Lindholm, Gevninge

Lindholm kendes tilbage fra 1300-tallet, hvor godset første gang nævnes i forbindelse med, at Johannes Hviding pantsatte det til Sankt Clara Kloster i Roskilde. I 1400-tallet bestod ejendommen af to gårde, som nu hørte under Roskilde Vor Frue Kloster, der formentlig havde bortforlenet dem til Erik Jensen (Godov). I anden halvdel af 1500-tallet var gårdene forlenede til Erik Mortensen, som menes at være død kort før 1588. Det er sandsynligt, at det var i hans tid, at de to gårde blev lagt sammen til en. I 1595 blev Lindholm lagt under Roskildegård og blev i den følgende tid bolig for lenets skovfoged. Efter en årrække med skiftende ejere blev Lindholm solgt på en auktion til geheimeråd, stiftsbefalingsmand og senere statsminister Christian Ludvig Scheel von Plessen, som omkring 1730 opførte den nuværende hovedbygning. Von Plessen ejede i forvejen godserne Selsø og Glorup samt et palæ i København og havde derfor ikke et egentligt boligbehov. Lindholms hovedbygning blev derfor opført som et maison de plaisance beregnet på jagtmiddage og kortere ophold. Bygningen tilskrives Johannes Cornelius Krieger. Hovedbygningen blev senere restaureret i 1910 af arkitekt Viggo Dahl. Oprindeligt lå Lindholms avlsgård syd for hovedbygningen, men efter at denne brændte i 1907, blev der i 1908 opført en ny.

Lindholm er et større herregårdsanlæg, hvor hovedbygningen med avlsbygninger ligger samlet omkring en gårdsplads. Sydvest for hovedbygningen ligger en række tilhørende avlsbygninger hvoraf den tidligere Godsforvalterbolig sammen med hovedbygningen er fredet. Hovedbygningen består af én lang grundmuret fløj, der er opdelt i en midterfløj og to lavere sidepavilloner. Hovedbygningen er opført i en etage, og midterfløjen ligger over en høj kælder. Bygningens sokkel udgøres af tilhuggede granitblokke, murene herover er gulkalkede og afsluttet af en hvidkalket, trukket gesims. Midterfløjens tag er udført som mansardtag med tre kviste mod henholdsvis gård- og haveside, mens sidepavillonerne har helvalmede tage, hver med en svungen gavlkvist mod gårdsiden. Alle tagflader er hængt med røde tegl og har flere små, ældre tagvinduer. I rygningen findes høje, gule skorstenspiber. Midterfløjen er, til begge sider, prydet med refendfugede hjørnelisener samt et refendfuget parti over de midterste fag. De er hvidkalkede ligesom den nederste del af muren over kælderen. Hoveddøren, midt på midterfløjens gårdside, er en tofløjet fyldingsdør med en kraftig sandstensindfatning og et stort monogram øverst. Under hver af sidepavillonernes gavlkviste er en tofløjet fyldingsdør. Mod havesiden findes i hver sidepavillon en, tofløjet fyldingsdør og i midterfløjen ses en lignende dør. Granittrapper fører op til dørene på gårdsiden og til havesidens midterste dør. Bygningens vinduer er alle ældre og hvidmalede med smalle sålbænke af kobber. Midterfløjens vinduer er krydspostvinduer, mens dem i sidepavillonerne er korspostvinduer, og kældervinduerne er lave og torammede. Indvendigt er den oprindelige grundplan bevaret med et stort trapperum ved midterfløjens gårdside og fine stuer, der ligger mod haven. Her er velbevarede trægulve, stuklofter, døre, gerichter, paneler og pejse. I de to sidepavilloner findes et ældre køkken og den tidligere folkestue mod syd, mens der mod nord er kontorer og værelser med nyere overflader. I tagetagen findes en lang gennemgående gang med værelser og toiletter til begge sider. I flere af værelserne er indrettet små rum i skunken. Det centrale værelse mod haven er indrettet med fritliggende bjælkeloft og lister på væggene, alt udført i mørkt træ. Spidsloftet står uudnyttet. I kælderen findes en lang gennemgående gang med rum til begge sider, herunder fyrkælder og lignende funktionsbetingede rum, med ældre overflader som trægulve og pudsede lofter. Godsforvalterboligen er en grundmuret bygning i én etage med en lille tilbygning som vindfang ved sydgavlen. Murene er gulkalkede, soklen af granit og gesimsen er hvid og udført med savsnit. Taget er et heltag belagt med røde vingetegl, hvor der i tagfladen er fem smalle kviste på gårdsiden, og i havesiden to kviste og en del mindre tagvinduer. Alle kviste har spidse, teglhængte heltage med kobberinddækninger. I tagrygningen ses fire skorstenspiber. Bygningens døre, to i hver langside samt en i vindfanget er alle hvidmalede og flere har enten overvindue eller ruder i den øverste del. Der er trapper foran de tre hoveddøre mod gårdsiden. Vinduerne er alle ældre, hvidmalede dannebrogsvinduer med skifersålbænke. I gavlene er vinduerne udført mindre med kun en eller to rammer, ligesom der i midten af facaden er etrammede kældervinduer. Indvendigt er bygningen indrettet til to boliger, hvor den ældre grundplan er delvist bevaret med stuerne anlagt en suite mod haven. Der er ældre bræddegulve og pudsede lofter med enkel stuk. Af bevarede bygningsdetaljer er et- og tofløjede fyldingsdøre med gerichter og greb. Køkkener og toiletter fremstår med nyere overflader.

Lindholms miljømæssige værdi knytter sig til den aksiale opbygning med vejen op gennem skoven til hovedbygningens haveside. Fra hovedbygningen giver denne akse et unikt kig gennem landskabet til Roskilde Domkirke samt ophøjer og centraliserer hovedbygningen i landskabet. Den miljømæssige værdi knytter sig tillige til Lindholms samlede anlæg, der med hovedbygningen, avlsbygningerne og godsforvalterboligen giver et unikt helstøbt herregårdsanlæg, som afspejler den oprindelige planlægning samt de driftsmæssige forhold gennem tiden. Driften og landbruget understreges endvidere ved de omkringliggende marker, der støder helt op til bygningerne fra vest. Foruden avlsbygningernes og hovedbygningens nære placering ved gårdspladsen bindes de visuelt sammen gennem den ensartede materiale- og farveholdning.

Den kulturhistoriske værdi for Lindholm knytter sig til bygningens opførelse som landsted, der var en yderst moderne luksus i 1700-tallet. Tidligere havde det kun været de kongelige, som havde sommerresidenser, men nu tillod nye forhold, at andre der havde kæmpet sig til rigdom, kunne opføre en mindre bolig, en maison de plaisance væk fra byens støj og larm, på et sted, hvor der i den tætte kontakt med naturen var plads til følsomhed. Indvendigt afslører den bevarede grundplan, med stuer en suite anlagt mod haven, tillige ønsket om at være i tæt kontakt med det idylliske landskab. Havestuen er efter forskrifterne anlagt som det midterste rum med de fleste udsmykninger, direkte adgang til haven og med udsigt via den landskabelige akse. Den resterende grundplan vidner om det tidligere hierarki mellem herskabet og tjenestefolkene. Dette ses blandt andet i det store køkken med tilhørende folkestue, samt ved de adskilte trapper, en hovedtrappe til herskabet og en bitrappe til tjenestefolkene. I kælderen findes tillige de funktionsbestemte rum som fadebur, fyr- og vaskerum samt hovedbygningens oprindeligt eneste badeværelse. For godsforvalterboligen knytter den kulturhistoriske værdi sig særligt til bygningens langstrakte form med flere hoveddøre og mange skorstenspiber, der vidner om bygningens inddeling i flere boliger. Hertil komme de bevarede bygningsdetaljer som udvendige døre og vinduer samt indvendig stukkatur og fyldingsdøre med gerichter, der afspejler bygningen alder.

Den arkitektoniske værdi for Lindholms hovedbygning knytter sig til bygningens gennemgående barokke bygningsstil med en stram symmetri og en velproportioneret form, der ved den midterste fløjs mansardtag og kvadrede partier fremstår tung, massiv og magtfuld. Tillige tildeler den høje sokkel bygningen en kraftfuld fundering, og lader bygningen monumentalt ramme terrænet. Symmetrien styrkes ved den klare tredeling af bygningen, og klassisk for barokken findes en koncentration af detaljerne mod midten, hvor den midterste del markerer sig ved højden, fremspringet og de hvidkalkede detaljer. Dette kulminerer ved den overdådigt udsmykkede portal omkring døren. Den overordnede centralisering udlignes en smule ved sidefløjenes kraftige, svungne gavle, der ophøjer disse. Indvendigt fortsætter stiltrækkene fra barokken med en stram grundplan, der spejler sig omkring det centrale trapperum, som udmærker sig ved den tunge trappe med kraftige balustre. Stuernes udsmykning fremstår mere lette med enkle snedkerdetaljer omkring kaminer, vinduernes lysningspaneler og brystningspanelerne samt de enkle stukarbejder. De fleste tofløjede døre er udført med kraftige, barokke gerichter, men de øvrige døre og gerichter har stiltræk efter senere stilarter som klassicismen og empiren. Førstesalens midterste værelse med de kraftige, mørke bjælker i loftet, er karakteristisk for historicismen. Den arkitektoniske værdi for Godsforvalterboligen knytter sig til den enkle og stilfærdige fremtræden hvor materiale- og faveholdningen afspejler hovedbygningen. Hertil kommer den faste takt af vinduer og de spidse kviste i tagflader, der giver en rolig, symmetrisk og sammenhængende facade, hvis længde understreges af den gennemgående gesims. Flere af dørene har dekorative, diagonale opsprosninger i glaspartierne hvilket givet et let og sprødt udtryk sammen med vinduernes lette sprosseinddeling.

Læs videre om

• Granitbroer (2 stk.) ved Ledreborg, Allerslev
• Ledreborg, Allerslev
• Trudsholm, Kirke Sonnerup

Se alle artikler om

• By- og landskabsarkitektur
• Byggeskik
• Fredede bygninger

• Fredede og bevaringsværdige bygninger – Slots- og Kulturstyrelsen