Rektangulær langdysse Rektangulær langdysse med et kammer. Øst-vest orienteret lang- høj med 12,60 m længde og 9,60 m bredde. Velbevaret fodkæde med 7 sten i syd, 6 i nord, 3 i vest og 5 i øst. Fodkædens sten er klumpformede og noget varierende i størrelse. Stenens længde er mellem 1,2 og 2,5 m, bredden mellem 1,5 og 2,0 m. Højden over jordoverfladen er mellem 0,3 og 0,7 m. Stenene i den vestlige side er noget større end de øvrige sten. Jordhøjen er noget uregelmæssig. Højen er størst, ca. 1 m i hø- jens vestlige del, antagelig fordi der her er opkastet jord i forbindelse med ødelæggelse af kammeret. Omtrent midt i højen ses en 3,5 x 2,5 kvadratmeter stor nedgravning med en max. dyb- de af 0,8 m. I grubens østside står en helliglignende sten, der er 0,8 m høj. Det kan ikke afgøres om stenen står in situ. Den er nu orienteret øst-vest og dens overkant ligger i højde med højens overflade. Beliggende i ager. Der pløjes hele vejen rundt om højen. Pløje- kanten, der viser tydelig tendens til terrassedannelse ligger godt en m. uden for højfoden. Bevokset med 4 store bøge, en del kraftige tjørn. Der er oplagt en del marksten på højens nordlige del.
Som navnet antyder, er langhøje aflange gravhøje med et rektangulært grundplan. De første langhøje blev opført allerede i den første periode af bondestenalderen (neolitikum ca. 4000 f.v.t.-ca. 1700 f.v.t.) og havde ligheder med de gravformer, som også anvendtes i kystområderne ved Østersøen og i området ud mod Atlanterhavet. Arkæologiske undersøgelser viser, at der over store geografiske områder har været udført ensartede ritualer ved langhøjene. Læs videre her.
Stendysserne og jættestuerne, der samlet betegnes som storstensgrave eller megalitgrave, er stenbyggede gravhøje fra de første århundreder af bondestenalderen (neolitikum ca. 4000 f.v.t.-ca. 1700 f.v.t.). Umiddelbart efter overgangen til bondestenalderen skete der et skifte i den måde, de døde blev begravet på. Hvor de døde tidligere var blevet gravlagt i jordfæstegrave under overfladejord, begyndte indbyggerne at opføre stendysser, som er den ældste form for storstensgrave. Stendysserne var beregnet til gravlæggelse af en enkelt eller få gravlagte, hvorimod de lidt yngre jættestuer – der afløste stendysserne – var egentlige fællesgrave. Læs videre her.
Stendysserne og jættestuerne, der samlet betegnes som storstensgrave eller megalitgrave, er stenbyggede gravhøje fra de første århundreder af bondestenalderen (neolitikum ca. 4000 f.v.t.-ca. 1700 f.v.t.). Umiddelbart efter overgangen til bondestenalderen skete der et skifte i den måde, de døde blev begravet på. Hvor de døde tidligere var blevet gravlagt i jordfæstegrave under overfladejord, begyndte indbyggerne at opføre stendysser, som er den ældste form for storstensgrave. Stendysserne var beregnet til gravlæggelse af en enkelt eller få gravlagte, hvorimod de lidt yngre jættestuer – der afløste stendysserne – var egentlige fællesgrave. Læs videre her.
Stenalderen er den første periode af oldtiden. Den har fået sit navn efter de mange stenredskaber, der er så karakteristisk for perioden. Samtidig med indførelsen af landbruget skete et skifte i stenalderfolkets kultiske og rituelle forestillingsverden, og store samlingspladser blev opført samt ikke mindst de i dag meget karakteristiske langhøje, stendysser og jættestuer. Læs videre her.
