Læs ø (2001) har maleren Per Kirkeby kaldt sin tekst- og billedbog om øen, og titlen er ikke kun et ordspil. En af jætterne i den nordiske mytologi hed Læ (eller Hler), og Læsø var hans ø. Derfor optræder øen også flere steder i den oldnordiske digtning, mest fremtrædende i den ældre Edda. Da romantikerne vakte den gamle gudeverden til live igen, vendte Læsø tilbage i dansk litteratur i Adam Oehlenschlägers episke Nordiske Digte (1807). Her berettes om Ægir, havets konge, som har sin trone af muslinger på »Hlesey«, Læsø.
Det er også myter, der åbner Vagn Predbjørn Jensens roman Løv som vinden jager (1984), der er henlagt til Læsø, hvor forfatteren havde en del af sin skolegang: »Da de første mennesker landede, ofrede de til havguden Hle på strandbredden. Så tog de ærbødigt Hlesey i besiddelse«. Men ærbødigheden for den skovdækkede ø afløses af ugudelig skovhugst, da der kommer gang i saltsydningerne, og Predbjørn Jensens historiske roman sætter fokus på den økologiske katastrofe, det medførte. Læsø, der ovenfra lignede en svane, »var sunket i dybet og havde forvandlet sig til et grisk polypdyr med sine fangarme strakt til alle sider«, nemlig de undersøiske forgreninger som Læsø Trindel, Rønnerev og Søndre Rønner Flak. Romanen slutter i 1722, da man beslutter at lukke Hals Kirke, »eftersom sognet på det nærmeste var ophørt med at eksistere«.
Læsø Litteraturfestival er blevet afholdt årligt siden 2012 under ledelse af den norske filosof Jon Eirik Lundberg. Festivalen afholdes i Læsø Kunsthal og omhandler skandinavisk litteratur med deltagelse af forfattere fra Danmark, Norge og Sverige.
