Adam Oehlenschläger skildrer i Langelands-Reise i Sommeren 1804 (1805) nattergalesang i »den hellige Bøgeskov« og glorværdig fortid »Paa den store Granit, som hisset staaer, Stol-Kongen sad«. Det er en almindelig opfattelse, at passagen om landet, der »staar med brede Bøge/nær salten Østerstrand«, som indgår i »Der er et yndigt Land«, er Oehlenschlägers hilsen til Stengade Skov, hvor han skulle have forfattet teksten under en bøg, som i dag kaldes Oehlenschlägers bøg. Det er en smuk historie, som dog næppe har noget på sig. N.F.S. Grundtvig blev til gengæld huslærer på Egeløkke i 1805 og sværmerisk forelsket i fru Constance Steensen-Leth. Sværmeriet er skildret af Kaj Munk i skuespillet Egelykke (1940), af Ebbe Kløvedal Reich i Frederik (1972) og af Vagn Lundbye i Fodrejser på Langeland (1993).
Lundbye, der selv var bosat i den gamle bymølle i Rudkøbing, besøger også »Tryggelev gl. station«, hvor »stationsforstanderen, d.v.s. forfatteren Arne Herløv Petersen bød på ungarsk gullasch og russisk kaviar«. Frank Jæger flyttede til Tranekær i 1954 og hilste øen i Velkommen, Vinter (1958): »Se dette Landskab er mit. Jeg ved, hvad der gemmer sig bag hint Skovbryn«.
Bodil Steensen-Leth har skrevet historiske romaner som Stenen og lyset (1994), der lader kristentro og hedenskab tage livtag på Langeland i 1100-tallet. Jørgen Minor er fra Rudkøbing, mens Peter Høegs Forestilling om det tyvende århundrede (1988) delvis udspiller sig på det fiktive gods Mørkhøj samt i »den nærmeste by som var Rudkøbing«. Merete Pryds Helle skildrer i slægtsromanen Folkets skønhed (2016) en søskendeflok, der vokser op under hårde vilkår i et landarbejderhjem i 1940’erne: »De kunne ane det slukkede fyr inde mod Kjels-Nor, der før krigen fejede gult lys over Langeland.« Lotte Inuk, kendt for bl.a. Sultekunstnerinde (2004), bor på Strynø, hvor hendes slægt har rødder.
Bøstrup Præstegård danner rum for det litterære Møllehavehuset.
