Langelinie Pavillonen, København

Langelinie Pavillionen er tegnet af arkitektparret Eva og Nils Koppel til en arkitektkonkurrence udskrevet af Københavns Kommune i 1954. Den modernistiske pavillon blev opført 1956-58 og er den tredje Langeliniepavillon på stedet. Den er beliggende på den tidligere Pinnebergs Reduit, der blev anlagt i 1660'erne som en del af Frederik den 3.s fæstningsudbygning af Kastellet ud mod Øresund. Da befæstningen af København blev opgivet i midten af 1800-tallet fik Langelinie karakter af civil kystpromenade og blev et populært udflugtsmål. I 1884 lod Dansk Forening for Lystsejlads den første Langelinie Pavillon opføre ved arkitekt Vilhelm Dahlerup som en træpavillon med restaurant og klublokaler. Dahlerups pavillon måtte allerede i 1902 vige pladsen for en ny Langeliniepavillon af Fritz Koch til Kongelig Dansk Yachtklub. Denne blev som et populært udflugtsmål schalburgteret af tyskerne i 1944. Efter krigen fulgte en debat om, hvorvidt Kochs pavillon skulle genopføres, men grundejeren, Københavns Kommune, valgte at gennemføre en arkitektkonkurrence, som blev vundet af Eva og Nils Koppel. Blandt andre indkøbte og præmierede konkurrenceforslag findes navne på senere berømte arkitekter som Henning Larsen og Jørn Utzon. Sidstnævnte leverede et fantasifuldt projekt med en tårnlignende pavillon i 11 etager, der dog bedre egnede sig til brug som restaurant end til selskabslokaler. Ægteparret Eva og Nils Koppel er to af efterkrigstidens fremtrædende danske arkitekter og virkede gennem hele deres karriere sammen. I 1930'erne og 40erne arbejdede de en tid i andre nordiske lande og blev påvirket af tidens nordiske arkitekturudtryk bl.a. hos Alvar Aalto. I de første år efter krigen byggede de enfamilieshuse, men i begyndelsen af 1950'erne fik de med vinderprojekterne til et kulturbyggeri i Gladsaxe og Langelinie Pavillonen et gennembrud, der blev indledningen til store betydningsfulde opgaver bl.a. en række universitetsbyggerier. Langelinie Pavillonen blev unik i deres arkitektoniske virke og står med sin strenge kubisk inspirerede form, svævende hovedetage og enkle, elegante komposition i stål, glas og sten i gæld til Mies van der Rohe-skolens internationale stil. Også andre kunstnere kom til at sætte deres præg på Langelinie Pavillonen. Multikunstneren Poul Henningsen tegnede bl.a. den berømte Koglelampe og tallerkenlampen til pavillonen. De originale koglelamper er siden blevet stjålet, men er erstattet med lamper af samme type. Else Alfelt bidrog med mosaikbilleder til selskabslokalerne, og arkitekt Børge Mogensen tegnede oprindelig vægpaneler, bar og skabe til KDYs klublokaler i overetagen. Siden er etagens østvendte lokaler ændret af designeren Verner Panton med udsmykninger i geometriske mønstre på vægge og bardisk samt belysning med to typer pendler af hans eget design. Pavillonen fremstår relativt intakt i det ydre. Den mest markante forandring er en ændret farveholdning af facaderne, idet de hvide brystningsplader oprindelig stod dueblå i hovedetagen og mørkeblå i overetagen. Også metalprofilernes farve er på tre af facaderne ændret fra blå til grå. Trappen til parkeringspladsen på den sydvendte gangbro er fjernet, mens hele den nordvendte gangbro er væk. Stueetagens bagindgang har fået nye døre, i vinduesbåndene er der isat nyere matteret glas med restaurantens logo, mens vinduesglasset i de øvrige etager er udskiftet med termoglas i de oprindelige rammer. Dele af terrassens belægning er fornyet. Endvidere er der opsat plexiglasplader mellem vejtunnelen og terrassen. Indvendig er der kun sket få ændringer. Stueetagens plan og indretning ser i alt væsentligt intakt ud, idet de oprindelige kontorer på hver side vindfanget dog har ændret funktion. I hovedetagens østside er det oprindelige parketgulv udskiftet med et plankegulv, og der er opsat en nyere bardisk. Køkkenregionen har undergået flere forandringer. I tagetagen er den væsentligste ændring Verner Pantons dekorationer af vægflader og bardisk. Såvel matriklen som pavillonen ejes af Københavns Kommune, der udlejer til en privat restauratør.

Langelinie Pavillonen ligger frit og naturskønt ud til Københavns Havn på en tidligere réduit, en tilflugtsskanse i det ydre befæstningsanlæg til Frederik den 3.s fæstning Kastellet. Réduiten er beliggende i forbindelse med en dæmning, Langelinie, der forbinder det tidligere Frihavnsområde i nord med Nordre Toldbod i syd, mens østsiden vender ud til havnebassinet og vestsiden mod Kastellets voldgrav. Mellem pavillonen og havnen findes den populære Langelinie-promenade med turistattraktionen, Den lille Havfrue, i vandkanten, mens en vejbane løber langs dæmningens inderside mod voldgraven og passerer under pavillonens østside. Pavillonen fremtræder i det ydre som tre bygningsvolumener af kasseform i forskellig størrelse stablet ovenpå hinanden. Nederst findes en lav underetage med karakter af fundament. Herover svæver den bredere og højere hovedetage med et grundareal på ca. 30 x 30 m. Bygningen afsluttes af et væsentligt mindre og lavere kvadratisk bygningsvolume placeret over hovedetagens midte. Bygningen har et solidt jernbetonfundament i to etager, hvoraf den nederste kælderetage er skjult i undergrunden, mens den lave stueetage fungerer som basis for hovedetagen ovenover. Stueetagen fremstår udadtil ret lukket qua betonvægge med indstøbte søsten, der kun brydes af højtplacerede, smalle, horisontale vinduesbånd med nyere matteret glas i mønstre og restaurantens logo samt et stort sydvendt indgangsparti i glas og et par bagindgange til køkkenregionerne i vest. På begge sider af bygningen i øst og vest findes en vejbane. Den ene er en offentlig vej, der passerer under bygningen mellem østfacaden og et højereliggende terrasseanlæg med nogle diskrete støttepiller til hovedetagens store udhæng. Den anden vejbane fungerer som rampe for vareindleveing til bagindgangen i vestfacaden og er lukket både mod syd og vest af mure, i vest med støttepiller til næste etages udhæng. Pavillonen domineres af hovedetagen ovenover, der har et væsentlig større grundareal og højde end de øvrige etager. Den udgøres af en kvadratisk kasse, der i grundareal måler ca. 30 x 30 m., med fire ens facader. Disse er udført i en let stålkonstruktion med en stramt proportioneret, nærmest grafisk opdeling af facaderne med spinkle udvendige stålsøjler udfyldt af store glaspartier, der afsluttes foroven og forneden af brystningsplader i hvidmalet vandfast krydsfiner. Stålprofilerne står gråmalede på nord-, øst- og sydsiden, mens de er blåmalede mod vest. Vinduerne er elektrisk styrede skydevinduer med originale vinduesprofiler i gråmalet stål og nyere termoglas. På østfacadens midte findes tre dobbeltfløjede glasdøre med nedgang til en terrasse via en trappe i stål med lette tremmerækværk i siderne. Også i det sydøstlige hjørne findes en trappe i stål med tremmerækværk og gangbro over vejbanen. Bygningen afsluttes af et væsentligt mindre og lavere kasseformet bygningsvolume med kvadratisk plan og fire ens facader, der følger samme stramme facadeopbygning og konstruktion som etagen nedenunder. Mod øst findes en smal balkon med spinkelt rækværk i stål og bund og håndliste i træ. De to øverste etager afsluttes af et built-up tag med tagpap. På østsiden af pavillonen findes en stor terrasse, som hviler på et bastionlignende fundament med indstøbte søsten og smalle lodrette vinduesglugger. Der er adgang til terrassen fra den lavereliggende promenade ad en trappe i hver terrassens sider, som belyses af et par originale kobberlamper. Pavillonens parkeringsplads er udformet som et halvcirkelslag omkring bygningens nord-, vest- og sydsider ud mod fæstningsgraven og afgrænses mod kørebanen af to ganske lave betonmure beklædt med søsten. Pavillonens interiører. Indvendigt står pavillonen velbevaret i såvel plan som indretning. Planerne er hierarkisk opbygget med etagehøjder og udstyr bestemt af etagernes funktion og deres betydning i planopbygningen.

Kælderen udgøres af to separate afdelinger. Den ene er beliggende under pavillonen, mens den anden er placeret i fundamentet under den østvendte terrasse (til dels i niveau med pavillonens stueetage) og følger dennes form. De to afdelinger er forbundet med en under-jordisk gang under vejbanen. Pavillonkælderen er funktionelt indrettet med kedelrum, lagerrum, omklædningsrum for personale m.m., som der er adgang til fra korridorer. Et par trapper forbinder kælderen med etagen ovenover. Terrassens kælder rummer dels to store rum til opbevaring af terrassemøbler m.m., dels toiletter til brug for damer og herrer med trappenedgang fra terrassen. Den lave stueetage fungerer som ankomstområde. Den rummer et stort sydvendt indgangsparti i glas, der fører ind til et vindfang med en totrinstrappe og glasdøre til en stor, centralt placeret forhal, som omgives af garderobe, toiletter og mod nord et lille barlokale, mens dele af vestsiden rummer vareindlevering og andre sekundære funktioner knyttet til driften. Forhallen har tæppebelagt gulv, der angiveligt dækker over et vinylgulv, sidevæggene er malede og vestvæggen er desuden udstyret med indbyggede udstillingskasser i oregonpine og glas med indbygget lys. Forhallens bagvæg mod nord består af paneler i oregonpine med oprindelig skiltning. Loftet har nedhængte loftsplader med indbyggede loftslamper, formentlig tegnet af Poul Henningsen. Lige indenfor indgangsdøren findes desuden en fritstående muret pejs med røgfang i sorte plader. Panelvæggen bagest i forhallen rummer indgangen til et aflangt barlokale med vægbeklædning af teaktræ og to vægmalerier, der antagelig stammer fra pavillonens opførelse. Gæsternes adgang til hovedetagen sker ad to brede trapper fra forhallens nordlige ende. Den østlige trappe fører op til det oprindelige restaurationslokale i hovedetagens nord- og østside, mens den vestlige trappe giver adgang til selskabslokalerne i nord- og vestsiden og videre op til øverste etage. Trapperne har parallelle enkelt/dobbeltløb og reposer og er udstyret med tidstypiske, spinkle metalrækværk med håndlister i teaktræ. På reposens bagvæg ved den østvendte trappe findes et vægmaleri i afdæmpede farver. Fra trappen fører to sammenhængende dobbeltfløjede døre med tremmeværk i oregonpine og glas ind til førstesalens østside. Ud til vesttrappen er dørene i mahogni med indlagte messingslister. Etagerne er endvidere forbundet med en bagtrappe i den vestlige side af pavillonen fra kælder til overetagen. Hovedetagen indeholder et stort sammenhængende rum formet som et stort U omkring en dyb kerne med køkkenfaciliteter og sydvendte vinduer. Rummet kan efter behov opdeles på tværs i flere mindre sektioner til restaurations- og selskabslokaler ved hjælp af otte foldevægge, der er udstyret med døråbninger. Rummets udstyr er ganske enkelt. Størstedelen af gulvet er i lys parket, men i østsiden findes et nyere bræddegulv i en gylden tone med sort fugemasse. Indervæggene er beklædt med brede paneler i gylden oregonpine, der går fra gulv til loft og afsluttes af et smalt, sortmalet murstykke med ventilationskanaler. Foldevæggene har tilsvarende paneler med messingbeslag. Ydervæggene består af lave sortmalede brystninger og derover store glaspartier med skydevinduer i sortmalede vinduesrammer, der kan skydes op ved motorkraft. Loftet er et pladeloft i kvadratiske tern. Midt ned gennem lokalet hænger en række Koglelamper i kobber, tegnet af Poul Henningsen. Over en nyere bardisk i den østlige del af lokalet hænger desuden fire originale Tallerkenlamper i kobber, mens lokalet mod vest er udstyret med en række væglampetter i glas fra den finske fabrik Orrefors. Køkkenregionen er opdelt i åbne sektioner efter brug og er delvis nyindrettet. Overetagen ligger med sit betydeligt mindre areal væsentligt tilbagetrukket i forhold til hovedetagens facader og med udsigt ud over dennes flade tag. Etagen er disponeret omkring en kvadratisk lys- og ventilationsskakt med en række rum til KDYs tidligere klublokaler og nogle kontorer, der nås fra trapperne i vestsiden. Klublokalerne har parketgulve i sildebensmønster og vægudsmykninger i geometriske mønstre af Verner Panton. Det gælder også bardisken i det østvendte midterlokale. Desuden er det ene rum udstyret med et par ophængte teaktræsskabe. Fra pladelofterne er desuden nedhængt adskillige FlowerPot og Topan pendeler af Verner Panton. Vinduesvæggene har lave sortmalede brystninger og derover store kvadratiske vinduer med sorte rammer. Mod øst findes en udgang til en smal balkon med trægulv og spinkelt sortmalet rækværk med håndliste i træ. Det sydvendte kontor har træbeklædning af både loft og vægge.

Den miljømæssige værdi knytter sig til Langelinie Pavillonens frie beliggenhed i naturskønne omgivelser ved den populære Langelinie-promenade ud til Københavns Havn og tæt på Danmarks internationalt mest berømte turistattraktion, Den lille Havfrue. Pavillonens eksistens, placering og brug som forlystelsesetablissement er også direkte knyttet til dens smukke omgivelser nær Københavns centrum. Ved disponeringen af de enkelte funktioner i planen har der også været fokus på at skabe en god udsigt for gæsterne frem for andre forhold som f.eks. sollys i restaurant og på terrassen. En anden væsentlig værdi er pavillonens placering på en tidligere reduit og dæmning til Kastellets velbevarede fæstning, hvis anlæg bygningen underordner sig med en placering i fæstningens hovedakse og parallelt med kommandantgården, stokkene og magasinbygningerne inden or voldgraven – også selvom sammenhængen kun er synlig fra fæstningsvolden og luften. Den bastionsagtige spidse form på terrassen er tillige en henvisning til stedets militære fortid. Endelig er pavillonen udformet, så den næsten ubemærket tillader gennemføring af vejbanen til den kørende trafik under bygningens østlige ende, hvorved der er skabt nærhed, ro og tryghed for gæsterne med direkte udgang fra restauranten til terrassen og promenaden med bådebro. Også parkeringspladserne er trukket væk fra promenadeområdet i en diskret halvcirkel ud mod voldgraven.

Langelinie Pavillonens kulturhistoriske værdi knytter sig bl.a. til bygningens nyskabende udformning som et moderne forlystelsesetablissement i en modernistisk udgave, men ellers i lighed med sine forgængere på stedet og andre forlystelsesetablissementer udformet som en let og venlig arkitektur i det ydre med masser af vinduer, der kan give lys, luft og udsyn til pavillonens besøgende. Planerne er velgennemtænkte og tidstypiske med en funktionel og hierarkisk tilgang til udformningen. Således rummer den underjordiske kælder sekundære nyttefunktioner bl.a. opbevaringsrum, mens den lave, ret lukkede stueetage væsentligst er indrettet som mødepunkt og fordelingsområde med en lidt usædvanligt placeret pejs som en hyggelig velkomst midt i vestibulen lige inden for indgangsdørene og ellers med praktiske funktioner til gæsterne og vareindlevering på bagsiden. Hovedetagen fremtræder til gengæld som den mest betydningsfulde etage med højt til loftet, lys og luft til restaurant- og selskabsdelen samt køkkenet, der er placeret i planen efter udsigtsmulighederne frem for lysforhold: Udsyn til promenaden og havnens liv i restauranten og en mere rolig baggrund for selskabslokalernes aktiviteter med udkik til Kastellets voldgrav, mens køkkenet har den mindst attraktive udsigt. Bemærkelsesværdig er også muligheden for fleksibel brug af hovedetagens U-formede hovedrum med mulighed for opdeling i flere rum ved hjælp af foldevægge. Endelig er de oprindelige klublokaler for KDY placeret lidt afsondret og privat i overetagen med godt udsyn til havnens sejlads fra klubmedlemmernes østvendte lokaler og balkonen. Langelinie Pavillonen er med sine kubisk-inspirerede former, den svævende hovedetage med lette curtain-wall ydervægge i glas og stål og fladt tag inspireret af Mies van der Rohe-skolens arkitektur et tidligt og fint eksempel på den orientering mod ny international arkitektur, som slog igennem i midten af 1950'erne efter 2. verdenskrigs nationale strømninger og mangel på byggematerialer. Curtain-wall princippet er også velegnet til at skabe et stort sammenhængende og frit etageareal, der let og fleksibelt kan underinddeles med foldevægge efter behov, og dermed få æstetik og funktionalitet til at gå op i en højere enhed. Også konstruktionen, materialer og detaljer er karakteristiske for tiden med jernbeton, stål og glas i det ydre. Især curtain-wallen med lette ikke bærende ydervægge i stål og glas i de to øverste etager viser den internationale inspiration, mens den kvalitetsbevidste, enkle og gennemarbejdede indretning er et fint eksempel på dansk designs guldalder midt i det 20. århundrede med et tidstypisk og moderne materialevalg og design samt en kombination af industrielle standardiserede produkter med høj præcision og det traditionelle gode håndværk. Det gælder f.eks. i den enkle murede pejs med røgkappe i sort metal, paneller i varm, gylden oregonpine med fine messingdetaljer, parketgulve og moderne pladelofter i kvadratiske tern med indbygget lys, trappeforløb med spinkle metalrækværk og teaktræshåndlister, toiletter med gulve i skaktern og terrazzo, hvide fliser m.m. Bemærkelsesværdig er også den række af tidens bedste designere og arkitekter som bidrog til pavillonens indretning. Her kan især nævnes Poul Henningsen, der leverede flere lampetyper til pavillonen, herunder den berømte koglelampe skabt til stedet, der fungerer som et gennemgående og markant dekorativt indslag i hovedetagens U-formede rum, der ellers er enkelt indrettet med de varme, gyldne paneler som en rolig baggrund overfor den naturskønne udsigt udenfor vinduerne. Andre eksempler er Børge Mogensens skabe og Verner Pantons meget karakteristiske senere nyindretning af overetagens rum med geometriske vægdekorationer, lamper etc. Endelig har Langelinie Pavillonen kulturhistorisk betydning som et populært udflugtsmål for københavnerne siden 1884, nu i sin tredje udgave. Pavillonen fremstår i øvrigt autentisk og velbevaret.

Langelinie Pavillonens arkitektoniske værdi knytter sig først og fremmest til dens bevidst enkle, klare og konsekvente formsprog med den ensartede modulopbygning og de kubisk inspirerede former. Væsentlig er især de tre synlige etagers meget forskellige størrelse, højde og udtryk, der bidrager til fornemmelsen af hovedetagen som en svævende glaskasse. Medvirkende hertil er stueetagens mindre volume med tilbagetrukne bastante og ret lukkede facader i beton med søsten og den lave og langt mindre, tilbagetrukne overetage. Den dominerende hovedetages bredde i forhold til dens højde og de flade tage bidrager også til et stærkt horisontalt præg. Af væsentlig betydning for det arkitektoniske udtryk er desuden den stramme, taktfaste og velproportionerede, nærmest grafiske opdeling af facaderne i rektangulære flader delt af lodrette og vandrette linjer gennem ens moduler i stål, glas og brystningsplader i de to øvre etager. Dertil kommer den dybe rumvirkning af hovedetagens store udhæng, vejbanens gennemførsel under bygningen og bagindgangens rampe samt det lette relief i glas- og stålfacaderne. Kendetegnende er desuden det meget ensartede udtryk i alle fire facader, der kun fraviges gennem mindre detaljer især i stuetagen samt ved de spinkle trappeanlæg og balkonen. Ingen af bygningens sider fremtræder således mere betydningsfuld end de andre. Til gengæld afspejler etagernes indbyrdes hierarki og bygningens funktioner sig tydeligt i det ydre. Det kommer til udtryk i den underordnede, lave, tilbagetrukne stueetage, der kun åbner sig mod omverdenen ved hovedindgangspartiet, mens vareindlevering og personaleindgangen skjules mod parkeringspladsen af en mur og mere intime funktioner som toiletter og bar kun får dagslys fra højtsiddende vinduesbånd. Anderledes med hovedetagen, der med sit store bygningsvolume signalerer sin overordnede rolle i anlægget og med de store glaspartier tillader både udsyn og indkik til restauration og selskabslokaler. Endelig viser overetagens mindre volume og tilbagetrukne placering klublokalernes mere private karakter. Pavillonens konstruktion er også af stor betydning for dens arkitektoniske udtryk. Trods stueetagens fundamentagtige karakter afslører de omløbende vinduesbånd, at væggene ikke er bærende. Pavillonen har i stedet en søjle/dragekonstruktion inde bagved, der også muliggør hoved- og overetagens lette curtain wall facader i glas og stål. Kontrasten mellem den kompakte og tilbagetrukne underetage præget af stoflighed og farvespil i murværket og hovedetagernes åbne udtryk med store glaspartier er således et bevidst arkitektonisk valg. Herigennem skabes et samspil mellem bygningen og dens omgivelser. Underetagens bastante betonmure og indstøbte søsten giver en tyngde med referencer til undergrunden, mens hovedetagens glaspartier bibringer dem en lethed og reflekterer den omgivende natur og himmel. Også stålrammer, brystningernes oprindelige blå farver og det meget enkle formsprog har til formål at tilpasse og nedtone bygningen i forhold til omgivelserne. Orden og symmetri kendetegner endvidere terrassens opbygning med nedgang fra restauranten ad en trappe midt for østfacaden og en tilspidset terrasseform i midterakse samt taktfast placerede vinduesglugger til kælderen i terrassemuren.

Planerne er opbygget formelt og hierarkisk i de mere publikumsrettede dele, mens bagvedliggende rum beregnet på praktiske funktioner knyttet til betjeningen af pavillonens gæster er placeret efter funktionelle hensyn. I stueetagen er vestibulen således anbragt i nord-sydaksen omgivet bagest i lokalet af de to symmetriske hovedtrapperum. Til gengæld er de omgivende rum med underordnede funktioner mere praktisk organiseret. I hovedetagen er det U-formede restaurations- og selskabslokale også spejlet over den nord-sydvendte akse, hvorimod køkkenregionen i bygningens kerne er underinddelt efter funktionelle behov. Endelig er klublokalerne mere uformelt fordelt omkring skakten. Hierarkiet mellem etagerne viser sig også tydeligt indvendigt med en mørk, lavloftet stueetage, mens hovedetagen har højt til loftet og masser af lys, luft og udsigt. Overetagens rumstørrelser og -højder er mere beherskede og intime svarende til etagens oprindelig mere hverdagsagtige brug. En del af den arkitektoniske oplevelse knytter sig også til de rumlige relationer. Fra gæsten træder ind og ledes ind igennem den tillukkede, lave og mørke vestibule frem mod de to åbne hovedtrapperum bagest i lokalet med et behersket lysindfald fra vinduesbåndene og op ad trappen til hovedetagen, hvor den besøgende overvældes af lys og luft i de let overskuelige restaurations- og selskabslokalernes højloftede rum med den smukke udsigt. Udsigten bliver dermed en del af den rumlige oplevelse i et samspil mellem inde og ude, idet omgivelserne fungerer som en slags væg i det U-formede rum takket være de store, sammenhængende vinduespartier. Gennem materialevalget er naturen også trukket ind i rummet, idet arkitekterne har valgt naturlige materialer i træ til både gulvet og bagvæggen. Lampernes kogleform relaterer sig desuden til naturen. Enkelheden, der bl.a. viser sig gennem væggenes ensartede panelbeklædning, lofter, gulve og vinduespartier, bidrager også til at opmærksomheden rettes udad. Verner Pantons nyindretning af overetagens vægge fra træpaneler til vægflader med geometriske mønstre bryder til gengæld med denne idé. Det lukkede vestibulerum er anderledes oplevelsesrigt med pejsen, der skjuler en del af rummet, den åbne forbindelse til de kun delvis synlige hovedtrapper, forskellig behandling af vægfladerne med bemaling og paneler, indbyggede montre etc. Det samme gælder barrummet med store vægdekorationer, mens vinduesbåndene nok giver lysindfald, men ikke tillader nærmere udkik til omgivelserne.

Læs videre om

• Frederiksgade 1 og Store Kongensgade 86-88, København
• Gothersgade 143, København
• Snaregade 12-14 og Knabrostræde 23, København

Se alle artikler om

• By- og landskabsarkitektur
• Byggeskik
• Fredede bygninger

• Fredede og bevaringsværdige bygninger – Slots- og Kulturstyrelsen