Ejerlav: Barsmark, art. 28, kortbl. 4, parcel 94. Overfredningsnævnets afgørelse 20.10.82. Langdysse "Agerstenshøj", i nordøst-sydvest, 24 m lang, indtil 16 m bred. Jordhøjningen er ca. 2 m høj. Randstenene er af varierende størrelse, delvis anselige. Bevaret er 1 randsten mod øst, 2 m høj, 1,2 m bred, 0,8 m tyk, om- falden, 4 omfaldne og delvis forslæbte i nordøst, 10 omfaldne og 1 stående i sydvest, 11 omfaldne i sydvest, 4 omfaldne og udskredne i nordvest. 2 - 3 m inden for de omfaldne randsten mod sydvest ses en noget uregelmæssig række af 11 rejste, indtil 0,75 m store, sten. Ved sydøstenden af denne række ses mod nordøst toppen af 2 sten. - Midt i dyssen ses det øverste af sidestenene af et polygonalt kammer, ca. 2 x 2 m indv. Det er sat af 2 sten mod nordvest, 2 mod nordøst, 1 mod sydøst og 1 mod syd. Ingen dæksten. Bevokset med eg og tjørn; i ager.
Som navnet antyder, er langhøje aflange gravhøje med et rektangulært grundplan. De første langhøje blev opført allerede i den første periode af bondestenalderen (neolitikum ca. 4000 f.v.t.-ca. 1700 f.v.t.) og havde ligheder med de gravformer, som også anvendtes i kystområderne ved Østersøen og i området ud mod Atlanterhavet. Arkæologiske undersøgelser viser, at der over store geografiske områder har været udført ensartede ritualer ved langhøjene. Læs videre her.
Stendysserne og jættestuerne, der samlet betegnes som storstensgrave eller megalitgrave, er stenbyggede gravhøje fra de første århundreder af bondestenalderen (neolitikum ca. 4000 f.v.t.-ca. 1700 f.v.t.). Umiddelbart efter overgangen til bondestenalderen skete der et skifte i den måde, de døde blev begravet på. Hvor de døde tidligere var blevet gravlagt i jordfæstegrave under overfladejord, begyndte indbyggerne at opføre stendysser, som er den ældste form for storstensgrave. Stendysserne var beregnet til gravlæggelse af en enkelt eller få gravlagte, hvorimod de lidt yngre jættestuer – der afløste stendysserne – var egentlige fællesgrave. Læs videre her.
Stendysserne og jættestuerne, der samlet betegnes som storstensgrave eller megalitgrave, er stenbyggede gravhøje fra de første århundreder af bondestenalderen (neolitikum ca. 4000 f.v.t.-ca. 1700 f.v.t.). Umiddelbart efter overgangen til bondestenalderen skete der et skifte i den måde, de døde blev begravet på. Hvor de døde tidligere var blevet gravlagt i jordfæstegrave under overfladejord, begyndte indbyggerne at opføre stendysser, som er den ældste form for storstensgrave. Stendysserne var beregnet til gravlæggelse af en enkelt eller få gravlagte, hvorimod de lidt yngre jættestuer – der afløste stendysserne – var egentlige fællesgrave. Læs videre her.
En gravgenstand er en arkæologisk genstand, der er fundet i en grav, såsom jordfæstegrav, rundhøj, langhøj eller stendysse/jættestue. Ved arkæologiske undersøgelser eller restaureringer findes ofte genstande, som de døde har fået med sig i graven. Det kan eksempelvis være lerkar, flintdolke, bronzesværd, dragtsmykker, seletøj til heste, pilgrimsmærker mv. Læs videre her.
Stenalderen er den første periode af oldtiden. Den har fået sit navn efter de mange stenredskaber, der er så karakteristisk for perioden. Samtidig med indførelsen af landbruget skete et skifte i stenalderfolkets kultiske og rituelle forestillingsverden, og store samlingspladser blev opført samt ikke mindst de i dag meget karakteristiske langhøje, stendysser og jættestuer. Læs videre her.
