Lille Strandstræde 10, København

I slutningen af 1500-årene var der haver og mindre huse langs Bredgade og Strandstræderne: Det var Københavns første Østerbro, og området kaldtes Forstaden udenfor Østerport. Den gamle Østerport lå, hvor Kongens Nytorv i dag ligger, og fra porten gik vejen ud til anløbsbroen Sankt Annæ Bro ved havnen via Store Strandstræde. Lille Strandstræde førte fra sejlhuset og reberbanen (bag Charlottenborg) til sammensmeltningen med Store Strandstræde i den lille plads ved Sankt Annæ Kirke. Da den nye Østervold blev anlagt fra Nørreport til Kastellet (dengang Sankt Annæ Skanse), blev haverne og småhusene en del af det nye København, og fra 1670 blev området omfattet af Kronens store planer, hvor Kongens Nytorv blev anlagt i 1670, og Nyhavn blev udgravet i årene 1671-73. I bestræbelserne på at skabe et fuldstændig retvinklet gadenet kom Strandstræderne dog til at stå som undtagelser, og grundejerne må således have strittet effektivt imod udviklingen. I 1670 var Lille Strandstræde den østligste gade i København. Grundene på gadens østside strakte sig helt ned til stranden, idet kystlinjen dengang lå omkring den nuværende Toldbodgade. Nyhavns anlæggelse gennemskar flere af grundene, og Christian V (1646-1699) krævede, at grundejerne afpælede deres grunde og opbyggede et solidt bolværk mod kanalen. Forhuset blev opført i første halvdel af 1700-tallet. Sidehuset blev opført før 1750 ligesom det to fag brede baghus. Facaden blev ændret i 1888 af murermester og arkitekt Jens Peter Chr. Hassing (1829-1896). I begyndelsen af 1970'erne stod forhusets overfacade i blank mur, hovedgesimsen var forsynet med sparrehoveder og heltaget var hængt med tegl til begge sider, hvornår dette blev ændret vides ikke.

Lille Strandstræde 10 ligger som en del af gadens husrække i det indre København og består af et forhus med et smalt side- og baghus, der alle er sammenbyggede omkring et smalt og aflangt, brolagt gårdrum. Forhuset er fire fag bredt og opført i tre etager over en høj kælder. Facaden er grundmuret, mens gårdsiden står i bindingsværk. Forhuset bærer et heltag, der mod gaden er beklædt med tagpap, mens det mod gården er hængt med røde tegl. I rygningen ses to høje, skurede skorstenspiber med røgrør, og i tagfladerne er der i alt fire tagvinduer. Facadens nederste del er refendfuget, to kordongesimser markerer etageadskillelserne og øverst er en profileret hovedgesims. Facaden er pudset med indfarvet gråt puds og samtlige facadedetaljer, herunder førstesalens vinduesindramninger og balustre under vinduerne, har samme farveholdning. I det sydligste fag er en rektangulær portåbning, der flankeres af to afvisersten. Porten er en ældre, tofløjet fyldingsport med bosserede fyldinger nederst og småruder øverst, og over porten er et ældre, tredelt overvindue. I det nordligste fag fører en granittrappe med ældre støbejernsværn, hver udformet som en grif, ned til en ældre, enfløjet butiksdør med en fylding nederst og små ruder øverst. Kældervinduerne er vandret opsprossede og udført i jern og er af ubestemmelig alder. Port, kælderdør og -vinduer er malet mørkegrønne. Vinduerne herover er ældre, hvidmalede korspostvinduer. Portrummet er brolagt, væggene er pudsede og hvidkalkede med en grå sokkel, og loftet er pudset og blåkalket. Gårdsidens bindingsværk og tavl er kalket jernvitriolgule inklusiv portåbningens rundbuede porthammer, mens den lave, pudsede sokkel er sortmalet. Vinduerne er ældre et- og torammede vinduer samt krydspostvinduer, der alle er malet hvide. Side- og baghus er to etager høje og opført i bindingsværk med mansardtag, der nederst er hængt med røde tegl og øverst er beklædt med tagpap. I mansarden er en stor mængde zinkklædte kviste med en lav, profileret fordakning samt to- og trefags korspostvinduer med opdelte nedre rammer. I den øverste tagflade er et par nyere ovenlys, og i rygningen er to høje, skurede skorstenspiber. Hvor sidehuset er sammenbygget medforhuset er et skråt smigfag. Den lave sokkel af puds og syldsten er sortmalet, mens bindingsværket er kalket jernvitriolgult over stok og sten. Den høje, enkle sugfjæl øverst er hvidmalet. Baghuset er på ydersiden mod øst og syd rødkalket over stok og sten, mens sidehusets mur i skel mod nord står med rødtopstolpet bindingsværk og hvidkalkede tavl. Side- og baghusets vinduer er ældre og hvidmalede og er en blanding af krydspostvinduer med små ruder og korspostvinduer med opdelte nedre rammer. Mod gården er to indgangsdøre, der begge er udformet som ældre, mørkegrønne, tofløjede revledøre med pålagte fyldinger og ældre beslagværk samt et todelt overvindue med små ruder. Foran hver dør er en granittrappe med et simpelt, smedet værn. Ved siden af den vestligste indgangsdør er en kældertrappe af granit, der lukkes af to ældre, mørkegrønne, skråtstillede revleluger. Ejendommen indeholder en butik i forhusets kælder, depotrum i sidehusets kælder, erhvervslejemål i stueetagen og på første sal, der strækker sig over for-, side- og baghus, erhvervslejemål i sidehusets og baghusets tagetage samt i forhuset en lejlighed på anden sal og i tagetagen. Store dele af en ældre planløsning er bevaret med en langsgående hovedskillevæg i forhuset med stuer mod gaden, to gennemgående trapperum i sidehuset, der ligesom baghuset indeholder smalle stuer, der fungerer som gennemgangsrum. På traditionel vis er de sekundære rum som køkkenet placeret mod gården i forhuset, og toiletterne ligger i sidehuset. Rummene har en traditionel materialeholdning med brædde- og parketgulve samt pudsede vægge og lofter med stukkatur. Toiletter og badeværelser har klinkebeklædte gulve og vægge. I den ene af forhusets gadevendte stuer fører en nyere ligeløbstrappe op til den udnyttede tagetage, der har bræddegulv og en fritstående, spinkel stolpe-dragerkonstruktion samt gipsklædte skråvægge. Mange af vinduerne er indvendigt forsynet med forsatsruder. Der er bevaret flere ældre bygningsdetaljer, herunder skorstene, fyldingsdøre, gerichter, brystningspaneler, vinduesindramninger samt stormkroge og anverfere, både håndsmedede og i støbejern. Kælderen med butik har støbt, klinkebelagt gulv samt pudsede vægge og lofter. Kælderen under sidehuset har støbt gulv, pudsede vægge og synligt bjælkelag med loftbrædder, og en muret konstruktion med en kurvehanksbuet åbning er bevaret. De to hovedtrapper er begge ældre og udformet med to- eller tre løb og er udført med indstemte trin i vangerne. Trappen nærmest forhuset har en smal durchsicht, drejede balustre og en profileret håndliste, der nederst ender i en vangesnirkel, trin og reposer er beklædt med linoleum, og undersiden af løbene er pudsede. Den anden trappe derimod har ingen durchsicht, men i stedet et lukket midterstykke, hvorpå de profilerede håndlister er opsat, trinene er malede eller lakerede, undersiden af løbene er pudsede og væggene er beklædt med profilbrædder.

Den miljømæssige værdi knytter sig til beliggenheden i Lille Strandstræde, hvor forhuset indgår som en naturlig del af husrækken og hermed er med til at definere den gamle gadestruktur. Tillige indgår forhuset som en integreret del af det historisk dominerede gade- og bybillede, der opstår i kraft af bygningernes stort set ens bygningshøjder, facadekomposition og materialholdning, som skaber en samhørighed og en tæt struktur, der får kvarteret og den smalle gade til at fremstå som et stemningsfuldt, samlet hele. Hertil kommer den miljømæssige værdi af den smalle og aflange grunds traditionelle bebyggelsesstruktur med forhus, sidehus og baghus omkring et brolagt gårdrum, hvortil der er adgang gennem portgennemkørslen i forhuset. Denne struktur er karakteristisk for den tætte, indre by, og Lille Strandstræde 10 er således både med til at opretholde Københavns ældre gadestruktur, men også et yderst velbevaret, historisk gård- og kulturmiljø.

Den kulturhistoriske værdi ved ejendommen Lille Strandstræde 10 knytter sig i det ydre til bygningsanlægget bestående af forhus, sidehus og baghus i bindingsværk, der tilsammen udgør en helstøbt og velbevaret historisk ejendom med oprindelse i begyndelsen af 1700-tallet. Ejendommens høje alder kan blandt andet aflæses i den righoldige og kraftige bindingsværkskonstruktion med sugfjæl, i de tidstypiske korspostvinduer med kraftige rundposte og håndsmedede stabler, hjørnebånd, stormkroge og anverfere samt i sidehusets og baghusets tidstypiske, smalle bygningskroppe. De to indgangsdøre er udført som tofløjede revledøre med håndsmedet beslagværk og pålagte fyldinger udformet som en stiliseret søjle udsmykket af kanneleringer nederst, hvorover der er et udskåret båndslyng. Dørene stammer efter deres udformning at dømme fra 1700-tallet, hvor de er en tidlig formidler af Louis Seize-stilen. Ændringen af side- og baghusets tagetage til en mansardetage vidner om behovet for en større udnyttelse af ejendommen til bolig, hvor de stejle, nedre tagflader forsynet med en mængde, brede kviste muliggjorde en grundplan, der er næsten lige så stor som etagerne nedenunder. Hertil kommer den kulturhistoriske værdi af den grundmurede facade, der er et vidnesbyrd om den ombygning forhuset blev underlagt i 1888. Facadens formsprog ligger et sted mellem senklassicisme og historicisme uden at bekende kulør, men trækker på et klassisk antikt formsprog, hvilket kommer til udtryk i den refendfugede base, de profilerede kordongesimser, der markerer etageadskillelserne, den profilerede hovedgesims, vindues-indramningerne og rækken af balustre under vinduerne. Dette gælder også porten, der i sin udførelse og detaljeringsgrad er typisk for anden halvdel af 1800-tallet. I det indre knytter den kulturhistoriske værdi sig til den i store træk velbevarede, ældre planløsning, hvis rumstruktur i forhuset afspejler det borgerlige, klassicistiske bygningsideal med stuer en suite mod gaden samt et kammer og en smigfagsstue mod gården. Placeringen af både hoved- og bagtrappe i sidehuset, samt side- og baghusets rumstruktur med forholdsvist smalle gennemgangsrum vidner om en plandisponering, som kendetegner 1700-tallets byggerier. De bevarede skorstene vidner om måden, hvorpå man tidligere opvarmede lejlighedernes stuer og kamre. På traditionel vis er de sekundære rum som køkken og toiletter placeret mod gården eller i sidehuset, ligesom forhuset kælder anvendes til butik og kælderen under sidehuset anvendes til opbevaring. De ældre bygningsdele og -detaljer har ligeledes kulturhistorisk værdi, idet de vidner om ejendommens alder samt med deres variation af profiler og detaljer beretter om de forskellige perioders udsmykningsideal og æstetiske præferencer. Af særlig værdi har de to trapper med samtlige detaljer, hvor hovedtrappens udformning af balustre og håndliste refererer til ejendommens ombygning i 1888, grundet deres tidstypiske udformning, men trappeløbene og trappens placering kan derimod sagtens være oprindelig, ligesom bagtrappen, hvis enkle udformning med et lukket midterstykke, hvorpå de profilerede håndlister er opsat. Hertil kommer de en- og tofløjede fyldingsdøre med indstukne hængsler, ældre låsekasser og profilerede gerichter, brystningspaneler og profilerede vinduesindramninger samt kælderens base for sidehusets ene af skorsten. De enfløjede trefyldingsdøre med tilhørende svungne gerichter stammer fra 1700-tallet og repræsenterer den barokke stilperiode fra bygningens opførelse, mens stueetagens tofløjede fyldingsdør med blyindfattede, facetslebne glas og den svungne loftsstukkatur må tilskrives 1888, hvor forhuset blev grundmuret og ombygget.

Den arkitektoniske værdi ved Lille Strandstræde 10 knytter sig i det ydre til facadens senklassicistiske udtryk, der karakteriseres ved en enkel facadekomposition, en overordnet symmetri og et taktfast udtryk. Kordongesimserne har dels en dekorativ, dels en kompositorisk funktion, idet de skaber en visuel balance i den ellers høje facade med den visuelt tunge, refendfugede underetage og den udsmykkede bel-etage. De pudsede murflader, enkle horisontale linjer samt den regelmæssige og taktfaste placering af vinduerne bidrager til facadens overordnede rolige og værdige fremtræden, der højnes af bel-etagens profilerede indramninger og balustre under vinduerne samt portåbningen med den detaljerige, tofløjede port med bosserede fyldinger og små facetslebne ruder. Ligeledes knytter den arkitektoniske værdi sig i det ydre til gårdsidernes prunkløse udtryk i bindingsværk med en regelmæssig og tæt vinduessætning. Den ensartede farve- og materialeholdning gør, at forhus-, side- og baghus fremstår som en meget helstøbt helhed, trods størrelsesforskellen på de forskellige bygnings-volumener. Gårdsiderne har en sekundær karakter i forhold til facaden, men de fremtræder alligevel med en vis pondus på grund af det righoldige, kraftige og taktfaste bindingsværk, de småsprossede korspostvinduer og mansardtaget, hvilket yderligere styrkes af den høje detaljeringsgrad af de to indgangsdøre. I portrummet giver det blåkalkede loft en særlig stemning til det ellers forholdsvis ordinære, brolagte rum med pudsede vægge og pudset loft. Den rundbuede porthammer formidler på elegant vis overgangen fra den senklassicistiske facade med den tilhørende rektangulære portåbning til gårdsidens bindingsværkskonstruktioner.

Læs videre om

• Gothersgade 35, København
• Købmagergade 7, København
• Rosenborg, København

Se alle artikler om

• By- og landskabsarkitektur
• Byggeskik
• Fredede bygninger

• Fredede og bevaringsværdige bygninger – Slots- og Kulturstyrelsen