"Kæmpekisterne", langhøj, 23 m lang (øst-vest), indtil 10 m bred. Højen smalner til mod vestenden. Afgravet fra vestenden med en indtil 1 m dyb, 4-5 m bred og ca. 10 m lang sænkning. Heri 3 delvis jorddækkede sten med fladestørrelser 1,1 x 0,5 m, 0,5 x 0,5 x 0,7 m og 0,8 x 1,1 m (antagelig sten fra et kammer). I sydsiden af midtersænkningen står en stor sten, synlig flade 0,8 x 0,9 m. I vestenden 2 knapt så store randsten. Østendens sydlige del bortgravet, i dens nordlige del er i nyere tid bygget et uoverdækket 1,4 x 3 m bredt og 1 m højt rum af stablede marksten. For østenden mod nord ligger en stor sten, fladen er 0,85 x 0,85 m stor, lidt sydvest for denne en sten, hvis synlige flade er 0,6 x 1 m stor; vest for førstnævnte sten - på højens nordside - står 3 sten knapt så store, i klynge. I nordsiden iøvrigt flere store sten, næsten skjult af bevoksning. Højens nordside dan- ner skel mellem løvskov og ager. I skov, bevokset med løvtræer.
Som navnet antyder, er langhøje aflange gravhøje med et rektangulært grundplan. De første langhøje blev opført allerede i den første periode af bondestenalderen (neolitikum ca. 4000 f.v.t.-ca. 1700 f.v.t.) og havde ligheder med de gravformer, som også anvendtes i kystområderne ved Østersøen og i området ud mod Atlanterhavet. Arkæologiske undersøgelser viser, at der over store geografiske områder har været udført ensartede ritualer ved langhøjene. Læs videre her.
Stendysserne og jættestuerne, der samlet betegnes som storstensgrave eller megalitgrave, er stenbyggede gravhøje fra de første århundreder af bondestenalderen (neolitikum ca. 4000 f.v.t.-ca. 1700 f.v.t.). Umiddelbart efter overgangen til bondestenalderen skete der et skifte i den måde, de døde blev begravet på. Hvor de døde tidligere var blevet gravlagt i jordfæstegrave under overfladejord, begyndte indbyggerne at opføre stendysser, som er den ældste form for storstensgrave. Stendysserne var beregnet til gravlæggelse af en enkelt eller få gravlagte, hvorimod de lidt yngre jættestuer – der afløste stendysserne – var egentlige fællesgrave. Læs videre her.
Stendysserne og jættestuerne, der samlet betegnes som storstensgrave eller megalitgrave, er stenbyggede gravhøje fra de første århundreder af bondestenalderen (neolitikum ca. 4000 f.v.t.-ca. 1700 f.v.t.). Umiddelbart efter overgangen til bondestenalderen skete der et skifte i den måde, de døde blev begravet på. Hvor de døde tidligere var blevet gravlagt i jordfæstegrave under overfladejord, begyndte indbyggerne at opføre stendysser, som er den ældste form for storstensgrave. Stendysserne var beregnet til gravlæggelse af en enkelt eller få gravlagte, hvorimod de lidt yngre jættestuer – der afløste stendysserne – var egentlige fællesgrave. Læs videre her.
Stenalderen er den første periode af oldtiden. Den har fået sit navn efter de mange stenredskaber, der er så karakteristisk for perioden. Samtidig med indførelsen af landbruget skete et skifte i stenalderfolkets kultiske og rituelle forestillingsverden, og store samlingspladser blev opført samt ikke mindst de i dag meget karakteristiske langhøje, stendysser og jættestuer. Læs videre her.
