Linneavej 5 ligger på Linneavej 5 i Odsherred Kommune. Bygningen er fredet og har en tinglyst bevaringsdeklaration.

Beskrivelse

Sommerhuset, der er beliggende på Sjællands Odde tæt på vandet, er opført på en skovlignende naturgrund med mange høje nåletræer. Huset fremstår mod vejen som en forholdsvis lukket og rå, krummet mur i form af et fragment af et cirkelslag af berappede, røde teglsten. Muren "brydes" af to murede, halvcylindriske udskud med glastag og af et par, lidt tilfældigt placerede, uoplukkelige vinduer, bestående af små, kvadratiske glasplader i spænd mellem beslag og sorte gummilister. Den ligeledes krumme haveside åbner sig derimod op i en mere traditionel udformning med afbarkede granstolper, der støtter et halvtag med kraftigt tagudhæng, båret af bjælker af afbarkede granstammer og belagt med to lag af sammenboltede granbrædder. Havesiden har store glaspartier af termoglas fra loft til gulv, adskilt ved granstolper. Midt på havesiden ses en kraftig, skulpturelt opmuret skorsten. I forlængelse af husets østlige ende ses en flere meter høj læmur og foran denne en solterrasse med rød klinkebelægning, der breder sig i et meterbredt bælte foran huset sydside og vestgavl. Indgang til huset sker i begge husets murede, berappede gavle gennem en stalddør af granbrædder. Endvidere er der adgang gennem en lignende dør til badeafdelingen i udskuddene på husets nordside ud mod vejen. Indvendigt har huset bevaret sin oprindelige og karakteristiske, meget enkle og åbne planløsning med et lille, ensartet køjerum i hver ende af den krumme længe og derimellem en kombineret opholdsstue og spiseafdeling med åbent køkken. Adskillelsen mellem opholds- og soverum er uden døre, men består alene af tværgående, to meter høje, berappede teglstensmure, over hvilke der som i resten af huset er åbent til kippen. Husets opholdsafdeling, spiseafdeling og køkken flyder således ud i ét og har ligesom resten af huset, røde, klinkebelagte gulve. Opholdsafdelingen i den vestlige ende består af en fast, originale sofa, spiseafdelingen af en ligeledes, men lidt højere, fast spisebænk, mens køkken foruden skabsinventar består af en fastmuret, fritstående kogeø beklædt med mørkeblå, glaserede fliser. I stuen ses endvidere en stor, svagt buet, hvidkalket pejs, hvis bund går i ét med – og er del af – stuens røde klinkegulv. De to soverum har faste køjer og skabe af grantræ. Toilettet og brusebadet, placeret i hver sit udskud på nordsiden, har klinkegulv, glastag og enkel, hvid sanitet.

Videre læsning

Læs videre om

Se alle artikler om

Eksterne links