriske værdi i Landemærket 55 knytter sig i det ydre til bygningen som et tidstypisk eksempel på et københavnsk ildebrandshus med den karakteristiske brede gavlkvist. Bygningen vidner både om måden at bygge på i København efter ildebranden i 1728, og om hvordan ildebrandshuset som boligtype udviklede sig. Den oprindelige opbygning i bindingsværk fortæller om lempelserne inden for det københavnske byggeri, der blev indført efter branden. Myndighederne forsøgte i en årrække at opretholde et direkte forbud mod at bygge i bindingsværk, men man erfarede hurtigt, at genopbygningen af byen ikke gik hurtig nok, og at der trods forbuddet alligevel blev bygget i bindingsværk. I 1731 blev forbuddet mod brugen af bindingsværk ophævet, og formure kunne herefter lovligt opføres som bindingsværk og ikke i grundmur. Man overkalkede dog bindingsværket, så det på afstand ville tage sig bedre ud, hvilket Landemærket 55 er et eksempel på. Hertil kommer, at Landemærket 55 tillige er et eksempel på, hvordan et ildebrandshus kom til at se ud efter J. C. Krieger havde udarbejdet tegninger til tre forskellige grundmurede huse, der blev anbefalet som efterlignelsesværdige mønstre. I begyndelsen af 1700-tallet vandt gavlkvisthuset som type stort indpas i København, men de fleste er efterfølgende gået til enten som følge af brande eller senere sanering. Landemærket 55s kulturhistoriske værdi i det ydre knytter sig ligeledes til bygningens barokke træk med den enkle og afdæmpede facade med få dekorative elementer og betoningen af det vertikale i form af gavlkvisten. Forhuset i Landemærket 55 er det eneste kendte eksempel i København fra 1700-tallet, hvor kun tredje stokværk på bagsiden er udkraget. I det indre knytter den kulturhistoriske værdi sig til bygningens delvist bevarede, traditionelle grundplan med stuer mod gaden, trapperepos, mindre værelse samt badeværelse og køkken mod gården. Endvidere er den traditionelle materialeholdning med de mange ældre bygningsdetaljer såsom plankegulve, paneler, anverfer, beslag og greb med til at understrege den historiske atmosfære som bygningen bærer præg af.

Bygningens arkitektoniske værdi ligger i det ydre i den enkle og afdæmpede facades regelmæssige opbygning med vinduesrækker og gesims, hvor gavlkvisten er det centrale midtpunkt og derved det mest i øjnefaldne element ved facaden. Gavlkvisten med de kraftige gesimser langs de to stigende skråsider og den gennembrudte kraftige horisontale gesims skaber en vertikal bevægelse, og får huset til at virke langt og smalt. Den rolige, stringente og flade facades fremtræden bliver ligeledes brudt af den tilbagetrukne, grønmalede hoveddør med diamantfyldninger, der skaber en modvægt til den opadstræbende gavl. Hertil kommer forhusets bindingsværk, der især på bagsiden giver karakter sammen med udkragningen i tredje stokværk. Endvidere har de hvidmalede vinduer stor arkitektonisk værdi idet de markerer sig i den kalkede facade og sammen med de spinkle sprosser understreger bygningens lette udtryk. I det indre knytter den arkitektoniske værdi sig til den ældre trappe med barokke balustre, de forgyldte udskæringer i dørstykkerne over døren på første sal, bukkehornsbeslag på dørene, ældre vinduesdetaljer, fyldningsdøre, gerichter, plankegulve samt væg-, brystnings- og lysningspaneler, der tilsammen bibringer interiøret en høj grad af atmosfære og som understreger bygningens gennemførte fremtræden ude som inde. Særligt skal dørenes marmoreringer og førstesalens dørstykker, der prydes af forgyldte blomsterranker, fremhæves.

Læs videre om

• Borgergade 140, København
• Dronningens Tværgade 59, København
• Hausergade 34, København

Se alle artikler om

• By- og landskabsarkitektur
• Byggeskik
• Fredede bygninger

• Fredede og bevaringsværdige bygninger – Slots- og Kulturstyrelsen