Flad jordhøjning med spredte sten; ødelagt langdysse. C-højen afmeldt til RAS til 20/9-1990 ************************************* Højen er fjernet
Som navnet antyder, er langhøje aflange gravhøje med et rektangulært grundplan. De første langhøje blev opført allerede i den første periode af bondestenalderen (neolitikum ca. 4000 f.v.t.-ca. 1700 f.v.t.) og havde ligheder med de gravformer, som også anvendtes i kystområderne ved Østersøen og i området ud mod Atlanterhavet. Arkæologiske undersøgelser viser, at der over store geografiske områder har været udført ensartede ritualer ved langhøjene. Læs videre her.
Brandgrav er en betegnelse for en gravlæggelse, hvor den døde person er blevet kremeret og derefter gravlagt enten i en nedgravning i jorden eller i en urne. Brandgravene var en kendt gravform i oldtiden, men blev først for alvor udbredt fra yngre bronzealder (ca. 1100-ca. 500 f.v.t.) og frem. De ældste kendte brandgrave stammer fra jægerstenalderen (ca. 12.800-3950 f.v.t.). Læs videre her.
Stenalderen er den første periode af oldtiden. Den har fået sit navn efter de mange stenredskaber, der er så karakteristisk for perioden. Samtidig med indførelsen af landbruget skete et skifte i stenalderfolkets kultiske og rituelle forestillingsverden, og store samlingspladser blev opført samt ikke mindst de i dag meget karakteristiske langhøje, stendysser og jættestuer. Læs videre her.
Bronzealderen afløste stenalderen. Den har fået sit navn fra de mange bronzegenstande, der bl.a. er fundet i gravhøje samt nedsat i moser og åer som ofringer til guderne. Særlig karakteristisk for ældre bronzealder er rundhøjene, hvorfra flere opsigtsvækkende arkæologiske fund kendes, idet særlige bevaringsforhold i visse af gravhøjene har betydet, at den eller de gravlagte er yderst velbevarede. I yngre bronzealder gik indbyggerne fra jordfæstegrave til at brænde de døde på et ligbål og begrave dem i brandgrave. Læs videre her.
