Larsbjørnsstræde 14, København

Larsbjørnsstræde hører til blandt de ældste gader indenfor voldene og opstod relativt kort efter Københavns grundlæggelse i 1167. Den kendes dog som Larsbjørnsstræde fra omkring 1460 da en Laurids Bjørnson her ejede en grund. Næsten alle gadens huse er opført efter bybranden 1795. Larsbjørnsstræde strækker sig fra Sankt Peders Stræde til Vestergade og passerer undervejs Studiestræde. Under navnet Pisserenden har gaden også været kendt og er det stadig den dag i dag. Huset er opført i 1796 for fiskebløder Hans Heinrich Klindt.

Forhuset i Larsbjørnsstræde 14 ligger som en integreret del af gadeforløbet og den sammenhængende husrække i Larsbjørnsstræde. Forhuset er grundmuret i tre fag og fire etager over en høj kælder. Facaden er pudset men over kordongesimsen skimtes murstenenes konturer under det tynde pudslag. Facaden er gråmalet i stueetagen, kordongesimsen er hvidmalet og herover er facaden gulmalet. En profileret hvidmalet gesims danner overgang til et rødt teglhængt tag med tre små heltagskviste med gavltrekant i træ og træ på fronten. I rygningen sidder der midterst en stor skorstenspibe. Mellem første- og andensalen er et rektangulært felt fremhævet med en kant hele vejen rundt. I mellem anden- og tredjesalen er et tilsvarende felt trukket frem i murfladen. I stueetagen sidder der er stort butiksvindue i to fag. I sammenhæng med dette er der et kældervindue og en nyere dør til butikken i kælderen. Omkring kældernedgangen sidder de skrå sider i træ foran hvilke der tidligere har siddet skråtstillede revleluger. Der er træ på trinene ned til kælderen. I det sidste fag i stueetagen fører tre stentrin og et fjerde med rudemønster i jern på stødtrinet op til en ældre sortmalet fyldningsdør med riflede fyldningsfelter med rosetter. Der er skåret et stykke af døren for at den kan lukkes op over et trin i forstuen. Hoveddøren sidder dybt i lysningen. Vinduerne er traditionelt udførte korspostvinduer med en sprosse i de nedre rammer på første- og andensalen. På tredjesalen er vinduerne traditionelle torammede med tre ruder i hver ramme. Vinduesrammerne er generelt set nyere (sprosserne) mens de øvrige dele er ældre. I kvistene er vinduerne traditionelt udførte torammede med to ruder. På gårdsiden, der ligeledes er i tre fag, er murfladen pudset og gulmalet. En hvidmalet, profileret gesims danner overgang til det røde, teglhængte heltag. I tagfladen er to pultkviste. Der er en nyere dør med glasrude i den øverste del ind til forstuen. I stueetagen sidder der nyere enrammede vinduer, på første- og andensalen traditionelle og ældre korspostvinduer og på tredjesalen traditionelt udførte torammede vinduer med tre ruder i hver ramme. Kvistvinduerne er torammede med tre ruder i hver ramme. Mellem to vinduesfag er der monteret et nedløbsrør fra tagrenden og med udvendig rørtilkobling fra køkkenerne. Hertil er der desuden ledningsføring på murfladen. I det lille gårdrum er belægningen støbt, og i det ene hjørne er en traditionelt udført retiradebygning med wc med træk-og-slip. I det indre er huset karakteriseret ved en yderst velbevaret planløsning med en gennemgående forstue med trappe i stueetagen og en lille lejlighed på hver etage med to indgange. Lejlighederne er indrettet med tofagsstue og kammer til gadesiden samt to rum i hver ét fag til gårdsiden – det ene med den ældre kogeniche. Der er butik i kælder og stueetage. Butikken i kælderen er der adgang til fra gaden. En udvendig kældertrappe fører ned til indgangsdøren og en nyere trætrappe bag døren fører de sidste trin ned i kælderplan. Indretningen er som på de øvrige etager med butikslokale i de tre fag mod gaden. Til gårdsiden er der et rum i to fag med skorstenskerne og en kogeniche, hvis fritliggende hjørne bæres af en jernsøjle. Desuden er der et rum i et fag under trapperummet. Vægge og lofter er glatpudsede og hvidmalede. Hertil er der bræddegulve. Den gennemgående forstue er opdelt med en mellemdør, en ældre fyldningsdør med glas i den øverste del, ind til forstuens bagerste del med hovedtrappe og udgang til gården. Den smalle ligeløbstrappe er formentlig oprindelig. Den er udsmykket med riflede felter på forvangen, og i stueetagen er et skab under trappeløbet. Gelænderet er enkelt med slanke, firkantede balustre og en profileret håndliste. Der er en nyere træbelægning på trinene fra stuen til førstesalen. Herefter er trinene ældre og ferniserede med slidspor, mens den øvrige del af trappen er gråmalet. På reposerne er linoleum og formentlig er der ældre bræddegulve under. Der er adgang til butikken i stueetagen i den forreste del af forstuen. Her sidder en ældre, tofløjet fyldningsdør med glas i den øverste del. I det gadevendte butikslokale er et ældre, hvidt og listeinddelt glasloft – listerne er guldfarvede. Til gårdsiden er der to rum i hver ét fag. Mellem disse rum sidder en nyere pladedør. I ét rum er en ældre kogeniche. Her er desuden en udgang til trapperummet. Her sidder en ældre tofyldingsdør med tilhørende gerigter. I stueetagen er der bræddegulve og væggene er glatpudsede og hvidmalede. De gårdvendte lofter er ligeledes glatpudsede og hvidmalede. Førstesalen og tredjesalens lejlighed har samme indretning med tofags stue og værelse i et fag mod gaden. Mod gården er et kammer bagtil i ét fag og herfra er der adgang til et tekøkken med den gamle kogeniche bevaret og en håndvask ved vinduet. På førstesalen er der ovnpilastre i stuen og ældre nagelfast køkkeninventar over håndvasken. I lejligheden på andensalen er indrettet køkken i kammeret mod gården og bruseniche i det oprindelige køkken. Køkkenildstedet er dog bevaret. Den ældre tofyldningsdør mellem køkken og bad er afsyret. I køkken og bad er der nyere pladelofter. I lejligheden på tredjesalen er der ældre helpanelering i tofagsstuen på væggen mod gaden. Der er sat en plade indvendigt på indgangsdøren. Den ældre tofyldingsdør mellem kammer og køkkenfag er afsyret. I køkkenfaget er et nyere bræddeloft. I tagetagen er bræddegulve, gipsplader mellem bjælkerne, og hvidmalede vægge. I væggen mod nabohuset er fladbuede murblændinger. Etagen er opdelt med ældre bræddeskillevægge og med revledøre med ældre beslag. En smal og stejl, ældre trætrappe med indbygget skab under, fører op til spidsloftet, der står uudnyttet. I et værelse mod gården ses skorstenskernen, der også er hvidmalet. Her er der desuden en nyere håndvask. Generelt er der på etagerne: Stukkatur i form af ældre, profilerede loftsgesimser og rosetter i rummene til gadesiden, ældre plankegulve, der på førstesalen er malede, ældre fyldingsdøre med indstukne hængsler og gerigter og ældre lod- og tværposter i vinduerne samt håndsmedede stormkroge og anverfere. Vægge og lofter fremstår glatpudsede og hvidmalede med mindre andet er nævnt.

Den miljømæssige værdi knytter sig til ejendommens beliggenhed i Larsbjørnsstræde, hvor forhuset indgår som et helstøbt element i husrækken, der består af lignende, men forskellige bygninger fra samme periode med forskelligt udtryk. I kraft af sin klare proportionering, facadekomposition og materialeholdning indgår forhuset som en harmonisk del af det historisk fortættede gadebillede. Hertil kommer, at forhuset tillige er med til at opretholde den ældre gadestruktur.

Den kulturhistoriske værdi for Larsbjørnsstræde 14 knytter sig til ejendommen som et værdifuldt eksempel på den nedtonede klassicisme, der prægede periodens københavnske borgerhuse i tiden efter Københavns brand i 1795. Regelsættet for det nye byggeri var blevet udarbejdet af stadsbygmester Peter Meyn og stadskonduktør J.H. Rawert umiddelbart efter branden, og det blev stort set fulgt i flere årtier herefter. Klassicismen som ideal vandt indpas i takt med borgerskabets stigende indflydelse, og kom som stilart til at præge de bygninger, der blev opført i anden halvdel af 1700-tallet og første halvdel af 1800-tallet – og dermed store dele af København. Larsbjørnsstræde 8 er opført i 1797, og ejendommen viser på helstøbt vis, hvordan klassicismens håndværksmestre med forbillede i Harsdorffs idealer beherskede en meget sikker proportioneringssans og et behersket udtryk i tidens etagebyggeri. I forhuset kommer dette til udtryk i det ydre ved den enkle glatpudsede, vinduernes regelmæssige takt og aftagende højde opefter på facaden, den enkle kordongesims mellem stueetagen og 1. sal, fremhævede felter mellem etagerne og den profilerede hovedgesims under det teglhængte heltag med skorstenspibe i rygningen. Ligeledes er hovedetagernes korspostvinduer med todelte nedre rammer kendetegnende for periodens bygninger. Endvidere er der kulturhistorisk værdi i den klare skelnen mellem den repræsentative facade med udsmykning og den mere funktionelt betingede gårdside med retirade. I det indre knytter sig kulturhistorisk værdi til den bevarede gennemgående forstue med den ældre og smalle ligeløbstrappe bagerst med alle dens detaljer samt til de bevarede etage- og planløsninger med én lejlighed på hver etage. I lejlighederne ligger værelserne mod gaden, mens de funktionsbetingede rum som kammer og køkken er placeret til gården. Dertil kommer de bevarede dele af de ældre og traditionelt udførte interiører der vidner om periodens indretningsformer og æstetiske præferencer i dens mest sparsomme og enkle form, herunder ældre og traditionelt udførte planke- og bræddegulve, ældre og traditionelt udførte fyldingsdøre og gerichter, paneler, de synlige skorstenskerner og køkkenildsteder samt de bevarede, ældre anverfere og stormkroge i vinduerne og i lofterne den ældre stukkatur.

Ejendommens arkitektoniske værdi knytter sig i det ydre til den enkle facadekomposition med kordongesims, de fremhævede bånd og en profileret hovedgesims, der giver facaden et harmonisk og helstøbt udtryk under det teglhængte heltag. Gesimsen mellem stueetagen og første sal har endvidere den vigtige funktion, at den opdeler den høje og smalle facade og herved skaber balance. Den regelmæssige og taktfaste placering af vinduer bidrager til bygningens stilfærdige elegance og værdige fremtræden. På gårdsiden knytter den arkitektoniske værdi sig til det prunkløse udtryk med en pudset og ensfarvet murflade og den ældre vinduessætning, der skaber en sammenhængende og uprætentiøs komposition. I det indre knytter der sig arkitektonisk værdi til den velbevarede planløsning, veldisponerede rumforløb og de små men velproportionerede rum, der i samspil med en traditionel materialeholdning, og håndværksmæssige veludførte detaljer og lysindtag med paneler og profiler, giver interiørerne en rumlig kvalitet, som er karakteristisk for de klassicistiske interiører. Hertil bidrager materialeholdning og detaljer med patina til en helt særlig atmosfære i et datidens mere beskedne men ikke mindre værdifulde etagebygninger.

Læs videre om

• Dehns Palæ, København
• Kronprinsessegade 38, København
• Løvenborg, København

Se alle artikler om

• By- og landskabsarkitektur
• Byggeskik
• Fredede bygninger

• Fredede og bevaringsværdige bygninger – Slots- og Kulturstyrelsen