Tingl.: 5/3 1891 Gdr. Henrik Jensen i henhold til reservation i skøde fra Sorø Akademi. Beskrivelse på fr. dok. af 4-7-1956 (j. 546/56): Langdysse, ca. 1,8 m høj, 11 m bred og 39 m lang. Randsten: sydøst 10, sydvest 3, nordvest 18, nordøst 0, alle ret små og mere eller mindre forskudte og delvis jorddækkede. Et kam- mer med 4 bæresten og 1 dæksten. Græsklædt. Fredet ved dekla- ration af 5-3-1891. Mærkesten. Langdysse, 1,7 x 15 x 72 m. NØ-SV. Randsten: SV. 5 (1 v.), NV. 8, NØ. ingen , SØ. 11. På SV-enden af højen er tilført noget jord og græstørv, der skæmmer højlinien. Af højen be- står 32 m regnet fra SV og på denne del ligger kamret. Res- ten af højen ca. 40 m er mere eller mindre afgravet, ligesom den dyrkede mark æder sig ind på dette område. Disse 40 m synes ikke at høre under den gamle fredning, der kun omfatter ialt ca. 39 m og skønnes at kunne frigives. Men manden bør på egen bekostning fjerne den tilførte jord og græstørv. Dysse- kamret har overligger der er væltet lidt mod SØ. Kamret opr. dannet af 5 sten, nu kun 4 tilbage. Græsgroet og buskklædt. Mod ager og vej.
Som navnet antyder, er langhøje aflange gravhøje med et rektangulært grundplan. De første langhøje blev opført allerede i den første periode af bondestenalderen (neolitikum ca. 4000 f.v.t.-ca. 1700 f.v.t.) og havde ligheder med de gravformer, som også anvendtes i kystområderne ved Østersøen og i området ud mod Atlanterhavet. Arkæologiske undersøgelser viser, at der over store geografiske områder har været udført ensartede ritualer ved langhøjene. Læs videre her.
Stendysserne og jættestuerne, der samlet betegnes som storstensgrave eller megalitgrave, er stenbyggede gravhøje fra de første århundreder af bondestenalderen (neolitikum ca. 4000 f.v.t.-ca. 1700 f.v.t.). Umiddelbart efter overgangen til bondestenalderen skete der et skifte i den måde, de døde blev begravet på. Hvor de døde tidligere var blevet gravlagt i jordfæstegrave under overfladejord, begyndte indbyggerne at opføre stendysser, som er den ældste form for storstensgrave. Stendysserne var beregnet til gravlæggelse af en enkelt eller få gravlagte, hvorimod de lidt yngre jættestuer – der afløste stendysserne – var egentlige fællesgrave. Læs videre her.
Stendysserne og jættestuerne, der samlet betegnes som storstensgrave eller megalitgrave, er stenbyggede gravhøje fra de første århundreder af bondestenalderen (neolitikum ca. 4000 f.v.t.-ca. 1700 f.v.t.). Umiddelbart efter overgangen til bondestenalderen skete der et skifte i den måde, de døde blev begravet på. Hvor de døde tidligere var blevet gravlagt i jordfæstegrave under overfladejord, begyndte indbyggerne at opføre stendysser, som er den ældste form for storstensgrave. Stendysserne var beregnet til gravlæggelse af en enkelt eller få gravlagte, hvorimod de lidt yngre jættestuer – der afløste stendysserne – var egentlige fællesgrave. Læs videre her.
Stenalderen er den første periode af oldtiden. Den har fået sit navn efter de mange stenredskaber, der er så karakteristisk for perioden. Samtidig med indførelsen af landbruget skete et skifte i stenalderfolkets kultiske og rituelle forestillingsverden, og store samlingspladser blev opført samt ikke mindst de i dag meget karakteristiske langhøje, stendysser og jættestuer. Læs videre her.
