Landevejen 28 ligger på Landevejen 28, tidl. Bjerrevej 28 i Fanø Kommune. Bygningen er fredet og har en tinglyst bevaringsdeklaration.

Bygningshistorie

De første tegn på beboelse på Fanø stammer fra 1200-tallet, hvor to små fiskerlejer, Nordby og Sønderho, voksede frem som følge af sildehandel. Øen hørte oprindeligt under kronen og Fanøboerne var fæstebønder, der levede af en kombination af fiskeri og landbrug, men i 1741 købte Fanøs befolkning øen af Christian d. VI og fik derved selv retten til at drive søfart og handel. Dette betød, at øen oplevede en opgangsperiode grundet tiltagende skibsbyggeri og en voksende handelsflåde. Fanø mistede hovedparten af handelsflåden under Englandskrigene i 1807-14, og herefter gik øens udvikling i stå. Fra 1830erne og frem mod begyndelsen af 1900-tallet steg væksten igen, og Fanø havde i denne periode den næststørste flåde i Danmark.

Brænding og anvendelse af teglsten har været kendt siden anden halvdel af 1100-tallet, hvor stenene blev anvendt ved opførelsen af kirker og borge. Senere vandt de også indpas i byarkitekturen, men slog først sent igennem i landdistrikternes mere anonyme byggerier. Her dog tidligst i det sydlige Vestjylland, hvor udviklingen fra bindingsværk til grundmur baseredes på den lokale fremstilling og brænding af teglsten, der, som hollandsk, frisisk påvirkning – i løbet af 1700-årene bredte sig nordpå i det træfattige område. På Fanø blev teglstenene i første omgang brugt til udmuring af bindingsværks-husenes tavl og til opmuring af ildsteder, men fra omkring 1800 blev der nyopført store og velstandsprægede huse helt i grundmur. Fra omtrent samme tidspunkt og frem gennem 1800-tallet blev også bindingsværkshusene omsat i grundmur. Omsætningen var ofte tiltrængt, fordi bindingsværkshusenes ydervægge satte sig som følge af rådne eller udskridende stolpeender, som således ikke kunne klare belastningen fra bjælkelag og tagværk.

Man har altid haft en stærk bygningstradition på Fanø med mange gennemgående træk, der endvidere var så egnsspecifikke, at man havde forskellige traditioner mod nord og syd, selvom der kun var lidt over 10 km imellem Sønderho og Nordby. I Sønderho var det for eksempel almindeligt, at bygningernes mure blev skuret med en mursten og efter en svag rødkalkning blev fugerne optrukket med hvidt. I dag er der ikke mange bygninger tilbage med fuldt optrukne fuger. Endvidere var det skik at bemale stikkene over dørene og vinduerne med oliemaling, eller ved bemaling at efterligne murede stik på tagremmen. Ofte malede man det særlige sort-hvide-grønne Sønderho-stik, der symboliserede sorgen, glæden og håbet. De ældre vinduer i Sønderho var småsprossede, og de ældste havde blyindfattede ruder. Vinduesstikkene var ofte udført lige og fremstod med grønne karme og rammer samt hvide sprosser. Trævinduer fra 1700-tallet var i Sønderho udført med en karakteristisk sprosse med en helt enkel, spids profil, hvor de i Nordby derimod havde et mere afrundet profil. Anvendelsen af de to typer profiler er stadig meget tydeligt opdelt imellem de to byer. Yderdøre var halvdøre, ofte med kvadratisk hjørnestillet eller rundt vindue i overdøren. Dørene havde svære sidekarme, fastgjort på indersiden af ydermuren og var således placeret tilbagetrukket i de ofte rundbuede stik. Arkengaffen, den traditionelle kvist over døren, var ligesom dørhullet ofte rundbuet.

De forskellige bygningsdetaljer ændrede sig en smule gennem tiden, og særligt med opgangsperioden og grundmuringen i 1800-tallet kom der nye træk til. Flere huse fik nu fuldmurede gavle, kalkede facader med hjørnelisener og arkengaffen blev i stedet udført som en trekantfronton. Vinduernes karme og rammer blev efterhånden begge malet hvide, de seks-rudede vinduer blev afløst af tre-rudede rammer, og omkring 1880 begyndte man at udføre vinduer med fladbuet overkant. Halvdørene blev langsomt afløst af to-fløjede fyldingsdøre under lige stik og med en hjørnestillet, sprosseopdelt rude i den øverste del af døren.

Landevejen 28 blev brandtakseret i 1793, og i beskrivelsen var det på daværende tidspunkt elleve fag langt. De seks vestfag rummede bolig, i to mellemfag var der forstue og i de tre østfag var der staldrum. Tillige blev der takseret et fritstående syv-fags udhus nord for stuehuset med to fag til bageovn og fem fag til pakrum. Dette udhus, der oprindeligt var af bindingsværk og som efterhånden blev grundmuret, eksisterede helt frem til 1870´erne. I 1819 blev bygningen, efter en anmeldt forbedring, atter brandtakseret og beskrives som en elleve fag lang, grundmuret bygning, hvoraf de syv vestfag rummede beboelse med forstue. Der var fyrre lofteskud og bræddegulve overalt, samt engelske vinduer, dvs. vinduer med træsprosser, og rammedøre med klinkefald. De fire østfag var stald og foderrum. I en brandtaksation fra 1854 blev der nævnt hele trægavle, men der synes ikke have været ændringer i øvrigt.

På grunden kan følges en bebyggelse helt tilbage til 1740´erne. Ved ejerskiftet i 1777 omtales husene, med det er usikkert om det er det nuværende stuehus, der menes som det ene.

Beskrivelse

Bygningen ligger på sydsiden af Landevejen, i den centrale del af Sønderho, i en forholdsvis tæt bebyggelse. Bygningen ligger i en stor græsklædt have, der indhegnes af lave, hvidmalede stakitter.

Landevejen 28 er et fritliggende, grundmuret længehus opført i én etage. Over en sortmalet, lav sokkel står murværket i rød, blank mur med delvist optrukne, hvide fuger. Under taget afsluttes murværket af en muret hvid gesims, der er ført om hjørnet og op langs tagfladen på østgavlen. Vestgavlens gavltrekant er beklædt med grønmalede, lodretstillede brædder afsluttet af en vindskede. På nordsiden omslutter gesimsen en trekantet arkengaff med muret front. Bygningen har et højt, stråtækket heltag med tørvemønning, og i rygningen er en skorstenspibe med hvidmalet sokkel og gesims samt et skaft i røde sten. Vinduerne er ældre, et- og torammede med små ruder. I østgavlen er tillige ældre, rundbuede støbejernsvinduer samt enkle murankre. Vinduerne er hvidmalede ligesom murfalsen. Hoveddøren er en tofløjet fyldingsdør med ruder i de øverste fyldinger. I arkengaffen, der er placeret over hoveddøren, er en ældre, tofløjet revleluge med hjørnestillede ruder og ældre beslag. I nordsiden er endvidere en revlehalvdør med et hjørnestillet, opdelt vindue i den øverste del. I østgavlen er en revledør med ældre beslag og i sydsiden er en enfløjet fyldingsdøre med ruder i de øverste fyldinger. Samtlige døre er nyere, men traditionelt udført. Alle døre samt revledøren har hvidmalede murfalse og er malet grønne med hvid staffering, dog har revledøren ingen staffering. I nordsiden, under det østligste vindue, er en traditionelt udført revleluge, ligesom der i sydsiden, mod øst, er en ældre revleluge med rude og ældre beslag. Lugerne er grønmalede og ruden er opstreget med hvidt. I langsiderne er vinduerne forsynet med stafferede stik i farverne grøn, sort og hvid, mens åbningerne mod øst har hvidmalede stik. Under samtlige vinduer er malet hvide sålbænke.

I det indre er bevaret en ældre grundplan med en forstue bag hoveddøren, nor frangel, der oprindeligt opdelte boligen mod vest fra stalden mod øst. Fra forstuen er der adgang til køkkenet samt sommerstuen, nor donsk, ligeledes mod nord, og i tilslutning til denne et lille kammer mod vest. Fra sommerstuen er der både adgang til en stue, æ stow, mod vest og vinterstuen, sønder donsk, mod syd. Fra vinterstuen er der adgang til et lille rum, hvorfra der er udgang til haven mod syd samt til den tidligere stalddel. I midten af bygningen er en tætseng, med åbning mod vinterstuen, samt et skab og et fadebur med adgang fra forstuen. Den tidligere stalddel mod øst er indrettet med et grovkøkken, et toilet og et badeværelse mod nord og et værelse mod syd samt et lille depotrum, hvortil der er adgang udefra. Tagetagen er på traditionel vis uudnyttet. Materiale-holdningen er ældre med bræddegulve, teglklinkegulve, bræddevægge og bræddelofter mellem synlige loftbjælker. Det meste af et ældre interiør er bevaret, herunder revle- og fyldingsdøre med bemalinger, klinkefald, beslag og ruder samt gerichter, indbyggede skabe, en tætseng og tætsengsdøre. På størstedelen af ydervæggene er der ældre Fanø-fliser ligesom komfurpladsen og ovnpladsen, hvor der står en nyere etagevindovn, er markeret med fliser. Det udvendige depotrum har et teglstensgulv, pudsede vægge og simple bjælker med smalle loftsbrædder.

Miljømæssig værdi

Den miljømæssige værdi knytter sig til bygningens placering i Sønderho, der fremstår som en unik og yderst velbevaret gammel landsby. Bygningen er, som de fleste andre huse på Fanø, orienteret solret, hvor gavlene vender mod øst og vest, og indgår dermed naturligt i Sønderhos bebyggelsesmønster, hvor et næsten labyrintisk system af veje og stier mellem mindre grønninger skaber en idyllisk helhed. Et bemærkelsesværdigt indslag i bybilledet er de mange lave, grøn- eller hvidmalede stakitter og lave tangdiger beplantet med bukketorn, der adskiller grundene.Hertil kommer de bevarede pigstenskanter omkring bygningen, der ud over at fungere som afvanding, bidrager til opfattelsen af et traditionelt miljø.

Kulturhistorisk værdi

Den kulturhistoriske værdi relaterer sig til bygningens fremtræden som et typisk Fanø-hus. Et gennemgående træk for denne bygningstype er de lave mure i én etage, her i røde, blanke sten med rester af hvidt, optrukne fuger, hvid hovedgesims, vestgavlens bræddebeklædte gavltrekant og en arkengaff med luge til loftet. Hertil kommer, at taget er et stråtækket heltag med mønning af tørv og en skorstenspibe, der helt karakteristisk har hvidtet gesims og krave, mens piben fremtræder i røde sten. Tillige er det en stor kulturhistorisk værdi, at langsidernes vinduer har de typiske, trefarvede Sønderho-stik og at de øvrige åbninger har hvidmalede stik, samt at alle vinduer har påmalede, hvide sålbænke. Den kulturhistoriske værdi knytter sig tillige til den traditionelt udførte hoveddør, halvdør og revledør. Revledøren, revlelugen i sokkelhøjde og de små vinduer, herunder støbejernsvinduerne, vidner om, at der har været indrettet fåresti og lo i den østlige del af bygningen, idet det på Fanø førhen var almindeligt at have et mindre dyrehold tilknyttet boligen.

I det indre knytter den kulturhistoriske værdi sig til bygningens bevarede ældre planløsning med en forstue, frangel, der på traditionel vis danner en opdeling med bolig i den ene ende og stald og lo i den anden. Staldelen kan stadig aflæses på grund af de mere groft bearbejde bjælkelag og de smallere loftbrædder samt de bevarede revledøre og det indbyggede karlekammerskab i værelset. Enfyldingsdørene med klinkefald i stalddelen er ældre, men må være blevet flyttet til deres nuværende placering ved indretning af toilet- og baderum. Beboelsesdelen er indrettet på traditionel vis. Fra køkkenet er der på traditionsbestemt vis både adgang til sommer- og vinterstuen. Stuerne ligger således traditionelt med en stue mod syd, sønder donsk, hvor man kunne få lys og varme i vinterhalvåret, og en stue mod nord, nordre donsk, til ophold i sommerhalvåret, hvor stuen således var kølig og sval. I vinterstuen markeres ovnpladsen af brune hollandske fliser ligesom, der er brune hollandske fliser på skillevæggen i sommerstuen, der vender ind mod køkkenet. I køkkenet markeres den tidlige plads for komfuret ved siden af skorstenene ligeledes af forskellige typer brune, hollandske fliser.

Endvidere knytter den kulturhistoriske værdi sig til bygningens velbevarede interiør med mange ældre og egnskarakteristiske bygningsdetaljer, herunder revledøre og en- og tofyldingsdøre med beslag, klinkefald og glasruder samt både enkle og profilerede gerichter. Flere døre har på egnskarakteristisk vis en sort bemaling omkring grebet, der både har en praktisk og en dekorativ effekt. Den sorte farve skulle forhindre, at eventuel smuds på dørpladen var synlig og ligeledes blev feltet bemalet med svungne sider, så de nærmest illuderede et låseblik. Døren mellem sommer- og vinterstuen har på traditionel vis en firedelt rude i den øverste fylding. Hertil kommer de indbyggede skabe i sommerstuen og æ stow, samt hjørneskabet i sommerstuen og hugskabene i vinterstuen, samt tætsengen i vinterstuen og tætsengsdørene i sommerstuen. De blå og brune flisevægge i køkken, sommerstue og vinterstue fortæller om Fanøs store tradition for sejlads og oversøisk handel, og deres både praktiske og dekorative effekt ses tydeligst i vinterstuen, hvor de er opsat så de danner en buevirkning over hvert vindue. Hertil kommer den lyse egeådring på flere af dørene i forstue og køkken – en bemaling, der blev moderne i slutningen af 1800-tallet, og som ses flere steder i Sønderho.

Arkitektonisk værdi

Den arkitektoniske værdi knytter sig til bygningens enkle, fritstående og velproportionerede volumen med lave mure og det dominerende, store tag med ubrudte tagflader, der med en bølgende kurve former sig omkring arkengaffen mod nord. Placeringen af vinduernes stik helt op mod gesimsen underbygger fornemmelsen af de lave mure og det tunge tag.

Arkitekturen er ærlig i sit udtryk ved de enkle materialer og få bemalede dekorationer omkring vinduer, døre og gesimser. Særligt de hvide, påmalede sålbænke og stik samt de særegne grøn-, sort- og hvidmalede stik over langsidernes vinduer giver en skarp, men enkel kontrastvirkning, der træder frem på lang afstand. Hertil kommer dørenes staffering og skorstenspibens hvide sokkel og krave. Den enkle, men markante farveholdning har således stor betydning for det arkitektoniske udtryk. Hertil kommer facadernes forskellige mursten, der sammen med de delvist optrukne fuger giver murene et levende udtryk med stor stoflighed.

I det indre relaterer den arkitektoniske værdi sig til de velbevarede og raffinerede snedkerinteriører som bjælker, skabslåger, døre og indfatninger, der tilsammen understreger rummenes historiske atmosfære og tillige tildeler rummene en varm og rolig atmosfære. De mange bræddeskillevægges høvlspor har en levende overflade af stor æstetisk værdi. Selvom materialet er det samme på skillevægge, lofter, indfatninger og døre, er de elegant adskilt gennem udformningen og efterfølgende kontrastfulde bemalinger. De bevarede ældre fliser er udtryk for en dekorationsglæde, som er en integreret del af den lokale arkitektur. Den afbalancerede stil i det ydre som det indre udmærker sig ved en høj håndværksmæssig kvalitet, hvilket har stor betydning for den samlede arkitektoniske værdi.

Videre læsning

Læs videre om

Se alle artikler om

Eksterne links