Lindencrones Palæ, København

Frederiksstaden, der afgrænses af Bredgade, Ny Toldbodgade og Sankt Annæ Plads mod syd og Esplanaden mod nord, blev anlagt efter Frederiks V's beslutning i 1749 om dels at markere 300-års jubilæet for Den Oldenborgske Kongeslægt, dels at anlægge en ny bydel til glæde for Københavns borgere og handel. Området, der tidligere rummede haveanlægget fra det nedbrændte lystslot, Sophie Amalienborg, samt en tilstødende eksercerplads, blev skænket til Københavns Magistrat på betingelse af, at grundene blev tildelt nye ejere vederlagsfrit med 30 års skattefrihed og mod, at grundene blev bebygget inden for fem år efter nærmere retningslinjer, udarbejdet af Eigtved. Husene skulle opføres i grundmur til gaden og vinduerne skulle flugte. Bygningerne kunne være i to eller tre etager, og porten kunne placeres midt for eller til siden. Eigtved stod selv for flere af Frederiksstadens første bygninger, hvor han introducerede rokokostilen i Danmark. Frederiksstadens monumentale centrum udgøres af aksen mellem Marmorkirken og den ottekantede Amalienborg Plads med rytterstatuen af Frederik V, indrammet af Amalienborgs fire palæer. Bydelen blev beboelseskvarter for overklasse og højere borgerskab og ikke for handelsmænd som først tiltænkt. I 1794 blev Amalienborg kongelig residens, da Christiansborg brændte. Lindencrones Palæ var en vigtig del af den oprindelige Frederiksstad, da bygningen med dens markante beliggenhed skulle markere indgangen til det nye kvarter sammen med hjørnebygningen Von Ostens hus på det modsatte hjørne af Amaliegade/Sankt Annæ Plads. Lindencrones Palæ blev opført i 1751 efter tegninger af Niels (Nicolai) Eigtved (1701-1754) af Kammerråd Christen Lintrup, der i 1756 blev adlet under navnet Lindencrone. Bygningen, der fungerede som familiens vinterresidens, blev på usædvanlig vis opført af kridtsten fra Stevns, hvilket også Lintrups gods Gjorslev var. J.C. Conradi var murermester, hofstenhugger Jacob Fortling stod for tagbalustraden og billedhuggeren Simon Carl Stanley for figurer, vaser og relieffer. Balustraden, vaser og figurer blev fjernet i midten af 1800-tallet. Bredgadesiden blev formentlig ændret under opførelsen, så resultatet afveg fra Eigtveds oprindelige tegninger, hvor midtrisalitten afsluttedes af en frontispice. Endvidere blev opført to bindingsværkssidehuse til palæet. Palæet var indrettet med en symmetrisk grundplan disponeret omkring portrummet, der delte stueetagen i to boliger samt to spejlvendte hovedtrapper imod gården på hver side af denne, mens beletagen var indrettet til repræsentation. Etagerne var kendetegnet ved en langsgående midterskillevæg og beletagen var indrettet med gennemgående trefags sal over porten flankeret af yderligere trefags sale og herefter tofags stuer, hvoraf den sydlige mod Sankt Annæ Plads var en hjørnestue. Rumdisponeringen var afspejlet i facaden i kraft af risalitterne ligesom det også ses i dag. Flere stukarbejder blev udført af stukkatøren Giulio Guione, disse findes dog ikke i dag. De stukarbejder, der ses i dag, er fra nyere tid, herunder den store sals stukarbejder, der blev genskabt i 1907 efter en brand. Hjørneværelsets paneleringer og marmorkamin med spejl er tilføjet i 1800-tallet. I 1795 blev haven og nogle af baghusene solgt fra. I 1812 købte greve Frederik Christian Raben palæet, og balustraden, figurer og vaser var fjernet i 1828. I 1840 blev palæet købt af sejldugsfabrikant Adolph Christian Fibiger og i 1859 udlejede han bygningen til den engelske minister, A. Berkeley Paget. Efter flere skiftende ejere købte den engelske stat palæet i 1898, hvorefter N.S.H. Finans A/S købte palæet i 1879. I 2000 blev palæet solgt til den nuværende ejer. Igennem tiden har palæet været opdelt i mindre lejligheder, men trods ændringer særligt i stueetagen og på 2. etage, er snedkerarbejderne bevaret og rumdisponeringen er i dag i store træk genskabt.

Lindencrones Palæ er beliggende i Frederiksstaden i det indre København på hjørnet af Bredgade og Sankt Annæ Plads. Bygningen er 13 fag lang og fem fag bred og er opført af kridtsten, der er pudset og hvidkalkede, i tre etager over en høj kælder. Taget er et mansardtag af sorte vingetegl med rundbuede kviste i mansardetagen og mindre rundbuede kviste i tagfladerne. Der er tre kraftige skorstenspiber med spejle i skaftet i rygningen. Siderne fremtræder hvide over en høj sandstenssokkel. Den refendfugede stuetagen afsluttes af kordongesims. Facaden har midt- og siderisalitter inddelt af hvidkalkede ørelisener og rocailledekorationer af kridtsten. Vinduerne har forkrøppede indfatninger og under taget er en kraftig, fremspringende gesims, der mod Bredgade er båret af kraftige konsoller. I midt- og siderisalitterne er der relieffer over beletagens vinduer afbildende instrumenter, redskaber, bøger mv. I gavlen mod Sankt Annæ Plads er det midterste vinduesparti i stue- og beletage blændet med påmalet vinduesparti. Midt i bygningen er en portgennemgang, der mod både gård og gade aflukkes med en ældre, tofløjet fyldingsport med rundbuet overvindue med sprosseværk og fremhævet slutsten, mod gården har porten ruder og sprosseværk i den øvre del samt vederlagsgesimser. Portrummet fremtræder med naturstensgulv og tøndehvælvet loft med stukarbejder. Fra portrummet er adgang til palæet samt til kældre via fire fyldingsdøre. Vinduerne er mestendels ældre og traditionelt udførte vinduer af korsposttypen med opsprossede ruder i stue- og beletagen samt torammede, seksrudede vinduer i kælder og anden etage. Portene er grønmalede og vinduerne perlegrå. Kælderetagens vinduer har smedede gitre mod gaden. I palæets indre er en ældre, symmetrisk grundplan i stue- og beletage samt delvist på anden etage. Palæet er disponeret omkring to symmetrisk placerede hovedtrapper mod gården samt en langsgående midterskillevæg. I stue- og beletagen er der stuer en suite mod Bredgade med døre enfilade mod Bredgade og mod gården er værelser. Anden etage er indrettet med en centralt placeret fordelingsgang med mindre værelser/kontorer til hver side af denne samt to nyere, symmetrisk placerede trapper til mansardetagen. Endvidere ses nyere toiletter, printerrum og et tekøkken. Der er fra stueetagen til og med anden etage bevaret mange ældre bygningsdele og detaljer, herunder hovedtrapper med værn, planke- og bræddegulve, frisebrædder, brystning-, lysnings, hel- og fodpaneler, hvoraf de i salen er dekoreret med ekstra udskæringer, pilastre, tofløjede fyldingsdøre, gerichter, hængsler, enkelte lærredsbeklædte vægge, ovnnicher, rigt detaljerede stukarbejder, gesimser, marmorkaminer, spejle, forsatsrammer, stormkroge og anverfere. Særligt står beletagen og trapperummet i den sydlige del velbevaret med helstøbte interiører. Endvidere ses interiører i kopi samt nyere parketgulve. Mansardetagen er indrettet til erhverv i nyere tid med en central fordelingsgang med tekøkken og kontorer til hver side. Etagen fremtræder med nyere trægulve og pudsede vægge og lofter. De store skorstene med skorstensstole er blotlagte ligesom de ældre bærende konstruktioner. I kælderen er en nyere indretning med køkkener og nyere overflader holdt i en traditionel materialeholdning med flisegulve i natursten, pudsede vægge. Der er bevaret spor af et ældre ildsted samt synlige loftsbjælker med pladeloft imellem.

Den miljømæssige værdi for Lindencrones Palæ knytter sig til placeringen i Frederiksstaden, hvor palæet med dets markante beliggenhed danner overgangen fra Bredgade til Sankt Annæ Plads og her udgør en vigtig del af indramningen af pladsen. Lindencrones Palæ er endvidere en væsentlig del af Frederikstadens oprindelige bebyggelse i kraft bygningens proportionering, facadeskema, den høje kælder og 2½ stokværks faldende etagehøjde, mens den hvide farveholdning får bygningen til at træde frem på karakteristisk vis.

Den kulturhistoriske værdi for Lindencrones Palæ knytter sig til beliggenheden i Frederiksstaden ud mod Sankt Annæ Plads, hvor palæet blev opført som den ene af de to hjørnebygninger, der på imponerende vis skulle markere indgangen til den nye moderne bydel. Den kulturhistoriske værdi for Lindencrones Palæ knytter sig endvidere til bygningen som repræsentant for overgangen fra den barokke stil til den nye, yndede og fransk inspirerede rokokostil, hvilket ses i facadens lette reliefvirkninger med liséner og blændinger, mens de forkrøppede indfatninger og det tunge mansardtag er typisk for barokken. Hertil kommer bygningens hvide farvesætning af såvel flader og dekorationer, der er en henvisning til bygningens opførelse kridtsten, der var opsigtsvækkende i midten af 1700-tallet og, tilsammen med den markante placering, understregede bygherrens fremtrædende position og økonomiske formåen. I det indre knytter den kulturhistoriske værdi sig til den i store træk bevarede ældre grundplan og de velbevarede interiører, der særligt ses i stuer og ikke mindst beletagens sal, der ligeledes vidner om bygningens opførelsestidspunkt, det herskende stilideal samt palæets udvikling gennem tiden. Herunder skal særligt nævnes hovedtrapper med barokke værn, stukarbejder, de mange panelarbejder, vægge beklædt med lærred og listeopdelte vægge, samt dobbeltfløjede fyldingsdøre og kaminer.

Den arkitektoniske værdi for Lindencrones Palæ knytter sig i det ydre til den klart definerede og symmetriske bygningskrop samt til facadernes lette reliefvirkninger og de vertikale træk, der ses i risalitter, liséner og blændinger. Dekorationernes lethed modsvares af det tunge mansardtag og soklen samt af den stueetagens refendfugning. Hertil kommer facadeskemaets afspejling af den indre rumdisponering, der ses i inddelingen af side- og midtrisalit vertikalt og i vinduesstørrelserne horisontalt, hvormed bygningen fremstår som en klar aflæselig og velproportioneret enhed med et oplevelsesrigt trods den gennemgående hvide farvesætning. Lindencrones Palæs arkitektoniske værdi knytter sig i det indre til de rigt detaljerede interiører samt til salens og stuernes placering en suite med døre enfilade, der understreger bygningens herskabelighed og udstrækning. Særligt fremstår salen i beletagen prægtig i kraft af sine rokokoinspirerede dekorationer. Hertil kommer de symmetrisk placerede trapperum, hvoraf særligt det sydligste er velbevaret med kraftige, udskårne værn med barokke stiltræk.

Læs videre om

• Bernstorffs Palæ, København
• Langeliniepromenaden, København
• Strandgade 40, København

Se alle artikler om

• By- og landskabsarkitektur
• Byggeskik
• Fredede bygninger

• Fredede og bevaringsværdige bygninger – Slots- og Kulturstyrelsen