Når landsbyerne i den grad dominerede det danske landbrugsland, skyldtes det især, at det var en meget ressourceøkonomisk måde at indrette sig på, ligesom landsbyen samtidig ydede det sociale sikkerhedsnet, man havde brug for.
Landsbyen gjorde det muligt at minimere det krævende hegningsarbejde ved i fællesskab at indhegne bymarkens afdelinger, eller vange, frem for en individuel indhegning af den enkeltes lodder. Der kunne i fællesskab ansættes smed og byhyrder, holdes bytyr og byorne, og med gårde og huse samlet ét sted kunne også anlæggelsen og vedligeholdelsen af veje minimeres. Sidst, men ikke mindst var landsbyens andelsprincip af stor vigtighed. En gård havde som regel 50-100 lange og smalle højryggede agre, der blev fordelt over hele bymarken – såvel på de gode som dårlige jorder, ligesom det var tilfældet med engene. Hertil kom, at bylavet hvert år vurderede og afgjorde, hvor mange køer, okser og heste den enkelte gård kunne sætte ud på græs. Det hele gav sikkerhed for, at man år for år havde en nogenlunde sikker produktion og gode forhold til sine naboer. Til gengæld måtte alle følge en fælles dyrkningsrytme, vårsæd og vintersæd, og ingen fik mulighed for at hegne egen jord og dermed undtage den fra fællesskabets græsningsrettigheder.
I midten af 1600-tallet ejede kronen 55-60 % af landets jord, men under enevælden satsede staten i stedet på skatteapparatet som indtægtskilde, og i flere bølger afhændedes næsten alt krongods til herregårdene. Denne enorme privatiseringsbølge førte til, at godserne i løbet af 1700-tallet kom til at fungere som en slags godskommuner, der stod for skatteinddrivning og soldaterudskrivning samt sociale foranstaltninger såsom skolebyggeri og fattighuse. Det blev også almindeligt, at godserne blandede sig i vedtagelsen af landsbylovene.
Med oplysningstiden sidst i 1700-tallet satte en kraftig bevægelse ind på at give det frie initiativ bedre vilkår ved at fjerne de snærende bånd fra landsbyfællesskabet og godssystemet. Hovedangrebet blev sat ind mod landsbyfællesskabet, der nu sås som en forhindring for alle nye initiativer. I 1781 gennemførtes endog et forbud mod at etablere nye landsbyfællesskaber, og gennem en stok- og gulerodspolitik lykkedes det for staten i løbet af nogle årtier gennem udskiftning at opløse alle landsbyernes dyrkningsfællesskaber. Helst havde man også opløst landsbyerne selv, men de fleste steder kom de til at bestå som en samling gårde eller huse, hver med deres egen jord. Fællesskabet blev stort set indskrænket til brugen af enkelte fællesressourcer som ler- og grusgrave.
Målet for de store landboreformer var et rationelt indrettet jordbrugslandskab, hvor hver gård havde sin egen jord, sit eget hegnede »enemærke «, hvor driften kunne indrettes helt individuelt efter eget ønske.
Dette ønske kunne bedst opfyldes, hvis man inddelte den tidligere fælles landsbymark i et skakbrætsystem af firkantede lodder og flyttede gårdene ud i de enkelte lodder. En sådan »blokudskiftning« blev da også hyppigt anvendt, men ulempen var store udgifter til udflytning af gårdenes bygninger og en mangedobling af arbejdsbyrden med vejanlæg og vedligeholdelse. Ofte valgte man da den mindre radikale løsning at lade gårdene forblive i landsbyen og i stedet inddele landsbymarken i lagkagestykker. En sådan »stjerneudskiftning« var billigere, mere enkel at udføre og tillod at bevare de trygge landsbyrammer. I praksis blev det ofte et kompromis mellem de to principper, når landinspektørerne slog de nye skelstreger, og bønderne fulgte op med kilometervis af nye hegn og veje. Et nyt hegnslandskab blev skabt, og landskabet lukkede sig i individuelle lodder.