Larsbjørnsstræde 23 ligger på Larsbjørnsstræde 23 i Københavns Kommune. Bygningen er fredet og har en tinglyst bevaringsdeklaration.

Bygningshistorie

Larsbjørnsstræde hører til blandt de ældste gader inden for voldene og opstod relativt kort efter Københavns grundlæggelse i 1167. Den kendes dog som Larsbjørnsstræde fra omkring 1460, da en Laurids Bjørnson her ejede en grund. Næsten alle gadens huse er opført efter bybranden 1795. Larsbjørnsstræde strækker sig fra Sankt Peders Stræde til Vestergade og passerer undervejs Studiestræde. Under navnet Pisserenden har gaden også været kendt – og er det stadig den dag i dag. Forhuset er opført 1807-08 for snedker Johan Andreas Schwartzlose. Indfatning og konsolbåren dækplade er fjernet over kældernedgangen. Facaden blev oliemalet i 1889 og i 1909 pudset og oliemalet.

Beskrivelse

Larsbjørnsstræde 23A er et grundmuret forhus i fem fag og i tre etager over en høj kælder og med udnyttet tagetage. Facaden er pudset med refendfugning i de tre midterfag i kælder- og stueetage. Midterfagene er forsænkede og under stueetagens vinduer samt mellem stueetage og førstesal løber et rødligt sandstensbånd i disse fag. Imellem første og anden sal løber et profileret bånd, ligeledes i de tre midterfag. Yderfagene er udsmykkede med kordongesims med profileringer i mellem stueetagen og første sal. Førstesalens yderfagsvinduer har indfatninger, og der er sålbænke i sandsten under første- og andensalens vinduer, ligeledes i yderfagene. I det søndre yderfag er der en rundbuet portåbning med en tofløjet og gråmalet port med fyldninger. Herover er porten udsmykket med sparrehoveder og profileringer i træ samt et rundbuet overvindue (firerammet). I det ene af de tre midterfag er der nedgang til caféen i kælderen med støbejernsgelænder med grifmotiv. Over nedgangen er en nyere dækplade i metal. Kælderdøren er en nyere dør med glas øverst. Hovedgesimsen med sparrehoveder danner overgang til et rødt teglhængt heltag med tre kviste. To er med buet tag og en med heltag. Hertil er der to skorstene i rygningen. Vinduerne er traditionelt udførte korspostvinduer med en sprosse i de nedre rammer. I kælderen er der nyere enkeltrammede vinduer med fire ruder. Kvistvinduerne er torammede med tre ruder i hver ramme, dog har heltagskvisten et trerammet vindue med tre ruder i hver ramme. Alle vinduer er hvidmalede.Portgennemgangen har bræddegulv og pudsede vægge og loft. Herfra er der indgang til hovedtrappen. Hoveddøren er en nyere traditionelt udført grønmalet fyldningsdør. På gårdsiden er forhuset i seks fag. Murfladen er pudset og gulmalet. En profileret gesims danner overgang til tegltaget. Heri er der tre kviste: to med buet tag og en pultkvist med en nyere glasdør og fransk altan. Portfaget er som på gadesiden rundbuet – her med ældre overvindue, som er trerammet og småtopsprosset. Der er desuden ældre stabler ved portåbningen. Til venstre for porten er der nedgang til kælderen med en nyere pladedør. Vinduerne er generelt ældre, småtopsprossede og med korspostopdeling. Kældervinduerne er dog nyere torammede vinduer med tre ruder i hver ramme. Alle vinduer er gråmalede bortset fra kældervinduerne, der er grønmalede. Kvistvinduerne er nyere, torammede og har tre ruder i hver ramme. I det indre er en traditionel planløsning bevaret med en lejlighed på hver etage, og lejlighederne er indrettet med de repræsentative stuer en suite mod gaden, og køkken, værelse samt nyere badeværelse mod gården. Trapperummet ligger ligeledes til gårdsiden. En ældre treløbet trappe, formentlig den oprindelige, er bevaret. Gelænderet har kantede grønmalede balustre og bejdset, profileret håndliste. Forvangen er udsmykket med træudskæringer. Vanger og stødtrin er gråmalede. Væggene har brystningslister og er gråmalede under disse og hvidmalede over. Vægge og lofter er glatpudsede. På hver etage er der to indgangsdøre til lejlighederne. Disse hoveddøre er traditionelt udførte med fyldinger og er hovedsageligt nyere. Hertil er der en fyldningsdør ind til portrummet, der ligger delvist under trappereposet. Alle døre er hvidmalede. I lejlighederne er der bræddegulve, ældre eller traditionelt udførte. Vægge og lofter er glatte og hvide. Stukkatur i form af profilerede loftsgesimser og rosetter er delvist ældre. Traditionelt udførte fyldningsdøre med tilhørende gerigter er hovedsageligt nyere, mens de tofløjede døre med bosserede fyldninger og indstukne hængsler samt tilhørende gerigter generelt er ældre. Hertil er der generelt ovnpilastre i flere rum i de enkelt lejligheder, brysningspaneler i stuerne samt hel- og lysningspaneler mod gaden. Der ses også lysningspaneler til gårdsiden. Vinduerne til gårdsiden er ældre med håndsmedede stormkroge og anverfere. Skorstenskernerne er bevarede. Rummet over porten er en del af stueetagens lejlighed. En nyere trætrappe fører op til det lavloftede rum med et ældre muligvis oprindeligt gråmalet bræddegulv. På førstesalen er der lysningspaneler til gårdsiden med rudemønster. På andensalen er der i den midterste stue i tre fag et plankegulv med meget brede planker, og på gulvets midte er det lagt i et firkantet mønster. Gulvene på andensalen er hovedsageligt ældre. I køkkenet er der i en af de små vinduesruder skraveret snedkermester Johan Andreas Schwartzlose initialer. I kælderen er der café, og den fremstår med en nyere indretning. Der er kælder i to niveauer. Det nederste har tøndehvælv, og muren er pudset og malet. Der er klinker på gulvene, og murene er malede.

Miljømæssig værdi

Den miljømæssige værdi knytter sig til ejendommens beliggenhed i Larsbjørnsstræde, hvor forhuset indgår som en sammenhængende del af husrækken med bygninger fra samme periode. Ejendommen indgår i kraft af bygningens proportioner, facadekomposition og materialeholdning på harmonisk vis som del af det historiske og fortættede gadebillede. Forhuset er tillige med til at opretholde den middelalderlige gadestruktur.

Kulturhistorisk værdi

Den kulturhistoriske værdi for Larsbjørnsstræde 23 knytter sig til ejendommen som et eksempel på den nedtonede klassicisme, der prægede periodens københavnske borgerhuse i tiden efter Københavns brand i 1795 og englændernes bombardement i 1807. Regelsættet for det nye byggeri var blevet udarbejdet af stadsbygmester Peter Meyn og stadskonduktør J.H. Rawert umiddelbart efter branden, og det blev stort set fulgt i flere årtier herefter. Klassicismen som ideal vandt indpas i takt med borgerskabets stigende indflydelse, og kom som stilart til at præge de bygninger, der blev opført i anden halvdel af 1700-tallet og første halvdel af 1800-tallet – og dermed store del af København. Klassicismens facader er enkle i deres formsprog og har en sikker proportionering, som i forhuset kommer til udtryk i den glatpudsede, sparsomt dekorerede facade med vinduernes regelmæssige takt og gesimser, bånd og vinduesindfatninger. Ligeledes er facadens korspostvinduer med opdelte nedre rammer kendetegnende for periodens bygninger. Karakteristisk for Larsbjørnsstræde 23 er betoningen af yderfagene, der indførtes af arkitekten C.F. Harsdorff (1735-99), og som på afgørende vis kom til at præge genopførelsen af det København, der brændte i 1795. Endvidere er der kulturhistorisk værdi i den klare skelnen mellem den repræsentative facade og den mere funktionelt betingede gårdside, der fremstår pudset og med en profileret gesims som eneste dekoration. Endelig kommer den traditionelle materialeholdning med brug af tegl, puds og snedker- og smedejernsdetaljer. Det borgerlige, klassicistiske bygningsideal afspejles også i det indre i såvel planløsning som interiørernes detaljer. I Larsbjørnsstræde 23 ses det i de bevarede etage- og planløsninger med de repræsentative rum mod gaden, mens køkken, kammer og hovedtrappe ligger mod gården. De bevarede dele af de ældre og traditionelt udførte interiører har ligeledes stor kulturhistorisk værdi, idet de vidner om periodens udsmykningsideal og æstetiske præferencer. Af særlig værdi har den ældre hovedtrappe med detaljer samt skorstenskerner i lejlighederne. Endelig kommer den traditionelle materialeholdning, herunder alle ældre snedker- og smedejernsdetaljer.

Arkitektonisk værdi

Ejendommens arkitektoniske værdi knytter sig i det ydre til den enkle og samtidig elegante facadekomposition med en gennemført finhed i proportionering og detaljering under det teglhængte heltag. Gesimser og bånd opdeler facaden horisontalt, og de fremhævede yderfag opdeler facaden vertikalt. Tilsammen skaber det en visuel balance og variation, der sammen med den glatpudsede, hvidmalede murflade skaber en helstøbt og interessant facade. Desuden bidrager vinduernes regelmæssighed og taktfasthed til bygningens harmoniske fremtræden. På gårdsiden knytter den arkitektoniske værdi sig til det prunkløse udtryk, en taktfast vinduessætning og en ensartet farvesætning. I det indre knytter der sig arkitektonisk værdi til de veldisponerede rumforløb og velproportionerede rum, der i samspil med en traditionel materialeholdning og håndværksmæssige veludførte detaljer og lysindtag med paneler og profiler giver interiørerne en rumlig kvalitet og særlig atmosfære, som er karakteristisk for de klassicistiske interiører.

Videre læsning

Læs videre om

Se alle artikler om

Eksterne links