Sidst i 1700-tallet dominerede den firlængede gård overalt på Sjælland og Fyn. Hallisgård i Lejre Kommune er fredet pga. det velbevarede firlængede anlæg med tilhørende gårdsplads og sydvendt have, som sammen med ydersidernes bånd af pigsten, stensætningen ved indkørslen og de to flankerende træer skaber et helstøbt kulturmiljø.
.

Gennem historien var det i landsbyerne og på landet, at den allerstørste del af produktionen foregik, og det var her, de fleste mennesker boede. Landbrugsproduktionens værdi er stadig høj, langt højere end i fortiden, men over de seneste 200 år har industriproduktion og siden serviceydelser og videnserhverv overtaget stadig større andele af den samlede værditilvækst. Landbrugsproduktionen er samtidig blevet rationaliseret voldsomt og beskæftiger i dag under 80.000 personer på landsplan, en stor del af dem endda på deltid.

Parallelt hermed er forholdet mellem landbefolkning og bybefolkning forskubbet. En stadig mindre andel bor på landet (dvs. i det åbne land og landsbyer under 200 indbyggere). Siden 1801, hvor næsten 80 % af Danmarks befolkning boede på landet, er landbefolkningens andel af den samlede befolkning faldet voldsomt. I 1901 var det godt 60 %, der boede på landet, i 1950 omkring 30 % og i år 2000 knap 15 %. Siden da er andelen faldet langsomt, men støt, og i dag bor blot 12 % af danskerne i landdistrikter og de mindste landsbyer med under 200 indbyggere. Men fra 1801 til år 2000, er det samlede befolkningstal steget kraftigt – fra under 1 mio. til knap 6 mio. – så i en lang periode gik antallet af beboere på landet og i landsbyerne faktisk frem, og i dag bor der lige så mange personer på landet som i 1801.

Igennem størstedelen af danmarkshistorien udgjorde landsbyerne grundstrukturen i det bebyggede land. Trods store ændringer i landbrugsdrift, bygninger, ejerforhold og infrastruktur er landsbyerne, deres beliggenhed og struktur i stort omfang genkendelige i dag.

Tidlig middelalder: et nyt samfund og et nyt landskab tager form

Når man færdes rundt ad vejene i det danske landskab, går den grundlæggende ruteplan 800-1100 år tilbage i tiden, til sen vikingetid og tidlig middelalder, hvor vore landsbyer og byer (købstæder) blev anlagt på deres nuværende lokaliteter. Det skete samtidigt med kristendommens indførelse i Danmark, og bebyggelsesstrukturen har derfor også middelalderens kirkebyggeri som et grundelement. Hovedparten af det ældre kirkebyggeri i Danmark stammer således fra den samme periode (1000-1200-tallet), om end der jævnligt findes en forgænger bygget i træ under de nuværende kirkebygninger af sten. Middelalderens smukke og for Danmark karakteristiske kirkebyggerier udgjorde således de sikre holdepunkter i opmuringen og grundlæggelsen af det nye middelaldersamfund. Det var samtidig en periode, hvor nye forbedrede agerbrugsteknikker blev taget i brug, der stabiliserede og øgede landbrugsproduktionen, så der ud over bondebefolkningens egne behov for mad, foder og klæde mv. skabtes en ret betydelig overskudsproduktion. En del af overskuddet kunne i form af afgifter og skatter indsamles til og forbruges af middelaldersamfundets styrkede overbygningsfunktioner (kronen, kirken og herremændene). Resten kunne via handel i de nyanlagte købstæder omsættes i håndværksprodukter eller til nødvendige importartikler som fx salt. Den nye teknologi omfattede også etablering af vandmøller ved åerne og fra 1200-tallet tillige vindmøller, der gjorde det muligt at behandle og omsætte de øgede kornmængder til mel og gryn.

Hvad enten man taler om kirker, landsbyer, købstæder, slotte og herregårde eller møller, blev disse bebyggelsestyper i det danske landskab grundlagt som en del af middelaldersamfundet, og nutidens danske landskab er i bund og grund skabt ud fra disse rammer. Naturligvis blev der nedlagt herregårde og oprettet nye, men arven i landskabet går grundlæggende tilbage til denne periode. Først omkring år 1800 blev der med de store landboreformer lagt et nyt lag oven i dette landskab.

Bosætningsmønstre

Jordens bonitet bestemmer sognestørrelserne. På Øerne og i Østjylland, hvor jorden er frugtbar, er sognene gennemgående mindre end i Nord- og Vestjylland.
.

Overordnet set baseredes samfundet i perioden ca. år 1000-ca. år 1800 på det samme driftsøkonomiske system, hvilket også betød, at forholdet mellem land- og bybefolkning holdt sig rimelig stabilt. Mellem 10 % og 20 % af befolkningen boede i byerne, mens den altovervejende del af befolkningen således boede på landet og ernærede sig ved de primære produktionserhverv, særligt landbrug, men tillige skovbrug og fiskeri. En dansker i eksempelvis 1400-tallet var således med stor sandsynlighed bosat på landet og havde et primært erhverv som indtægts- og næringskilde.

Bosætningsmønstrene varierede især som følge af jordbunds- og terrænforholdene. Hvor agerbrugsressourcerne var gode, blev der mulighed for en tæt bosætning, mens omvendt de magre hedeegne med udstrakte lyngheder kun kunne ernære en sparsom befolkning. Forskellene kan stadig tydeligt aflæses i landets sognestruktur, der netop i sine hovedtræk blev endeligt fastlagt omkring år 1200. Der krævedes nu engang et vist minimum af befolkning, antal gårde og landbrugsproduktion, før det gav mening at have et eget sogn med egen kirke og egen præst.

I de midt- og vestjyske hedeegne kan man derfor finde sogne, der arealmæssigt er lige så store som fire, seks eller otte sogne tilsammen på de frugtbare agerbrugs lerjorder i Østdanmark.

De gode og tætbefolkede landbrugsegne er samtidig der, hvor landsbyerne er stort set enerådende i bebyggelsen, og det er også der, man finder de særlig store landsbyer. I det hele taget er det en gennemgående regel, at landsbyerne findes overalt, hvor det ikke er fysisk uhensigtsmæssigt at placere større samlede gårdbebyggelser pga. for dårlige jordbundsforhold eller opsplittende terrænforhold. I disse tilfælde – typisk i hede- og skovegne – får man i stedet en mere spredt bebyggelse bestående af enkeltgårde, dobbeltgårde eller små landsbyer. Men det kan uden videre fastslås, at vores datidige dansker med stor sandsynlighed boede på landet og i så fald med meget stor sandsynlighed i en landsby. Landsbyerne har således dannet rammen om den menige danskers tilværelse igennem århundreder.

Gårde, bymark og dyrkningsfællesskab

Grøfter, volde, stengærder, men først og fremmest naturens egne skel har markeret grænsen mellem ejerlav. De er i dag vidnesbyrd om århundreders ressourceudnyttelse og organisation af landskabet. Landskab på Mols.
.

Ifølge Ordbog over det danske Sprog er en landsby simpelthen en »samling gaarde ell. (og) huse paa landet«. Man kunne føje til, at en sådan samling formentlig vil have et fælles navn og altså en stedbunden identitet. Før de store landboreformer fra omkring år 1800, der opløste landsbyernes dyrkningsfællesskab, var de afgørende elementer i landsbybegrebet derimod en samling gårde med fælles bymark, der udnyttedes i dyrkningsfællesskab, ligesom landsbyen af samme grund var organiseret i et retsligt og socialt fællesskab, bylavet. Landsbyen adskilte sig her fra de enkeltgårde, der lå uden for dyrkningsfællesskabet eller endog havde deres klart afgrænsede »enemærke«, som de fleste herregårde efterhånden fik. Som ordet »enemærke« angiver, er det et område, hvor ingen andre havde ret til ressourcerne, hvad enten det drejede sig om ager, eng, overdrev, tørvemoser eller skov – modsat fællesskabets bymarker.

I landsbyen var gårdene de primære enheder, hver især med bymarksrettigheder nok til at ernære en husstand ved landbrugsarbejde. Befolkningsvæksten i århundrederne forud for landboreformerne førte generelt ikke til, at de jævnstore gårde blev delt i mindre. Hovedreglen var,at gårdtallet bibeholdtes i den enkelte landsby, mens befolkningsvæksten blev henvist til huse (med og uden jord) og måtte ernære sig ved daglejerarbejde, småhåndværk mv. Omkring år 1800 var der i gennemsnit omtrent lige så mange huse som gårde i landsbyerne.

Bymarken, som man i dag kender under betegnelsen ejerlavet, er således det egentlig konstituerende i landsbybegrebet, og middelalderens bymarker sætter endnu deres klare spor i landskabet og i vores matrikelsystem, eftersom udskiftningen og dermed opløsningen af dyrkningsfællesskabet som hovedregel måtte foregå inden for bymarkens afgrænsning.

Bymarkens grænser og terrænskellene

Landsbyen var en meget ressourceøkonomisk måde at indrette sig på og ydede samtidig et socialt sikkerhedsnet. Kortet viser organiseringen af landsbyen Trørøds jord før udskiftningen. Landsbyens huse er omringet af dyrkede agre. Hver gård har sin ejendom fordelt på flere vange og åse. Uden om de dyrkede jorder ligger græsningsarealer, eng, tørvemose og skov. Rytterdistriktskort, 1771.
.

Ejerlavenes, sognenes og herredernes skel er på denne vis århundreders, ja, jævnligt tusindårige vidnesbyrd om landskabets organisation og ressourceudnyttelsen. Man har markeret det med grøfter og volde eller stengærder, men først og fremmest udnyttede man naturens egne skel. I midten af 1600-tallet noterede Arent Berntsen i sin beskrivelse af Danmarckis oc Norgis Fructbar Herlighed (1650-56), at naturlige skel såsom søer, åer og bække, strømme, dale, bjerge, høje, moser, kær og krat ansås for de bedste og tryggeste markskel, eftersom de var svære at ændre, men hvor de ikke fandtes i terrænet, måtte kelsten, grøfter og pæle gøre fyldest. På tilsvarende vis hed det i amtsindberetningen fra Nyborg Amt i 1743, at de små bække, som var utallige, men ikke af nogen bredde, skilte landsbyers, sognes, ja, herreders grunde fra hinanden. Tydeligere kunne det næppe siges, at bymarkerne, overalt hvor det var muligt, var nøje tilpasset terrænet. På Østfyn har et forskningsprojekt dokumenteret, hvorledes de små og større »moræneøer« omgivet af bække og engdrag er grundstenene i bymarkernes afgrænsning, ikke blot i perioden 1000-1800, men helt tilbage til tiden omkring Kristi fødsel.

Sammenknytningen mellem bymark og terrænskel er således helt fundamental og afgørende for, hvor store bymarker – og dermed landsbyer – der blev organiseret i landskabet, og alligevel var systemet ret fleksibelt, fordi flere naturligt afgrænsede enheder i perioder har kunnet sammenlægges og i andre perioder atter adskilles. Fleksibiliteten er blevet befordret af, at den enkelte gårds anpartsrettigheder i bymarken principielt kunne udmøntes tilpasset en større eller mindre bymark ved simpel regulering af anpartens andel. Hvor terrænet ikke stillede naturlige skel til rådighed, bestemtes bymarkens begrænsning som hovedregel af afstanden fra landsbyen. I middelalderens dyrkningssystem var det besværligt at foretage intensiv dyrkning og gødskning af arealer, der lå mere end 1,5 km fra landsbyen. I de tæt bebyggede landsbyegne er der derfor som oftest 2-4 kilometers afstand mellem landsbyerne.

Vandrelandsbyer, landsbynavne og anlæggelsesfaser

Kort, der viser fordelingen af storlandsbyer i 1682/83. Sogne med landsbyer med mindst 20 gårde er vist med grønt. Kortet bygger i Kongeriget på Christian d. 5.s matrikel 1688, mens det i Sønderjylland, der var en del af Hertugdømmet Slesvig, bygger på forskellige matrikler og jordebøger fra 1600-tallet og fra starten af 1700-tallet. Dataene fra Sønderjylland har derfor en mindre præcision.
.

I det 1. årtusind e.Kr., i jernalder og vikingetid, skiftede bopladsen plads gentagne gange. Fænomenet kaldes vandrelandsbyer. Med som oftest 100-200 års mellemrum flyttedes landsbyerne til en ny placering inden for landsbymarken. Som hovedregel kom den nye landsby til at ligge forholdsvis nær på den gamle tomt, der så kunne udlægges som en velgødet indmark. Landsbyens gårde opførtes i denne periode med jordgravede stolper, og råd og svamp gjorde det under alle omstændigheder nødvendigt at forny husene med jævne mellemrum. Den blivende, stationære landsby stammer ofte fra 1000-tallet og er således samtidig med indførelsen af kristendommen og kirkebyggeriet samt introduktionen af nye mere effektive dyrkningsmetoder. Rundt om landsbyerne kan arkæologerne derfor ofte kortlægge en række jernalderbopladser eller rettere faser af samme vandrende landsby, ligesom detektorførerne ofte finder pladser med talrige fund fra germansk jernalder og vikingetid tæt på de nuværende landsbyer.

Før arkæologien for alvor vandt frem med storstilede bopladsudgravninger fra 1970’erne, forsøgte man oftest at datere landsbyernes alder ud fra deres navne, idet stednavneforskerne kunne dokumentere, at visse navneendelser var ældre end vikingetid, ja, havde måske været anvendt allerede i de første århundreder efter Kristi fødsel. Med vores nuværende viden om vandrelandsbyernes fase, den stationære landsbys anlæggelse og især bymarkens afgørende betydning står det imidlertid klart, at navnene først og fremmest var knyttet til bymarken og således givetvis blev medbragt ved hver flytning af landsbyen. Til dette lag føjedes i vikingetid en række navneendelser, der alle relaterer sig direkte til landsbyens struktur, hvilket i sig selv formentlig er et vidnesbyrd om gradvis mere stabilitet i landsbybebyggelsen. Landskabslovene fra 1100-1200-tallet skelner mellem adelbyer og torper, hvor adelbyerne fremstår som de gamle, nu stationære landsbyer, hvorfra der kunne udparcelleres en række mindre byer eller enkeltgårde som »torper«. Adelbyen beholdt dog i en overgangsfase en mulighed for at fortryde denne udparcellering af og udflytning på bymarken og kalde torpen tilbage.

Omkring år 1300 ebbede denne mægtige ekspansionsfase ud, der havde reformeret og øget landbrugsproduktionen og dermed ikke blot havde skabt den stationære landsby, adelbyen, men tillige en markant torp- og rydningsby-fase, der omtrent fordoblede antallet af landsbyer i landet. Hermed var de ressourcer i det danske landskab, der kunne udvindes med den tilgængelige landbrugsteknik, også stort set udtømt.

Et rimeligt skøn er, at det nuværende Danmark omkring år 1300 rummede 7.000 landsbyer. I de følgende 150 år gjorde hunger- og pestkatastrofer store indhug i befolkningstallet, og mange landsbyer, især torper, blev lagt øde, hvorefter jorden atter blev inddraget under adelbyens samlede bymark. Omkring 1450 stabiliseredes forholdene, og der blev endog mulighed for en vis ekspansion af fiskerlejer i kystzonen og nye landsbyer på småøerne. Fra år 1500 til 1775 kom truslen mod landsbyerne især fra landets 700-800 herregårde, hvis marker i perioden fordobledes eller tredobledes ved nedlæggelse af bondegårde og hele landsbyer. Alene på Fyn nedlagdes på denne vis 42 landsbyer, og på landsplan har det givet drejet sig om nogle hundrede landsbyer. Med jordopmålingsarbejdet og den store matrikel fra 1682-88 er man på mere sikker statistisk grund. Der var da i kongeriget 5.087 landsbyer, hvortil der så skal lægges Sønderjyllands omtrent 500 landsbyer.

Landsbyernes størrelse

Der var gennemsnitligt ti gårde i en landsby i 1682-matriklen, men spredningen var stor. I hedeegne var det typisk landsbyer på tre til syv gårde, der ragede lidt op i de tyndt befolkede enkeltgårdsområder, mens storlandsbyer på 20 gårde og derover stort set kun fandtes i agerbygderne og i ganske særlig grad i kystsognene, hvor sen opdyrkning af store kystskove og supplering af agerbrugsindtægterne med fiskeri gav mulighed herfor. Landets største landsby i 1682 målt i antal gårde var Store Magleby på Amager med 100 gårde og 17 huse. Det var dog i meget høj grad et særegent havebrugssamfund, så det dyrkede areal var blot på 326 ha, eller blot 3,3 ha pr. gård. Til gengæld var boniteten åbenbart meget høj – velsagtens pga. gødningstilskud fra Københavns latriner. Set fra et gængs landbrugssynspunkt er det nok Horne på Fyns sydkyst, der bør bære hæderen som Danmarks største landsby. Her var i 1682 60 gårde, 18 huse med jord og 15 uden jord samt en mølle med tilsammen 1.414 ha dyrket areal, eller mere end 22 ha agerjord pr. gård, ud over eng, skov mv.

Landsbyformer og ressourcer

De store landboreformer fra anden halvdel af 1700-tallet opløste landsbyernes dyrkningsfællesskab. De eksisterende små agre i driftsfællesskaberne blev erstattet af større ejendomme, som ejerne dyrkede hver for sig. I dette eksempel på en stjerneudskiftning blev gårdene liggende i byen og fik hver et »lagkagestykke« af landsbyens agre. Hvor landsbyen har ligget i et nuværende byområde, kan disse ejendomsgrænser ofte ses i byens vejstruktur. Andre steder benyttedes blokudskiftning, hvor gårdene flyttede ud på hver sin mark. Billedet er fra Bukkerup mellem Tølløse og Kirke Hvalsø set fra sydøst.
.

Agerjorden blev i 1682 anskuet som landbrugets suverænt vigtigste produktionsgrundlag. Ud over agrene var især engen af betydning. »Eng er agers moder«, sagde man, fordi høslættet på engene gav det nødvendige vinterfoder til de husdyr, der leverede gødning og trækkraft til agerbruget. Men herudover var der talrige forskellige ressourcer i landsbymarkerne: overdrev til græsning, stævningsskove til brænde og hegnsmaterialer, tørvemoser og lyngheder til brændsel osv. Faktisk udgjorde agerjorden i 1682 i gennemsnit blot 29 % af arealet.

Der var en verden til forskel mellem Hededanmark og Agerdanmark, og landsbybebyggelsen blev stærkt præget af disse terræn- og ressourceforskelle. Landsbyformerne varierede tillige meget fra helt løse slyngede vejbytyper, hvor huse og gårde blot fordelte sig ujævnt langs en vej, der slyngede sig igennem terrænet for at undgå fugtige lavninger og bakker, til stramt regulerede bytomter, hvor landsbyen efter en fast udstukket og tæt opbygget parcelplan lå opmarcheret med gårdtofterne side om side. De regulerede bytomter finder man især i plane sletteområder, hvor terrænet ikke lagde afgørende hindringer i vejen for planlægningen, og især i landsbyer, hvor kronen eller biskoppen var eneejer i 1200-tallet. Falster er det bedste eksempel herpå. I andre egne af landet, fx Vendsyssel, forekommer hyppigt egentlige terrænbyer, hvor landsbyformen er nøje tilpasset grænselinjen mellem (højtliggende) agerjord og store engflader. Endelig er mange landsbyer opbygget med gårde og huse omkring en fælles åben plads, kaldet gaden eller forten, der ofte afgiver plads til gadekæret og fælles institutioner som smedjen. Fortebyerne findes såvel i stramt regulerede som i mere løst opbyggede udgaver.

Fra vikingetidens toftegård til den firelængede gård

Gårdenes bygninger ændrede sig markant i perioden fra år 1000 til år 1800. Da adelbyerne anlagdes på deres nuværende pladser, var det med vikingetidsgårde efter toftegårdsprincippet med et centralt placeret langhus til beboelse og spredte økonomibygninger i form af lader, stalde mv. fordelt på toften, ofte placeret op til toftehegnet. I 1400-1500-tallet vandt den siden så almindeligt kendte firlængede bondegård frem, nu som regel placeret med staldlængen (og porten) direkte ud til landsbygaden, der samtidig fungerede som drivvej for landsbyens kvæg ud til det fælles overdrev. Sidst i 1700-tallet dominerede den firlængede gård overalt på Sjælland og Fyn, mens der i Vendsyssel og Nordjylland stadig fandtes en byggeskik med parallelgårde, hvor stuehus og økonomibygning var placeret som to adskilte længer over for hinanden på hver side af gårdspladsen. Mod syd, bl.a. på de sydfynske øer, dominerede stadig en enlænget byggeskik med stald, lade og stuehus placeret i samme længe. I løbet af 1800-tallet vandt den firlængede byggeskik indpas overalt i landet.

Fra landsbyfællesskab til udskiftning

Nytegnede kort over matrikler efter udskiftningen af to landsbyer, hhv. en stjerneudskiftning af True (Brabrand Sogn, Østjylland) i 1783 og en blokudskiftning af Årslev (Sønderup Sogn, Vestsjælland) i 1786. Mindre matrikler uden gårde er dels ekstra englodder under gårdmatriklerne, dels husmandsmatrikler.
.

Når landsbyerne i den grad dominerede det danske landbrugsland, skyldtes det især, at det var en meget ressourceøkonomisk måde at indrette sig på, ligesom landsbyen samtidig ydede det sociale sikkerhedsnet, man havde brug for.

Landsbyen gjorde det muligt at minimere det krævende hegningsarbejde ved i fællesskab at indhegne bymarkens afdelinger, eller vange, frem for en individuel indhegning af den enkeltes lodder. Der kunne i fællesskab ansættes smed og byhyrder, holdes bytyr og byorne, og med gårde og huse samlet ét sted kunne også anlæggelsen og vedligeholdelsen af veje minimeres. Sidst, men ikke mindst var landsbyens andelsprincip af stor vigtighed. En gård havde som regel 50-100 lange og smalle højryggede agre, der blev fordelt over hele bymarken – såvel på de gode som dårlige jorder, ligesom det var tilfældet med engene. Hertil kom, at bylavet hvert år vurderede og afgjorde, hvor mange køer, okser og heste den enkelte gård kunne sætte ud på græs. Det hele gav sikkerhed for, at man år for år havde en nogenlunde sikker produktion og gode forhold til sine naboer. Til gengæld måtte alle følge en fælles dyrkningsrytme, vårsæd og vintersæd, og ingen fik mulighed for at hegne egen jord og dermed undtage den fra fællesskabets græsningsrettigheder.

I midten af 1600-tallet ejede kronen 55-60 % af landets jord, men under enevælden satsede staten i stedet på skatteapparatet som indtægtskilde, og i flere bølger afhændedes næsten alt krongods til herregårdene. Denne enorme privatiseringsbølge førte til, at godserne i løbet af 1700-tallet kom til at fungere som en slags godskommuner, der stod for skatteinddrivning og soldaterudskrivning samt sociale foranstaltninger såsom skolebyggeri og fattighuse. Det blev også almindeligt, at godserne blandede sig i vedtagelsen af landsbylovene.

Med oplysningstiden sidst i 1700-tallet satte en kraftig bevægelse ind på at give det frie initiativ bedre vilkår ved at fjerne de snærende bånd fra landsbyfællesskabet og godssystemet. Hovedangrebet blev sat ind mod landsbyfællesskabet, der nu sås som en forhindring for alle nye initiativer. I 1781 gennemførtes endog et forbud mod at etablere nye landsbyfællesskaber, og gennem en stok- og gulerodspolitik lykkedes det for staten i løbet af nogle årtier gennem udskiftning at opløse alle landsbyernes dyrkningsfællesskaber. Helst havde man også opløst landsbyerne selv, men de fleste steder kom de til at bestå som en samling gårde eller huse, hver med deres egen jord. Fællesskabet blev stort set indskrænket til brugen af enkelte fællesressourcer som ler- og grusgrave.

Målet for de store landboreformer var et rationelt indrettet jordbrugslandskab, hvor hver gård havde sin egen jord, sit eget hegnede »enemærke «, hvor driften kunne indrettes helt individuelt efter eget ønske.

Dette ønske kunne bedst opfyldes, hvis man inddelte den tidligere fælles landsbymark i et skakbrætsystem af firkantede lodder og flyttede gårdene ud i de enkelte lodder. En sådan »blokudskiftning« blev da også hyppigt anvendt, men ulempen var store udgifter til udflytning af gårdenes bygninger og en mangedobling af arbejdsbyrden med vejanlæg og vedligeholdelse. Ofte valgte man da den mindre radikale løsning at lade gårdene forblive i landsbyen og i stedet inddele landsbymarken i lagkagestykker. En sådan »stjerneudskiftning« var billigere, mere enkel at udføre og tillod at bevare de trygge landsbyrammer. I praksis blev det ofte et kompromis mellem de to principper, når landinspektørerne slog de nye skelstreger, og bønderne fulgte op med kilometervis af nye hegn og veje. Et nyt hegnslandskab blev skabt, og landskabet lukkede sig i individuelle lodder.

Nye marker og øget produktion

Inden for hegnene satte en intensiv nyopdyrkning ind. Det gamle drænsystem i form af de lange, smalle, højryggede agre erstattedes af drængrøfter og siden drænrør under jorden, således at en dyrkningsintensiv flade kunne etableres. Gårdenes kornproduktion øgedes til det dobbelte eller tredobbelte i første halvdel af 1800-tallet og skabte dermed baggrunden for den begyndende flytning fra land til by. Parallelt hermed førte den teknologiske udvikling og den begyndende industrialisering i anden halvdel af 1800-tallet til et stærkt stigende antal arbejdspladser i byerne og en infrastruktur, særligt jernbanerne, der gjorde det muligt hurtigt og bekvemt at levere varer og tjenesteydelser fra sted til sted. Landbruget gik ind i en fase, hvor markedsøkonomien var hovedfaktoren inden for styringen af drift og afsætning.

Horbelev – En landsbys historie

Til venstre Horbelev i 1817, kort efter udskiftningen. I midten ses Horbelev i 1952. Landsbyen er blevet stationsby med byfaciliteter som mejeri, bageri, hotel og lægehus. Til højre Horbelev i 1995. Jernbanen er blevet nedlagt, men der er kommet nye parcelhusområder til.
.

Den lille by Horbelev på Nordøstfalster er et eksempel på, hvordan en landsby har udviklet sig. Horbelev er kendt som stednavn fra 1200-tallet, hvor den omtales i Kong Valdemars Jordebog som Horbærlef, og kirken er også en typisk landsbykirke fra 1200-tallet.

I 1600-tallet havde landsbyen 16 gårde, tre huse med jord og seks uden. I begyndelsen af 1800-tallet fandt udskiftningen sted, og kort fra 1817 viser, at der da i selve landsbyen var ret få gårde, som havde jordtilliggende ved selve gården.

I begyndelsen af 1700-tallet fik byen en rytterskole. I 1907 blev den gamle skole afløst af en ny, der siden blev udbygget til en større kommuneskole.

Frem til år 1900 skete der ikke særlig meget i landsbyens udvikling, men i 1911 fik byen en station på den nyanlagte Stubbekøbing-Nykøbing-Nysted-bane. Samtidig fik byen hotel. Landsbyen var nu blevet en stationsby – om end en af de mindste.

Kortet fra 1952 viser en livlig by med smedje, elektricitetsværk, forsamlingshus, skole, alderdomshjem, telefonstation, jernbanestation og hotel. Naturligvis var der også købmand og bager.

I 1966 blev jernbanen nedlagt. Der er efterfølgende kommet flere moderne parcelhuskvarterer til som en ny typologi i byen. Alligevel måtte kommuneskolen nedlægges i 2003 pga. tilbagegang i elevtallet, og forsøg på at opretholde skolen som friskole måtte opgives efter få år. En borgergruppe købte skolens bygninger, og med fondsstøtte lykkedes det at skabe et nyt mødested for egnens foreninger, Horbelev Kulturgård.

Horbelev har siden år 1900 haft mellem 400 og 600 indbyggere, stigende indtil 2. Verdenskrig og stort set stagnerende siden. I 2019 havde byen 586 indbyggere. Byen er forandret, men dog genkendelig: Vejnettet løber omtrent som i 1817, kirken og præstegården er fikspunkter, og en del af de gamle gårde øst for jernbanen eksisterer endnu. Hotellet er revet ned, og stationen er blevet en privatbolig. Men der findes stadig en købmand, en sportshal og en benzintank i byen.

Nye fællesskaber – andelstiden og andelsbyen, 1880 – 1960

I den lille landsby Junget i Salling var syv huse i hovedgaden så medtagne, at de måtte nedrives. Gennem et kunstprojekt blev sten fra de gamle huse anvendt til at bygge en grillplads, et udsigtspunkt, et overdækket sted og en bålplads på den nye bygrønning, der fx bruges til byfester. Landsbyen har ændret karakter og fået helt nye kvaliteter.
.

Hvor produktionsfællesskabet var endegyldigt afsluttet med landboreformerne omkring år 1800, gik landbruget omkring 1880 ind i nye fællesskaber, denne gang bygget op omkring fælles indkøb af produktionsmidler (brugsforeninger, foderstofforeninger) og fælles afsætning af produkterne (andelsmejerier, frugtcentraler), det hele organiseret på andelsbasis af de deltagende gårdmænd og husmænd. Nok steg bybefolkningens andel af den samlede befolkning konstant, men med den effektive organisering af den decentrale produktionsstruktur steg antallet af landbrugsbedrifter på samme tid og toppede i midten af 1900-tallet med omkring 210.000 og knap en halv mio. fuldtidsbeskæftigede.

I andelstiden udviklede mange landsbyer sig fra samlinger af gårde til egentlige byer på landet, rurale byer eller, som de oftest blev betegnet, stationsbyer, fordi udviklingen var nøje knyttet til infrastrukturen i lokaljernbanernes periode. Brugsen og andelsmejeriet var andelstidens hovedmarkører, men hertil kom tidens servicevirksomheder som elektricitetsværk og frysehus, forsamlingshuset, stationen og posthuset og alle de små familieejede butikker: købmænd, bagere, slagtere, manufakturhandlere, skræddere, frisører osv. Læg hertil håndværkere og småindustrier som smedjer og maskinstationer, og man har signalementet af de byer på landet, der oftest kom til at huse kommunekontoret i sognekommunerne. Netop i disse engang blomstrende bysamfund oplevedes tabet af funktioner, service og lokal betydning som særlig voldsomt i årtierne efter 1960, hvor affolkningen og af-urbaniseringen af byerne på landet for alvor satte ind.

Landsbyernes og landdistrikternes udfordring i dag

I dagens Danmark falder befolkningstallet i de landdistrikter, der ligger langt fra de større byer. Mange offentlige servicefunktioner, fx hospitaler, politi og uddannelser, er blevet centraliseret og samlet i de større byer. De unge flytter mod storbyernes uddannelsesmuligheder, og de ældre bliver tilbage. Det er et problem, fordi en faldende og aldrende befolkning betyder, at den lokale service som skoler, børnehaver og butikker må lukke, den lokale økonomi kan lide under mangel på kvalificeret arbejdskraft, og det kan være svært at tiltrække højtuddannede, fx læger, til områderne. Det går særligt ud over de mindste byer og landsbyer.

Fraflytning betyder også, at der bliver huse tilovers, huse, der står tomme midt i landsbyerne og bidrager til et generelt indtryk af forfald. Det skaber en ond cirkel, hvor endnu færre får lyst til at flytte dertil, og flere til at flytte derfra, hvilket skubber yderligere til lukning af skoler osv. Det underminerer også det sociale liv i landsbyerne, som traditionelt har været lokalt forankret i skole, sportsklub og forsamlingshus og måske omkring den lokale købmand. Trods disse strukturelle udfordringer i dele af landdistrikterne er folk stort set lige tilfredse med livet i by og på land – måske endda lidt mere tilfredse på landet.

Mens befolkningsudviklingen i landdistrikter og småbyer i de fleste områder er negativ, vokser befolkningen på landet omkring storbyerne, særligt omkring Aarhus og København. Det er her, der allerede er tættest befolket i landdistrikterne, det er her, befolkningstallet vokser mest, og det er her, priserne på fast ejendom er højest.

I landområderne længst væk fra de største byer er der mange landsbyer, hvor en del af husene reelt er i meget ringe stand og ikke attraktive som moderniseringsobjekter for unge børnefamilier. Charmerende bindingsværksgårde med plads til ombygning og modernisering, og en stor gammel have i nærheden af et gadekær – og tæt på storbyens arbejdsmarked – er langt mere tiltrækkende. Der er også stor forskel på landsbyernes fremtræden med hensyn til gadernes beskaffenhed – er de velholdte eller slidte, og er der grønt i byen? Endelig er der stor forskel på, om der er god adgang til natur og landskab: Ligger landsbyen omgivet af produktionsjord, så det kun er muligt at færdes på asfaltveje med bilkørsel, eller er der stier til skov og natur i nærheden?

Gennem en årrække er der givet offentligt tilskud til nedrivning af forfaldne huse i landdistrikter og landsbyer, og gennem midler til såkaldt områdefornyelse er der givet hjælp til at gøre nedslidte landsbyer mere attraktive, fx ved at forskønne hovedgader og torve. De fleste nedrivningsmodne huse er over 50 år gamle. De mangler tekniske installationer og har stået tomme i længere tid. Hvert år nedrives ca. 1.500 huse, som ikke bliver genopført.

Nye muligheder

Mange af indbyggerne på landet i dag lever et »byliv«: Man pendler til de større byer for at gå på arbejde, man ønsker sig en velfungerende offentlig og privat service, og man lægger vægt på smukke omgivelser i lokalmiljøet og på at kunne bruge landskabet til rekreative formål. Derfor har mange landsbyer i fællesskab iværksat forskønnelsesprojekter. Der bliver revet tomme og forfaldne huse ned, og torve og gader renoveres. Adgangen til natur og landskab forbedres. Skoler, erhvervsbygninger eller andre bygninger, der har mistet deres funktion, fornyes og omdannes. Man passer på de bedste af de gamle huse og bevarer deres præg, men der skabes også ny arkitektur, der bidrager til at forny billedet af, hvad en landsby kan være.

Fælles for disse landsbyer er, at borgerne ønsker at udvikle deres sted på baggrund af de særlige kvaliteter og ressourcer, som er på det enkelte sted: Det kan være særlige landskaber og natur, en særlig erhvervsstruktur, lokale håndværkstraditioner og -kultur eller en særlig lokal arkitekturtradition, der gør, at særlige tiltag eller løsninger er passende.

Videre læsning

Læs mere om Danmarks bebyggede land

Læs videre om

Læs også om

Se alle artikler om byer