Lehns Gård, Tordenskjolds Gård, København

Bydelen Christianshavn er opkaldt efter Kong Christian 4., som på det lavvandede og sumpede område på Amagersiden af havneindløbet i 1617 påbegyndte anlæggelsen af en ny by. Først var bydelen tænkt som hjemsted for nederlandske immigranter, dernæst som garnisons- eller bådsmandsby, men den endte som en almindelig købmands- og håndværkerby. Den blev anlagt af den nederlandske ingeniør og arkitekt Johan Semp i årene efter 1618 og forbundet med København med Knippelsbro. Torv, kanaler og gader blev anlagt efter en symmetrisk og retvinklet byplan, og de blev omgivet af grave og volde med bastioner. I Christianshavn udstak man store grunde, som gratis blev overladt til enhver, der ville lade "gode købstadsbygninger" opføre. Det blev primært rige københavnere, folk fra det københavnske bystyre og højtstående embedsmænd, der overtog, bebyggede og udstykkede de store grunde. På trods af dette gik der mange årtier, før området for alvor blev udbygget. Christianshavn havde i perioden 1639-74 egne privilegier og eget bystyre, men i 1674 blev området indlemmet i København som Christianshavns Kvarter. I 1700-tallet blev bydelen udvidet med handelspladser og industrier, som blomstrede i den florissante handelsperiode. På trods af dette forblev bydelen et af hovedstadens fattigste kvarterer med meget slumbebyggelse. I 1920'erne havde Københavns Kommune omfattende saneringsprogrammer for Christianshavn, som truede med at udslette de ældre dele området. Siden 1970'erne har man dog haft bevaringsplaner, som har sikret bygningsmassen mod yderligere nedrivning. Strandgade strækker sig fra Christians Kirke over Torvegade og videre over Wilders Bro til Wilders Plads. Strandgades anlæg stammer fra Christian IVs oprindelige plan og var fra begyndelsen udnævnt til at en af de vigtigste gader på Christianshavn, idet den havde den herlighedsværdi at have direkte adgang til havnen. Christian IV og hans byplanlægger, ingeniøren Johan Semps tanke med Strandgade var, at den som kajgade skulle optages af en række store købmandsgårde, der strakte sig igennem hele karreens dybde med frakørsel fra baggaden Kongensgade (nu Wildersgade). De stolte planer blev kun til en vis grad gennemført. De rigeligt afstukne grunde blev snart opdelt i mindre stykker, og den travle handelsvirksomhed med losning og lastning af skibe, som Christian IV havde drømt om, blev aldrig karakteristisk for Strandgade, der ved opfyldninger i tidens løb mistede sine kajpladser og blev en almindelig gade med to husrækker. Strandgades østlige side er blandt andet de fineste bevarede række renæssancegårde i byen. På den vestlige side er bebyggelsen opført over mange hundrede år og udviser skiftende tiders smag. Den nuværende bebyggelse på Strandgade 6 har oprindelse i eller omkring 1703, hvor Abraham Lehn den Ældre tilsyneladende lod et ældre hus, bygget af Johan Semp, fra omkring 1620 erstatte af et nybyggeri. Dette nybyggeri blev bygget på det gamle fundament, et af de ældste på Christianshavn, og muligvis rummer det også andre elementer af det ældste byggeri i sig. Lehns nye bygning beskrives som værende i grundmur og i to etager inddelt i ni brede fag, hvilket tillige bekræftes af brandtaksationen fra 1731. Over tre fag til gaden var en kvist og under syv fag var der kælder. I den nuværende bygning er der bevarede barokinteriører fra begyndelsen af 1700-tallet, herunder med de indfældede vægmalerier og plafonder af Hendrich Krock. I det ydre stod forhuset nogenlunde uændret fra 1703 til det i 1857-58 blev forhøjet til de nuværende tre etager og fik sin nuværende udsmykning. Den grundmurede del af sidehuset, nærmest forhuset, blev nyopført i fire etager mellem 1838 og 1858, formentlig umiddelbart før forhusets store ombygning i 1858. Det sytten fags sidehus i bindingsværk i én etage, som omtales i 1699, stod uændret i 1731, hvor ejendommen blev indtegnet i brandforsikringen. Herunder omtales også en kælder under de tretten fag. Mellem 1764 og 1779 blev bygningen forhøjet til de nuværende to etager. I 1804 omtales en dobbeltløbstrappe med repos af sandsten til forstuen. Siden er trappefunktionen blevet flyttet ned i hjørnet ved pavillonen. Tømmeret i stueetagen i den resterende del, dvs. ti fag, af det gamle sidehus blev udskiftet i 1950'erne.Pavillonen blev bygget før 1764, formentligt året før påbegyndelsen af sidehusets forhøjelse. Siden er ikke sket væsentlige ændringer.

Ejendommen er beliggende i Strandgade på Christianshavn i København, hvor forhuset udgør et integreret led i gadens sydlige side. Ejendommen omfatter, foruden forhuset, et kort grundmuret sidehus nærmest forhuset, et sidehus i bindingsværk i forlængelse heraf og vinkelret på dette en pavillonbygning. Forhuset er grundmuret og i ni fag. Det er på tre etager med kælder samt en udnyttet tagetage. Nederst er et svagt fremspringende sokkelparti, der udgøres af kælderetagen. Over kældervinduerne er et profileret kordonbånd, og stueetagen står med en bemalet kvaderfugning. Overfacaden er glatpudset og malet. Over stueetagen og første sal er endnu et kordonbånd med tandsnitsfrise, under anden sals vinduer er gennemløbende sålbænksbånd, og øverst er en konsolbåret hovedgesims, hvor mellemrummene mellem konsollerne er udfyldt med rosetter. Vinduerne på første og anden sal har profilerede indramninger trukket i puds, herunder krones vinduerne på første sal tillige af fordakninger samt i indfatningerne under vinduerne postamentfelter, hvor de rektangulære blændinger er prydet med rosetter. Forhuset bærer et heltag hængt med røde tegl, og i tagfladen mod gaden er fem ældre heltagskviste. I de yderste to fag mod vest er en portindgang med en ældre tofløjet port delt i tre fyldningsprydede fag. Herover er et trerammet overvindue, og port og overvindue er mørkegrønne. Der er en nedgang til kælderen i andet fag fra øst med en ældre, tofløjet og mørkegrøn fyldningsdør. Over kældernedgangen sidder en mindeplade for Peder Tordenskjold, der antages at have boet i ejendommen kort før sin død. Forhusets kældervinduer er traditionelt udførte, kvadratiske og opsprossede, mens vinduerne på hovedetagerne er ældre og traditionelt udførte, firerammede korspostvinduer med todelte underrammer. Kvistenes vinduer er trerammede og opsprossede. Forhusets bagside er grundmuret i syv, lidt uregelmæssigt placerede fag. Gårdsiden er pudset og farvet med jernvitriol, forneden med et sortmalet sokkelparti. Porten mod gården er delt i tre fag, forneden med fyldninger og foroven opsprosset, og herover et tredelt, opsprosset overvinduer. Port og vindue er mørkegrønne. I fjerde og sjette fag fra øst er fladbuede kældernedgange med traditionelt udførte, tofløjede og mørkegrønne fyldningsdøre. Kældervinduerne er som facadens, blot hvidmalede, ligesom gårdsiden har hvidmalede vinduer af samme type som facadens på hovedetagerne. I tagfladen mod gården er tre kviste med vinduer af samme type som facadens. Hertil kommer en høj skorstenspibe i tagfladen mod gården samt en lav skorstenspibe i rygningen. Sammenbygget med forhuset er et grundmuret sidehus, der omfatter et smigfag, hvor nyere altaner er etableret på to etager i hulrummet mellem for- og sidehus. Sidehuset omfatter herudover tre fag, og det er af samme etagehøjde som forhuset samt kælder og en udnyttet tagetage. Facadebehandling er identisk med forhusets gårdside, og sidehuset bærer et tag med ensidig taghældning hængt med røde tegl, hvori der er tre kviste. I sidehusets andet fag fra nord er nedgang til kælderen via en nyere dør med glaspartier, og i det yderste fag er indgang til køkkentrappen via en ældre, tofløjet, mørkegrøn fyldningsdør med et fladbuet, tredelt overvindue. I kælderen er et enkelt vinduesfag med et nyere, opsprosset vindue, mens der på hovedetagerne er fire- og seksrammede vinduer med todelte underrammer. I smigfaget er nyere vindues- og dørkonstruktioner på stueetagen og førstesal. Alle vinduer er hvidmalede. Kvistenes vinduer er som forhusets. Det andet sidehus er i sortopstolpet, velbevaret bindingsværk med gulvkalkede tavl i ti fag over en grundmuret kælder, og det er i to etager med en udnyttet tagetage. Der er nedgang til kælderen i andet fra nord gennem et fladbuet skur, og i ottende fag er der indgang til stueetagen via en traditionelt udført, udvendig ligeløbstrappe i sten med smedejernsgelænder og via en nyere fyldningsdør med et todelt overvindue. Bindingsværksfagene er tre tavl høje, således at hvert fag har to løsholter, og flere af fagene har dokker. Øverst er en profileret, knægtbåret, hvidmalet gesims af træ. Sidehuset har et mansardtag hængt med røde vingetegl, og heri er tre mansardkviste. Sidehuset har hovedsageligt en ældre vinduessætning med småtopsprossede rammer: Kælderen har i tre fag, torammede vinduer, på etagerne over er firerammede vinduer af palætypen med flere gamle ruder, hjørnebånd og symmetrisk anbragte lod- og tværposte samt torammede vinduer i kvistene. Husets bagside er også udført i bindingsværk. Ud for bindingsværkssidehusets to sydligste fag er sammenbygget med sidehuset en mindre pavillon, opført i grundmur og en svag fremspringende sokkel, der følger facadens faginddeling, og pavillonen er i én etage. Facaden er delt med pilastre, således at hver af de tre frie sider er delt i to fag, prydede med ørelisener. Fagene er lidt smallere mod nord. Facaden er pudset og gulkalket som de øvrige bygninger. Pavillonen har et valmtag hængt med røde tegl. Mod vest, i det søndre fag, er en kældernedgang med ældre, tofløjede og sortmalede revlelemme for. Mod nord er to fag kældervinduer, mod vest et blændet fag i kælderen samt mod syd to fag. I stueetagen er til hver af de tre frie sider to fag med ældre vinduer af samme, hvidmalede og småtopsprossede type som bindingsværkssidehusets vinduer på hovedetagerne. dvs. med symmetrisk anbragte lod- og tværposte samt flere originale ruder og hjørnebånd. I taget er til hver side en mindre kvist med trekantsfronton og kraftigt profilerede, hvidmalede gesimser og heltag med røde tegl. I kvistene er ét-rammede vinduer. Pavillonen fortsætter om hjørnet i et helt lille tredje sidehus, der er grundmuret og som blot omfatter ét fag og én etage som pavillonen. Der er et blændet kældervindue, herover et nyere vindue i stil med pavillonens. Huset har tag med ensidig taghældning hængt med røde tegl med et nyere tagvindue samt en hvidmalet sugfjæl i træ.I kælderetagen (ikke besigtiget, men beskrevet) er under forhuset en genskabt planløsning, mens der under sidehusene er henholdsvis en kælderetage med fyrkælder og pulterrum. I forhuset på hovedetagerne er gennemgående velbevarede planløsninger eller ældre forandringer af de traditionelle planløsninger. Forhusets dispositioner omfatter som udgangspunkt til gaden fire rum, herunder et forløb på tre stuer en-suite med en salsstue i midten med to flankerende stuer samt yderst et værelse over portfagene. I stueetagen er over porten en mezzanin med separat adgang fra forstuen. Til gårdsiden er som fællestræk for hovedetagerne en række mindre rum, herunder værelser samt funktionsbestemte rum af forskellig udformning på hver side af hovedtrappen. Som væsentligste afvigelse herfra er stuernes bagvægge på anden sal rykket frem som resultat af en ældre ombygning, således at der er en gennemgående fordelingsgang i midten af forhuset, der giver adgang til rummene på hver side. En anden væsentlig undtagelse i ejendommens etage- og planløsning er, at stueetagen, der anvendes til foreningsformål, omfatter hele stueetagen i forhus, begge sidehuse og pavillon. På de øvrige etager er én lejlighed på hver etage på første, anden og tredje sal, der omfatter forhuset samt det grundmurede sidehus. I bindingsværkshuset på første og anden sal samt i pavillonen på første sal er selvstændige lejligheder. På anden og tredje sal er i for- og sidehusets lejligheder voksende niveauspring i planerne, og overgangene formidles via ligeløbstrapper. I tillæg til forhusets rum omfatter den samlede stueetage i sidehusene samt i pavillonen et forløb af forskellige rum, der anvendes til kontor- og mødeformål. På første, anden og tredje sal omfatter de videre, delvist moderniserede, planløsninger i lejlighederne nyere køkkener og toilet- og badeværelser samt øvrige mindre rum og værelser i sidehuset. I bindingsværkssidehuset er på første sal en lejlighed med en overvejende traditionel planløsning, herunder med gårdvendte stuer i sidehus og pavillon og tillige disponible rum, toilet og badeværelse samt køkken. I ejendommen er velbevarede trapperum med tilhørende trapper. Hovedtrappen er beliggende i forhuset mod gården med adgang fra portrummet via en traditionelt udført, tofløjet dør med store glaspartier samt en indre ligeløbet fortrappe. Hovedtrappen er en stort formet treløbstrappe i senklassicistisk stil, herunder med bred durchsicht, let afrundede vanger, volutsnoet mægler, drejede og udskårne balustre samt en profileret håndliste. På hver hovedrepos er adgang via ældre to- og én-fløjede fyldingsdøre til lejlighederne, herunder med krydsopsprossede overvinduer over de tofløjede døre på hovedetagerne. Udover hovedtrappen er en ældre bitrappe beliggende i det grundmurede sidehus yderste fag, der både er bagtrappe i forhus og første sidehus, samt betjener de mindre lejligheder i bindingsværkssidehuset på første og anden sal. Denne trappe er en enkelt udformet toløbstrappe med enkle balustre og en profileret håndliste. I tillæg til disse trapper fungerer en toløbstrappe i naboejendommen syd for sidehus og pavillon som bagtrappe for de mindre lejligheder. I ejendommen er gennemgående traditionelt udførte forsatsvinduer og koblede vinduesrammer. Der er derudover bevaret et stort antal ældre stormkroge og anverfere fra 1700- og 1800-tallet. Dertil kommer i stueetagen mod gaden en række lysningsskoder. Der er velbevarede skorstenskerner i ejendommen, herunder med enkelte ældre støbejernesovne tilknyttet. Af døre udgøres hovedparten af ejendommens bestand af ældre og traditionelt udførte, én- og tofløjede, klassicistiske fyldingsdøre samt enkelte nyere døre, men i forhuset på stueetagen er tillige en række bevarede, brede barokke fyldingsdøre. I forbindelse med dørene er der et betydeligt antal indstukne hængsler på hovedetagerne samt overvejende traditionelt udførte dørgreb i messing af forskellig art, helt overvejende fra 1800-tallet. Dertil kommer på første sal mellem de gadevendte stue en række rigt udsmykkede gerichter og dørindfatninger. I ejendommen er på gulvene overvejende ældre plankegulve samt nyere, traditionelt udførte planke- og bræddegulve. I stueetagen er i sidehuset gulvbelægning i kork og i lejlighederne på anden og tredje sal er både parket- og plankegulve. Der er bevarede kogenicher i stueetagen og på første sal, dog ikke i direkte forbindelse med køkkenfunktionerne. I ejendommen er en betydelig forekomst af ældre vægudsmykning og andre detaljer, herunder ovnpilastre, ovnnicher, traditionelt udførte lærredsfelter i flere rum. Dertil kommer fuldpanelerede ydervægge i stuerne vendt mod gaden på hovedetagerne. Hertil kommer lysningspaneler, brystningspaneler i de fleste repræsentative rum samt enkelte helpanelvægge i værelser mod gården. Ejendommens fornemmest udstyrede rum er to af de tre stuer mod gaden i stueetagen. Her er en række store væglærreder med malerier og i hvert rum et plafondmaleri, der er indrammet af rig stukkatur. I den store sal omhandler motiverne scener fra Det Gamle Testamente, mens den mindre stues lærreder viser jagtmotiver og mytologiske scener. Dertil kommer i ejendommens øvrige repræsentative rum samt i enkelte værelser i hovedetagernes lejligheder en omfattende og alsidig, ældre stukkatur af profilerede og dekorerede kantlister, og i lejlighedens stuer på første sal er i tillæg til profilerede kantstukkatur hvælvede lofter. Der er i fordelingsgangen på første sal nedsænket loft. Spidslofterne over forhus og første sidehus står med synlige tømmerkonstruktioner, der med undtagelse af hanebåndene er ældre, og der er lavet en sektion med depotrum med bræddebeklædning i en del af forhusets spidsloft. På gulvet er ældre bræddegulve, og derudover er der ingen væsentlige ændringer.

Den miljømæssige værdi ved ejendommen knytter sig til beliggenheden i den historiske og stemningsfulde Strandgade, hvor det store forhus indgår som et integreret led i gadens østlige husrække. Dermed er forhuset med sin regelmæssige fremtoning og dets klassiske udtryk og materialeholdning med til at opretholde den ældre bebyggelseslinje og fastholde den helstøbte oplevelse af en ældre og værdifuld husrække over for den vestlige gadesides nyere byggerier. Til gårdsiden danner for- og sidehusene med deres helstøbte udtryk og materialer ligeledes et stemningsfuldt gårdmiljø, ikke mindst i samspillet mellem forhuset, bindingsværkssidehuset og den lille, elegante pavillon.

Den kulturhistoriske værdi knytter sig i det ydre overordnet til det samlede anlæg bestående af det grundmurede forhus, det hermed sammenbyggede, korte grundmurede sidehuse, og i forlængelse af dette, bindingsværkssidehuset samt den herpå vinkelret opførte pavillon. Lehns Gård eller Tordenskjolds Gård har oprindelse i en stort formet barok gårdbebyggelse, men forhuset og det første sidehus er først og fremmest et resultat af ombygningen 1857-58, og fremstår som et relativt upåfaldende senklassicistisk anlæg. Dertil kommer bindingsværkssidehuset, der udgør en typisk repræsentant for et stort formet, senbarokt bindingsværksbyggeri, hvorimod den lille grundmurede pavillon tilhører en sen fase af rokokoen. Til sammen udgør anlægget i det ydre således et heterogent, men alligevel helstøbt og sammenhængende byggeri med dets velbevarede repræsentanter for de forskellige faser og stillag, der gennem 1700- og 1800-tallet bidraget til helheden. Forhusets senklassicisme kommer navnlig til udtryk i den harmoniske facade med kvaderfugede underfacade, den glatpudsede overfacade samt de gennemgående gesimsbånd, der sammen den lidt rigere, men disciplinerede brug af dekorative elementer såsom tandsnitgesimser, knægte og rosetfelter, tidsfæster facaden til midten af 1800-tallet, hvor den gryende historicisme stod til at afløse den stramme og kølige klassicisme. Til de typiske senklassicistiske elementer i facaden hører den konsekvente og taktfaste vinduessætning med firerammede korspostvinduer med todelte underrammer samt porten med den tredelte fyldingsport med overvindue, og endelige den tidstypiske kældernedgang med en tofløjet fyldingsdør. De samme kvaliteter gør sig gældende i forhusets og det grundmurede sidehus enkle pudsede og kalkede facade, hvis væsentligste afvigelse fra normen er den lidt uregelmæssige vinduestakt, der antageligt skyldes oprindelse i et ældre hus. Den ensartede vinduessætning, de fladbuede kældernedgange, bagtrappens indgangsparti med fyldningsdøre samt porten med udformning som facadens indgangsparti udgør samlet set et typisk eksempel på differentieringen mellem den repræsentative, dekorerede og helt regelrette facade og den mere nøgterne og ikke mindst, mere funktionsbestemte gårdside. For- og sidehusets teglhængte tag med heltagskviste udgør yderligere et typisk og meget traditionelt element, der fuldender indtrykket af en stilfærdig, men stort formet ejendom. Er der ét yderligere punkt, hvor for- og sidehuset afviger fra den ældre klassicisme, er det i den relativt ensartede etagehøjde på hovedetagerne, hvor det alene er facadens rigere indramning af førstesalens vinduesrække, der markerer dens forrang som beletage. Der knytter sig betydelig kulturhistorisk værdi til ejendommens bindingsværkssidehus, herunder med dets velbevarede, sortopstolpede tømmer og de kalkede tavl under en hvidmalet hovedgesims fastholder det solide barokke udtryk, hvilket yderligere understreges af dets teglhængte, højt hvælvede mansardtag, der er typisk for perioden. Bindingsværkssidehusets forankring i 1700-tallet understreges yderligere af den ældre vinduessætning med de firerammede, småtopsprossede vinduer af palætypen. Dertil kommer trappen med indgangspartiet, der føjer sig harmonisk til anlægget med sit smedejernsgelænder. Den grundmurede pavillonbygning repræsenterer et yderst værdifuldt modspil til både senklassicismen i forhuset og barokken i bindingsværkshuset ved dens elegante og meget velafbalancerede udformning, der giver mindelser om Nicolai Eigtveds palæarkitektur fra midten af 1700-tallet. Til denne lille bygning knytter de kulturhistoriske værdier sig til de typiske rokokoelementer i dens danske udgave, herunder de delikate, harmoniske facader med en let fremspringende sokkel, fladerne med ørenlisener, den faste vinduestakt med ældre, firerammede palævinduer, de små heltagskviste med kraftige profileringer i det opskalkede tegltag. I det indre knytter den kulturhistoriske værdi sig til alle ældre rumforløb og elemeter af ældre planløsninger, først og fremmest repræsenteret ved hovedetagerne i forhuset. Her udgør dispositionen med de mest repræsentative rum til gaden en typisk løsning fra såvel barokken som senklassicismens perioder. Placeringen af sekundære rum, herunder værelser mod gården samt de øvrige, mere funktionsbetingede beboelsesrum i sidehuset udgør ligeledes et vigtig aspekt af de indre kulturhistoriske værdier. Herunder knytter der sig kulturhistorisk værdi til alle ældre én- og tofløjede fyldingsdøre med alle detaljer såsom indstukne hængsler og ældre, rigt udstyrede greb, hvor især stueetagens enkelte barokdøre udgør et vigtigt element i denne etages barokt dominerede interiør. Dertil kommer indfatninger og gerichter på første sal, der understreger dens status som beletage med tilsvarende markering af passagen mellem de fineste rum i lejlighederne. Dertil kommer de bevarede kogenicher og skorstenskerner samt ældre støbejernsovne i ejendommen, der vidner om datidens opvarmning og madlavningsmuligheder. Der knytter sig kulturhistorisk værdi til alle ældre plankegulve, al ældre fuldpanelering af ydervægge mod gaden, alle lysningspaneler, lysningsskodder, ovnnicher, ovnpilastre, pilastre, bånd, ornamenter og alle ejendommens ældre brystningspaneler. Dertil kommer alle de i flere stuer traditionelt udførte lærredsfelter, herunder de genskabte lærreder og anden vægudsmykning med listebesætning. Dertil kommer den rige og meget forskelligartede stukkatur, der i ejendommen spænder fra den yderst velbevarede og meget repræsentative barokke stukkatur fra Abraham Lehn d. Ældres indretning af huset begyndelsen af 1700-tallet i stueetagen, over de enkle klassiske profilerede kantlister, til den tidlige historicismes rigere dekorum i stukkaturen på anden sal i de gadevendte stuer. Endelig kommer ejendommens absolutte hovedattraktion, de takket være en omfattende konservatorindsats, nu fremdragne og velbevarede væg- og loftsmalerier i stueetagens gadevendte stuer, hvor barokkens formsprog helt dominerer. Herunder må fremhæves det store, ovale loftsmaleri i den midterste stue med mytologisk motiv udført af Hendrick Krock fra 1700-tallets første år. De øvrige malerier på stuernes lærredsfelter er antageligt lidt yngre, fra omkring 1720, og måske udført af mindre kendte kunstnere, der knytter sig til kredsen omkring Lehn-familien. Motiverne med jagtmotiver, mytologiske scener og bibelske optrin er typiske for barokkens dramatiske og pragtelskende udstyring af repræsentative rum, hvor verdslige og religiøse emner hver er viet en stue. Samtidig er disse barokinteriører med kombinationen af frodig stukkatur og væg- og loftsmalerier eksempler på barokkens hyppige sammenknytning af effekter, medier og materialer til et samlet hele, der i stuerne i Strandgade 6 betragtet i en sådan helhed af udtryk er på højde med selv de bedste interiører fra begyndelsen af 1700-tallet i danske palæer, herregårde og slotte. Derfor knytter der sig særligt store kulturhistoriske værdier til disse dekorerede interiører, der overraskende findes bag forhusets upåfaldende, senklassicistiske facade. Endelig kommer ejendommens velbevarede, treløbede hovedtrappe med alle detaljer, der udgør et yderst repræsentativ og værdifuldt element i forhuset, både som forbindelsesled mellem etagerne og som et stykke helstøbt snedkerarbejde, der knytter sig harmonisk til den styrende, senklassicistiske stil i ejendommen. Det samme gælder den noget mere beskedne, toløbede bitrappe i det grundmurede sidehus, der giver denne del af ejendommen en selvstændig og afsluttet karakter.

Den arkitektoniske værdi knytter sig i det ydre til forhusets facade, der er afbalanceret og veldisponeret i sin opbygning. Dette kommer til udtryk i dens udformning med den kvaderfugede underfacade over en let fremspringende sokkel, der visuelt gør at den høje facade er forankret solidt. Det gennemgående og dekorerede kordonbånd formidler overgangen mellem under- og overfacaden, og samtidig understøttes beletagens markerede vinduesindfatninger med fordakninger over vinduerne og rosetudsmykkede underfelter. Anden sals vinduer i den glatpudsede overfacade oppebæres på enkel vis af det langsgående sålbænksbånd, og øverst er hovedgesimsen visuelt styrket af de små knægte med rosetfelter. Dermed skabes helhed og sammenhæng i facaden, der rummer begrænset reliefvirkning og fremstår overvejende glat trods udsmykningerne. Dens væsentligste kvalitet er dermed de horisontale linjer, der holder de taktfaste vinduesrækker på plads. I ejendommens gård knytter de arkitektoniske kvaliteter i det ydre sig primært til den lille, nærmest krystalliske pavillonbygning, der udgør et yderst elegant indslag og rummer en kontrastvirkning til bindingsværkssidehusets tungt formede bygningsvolumen med mansardtaget. Pavillonen er omvendt præget af lethed og et enkelt raffinement i sammenstillingen af bygningsdele og -detaljer, herunder sokkel, ørenliser, trægesimser og kviste, der giver et generøst og påfaldende overskudsagtigt udtryk til en gårdbebyggelse. I det indre knytter de arkitektoniske værdier sig primært til de helstøbte forløb af stuer en-suite placeret til gaden i forhuset, og som i høj grad ved deres generøse proportionering og klare rumvirkninger understøtter deres rige udstyring. Det gælder i stueetagens barokke indre og på de øvre etager, hvor navnlig første sals kuplede stuer udgør et værdifuldt indslag i ejendommen. Dernæst knytter de arkitektoniske værdier i det indre sig til det bevarede trapperum med hovedtrappen, hvis generøse og gennemførte udformning giver en sammenhængende og helstøbt oplevelse af forhuset på tværs af etagerne.

Læs videre om

• Kaffebrænderiet Merkur, København
• Skindergade 22, København
• Østerport Station, København

Se alle artikler om

• By- og landskabsarkitektur
• Byggeskik
• Fredede bygninger

• Fredede og bevaringsværdige bygninger – Slots- og Kulturstyrelsen