Lars Larsens Gård ligger på Kronprinsessegade 2, hj. af Gothersgade i Københavns Kommune. Bygningen er fredet og har en tinglyst bevaringsdeklaration.

Bygningshistorie

Efter Christian IV (1577-1648) i 1647 nedlagde den gamle Østervold (som gik langs Gothersgade) og i stedet anlagde en ny vold langs nuværende Øster Voldgade til Kastellet opstod dermed Ny-København og et København, som blev omtrent 40 % større. Med den efterfølgende byplan fra 1649 skabtes en mængde nye gader, der ifølge planen skulle opkaldes efter danske besiddelser, kongelige og højere stænder, deriblandt adelige. Det blev så med tiden til navne som Norgesgade (i dag Bredgade), Adelgade, Nye Kongens Gade (i dag Store Kongensgade), Gothersgade, Rigensgade, Borgergade, Amaliegade, Sølvgade, Dronningens Tværgade, Kronprinsessegade med flere. Efter branden i 1795, hvor man forsøgte at regulere middelalderbyens ubekvemme gadenet, dels af æstetiske, dels af praktiske årsager, blev Kronprinsessegade anlagt efter ønske fra kronprinsen, den senere kong Frederik VI (1768-1839), som afgav 89 alen (55,8 meter) af Kongens Have. Gaden blev opkaldt efter Frederik VI's hustru og senere dronning, kronprinsesse Marie Sofie Frederikke (1767-1852). Anlæggelsen blev ledet af stadsbygmester Peter Meyn (1749-1808) og J. H. Rawert (1751-1823) i 1799, men først fra 1804 blev der åbnet for færdslen, hvor brolægningen var etableret. Rawerts plan var et anlægge en fornem parkgade, hvor indtægten ved salg af de attraktive byggegrunde over for haven skulle gå til erstatningerne, som måtte udredes til grundejerne rundt om i byen, hvis tomter efter branden flere steder var blevet inddraget til gader og torve. Nogle år tøvede man, for ikke at trykke priserne på de mange stadig ubebyggede grunde i byen, men i år 1800 blev der meldt auktion over knap halvdelen af strækningen: først blev de mest attraktive grunde solgt, det vil sige stykket nærmest Gothersgade og grundene ved Dronningens Tværgade og Sølvgade. Den liebhaver, der fik hammerslag på den højeste kvadratalenpris kunne derpå meddele, hvor bred en grund, han ønskede sig. I kraft af sit andet embede som hofbygmester stod stadsbygmester Peter Meyn for den helstøbte indhegning af Kongens Have med gitre, små pavilloner og porte. Rawert kom til at stå for i alt fem huse i Kronprinsessegade, nogle dog i kompagniskab med Andreas Hallander. De opførte statelige og overvejende herskabelige bygninger var langt værdigere naboer til Kongens Have end Adelgades baghuse og plankeværker hidtil havde været. I Kronprinsessegade, hvor muligheden ellers forelå, ønskede man ikke en samlet og ensartet etagehusbebyggelse som det kendes i Paris og London. I stedet præsenterer gaden sig med en række af individualister, både med hensyn til bredde, etageantal, materialer og arkitektonisk udsmykning, der dog taler samme sprog og tilsammen danner en af Københavns mest elegante og harmoniske gadebilleder. Gadens første bygning, hjørnehuset Kronprinsessegade 2, blev opført af en ukendt arkitekt i 1801 for skibsbygmester Lars Larsen. Ved opførelsen havde bygningen sortglaseret tegltag og en facade bestående af midterpartier i gul, blank mur med trukne fuger flankeret af store glatpudsede murflader med refendfugning nederst. De pudsede dele var malet med grå oliemaling, vinduesindfatninger var grårosa og vinduerne hvidgrå. Lars Larsen ejede huset til sin død som 86-årig i 1844. Porten var oprindelig i det østligste fag mod Gothersgade, men i 1892 blev porten flyttet til Kronprinsessegade, og samtidig blev tagets sortglaserede tegl omlagt til skifer og kvistene kom til. Under gesimsen har været konsoller, der i 1972 beskrives som midlertidig nedtaget. Facadens iøjnefaldende sætninger mod Kronprinsessegade skyldes formentlig, at huset her hviler på Københavns middelalderlige Østervold, som efter at være blevet jævnet i midten af 1600-tallet og graven opfyldt med alskens affald, efterfølgende har givet problemer ved fundering af husene langt op i tiden.

Beskrivelse

Forhuset ligger på hjørnet af Kronprinsessegade og Gothersgade, i det indre København, og indgår i Kronprinsessegades lange række af borgerhuse over for Kongens Have. Forhuset er opført i tre etager over en høj kælder med syv fag mod Kronprinsessegade, et smigfag samt fem fag mod Gothersgade. Forhuset er grundmuret og bærer et skiferhængt, opskalket heltag. I rygningen ses fem skurede skorstenspiber af varierende højde. I de gadevendte tagflader er i alt seks kviste, mens der mod gården kun er én kvist. Kvistene har lave zinktage og -flunker samt ældre, blågrå, torammede vinduer med små ruder. I samtlige tagflader ses endvidere flere tagvinduer af forskellig udformning og alder. Facaderne har fremhævede yderfag, der nederst er refendfugede ligesom smigfaget. Over stueetagens vinduer er en omløbende kordongesims. Under hver facades midterste vinduer er en sålbænksgesims og over vinduerne et aflangt, felt med akanthusborter. Facaderne afsluttes af en høj, profileret hovedgesims. På første sal har yderfagenes vinduer samt smigfagets vindue en enkel pudsindramning samt en konsolbåren trekantsfronton – i smigfaget dog udformet som en segmentfronton. Forhuset har en lav, sort sokkel og facaderne er pudsede og hvidmalede inklusiv samtlige facadedetaljer. I facaden mod Kronprinsessegade er en rundbuet portåbning med markeret slutsten samt ved terræn to afvisersten i granit. Porten er en ældre, trefløjet port med pålagte fyldinger og en kraftig portoverligger med udskæringer samt et tredelt, småsprosset overvindue. I facaden mod Gothersgade er i yderfaget et nyere butiksparti med store ruder og en butiksdør. I facadens midterfag fører en granittrappe med et smedet værn ned til en traditionelt udført, enfløjet butiksdør med fyldinger nederst og smalle sidepartier i glas samt et smalt overvindue. I smigfaget er tillige en granittrappe med smedet værn samt en traditionelt udført, tofløjet butiksdør. Kældervinduerne er nyere, etrammede vinduer, undtagen kældervinduet i yderfaget mod Kronprinsessegade, hvor der er et ældre, torammet vindue med små ruder, der udvendigt er forsynet med et ældre, todelt smedejernsgitter. Facadernes øvrige vinduer er ældre korspostvinduer med små ruder. Port, butiksparti, kælderdøre og -vinduer er sortgrønne, mens de øvrige vinduer er hvide. Gårdsiderne er berappede og kalket svagt lysegule. Soklen er let fremspringende og sort, mens den profilerede hovedgesims øverst er hvid. Mod gården er portåbningen rektangulær, og ved terræn står to afvisersten i granit. I gårdsiderne er i alt fire døre, ældre eller traditionelt udførte og udformet som enfløjede fyldingsdøre. Vinduerne er ældre og varierer i højde og udformning. Der er både to- og trefags vinduer med to, fire eller seks rammer (hovedsageligt med små ruder). Både døre og vinduer er sortgrønne. Portrummet er asfalteret, langs væggene ligger brede trin, der fungerer som afvisere, væggene er pudsede og har paneler i brystningshøjde, og loftet er pudset og forsynet med stukkanter. I nordvæggen er en døråbning med en profileret indfatning og herfra fører tre trin ned til en nyere fyldingsdør. I åbningen er indbyggede skabe med ældre fyldingslåger foran. I sydvæggen er en ældre, tofløjet fyldingsdør med tilhørende profileret gericht. Samtligt træværk i portåbningen er malet hvidt. Ejendommen indeholder fire butikker i kælderetagen samt erhverv og en bolig i henholdsvis stueetagen, på første sal og i tagetagen, mens der på anden sal er to boliger. Spidsloftet er uudnyttet. Fra portrummet fører en ældre ligeløbstrappe op i stueetagens smigfagsstue, hvorfra der er videre adgang til bygningens gårdvendte hovedtrappe. Bygningens etageplaner er disponeret med stuer og værelser mod gaden samt smigfagsstue, køkken og badeværelse mod gården foruden hoved- og bagtrappe. På grund af portrummet, som er kommet til efter bygningens opførelse, er der en forskydning af alle rum over porten, hvorfor der i denne del af bygningen er nyere trappeløb af forskellig længde, fordi rumhøjden øges opefter i bygningen. På anden sal er gulvet over det oprindelige portrum klodset op, grundet store sætninger. Grundplanerne er i nyere tid på hver etage delt i to, hvorfor der foruden køkken og badeværelse på hver side af bagtrappen er indrettet et badeværelse i mezzaninen over det tidligere portrum, et køkken mod gaden på første sal, et gårdvendt køkken og et badeværelse bag den midterste hoveddør på anden sal. Butikkerne har adgang enten fra gaden eller portrummet samt bagindgange fra gården. Lejlighederne i Kronprinsessegade 2 har overvejende en traditionel materialeholdning med ældre og nyere bræddegulve, pudsede vægge samt feltinddelte vægge med opspændte lærreder i flere rum og pudsede lofter med stukkatur og loftsrosetter. I nogle rum er der nyere materialer og overflader, herunder stueetagens mørke trægulve lagt som brede sildeben og badeværelsets væg i stål og glas med en rustikt udseende bræddedør, på anden sal stavparketgulvene og køkkenets vinylgulv samt badeværelsernes flise-, vinyl- eller terrazzogulve. I lejlighederne er der bevaret flere oprindelige og ældre bygningsdele og -detaljer i form af paneler, fyldingsdøre, gerichter og kakkelovne. Trappen op til stueetagen er en ældre ligeløbstrappe med tæppebelagte, indstemte trin, smedede værn af rundstokke med knopper og profilerede håndlister, der hver ender i en snirkel med en drejet mægler øverst. Hovedtrappen er en oprindelig treløbet trappe med en stor oval durchsicht, indstemte trin, svungen forvange udsmykket med kanneleringer, smedejernsværn med firkantjern og en med knopper befæstiget bundliste samt svungen håndliste, der nederst ender i en vangesnirkel med en drejet mægler. Undersiden af trin og reposer er pudsede, trapperummets vægge har opstregede felter, og på hver repos er tre tofløjede fyldingsdøre. Den øverste del af hovedtrappen er inddraget i tagetagens erhvervslejemål, hvorfor tagetagens hoveddør står midt på et trin og værnet herfra er erstattet af en plan væg. Bagtrappen er en ældre halvsvingstrappe med indstemte trin i vangerne, et simpelt værn af rundstokke, krumme hovedstykker samt en profileret, svungen håndliste, og undersiden af løbene er pudsede. I kælderen er der støbte gulve, pudsede vægge og enkelte steder blotlagte mursten samt pudsede lofter. I tagetagen er der bræddegulve samt væg-til-væg tæpper og linoleumsgulve, pudsede vægge og skråvægge med synligt bjælkelag og synlig tagkonstruktion samt ældre fyldingsdøre og nyere, plane døre. Fra tagetagen fører en ældre, simpel ligeløbstrappe op til spidsloftet, der har ældre bræddegulve og synlig ældre tagkonstruktion, hvor undersiden af skiferen er synlig, samt synlige skorstenskerner og ældre revledøre.

Miljømæssig værdi

Bygningens miljømæssige værdi knytter sig til beliggenheden på hjørnet af Gothersgade og Kronprinsessegade, hvor den indgår i gadernes velbevarede rækker af klassicistiske borgerhuse og på udsøgt vis formidler karréens hjørne. Kronprinsessegade 2 udgør i kraft af sin proportionering, komposition og materialeholdning en integreret del af Kronprinsessegade, som er et af Københavns mest helstøbte, klassicistiske gadeforløb: Desuden danner Kronprinsessegade 2 en passende arkitektonisk ramme om den sydøstlige indgang til Kongens Have.

Kulturhistorisk værdi

Den kulturhistoriske værdi ved Kronprinsessegade 2 knytter sig overordnet til hjørnebygningen som et velbevaret klassicistisk borgerhus, opført i begyndelsen af 1800-tallet efter Københavns anden store brand i 1795, hvilket kan aflæses i bygningens knækkede hjørne med ét vinduesfag. Dette var foreskrevet i Meyn og Rawerts regelsæt for Københavns nye byggeri. Klassicismen som arkitektonisk ideal vandt indpas i midten af 1700-tallet, i takt med borgerskabets stigende indflydelse, og kom som stilart til at præge de ejendomme, der blev opført i perioden fra anden halvdel af 1700-tallet til midten af 1800-tallet. Forbilledet for en stor del af de københavnske borgerhuse var arkitekten C. F. Harsdorffs arkitektur, der anviste retningslinjer for højder, gesimser, vinduesudformninger og planløsninger, hvilket også er tilfældet i Kronprinsessegade 2. Hjørnebygningen, der fuldt ud lever op til klassicismens idealer, har klare referencer til Harsdorffs Hus på Kongens Nytorv både i det ydre og det indre. I det ydre ses de klassicistiske træk i de symmetrisk opbyggede facader med betoning af yderfagene i form af kvaderfugning, vinduesindramninger og konsolbårne fordakninger over bel etagens vinduer samt midterpartiernes sålbænksgesimser og bånd med blomsterornamentik og maritime symboler, der er en reference til bygherren Lars Larsen, som var skibsbygmester. Ligeledes følger formen af den rundbuede portåbning, placeringen af kordon- og hovedgesimsen samt de taktfast placerede vinduer klassicismens idealer. At hjørnebygningen oprindeligt har fremstået med midterpartier i gul, blank mur af flensborgsten kan aflæses i murenes lave stenformat, der er lavere end en normalsten, samt i de trukne fuger, som ses bag den nuværende murbehandling. Ligeledes er det aflæseligt i facaden, at hjørnebygningens oprindelige portåbning var placeret i yderfaget ud mod Gothersgade, hvor den rundbuede portåbning er bevaret i refendfugningen. På traditionsbestemt vis kan man i det ydre aflæse, at bygningens bel etage er beliggende på første sal på grund af den øgede vindueshøjde og de konsolbårne fordakninger over vinduerne. Endvidere er der kulturhistorisk værdi i den traditionelle forskel på de repræsentative gadesider med det præsentable portrum og de mere enkle, brugsorienterede gårdsider, der er berappede og ikke bærer anden udsmykning end den profilerede hovedgesims. I gårdsiden sidder vinduerne i varierende højde i forhold til etageadskillelserne, hvilket dels afslører trappeopgangens placering og dels etagedæksforskydningen over det senere tilkomne portrum. Vinduernes forskellige formater og en bevaret vildtkrog over portåbningen understreger endvidere gårdsidens sekundære karakter.Det borgerlige, klassicistiske bygningsideal afspejles i det indre i såvel planløsning som interiører. De stort set velbevarede etageplaner er på traditionel vis disponeret med tre tofløjede indgangsdøre til lejligheden med de repræsentative stuer og værelser orienteret mod gaden, spisestuen beliggende i gårdsidens smigfag og køkken, bagtrappe og pigeværelse, nu badeværelse, ligeledes placeret mod gården. Således kunne herskab, gæster og tjenestefolk mødes uden at gå i vejen for hinanden. På trods af senere opdelinger af etageplanerne er forståelsen af den oprindelige rumfordeling og det oprindelige hierarki mellem de herskabelige stuer og de mere sekundære funktioner velbevaret. Hertil kommer, at bygningens beletage tydeligt markerer sig i det indre på grund af etagens større loftshøjde samt den tre fag lange sal med direkte adgang fra trapperummet, som foruden en helpanelleret ydervæg med lysningspaneler, samt brystningspaneler, opspændte lærreder og stukkatur er udsmykket med snedkerdetaljer omkring de tofløjede døre forsynet med forgyldte akanthuskonsoller, rundbuede dørstykker og aflange felter bemalet med pompejansk inspireret ornamentik, hvilket gør salen helt enestående. De bevarede dele af ejendommens oprindelige og ældre interiører har således stor kulturhistorisk værdi, idet de vidner om periodens udsmykningsideal og æstetiske præferencer, der overordnet set havde symmetrien som ideal, hvilket i særdeleshed kommer til udtryk i trapperummet og beletages store sal, hvor placeringen af vinduer, døre og paneler er nøje udtænkte for at opnå rum i fuldkommen harmoni og balance. Der er herved kulturhistorisk værdi ved de ældre bræddegulve, de pudsede vægge, som i nogle rum er feltinddelte med opspændte lærreder samt stuk og loftsrosetter. Hertil kommer helpanellerede ydervægge, lysnings- og brystningspaneler, stueetagens lysningsskodder, en- og tofløjede fyldingsdøre med varierende antal fyldinger, tapetdøre, profilerede gerichter med og uden fodklodser, hvor nogle gerichter har samme profil som i Harsdorffs Hus samt indstukne hængsler, messinggreb og -låsekasser, ovnpilastre, kakkelovne og endelig vinduernes ældre anverfere og stormkroge, hvor der både er bevaret de oprindelige håndsmedede udgaver og de nyere typer i støbejern. Ligeledes er der kulturhistorisk værdi ved den oprindelige hovedtrappe, hvis udformning med en bred, oval durchsicht, forvange udsmykket med kannelerede riflinger og et forholdsvist simpelt smedet værn, er kendetegnende for klassicismen. Det spinkle smedede værn lader lyset fordele sig jævn i trapperummet, og inspirationen må stamme fra den franske arkitekt N.H. Jardins (1720-1799) trapper fra blandt andet herregården Glorup og Marienlyst Slot fra anden halvdel af 1700-tallet. Hertil kommer den ældre bagtrappe i træ, hvis enkle udformning stemmer overens med trappens sekundære funktion.

Arkitektonisk værdi

Den arkitektoniske værdi knytter sig i det ydre til facadens klassicistiske udtryk, der karakteriseres ved en stringent facadekomposition med fremhævede yderfag og betoning af de horisontale linjer i form af refendfugningen og gesimserne, som kontrasteres af vinduesindramningernes, frontonernes og de høje vinduers vertikale orientering. Facadens proportionering og stramme, ordnede udtryk står i kontrast til båndenes detaljerige ornamentik. Hjørnebygningens facade er stort set spejlet over sin egen akse i form af smigfaget, og hver facade er tillige symmetrisk opbygget. Hertil kommer den taktfaste vinduessætning, der i høj grad bidrager til bygningens meget velafbalancerede, værdige og særdeles herskabelige fremtræden. Den arkitektoniske værdi knytter sig endvidere til gårdsidernes prunkløse udtryk med berappede murflader, skråt smigfag og profileret hovedgesims. Hertil kommer gårdsidernes enkle farvesætning med lysegule murflader og sortgrønne vinduer, hvis ensartethed resulterer i et roligt og samtidig meget karakterfuldt udtryk. I det indre knytter den arkitektoniske værdi sig især til de velproportionerede stuer samt hovedtrapperummet, hvor de fint forarbejdede og nedtonede snedkerdetaljer forlener rummene med den borgerlige klassicismes stringente og diskrete elegance.

Videre læsning

Læs videre om

Se alle artikler om

Eksterne links