Larsbjørnsstræde 21, København

Larsbjørnsstræde hører til blandt de ældste gader indenfor voldene og opstod relativt kort efter Københavns grundlæggelse i 1167. Gaden kendes dog som Larsbjørnsstræde fra omkring 1460 da en Laurids Bjørnson her ejede en grund. Larsbjørnsstræde strækker sig fra Sankt Peders Stræde til Vestergade og passerer undervejs Studiestræde. Under navnet Pisserenden har gaden også været kendt, hvilket den stadig er. Den 5. juni 1795 udbrød der brand på Holmen. Tre dage efter lå en stor del af byen som en rygende ruinhob med knap 1000 nedbrændte huse fra Holmens Kanal over Nikolaj Plads, mellem Kanalen og Strøget, over Rådhusstræde til Vestergade og det meste af Vester- og Nørrevold. Omkring 3.500 familier var blevet hjemløse og måtte have hjælp. Stadsbygmester Peter Meyn og stadskonduktør J.H. Rawert skulle hurtigst muligt komme med en plan – den forelå 48 timer efter og blev stort set fulgt. Reglerne for det nye byggeri var, at gaderne skulle gøres bredere og der måtte skabes pladser, der kunne fungere som brandbælter. Husenes hjørner skulle brækkes på 5 alen til 1 fag vinduer med piller og husenes højde måtte ikke overstige 18 alen foruden taget, hvis gaden var 18 alen bred, ellers måtte man gå op til en højde af 24 alen. Alle udvendige mure skulle bygges i grundmur, både i naboskel, imod gården og i alle side- og baghuse. Det ville være ønskeligt med to trapper i huse på fem fag og derover, hovedgesimser og tagrender af træ blev forbudt. Allerede det første år efter branden var der opført 136 forhuse, 124 sidehuse og 95 baghuse, og fem år efter var København i det store hele genopbygget igen. Dog var det ikke lykkedes at gøre alle gaderne bredere. Da de nedbrændte kvarterer skulle genopbygges, var håndværkerstanden virkelig rustet til at tage denne kæmpeopgave op, fordi murermestre og tømrermestre om aftenen havde modtaget undervisning og lært om bygningskunst på Kunstakademiet hos arkitekt C.F. Harsdorff. Mestrene havde lært så meget, at de kunne tegne en velproportioneret facade med fine enkeltheder helt i overensstemmelse med tidens klassicistiske stil. Næsten alle Larsbjørnsstrædes huse er opført i årene kort efter bybranden i 1795. Larsbjørnsstræde 21 blev opført i 1796-98 for snedker Johan Heinrich Backhaus. Også ejendommen Larsbjørnsstræde 22 er opført for Backhaus. I årene efter 1945 var ejendommen i lighed med mange andre ældre københavnerejendomme kondemneret, en følge af forfald og tiltagende slum. Men fredninger sikrede mange bygninger i 1950erne. Ved byfornyelse i denne karré blev ejendommen restaureret, og den er i den senere tid blevet istandsat, og traditionelle løsninger er fulgt konsekvent, hvor det var muligt.

Ejendommen er beliggende i Larsbjørnsstræde i København, hvor forhuset udgør et integreret led i gadens vestlige husrække. Ejendommen består af et grundmuret for- og sidehus, begge opført i tre etager med kælder, og ejendommen har en udnyttet tagetage. Der er erhverv i kælderen og beboelse med en lejlighed per etage, inklusiv en nyere taglejlighed. Sidehuset er ikke omfattet af fredningen og derfor ikke nærmere beskrevet. Forhuset er opført i fem fag. Facaden er glatpudset. Over stueetagen er en enkel kordongesims, og øverst er en profileret hovedgesims. Mellem første og anden sal er en tre fag lang dekorativ antik-inspireret frise med en mæanderbort samt rosetter. Underfacaden er malet gul, mens overfacaden er behandlet med cempexo og står med gul farve, mens gesimserne er hvidmalede. Forhuset bærer et heltag hængt med røde tegl. I rygningen af forhuset er en skorstenspibe. I tagfladen mod gaden er tre fladbuede kviste. I facadens nordlige yderfag en halvrund portåbning, og heri er en ældre, tofløjet fyldingsport med et profileret overstykke og et overvindue. Port og overdele er malet mørkegrønne. I det modstående yderfag er en fladbuet nedgang til kælderen, og yderst er denne forsynet med en nyere, tofløjet luge, der er malet grøn. Kældervinduerne er traditionelt udførte butiksvinduer, der er opsprossede og hvidmalede. På hovedetagerne er korspostvinduer med todelte underammer. I kvistene er torammede, fladbuede og opsprossede vinduer. Alle vinduer er hvidmalede og på indersiden forsynet med koblede rammer. Portrummet er brolagt, vægge og lofter er beklædt med brædder, og i loftet er desuden konsolbårne bjælker. Der er nedgang til kælderen via en ældre fyldingsdør samt indgang til opgangen via en tofløjet dør med fyldninger og store glaspartier. Døren er traditionelt udført. Portrummet samt døre er hvidmalet. Til gårdsiden omfatter forhuset to synlige fag, herunder et bredt portfag og et almindeligt fag, samt et skråt smigfag. Forhusets gårdside står pudset og behandlet med cempexo med gul farve. Øverst er en profileret, hvidmalet hovedgesims. Til gården er en rundbuet portåbning med et ældre overvindue. Gårdsiden har ligesom i facaden, en nyere men traditionelt udført vinduessætning af fire- og seksrammede vinduer forsynet med koblede rammer, og alle vinduer småtopsprossede og hvidmalede. I tagfladen mod gården på forhuset er to mindre tagvinduer.I det indre rummer ejendommen i overvejende grad velbevaret etage- og planløsning samt mange bevarede bygningsdele, detaljer og overflader af ældre dato samt enkelte traditionelt udførte og rekonstruerede elementer. I ejendommens kælderetage er butik, bestående af et forlokale og et smigfagsrum i forhuset, mens sidehuset rummet bryggers og vaskefaciliteter, adgang til bagtrappen samt et varmerum nærmest gavlen. Ejendommen har to velbevarede trapper. I forhuset er en treløbet hovedtrappe med et rigt udformet gelænder samt en profileret håndliste og linoleumsbelagte trin. Den øverste del af hovedtrappen er inddraget i den indrettede tageetages lejlighed på tredje sal, og trapperummet er derfor aflukket her med nyere vægge, og en nyere dør er placeret på anden sals repos. Bagtrappen er toløbet med enklere gelænder samt håndliste. Stueetagen omfatter én stor stue til gaden og en smigfagsstue til gården, mens der i sidehuset er køkken samt adgang til bagtrappen, hvorunder der tidligere har været et toilet. Fra hovedtrappen er der endvidere adgang til to lave rum over portrummet. På første og anden sal omfatter lejlighederne mod gaden en stue og et værelse, mens der mod gården er et værelse samt en smigfagsstue hvor køkkener beliggende. I sidehuset er adgang til bagtrappen samt toiletter og bad placeret bagerst ud til gården. I den udnyttede tagetage er en nyere planløsning med to gadevendte rum, et gårdvendt rum samt et køkken over smigfaget, mens der i sidehuset er toilet og bad samt adgang til bagtrappen. Der er i ejendommens indre en overvejende ældre og traditionel materialeholdning. Indretningen af kælderen er delvis tilbageført til et traditionelt udtryk, herunder med pudset murværk og genfundne blændingsnicher, mens senere terrazzo- og støbte gulve er bibeholdt. På hovedetagerne samt i kælderetagen er der bevarede skorstene, og i sidehuset er desuden bevarede kogenicher af forskellig størrelse. I de lave rum over portgennemkørslen er bevaret nogle særlige, todelte skyde- og klapmekanismer på overvinduerne. Adgang til hovedetagernes lejligheder sker via ældre fyldningsdøre. Der er nyere, men traditionelt udførte planke- og bræddegulve. Der er ældre og traditionelt udførte fyldingsdøre samt enkelte pladedøre på hovedetagerne, herunder med både ældre og nyere karme og hængsler, mens der i tageetagen er nyere pladedøre. Panelering er af varierende omfang i stueetagen, på første og anden sal; mest omfattende i de repræsentative rum mod gade og mindre omfattende mod gården. Dertil kommer lysningspaneler, herunder med bevarede, todelte lysningsskodder i stueetagens gadevendte stue. Endvidere kommer brystningspaneler, ovnpilastre samt en særligt rigt udskåret karmtype med rosetter, kannelering og bladværk, ligeledes af varierende omfang på hovedetagerne. Der ud over kommer enkelte nyere dørstykker i stueetagens gadevendte stue, talrige lærredsfelter, hvor der er opsat nyere lærred, og enkelte listefelter er af nyere dato. Enkelte rum på hver etage har dog ingen eller meget lidt tilbageværende panelering og eller slet ingen lærreder. I lofterne er ældre og traditionelt udført stukkatur. I tageetagens lejlighed er der nyere pladevægge og ingen ældre dele og detaljer i øvrigt.

Den miljømæssige værdi knytter sig til ejendommens beliggenhed i Larsbjørnsstræde, hvor forhuset indgår som et helstøbt og værdifuldt element i husrækken, der består af lignende bygninger fra samme periode med forskelligt udtryk. I kraft af sin proportionering, facadekomposition og materialeholdning indgår forhuset som en harmonisk del af det historisk fortættede gadebillede. Hertil kommer, at forhuset tillige er med til at opretholde den ældre gadestruktur. Endvidere er der miljømæssig værdi ved bebyggelsesstrukturen med et forhus sammenbygget med et sidehus og et trappehus, der danner et tidstypisk gårdmiljø, der i kraft af en veludført byfornyelse er udvidet til også at omfatte en regulær baghave.

Den kulturhistoriske værdi for Larsbjørnsstræde 21 knytter sig til ejendommen som et værdifuldt eksempel på den nedtonede klassicisme, der prægede periodens københavnske borgerhuse i tiden efter Københavns brand i 1795. Regelsættet for det nye byggeri var blevet udarbejdet af stadsbygmester Peter Meyn og stadskonduktør J.H. Rawert umiddelbart efter branden, og det blev stort set fulgt i flere årtier herefter. Klassicismen som ideal vandt indpas i takt med borgerskabets stigende indflydelse, og kom som stilart til at præge de bygninger, der blev opført i anden halvdel af 1700-tallet og første halvdel af 1800-tallet – og dermed store dele af København. Larsbjørnsstræde 21 er opført i årene 1796-98, altså i årene lige efter branden, og ejendommen viser på repræsentativ vis, hvordan klassicismens håndværksmestre med forbillede i Harsdorffs idealer beherskede en sikker proportioneringssans og et behersket udtryk i tidens etagebyggeri – selv i dets mere beskedne udformning. I forhusets ydre kommer dette til udtryk ved den enkle og nøgterne facade med glatpudset facade, vinduernes regelmæssige takt samt aftagende højde opefter. Dertil kommer den enkle kordongesims mellem stueetagen, den dekorative frise med mæanderbort og rossetter, der viser klassicismens antikreception, samt den profilerede hovedgesims. Dernæst kommer det teglhængte tag samt skorsten heri samt de fladbuede kviste. Ligeledes er hovedetagernes firerammede korspostvinduer med todelte underrammer, der her er fornyede, kendetegnende for periodens bygninger, ligesom den varierede gårdvendte, småtopsprossede vinduessætning også er kendetegnende for perioden. Der knytter sig særlig kulturhistorisk værdi til det bevarede indgangsparti med porten med alle detaljer, herunder overvindue og murstik, til den ældre kældernedgang i det modstående yderfag. Hertil kommer portrummet med konsolbårne bjælker, bræddebeklædning og det traditionelle indgangsparti med den tofløjede fyldningsdør. Samlet set afspejler det ydre med den nænsomme og gode restaurering, herunder med alle de nyere men traditionelt udførte vinduer, en konsekvent og lødig løsning, der i høj grad fastholder grundfortællingen om bygningen. I det indre knytter sig meget stor kulturhistorisk værdi til de generelt velbevarede etage- og planløsninger på beboelsesetagerne og til de talrige bevarede bygningsdele og -detaljer i interiørerne, der gør ejendommen værdifuld i kulturhistorisk henseende. Det gælder lejlighederne, der har gadevendte stuer og rum, og mod gården forskellige rum samt adgang til bagtrappen i sidehuset, hvilket afspejler datidens lejligheder med repræsentative rum mod gaden og funktionsbetingede rum mod gården. Der knytter sig kulturhistorisk værdi til alle ældre og traditionelt udførte fyldingsdøre, til alle traditionelt udførte plankegulve, til alle ældre hel- og lysningspaneler samt lysningsskodder, brystningspaneler, de rigt udskårne dørkarme, ovnpilastre, dørstykker, lærredsfelter med profilerede lister samt alle ældre stukarbejder. Dertil komme de specielle skyde- og klapmekanismer på overvinduerne i rummene over porten, der udgør en sjælden og funktionel ældre detalje. Der knytter sig en stor kulturhistorisk værdi til ejendommens bevarede treløbstrappe i opgangen med alle ældre detaljer, der udgør de største ældre snedkerarbejder i ejendommen. Også her ses antagelig en afspejling af bygherrens fag som snedker mester ved især hovedtrappens relativt komplicerede gelænder, der tillige med de mange fine og veludførte paneler og gerichter repræsenterer et meget højt håndværksmæssigt niveau.

Den arkitektoniske værdi ved forhuset i Larsbjørnsstræde 21 knytter sig i det ydre til det grundmurede hus i tre etager med kælder bestående af forhus med sidehus, der repræsenterer et velbevaret og helstøbt eksempel på en mindre beboelsesejendom, hvor både praktiske og æstetiske løsninger på fornem vis spiller sammen og hvor der opleves en sikker fornemmelse for balance mellem bygningsdelenes forskellige skalatrin. Dette kommer til udtryk i forhusets harmoniske facade, der med sin klare opdeling i under- og overfacade og den harmoniske vinduessætning samt det teglhængte tag med fladbuede kviste giver et samlet, velafbalanceret udtryk. Der knytter sig værdi til portrummet med port samt til alle ældre vinduer mod gade- og gårdside, der fuldender indtrykket af forhusets diskrete elegance. I det indre knytter den arkitektoniske værdi sig til de på beboelsesetagerne meget helstøbte og især i stueetagen og første sal meget generøse og gennemførte planløsninger. Især samspillet mellem de velproportionerede rum og de meget delikate materialeholdninger samt varierede lysforhold og overfladestrukturer skaber et yderst indbydende helhedsindtryk. Der knytter sig værdi til alle ældre døre, lysninger og paneler, der afspejler en klar og velgennemtænkt forbindelse mellem funktion og udsmykning i ejendommen.

Læs videre om

• Sankt Nikolaj Fattige Kirkeskole (tidl.), København
• Snaregade 12-14 og Knabrostræde 23, København
• Ved Classens Have, København

Se alle artikler om

• By- og landskabsarkitektur
• Byggeskik
• Fredede bygninger

• Fredede og bevaringsværdige bygninger – Slots- og Kulturstyrelsen