Den ældst kendte danske litteratur er legenden om drabet på kong Knud i Sankt Albani Kirke i 1086. Passio Kanuti, Knudslegenden, er forfattet af en anonym englænder omkring år 1100. Munken Ælnoth skrev ca. 1110-13 værket Knud den Hellige: »Fulgt af sine vederlagsmænd drager han til hovedstedet for sin kamp såvel som for sin sejr og hvile, nemlig Odins vi,« og senere: »Med armene udstrakte som et kors lagde han sig derpå ned på gulvet foran det hellige alter, mens blodstrømmen vældede ud af såret.« Ælnoth, der skildrer Knuds død som Kristi martyrium, er den første navngivne forfatter til dansk litteratur. Adam af Bremen havde dog få år før skrevet om »den store Stad Odense« på »Fyen, som hæver sig bagved den Ø, der kaldes Vendsyssel«.
I Thomas Kingos forfatterskab er bønskriftet »De Fattige Udi Odense Hospital« (1682) særlig gribende: »Hist kipper Hiertet, Een vil give Aanden op,/Fordi hand langsom har spyt Lungen af sin Krop./Her Vaandis én, som er de klare Speile lige/Af blanken Vatersot; hist høres andre skrige.« Det er til gengæld fynsk idyl, der møder læseren i historikeren og filologen Christian Molbechs beskrivelse af Bülows Have ved Sanderumgård i Fragmenter af en Dagbog (1815): »ved Svalingen af Vandspring, i Løvhytters fortrolige Eensomhed, eller vandrende i tørre, ziirlige Gange«.
H.C. Andersen rejste fra Odense som 14-årig i 1819 for at gøre lykke i København. Han genså ofte byen, fysisk og litterært, med blik for både de lyse og de dystre sider. I Levnedsbog (1832): »Udenfor Odense ligger en Bakke, som kaldes Nonnebakken, hvor der engang har ligget et Kloster, her brændte Lys om Natten sagde man; var jeg nu ude i den nærliggende Landsby, Hunderup for at hente Kjærnemælk i en lille Spand, og det imidlertid blev Aften før jeg kom hjem, da gik jeg i Dødsangest forbi Høien«. I romanen O.T. (1836) skildres en mørk sammenhæng mellem hovedpersonen Otto Thostrup og Odense Tugthus, men også en flot ankomst til byen: »Ved Fraugde Kirke skal vi holde!« sagde Sophie. »Hr. Thostrup maa see Kingos Grav, see, hvor Salmedigteren ligger«, og senere »rullede de ad Kongeveien mod Odense, hvis Domkirkes høie Taarn milevidt havde hilset dem«.
H.C. Andersen anvender ofte elementer i sine eventyr, som kan henføres til Odense. Når »Sneedronningen« (1845) »nikkede til Vinduet og vinkede med Haanden«, skildres et syn, Andersen havde ved faderens dødsleje i Munkemøllestræde. I »Hun duede ikke« (1853) skildres vaskestedet i åen. I »Klokkedybet« (1858) hedder det: »Ud for det gamle Frøken-Kloster er det dybeste Sted, det kaldes Klokkedybet, og der bor Aamanden.« Byen hyldes i »Odense« (1875), der var et af de sidste digte, Andersen fik skrevet: »Du kjære gamle Fødeby/Er altid i min Tanke./Stolt bygged’ Odin Slot mod Sky/Paa Næsbyhoved Banke;/Da voxte Huse, først to, tre,/Saa flere – der man havned’./Og Frigge raabte: ‘Odin see!’/ Derfra fik Byen Navnet.«
Carl Bagger, redaktør på Fyens Stiftstidende, udsendte romanen Min Broders Levnet i 1835. En anden samtidig er Emil Aarestrup, som blev embedslæge i Odense. Sophus Michaëlis hilser forgængerne i digtet »Odense« i Romersk Foraar (1914): »Thi her, hvor Klokkerne har malmfuldt runget,/har sine Salmer Thomas Kingo sunget,/og Eventyrets Digter Vuggen fandt,/hvorfra han fløj og Verdensryet vandt,/mens andre Svaner standsed og forstummed:/Carl Bagger – Aarestrup – glemt i en Krog/ af Kirkegaardens store Dødebog.« Han udgav siden Odense. Min Barndoms By (1928).
Sophie Breum, opvokset i Odense, skrev prosa som Jul i Købmandsgaarden (1917). Morten Korch, født i Over Holluf, var meget læst, og der står en buste af ham i Nedergade i Odense. I 2015 fik han en plads i det indre Odense. Pladsen blev i 2015 opkaldt efter Korch, der i nogle ungdomsår arbejdede her, bl.a. for fabrikant Wilhelm Løngreen. John Fellow Larsen udsendte Odensefortælling i 1987, hvori han fortæller, at odenseanerne »skyndte sig at bygge et mægtigt tårn i jern og beton på Bolbro Bakke til ære for Odin«. Vagn Predbjørn Jensen, der boede i Bellinge, udsendte romaner, som ofte skildrer sammenhænge mellem personer og steder, der ellers er skjulte for både omverden og de optrædende personer selv. I Isblomsten (1995) fortælles om Laura Tønder Lunds forbindelse til en ung H.C. Andersen, mens Predbjørn Jensen i Regnskab (2005) skildrer mennesker i retsopgøret efter 1945 med tråde til Odense.
Morten Søndergaard, der er vokset op i Odense, nu bosat i Italien, er lyriker og forfatter med værker som Et skridt i den rigtige retning (2005) og Journal 2019 (2019), men arbejder også med sprog og ord som visuel kunst som fx i værket Ukend dig selv, der blev vist første gang på Brandts i Odense i 2017. Solvej Balle voksede op i Seden, og i romanen Frydendal og andre gidsler (2008) vandrer hovedpersonen »ad Krogen og tilbage ad Mindelundsvej « og passerer Vollsmose: »Vi kører mod Odense, forbi Birkeparken og Bøgeparken og Egeparken«. Morten Ramsland markerede sig stærkt med Hundehoved i 2005 og har siden bl.a. begået romanen Sumobrødre (2010) om drengen Lars, der vokser op i et råt miljø i et rækkehusområde kaldet Paradishaven, der lader sig genkende som et kvarter i forstaden Næsby: »Når stanken fra rensningsanlægget blæste ind over Paradishaven«. Vibeke Marx udsendte i 2016 Havhesten, som skildrer livet ved Odense Å, hvor skulpturen Havhesten stejler og bruser. Mich Vraa udsendte romanen Vaniljehuset i 2020 om Dusinius med den fattige baggrund, der bryder op og ender som rig købmand med skibe på søen. I romanen er Odenses gader og steder billeder på en folkesjæl, som når han »kom til Flakhaven med bronzestatuen af den gamle konge der stod på sin sokkel med noget papir i den ene hånd som en meget tyk kelner der præsenterede en smørrebrødsseddel.« Dengang stod Bissens statue af Frederik 7. på Flakhaven og ‘smørrebrødssedlen’ er grundloven, han holder frem.
Jo Hermann, der har skrevet romaner som Kejserens klarsyn (2011), har sammen med lyrikere som Cindy Lynn Brown og Finn Wiedemann været med til at udvikle festivalen Odense Lyrik.
Fyn har fået en plads i den allerfolkeligste sangskat med verset »Sejle op ad åen,/sejle nedad igen«, især kendt fra fodboldkampe. Verset blev fremført første gang på Odense Sommertheater i 1895. Siden indgik det i revyen »Fra Flakhaven til Fruens Bøge« (1895) og er med resten af visen optrykt i Thomas Thomsens Vi sejled op ad åen. To dusin skillingsviser fra Odense og omegn (2004).
