Landevejen 7 ligger på Landevejen 7 i Fanø Kommune. Bygningen er fredet.

Bygningshistorie

De første tegn på beboelse på Fanø stammer fra 1200-tallet, hvor to små fiskerlejer, Nordby og Sønderho, voksede frem som følge af sildehandel. Øen hørte oprindeligt under kronen og Fanøboerne var fæstebønder, der levede af en kombination af fiskeri og landbrug, men i 1741 købte Fanøs befolkning øen af Christian d. VI og fik derved selv retten til at drive søfart og handel. Dette betød, at øen oplevede en opgangsperiode grundet tiltagende skibsbyggeri og en voksende handelsflåde. Fanø mistede hovedparten af handelsflåden under Englandskrigene i 1807-14, og herefter gik øens udvikling i stå. Fra 1830erne og frem mod begyndelsen af 1900-tallet steg væksten igen, og Fanø havde i denne periode den næststørste flåde i Danmark.

Brænding og anvendelse af teglsten har været kendt siden anden halvdel af 1100-tallet, hvor stenene blev anvendt ved opførelsen af kirker og borge. Senere vandt de også indpas i byarkitekturen, men slog først sent igennem i landdistrikternes mere anonyme byggerier. Her dog tidligst i det sydlige Vestjylland, hvor udviklingen fra bindingsværk til grundmur baseredes på den lokale fremstilling og brænding af teglsten, der, under hollandsk, frisisk påvirkning, i løbet af 1700-årene bredte sig nordpå i det træfattige område. På Fanø blev teglstenene i første omgang brugt til udmuring af bindingsværks-husenes tavl og til opmuring af ildsteder, men fra omkring 1800 blev der nyopført store og velstandsprægede huse helt i grundmur. Fra omtrent samme tidspunkt og frem gennem 1800-tallet blev også bindingsværkshusene omsat i grundmur. Omsætningen var ofte tiltrængt, fordi bindingsværkshusenes ydervægge satte sig som følge af rådne eller udskridende stolpeender, som således ikke kunne klare belastningen fra bjælkelag og tagværk.

Man har altid haft en stærk bygningstradition på Fanø med mange gennemgående træk, der endvidere var så egnsspecifikke, at man havde forskellige traditioner mod nord og syd, selvom der kun var lidt over 10 km imellem Sønderho og Nordby. I Sønderho var det for eksempel almindeligt, at bygningernes mure blev skuret med en mursten og efter en svag rødkalkning blev fugerne optrukket med hvidt. I dag er der ikke mange bygninger tilbage med fuldt optrukne fuger. Endvidere var det skik at bemale stikkene over dørene og vinduerne med oliemaling, eller ved bemaling at efterligne murede stik på tagremmen. Ofte malede man det særlige sort-hvide-grønne Sønderho-stik, der symboliserede sorgen, glæden og håbet. De ældre vinduer i Sønderho var småsprossede, og de ældste havde blyindfattede ruder. Vinduesstikkene var ofte udført lige og fremstod med grønne karme og rammer samt hvide sprosser. Trævinduer fra 1700-tallet var i Sønderho udført med en karakteristisk sprosse med en helt enkel, spids profil, hvor de i Nordby derimod havde et mere afrundet profil. Anvendelsen af de to typer profiler er stadig meget tydeligt opdelt imellem de to byer. Yderdøre var halvdøre, ofte med kvadratisk hjørnestillet eller rundt vindue i overdøren. Dørene havde svære sidekarme, fastgjort på indersiden af ydermuren og var således placeret tilbagetrukket i de ofte rundbuede stik. Arkengaffen, den traditionelle kvist over døren, var ligesom dørhullet ofte rundbuet.

De forskellige bygningsdetaljer ændrede sig en smule gennem tiden, og særligt med opgangsperioden og grundmuringen i 1800-tallet kom der nye træk til. Flere huse fik nu fuldmurede gavle, kalkede facader med hjørnelisener og arkengaffen blev i stedet udført som en trekantfronton. Vinduernes karme og rammer blev efterhånden begge malet hvide, de seks-rudede vinduer blev afløst af tre-rudede rammer, og omkring 1880 begyndte man at udføre vinduer med fladbuet overkant. Halvdørene blev langsomt afløst af to-fløjede fyldingsdøre under lige stik og med en hjørnestillet, sprosseopdelt rude i den øverste del af døren. På denne grund kan i jordebogen konstateres et hus i 1750´erne.

Den nuværende bygning blev første gang beskrevet i en brandtaksation fra 1804, hvor det blev omtalt som et grundmuret ni-fags hus, hvis syv søndre fag indeholdt bolig med forstue og fyrretræsgulve undtagen i køkkenet, der havde stengulv. De to nordligste fag rummede lo, stald og foderrum, hvori der også var en muret halvkælder. Efter en anmeldt forbedring, blev huset atter takseret i 1821. Det var i mellemtiden blevet udvidet med to fag mod syd og ét mod nord, til i alt 12 fag. Heraf var der beboelse med forstue samt bryggers i de ni søndre fag, og der var trærammede vinduer og rammedøre med indstukne låse. Indendørs var væggene såvel optrukne som beklædt med paneler og stenfliser. De tre nordre fag rummede kostald, lo og foderrum. I tiden frem til 1854 var huset blevet udvidet med endnu et fag, således at der i alt var 13 fag. Murankrene på sydgavlen refererer til ejeren Thomas Meinertz og hustru Mette Nielsdatter, som ejede bygningen fra 1807 til 1854. I dag ejes bygningen af Billedkunstnernes Forbund, Danmarks faglige organisation for professionelle billedkunstnere, og medlemmerne kan benytte huset med et stort atelier året rundt.

Beskrivelse

Bygningen ligger på nordsiden af Landevejen, i den centrale del af Sønderho, i en forholdsvis tæt bebyggelse. Bygningen ligger orienteret nord-syd med sydgavlen helt ud mod gaden. Øst for bygningen er en smal forhave og mod vest er en stor, græsklædt have, der indhegnes af et lavt, bukketornsbeplantet dige.

Bygningen er et fritliggende, grundmuret længehus opført i én etage. Murværket står let rødskuret over rød, blank mur med optrukne, hvide fuger, ligesom den let fremspringende, murede sokkel. Under taget afsluttes murværket af en muret, hvid gesims, der er ført om hjørnet på gavlene og op langs tagfladerne. Den øverste del af nordgavlen har lodret, grønmalet bræddebeklædning med profilerede vindskeder. Bygningen har et højt, stråtækket heltag med tørvemønning, og i rygningen er tre skorstenspiber med sokkel og skaft i røde sten samt hvidmalet gesims. Mod øst er en trekantet heltagskvist med muret front og stråtag med tørvemønning. Vinduerne er ældre, dog er der enkelte nyere vinduer, udført som kopi af de originale. Vinduerne er torammede og seksdelte, og i den nordlige del er de tillige etrammede og seks- eller firedelte. I nordgavlen sidder endvidere et femrammet og tolvdelt vindue. I østsiden ses tillige et lille, rundt glug. I kvisten er en ældre revleluge med to trekantede overvinduer og en hejsebom, flankeret af to trekantede og femdelte vinduer. Vinduerne har grønne karme og hvidmalede rammer, ligesom murfalsen er hvidmalet. Hoveddøren mod øst er en ældre revlehalvdør med en kantstillet rude, klinkefald og sortmalet låseblik i den øverste del, magen til døren i vestsiden. Begge døre sidder bag et kurvehanksbuet stik. I vestsiden er tillige en ældre, enfløjet fyldingsdør med buet overkant og to ruder i den øverste fylding. Døren indrammes af en hvidmalet, let buet, profileret pudsindfatning. Alle dørene er malet grønne med hvid staffering og sorte bundlister. Vinduer og døre, undtagen fyldingsdøren, er forsynet med stafferede stik i farverne grøn, sort og hvid. Under samtlige vinduer er malet hvide sålbænke. I sydgavlen ses murankre udformet som liljer, årstallet 1807 samt initialerne TM og MND.

I det indre er bevaret store dele af en ældre grundplan med en forstue bag hoveddøren, øst frangel, og en baggang mod vest, vest frangel, der oprindeligt opdelte boligen mod syd fra udhusdelen og stalden mod nord. Fra forstuen er der adgang til en stue, donsk, og et værelse mod øst. I sydgavlen er to værelser, og mod vest er endnu en stue, donsk, samt et køkken. Fra baggangen er der adgang til et bryggers og herigennem kommer man til et lille gæstetoilet og et stort, nordvendt atelierrum, som er beliggende i den tidligere lo- og stalddel. Imellem atelieret og forstuen ligger et lille depot og et badeværelse, hvor der tidligere var en bageovn og brændeopbevaring. Tagetagen er på traditionel vis uudnyttet. Materialeholdningen er mestendels ældre med ølandsflisegulve, teglklinkegulve, bræddegulve, bræddevægge og bræddelofter mellem synlige loftbjælker. Dog er der i gæstetoilet og badeværelse nyere fliser på gulve og vægge. Det meste af et ældre interiør er bevaret, herunder revle- og fyldingsdøre med beslag, klinkefald, påmalede låseblik og glasruder, profilerede gerichter, indbyggede skabe og svungne tætsengsdøre. Flere døre, tætsengsdøre og skabslåger er bemalet med dekorative mønstre. På flere ydervægge er der ældre, hollandske fliser ligesom kaminpladsen i østre donsk er markeret med ældre fliser. I køkkenet er der et ældre snedkerkøkken. Vinduerne er forsynet med nyere forsatsruder med metalrammer.

Miljømæssig værdi

Den miljømæssige værdi knytter sig til bygningens placering i Sønderho, der fremstår som en unik og yderst velbevaret gammel landsby. Bygningen er, i modsætning til størstedelen af husene på Fanø, orienteret nord-syd, men indgår alligevel naturligt i Sønderhos bebyggelsesmønster, hvor et næsten labyrintisk system af veje og stier mellem mindre grønninger skaber en idyllisk helhed. Endvidere knytter den miljømæssige værdi sig til grundens omgivende, lave dige mod vest, som på traditionel vis er beplantet med bukketorn, idet denne busk kan trives i det tang som de lave diger typisk er opbygget af. Det lave dige er således et bevaret vidnesbyrd om, at hver enkelt husejer førhen etablerede sine egne små diger omkring hus og have for at beskytte disse. I 1981 blev det store dige ud mod Vadehavet opført, hvorefter de lave diger mistede deres funktion.

Kulturhistorisk værdi

Den kulturhistoriske værdi relaterer sig til bygningens fremtræden som en oprindelig enlængegård, hvor man havde stuehus, lo og stald i én lang bygning. Hertil kommer bygningens fremtræden som et typisk Fanø-hus. Et gennemgående træk for denne bygningstype er de lave mure i én etage, her i røde, blanke sten med rød skuring og hvidt, optrukne fuger, hvid hovedgesims og en bræddebeklædt gavltrekant. Hertil kommer, at taget er et stråtækket heltag med mønning af tørv og med skorstenspiber, der har hvidtet gesims og sokkel og skaft i røde sten med hvidt optrukne fuger. Tillige er det en stor kulturhistorisk værdi, at vinduer og døre har de typiske, trefarvede Sønderho-stik samt at alle vinduer har påmalede hvide sålbænke. Hertil kommer, at flere af vinduesrammerne på egnskarakteristisk vis er hængslet på lodposten. Murankrene i sydgavlen, der er udformet som årstal og initialer er ligeledes en typisk detalje, der bevidner bygningens ejer, opførelsesår eller årstallet for en større ombygning.

Den kulturhistoriske værdi knytter sig tillige til de ældre revledøre, som på traditionel vis sidder bag et kurvehanksbuet, stafferet stik. Udformningen af den ældre fyldingsdør og dens profilerede pudsindfatning bevidner dørenes stilmæssige udvikling fra revlehalvdøre til fladbuede fyldingsdøre med bosserede fyldinger og øverste fylding erstattet af en glasrude opdelt af en drejet og svunget sprosse, som blev fremherskende i anden halvdel af 1800-tallet. Revlehalvdøren mod vest og de mindre vinduer i nordenden vidner sammen med den markante heltagskvist med en stor lugeåbning og hejsebom om, at det på Fanø førhen var almindeligt at have et mindre dyrehold tilknyttet boligen med anvendelse af tagrummet som høloft og opbevaring af korn og lignende. Endelig knytter den kulturhistoriske værdi sig til det store femfagsvindue i nordgavlen, der bevidner, at bygningens stald i første halvdel af 1900-tallet blev ombygget til et stort atelierrum med dagslys fra nord.

I det indre knytter den kulturhistoriske værdi sig til bygningens bevarede ældre planløsning med to frangler, der på traditionel vis danner en opdeling med bolig i sydenden og stald og lo i nordenden. Fra køkkenet er der på traditionel vis både adgang til sommer- og vinterstuen. Stuerne ligger traditionelt, men deres orientering mod øst og vest afviger fra den gængse placering af sønder donsk mod syd og nordre donsk mod nord. I øster donsk markeres ovnpladsen på traditionsbestemt vis af ældre hollandske fliser ligesom flere af ydervæggene er beklædt med fliser. Flisevæggene fortæller om Fanøs store tradition for sejlads og oversøisk handel. Endvidere knytter den kulturhistoriske værdi sig til bygningens velbevarede interiør med mange ældre og egnskarakteristiske bygningsdetaljer, herunder revle- og enfyldingsdøre med beslag, klinkefald og påmalede låseblik. Den sorte bemaling omkring klinkefaldet havde både en praktisk og en dekorativ effekt. Den sorte farve skulle forhindre, at eventuel smuds på dørpladen var synlig og ligeledes blev feltet bemalet med svungne sider, så det illuderede et låseblik. At flere af dørene er forsynet med glasruder er ligeledes en typisk detalje, den svungne rude mellem køkken og vester donsk og den firedelte rude mellem vester donsk og øster donsk er således et egnskarakteristisk træk. Hertil kommer de profilerede gerichter, de mange forskellige typer indbyggede skabe, herunder hugskabet i vester donsk og de to chartoller i øster donsk samt de bevarede, svungne tætsengsdøre, der vidner om at bygningerne på Fanø førhen var forsynet med flere tætsenge.

I vester donsk er døre, tætsengsdøre og skabslåger malet brune med mørke mønstre, som står i kontrast til stuernes øvrige blå-tyrkise farveholdning med rødlige stafferinger. Tillige er der kulturhistorisk værdi i det store og højloftede atelierrum, idet dette rum vidner om, at bygningen i en lang årrække har huset adskillige kunstnere, da Billedkunstnernes Forbund udlåner bygningen som bopæl og arbejdsplads til kunstnere, der søger ro og fordybelse på Fanø. Behovet for et stort arbejdsrum med et godt og kraftigt lysindfald er således svaret på, hvorfor udhus- og stalddelen i den nordlige ende af bygningen i sin tid blev ombygget til atelier. I begyndelsen af 1900-tallet oplevede Fanø en stor tilstrømning af kunstnere, der på grund af naturalismens, realismens og den franske impressionismes nye malerstil søgte til Fanø på grund af lyset. Øens folkeliv og den barske, men smukke natur gav inspiration til kunstnerne, der søgte at skildre det særegne danske både i naturen og i befolkningen i overensstemmelse med de romantiske, nationale strømninger.

Arkitektonisk værdi

Den arkitektoniske værdi knytter sig til bygningens enkle, fritstående og velproportionerede volumen med lave mure og det dominerende, store tag med ubrudte tagflader og en heltagskvist mod øst. Placeringen af vinduernes stik helt op mod gesimsen underbygger fornemmelsen af de lave mure og det tunge tag.

Arkitekturen er ærlig i sit udtryk ved de enkle materialer og få bemalede dekorationer omkring vinduer, døre og gesimser. Særligt de hvide, påmalede sålbænke, de særegne grøn-, sort- og hvidmalede stik og de rødskurede facader med hvidt optrukne fuger giver en skarp, men enkel kontrastvirkning, der træder frem på lang afstand. Hertil kommer dørenes staffering og de tofarvede skorstenspiber. Den enkle, men markante farveholdning har således stor betydning for det arkitektoniske udtryk.

I det indre relaterer den arkitektoniske værdi sig til de velbevarede og raffinerede snedkerinteriører som bjælker, skabslåger, døre og indfatninger, der tilsammen understreger rummenes historiske atmosfære og tillige tildeler rummene en varm og rolig atmosfære. De mange bræddeskillevægges høvlspor har en levende overflade af stor æstetisk værdi. Selvom materialet er det samme på skillevægge, lofter, indfatninger og døre, er de elegant adskilt gennem udformningen og efterfølgende kontrastfulde bemalinger. De bevarede, ældre fliser i stuer og køkken er udtryk for en dekorationsglæde, som er en integreret del af den lokale arkitektur. Kontrasten imellem den sydlige del af bygningen med en traditionel loftshøjde og ruminddeling og det højloftede, gennemlyste atelierrum mod nord er markant og bibringer bygningen en helt speciel stemning. Hertil kommer, at den midterste del af bygningen fremstår intim og unik på grund af bryggersets, franglernes, stuernes og køkkenets farvemættede fremtoning i henholdsvis røde og blå nuancer. Rummenes mange indbyggede skabe og chartoller giver mindelser til en skibsaptering. Den afbalancerede stil i det ydre som det indre udmærker sig ved en høj håndværksmæssig kvalitet, hvilket har stor betydning for den samlede arkitektoniske værdi.

Videre læsning

Læs videre om

Se alle artikler om

Eksterne links