Lemvig Museums ansvarsområde er nyere tids kulturhistorie i Lemvig Kommune. Museet er stiftet i 1931 og statsanerkendt i 1948.
Samlingerne belyser Lemvigegnens særlige historie med genstande vedrørende hornskemageri, strandinger og redningsvæsen, lokal kunst af fætrene Niels og Kristen Bjerre samt digteren Thøger Larsen. Senere målrettet indsamling har bl.a. tilføjet samlinger vedrørende købstaden Lemvig samt vestjysk særpræg. På Lemvig Museum findes desuden en samling af Henning Gantriis’ originaltegninger fra tegneserien Livets gang i Lidenlund. Museet formidler historien om strandinger og redningsvæsen digitalt gennem sitet Jernkysten.dk. Kunstsamlingen har især vægt på Niels Bjerre, Jens Søndergaard og Torvald Westergaard. Museet rummer landets største samling af Niels Bjerres kunst.
Lemvig Museum har flere besøgssteder som Flyvholm Redningsstation og Bovbjerg Minimuseum i Ferring. Dertil kommer Planetstien og Skulpturstien. I 1997 blev Jens Søndergaards Museum en del af Lemvig Museum.
Forhuset på Lemvig Museum, er en af de få fredede bygninger i Lemvig Kommune.
Landskab med gårde, Harboøre fra 1888 af Niels Bjerre.