Tingl.: Fredet i følge Antiquitets-Commissionens Skrivelse til det kongelige Danske Cancellie 1810. : 7/7 1896. Købt. Diplom Afmærkn.: MS 1901, lieutn. Lassen. Langdysse, ca. 63,5 m lang i Ø-V, 12 m bred, indtil 1,5 m høj. 3 kamre. Det østlige kammer har 4 sten (1 mod N, 1 mod Ø, 1 mod V), ingen dæksten. Det midterste kammer er sat af 5 sten (1 i N, 2 i Ø og 2 i V med lav tærskelsten i S og afvæltet, kløvet dæksten. Det vestlige kammer er sat af 6 sten (1 i N, 2 i Ø og 2 i V, samt 1 i S - den sidste dog muligt tærskelsten); kløvet dæksten over sydlige del af kamret. Af randstenene er ad- skillige mere eller mindre jorddækkede. Der er ingen mod Ø, 32 mod N (hvoraf 5 væltede) og 27-30 mod S (hvoraf 4-6 væltede). Desuden findes ved højens NV-hjørne 3 flyttede randsten. I jordhøjen flere gravninger, særlig efter nu borttagne randsten. Lyngklædt i ager.
Som navnet antyder, er langhøje aflange gravhøje med et rektangulært grundplan. De første langhøje blev opført allerede i den første periode af bondestenalderen (neolitikum ca. 4000 f.v.t.-ca. 1700 f.v.t.) og havde ligheder med de gravformer, som også anvendtes i kystområderne ved Østersøen og i området ud mod Atlanterhavet. Arkæologiske undersøgelser viser, at der over store geografiske områder har været udført ensartede ritualer ved langhøjene. Læs videre her.
Stendysserne og jættestuerne, der samlet betegnes som storstensgrave eller megalitgrave, er stenbyggede gravhøje fra de første århundreder af bondestenalderen (neolitikum ca. 4000 f.v.t.-ca. 1700 f.v.t.). Umiddelbart efter overgangen til bondestenalderen skete der et skifte i den måde, de døde blev begravet på. Hvor de døde tidligere var blevet gravlagt i jordfæstegrave under overfladejord, begyndte indbyggerne at opføre stendysser, som er den ældste form for storstensgrave. Stendysserne var beregnet til gravlæggelse af en enkelt eller få gravlagte, hvorimod de lidt yngre jættestuer – der afløste stendysserne – var egentlige fællesgrave. Læs videre her.
Stendysserne og jættestuerne, der samlet betegnes som storstensgrave eller megalitgrave, er stenbyggede gravhøje fra de første århundreder af bondestenalderen (neolitikum ca. 4000 f.v.t.-ca. 1700 f.v.t.). Umiddelbart efter overgangen til bondestenalderen skete der et skifte i den måde, de døde blev begravet på. Hvor de døde tidligere var blevet gravlagt i jordfæstegrave under overfladejord, begyndte indbyggerne at opføre stendysser, som er den ældste form for storstensgrave. Stendysserne var beregnet til gravlæggelse af en enkelt eller få gravlagte, hvorimod de lidt yngre jættestuer – der afløste stendysserne – var egentlige fællesgrave. Læs videre her.
Stenalderen er den første periode af oldtiden. Den har fået sit navn efter de mange stenredskaber, der er så karakteristisk for perioden. Samtidig med indførelsen af landbruget skete et skifte i stenalderfolkets kultiske og rituelle forestillingsverden, og store samlingspladser blev opført samt ikke mindst de i dag meget karakteristiske langhøje, stendysser og jættestuer. Læs videre her.
