De store enge ved Søholt på sydsiden af Søndersø er væsentlige rastepladser for tusinder af gæs som grågås, blisgås og bramgås. Gæssene opholder sig kun på områder med kort græs, og derfor er det vigtigt, at engene afgræsses.
.
Morfologisk kort over de vigtigste landskabselementer i Lolland Kommune. Store dele af kommunen er dækket af en jævn bundmoræneflade, der blev dannet inde under isen i slutningen af sidste istid. Enkelte steder ligger et kuperet dødislandskab med dødishuller. Flere tidligere havområder er i dag tørlagt og langs kysten forekommer områder med marine aflejringer fra efter istiden.
.
Det østlige dige omkring Saksfjed Inddæmning adskiller inddæmningen fra havet nord for Brunddragene. Tæt op ad diget ligger Fugleværnsfondens område, hvor man har skabt en række søer til gavn for fuglelivet. I baggrunden ses skoven, hvor et par havørne har ynglet i en årrække, og hvorfra der i flere perioder er blevet sendt live-tv fra ørnenes rede.
.

Størstedelen af landskabet i Lolland Kommune består af en vidtstrakt moræneslette, der strækker sig fra Nakskov Fjord i vest og videre østpå ind i Guldborgsund Kommune. Morænen, der i det sydlige kystområde sjældent når højder over 2,5 m.o.h., hæver sig gradvis til højder over 10 m på det centrale Lolland for igen at falde mod nord og nordvest, og den er aflejret inde under en hurtigt bevægende is i sidste istid. Talrige steder ses langstrakte, svagt hvælvede bakker, der er trukket ud i isens bevægelsesretning og skaber en terrænstribning i landskabet, fx syd for Kristianssæde Skov og omkring Rødby og Errindlev.

I de østlige egne er de langstrakte bakkers orientering østsydøst-vestnordvest, men længere vestpå drejer de gradvis mod sydøst-nordvest. I modsætning til hedesletternes lette sandjorder, som gør det nødvendigt at plante læhegn, gør morænens frugtbare og knoldede lerjord læhegn overflødige. Man kan derfor se langt omkring i landskabet på Lolland. Lavninger i morænelandskabet er Halsted Ådal mellem Indrefjord og Birket, som bl.a. rummer Vesterborg Sø. Ved Maribo brydes morænesletten af Maribosøerne med talrige vige, næs, småøer og holme. Området omkring Birket og Ravnsby er Lolland Kommunes mest bakkede område med grubeformede moselavninger omkranset af stejle skrænter, fx Uglemose og Ravnsby Mose. Det højeste punkt i Lolland Kommune er Birket Bavnehøj, 30 m.o.h., og i samme område ligger voldstedet Ravnsborg højt i kystlandskabet ved Ravnsby Bakker.

Landskabets dannelse

Istidslandskabet i Lolland Kommune fik sin endelige udformning i slutningen af istiden, da Bælthavisen spredte sig fra Østersølavningen ind over det østlige Danmark for 17.000-18.000 år siden. Da Bælthavisen slap sit tag i Lolland, efterlod den en vidtstrakt moræneslette, hvis overflade er ganske svagt bølget og trukket ud i isens bevægelsesretning. Flere steder hviler den jævne moræneflade kun som et 5 m tykt tæppe hen over rester af ældre landskabsformer skabt under Nordøstisens tilbagesmeltning fra Hoved stilstandslinjen for ca. 20.000 år siden eller endnu ældre rester af landskaber. Det gælder rækken af jævne bakker, der kan følges syd om Søndersø og videre mod nordvest til Birket. Maribosøernes lavning er dannet over en dal i undergrundens overflade, men søerne kan også opfattes som stedet, hvorfra Nordøstisen under et kortvarigt genfremstød fjernede det materiale, der nu indgår i opbygningen af randbakkerne. Flere steder på Lolland hviler morænefladen på en vidtstrakt hedeslette, der består af sand og grus, som fletværket af smeltevandsløb fragtede med sig og aflejrede foran den vigende Nordøstis. Dalsænkningen mellem Birket og Indrefjord opfattes som en tunneldal udgravet af en smeltevandsflod inde under Nordøstisen.

I de første årtusinder efter istiden var øen Lolland landfast med Fyn og Sjælland, men i Atlantisk tid steg Littorinahavet (Stenalderhavet) ind over de lavest liggende dele af istidslandskabet, og øen Lolland blev sammen med øerne i Smålandsfarvandet til et øhav. Lollands nordkyst er en bugtet lækyst med halvøer og vige, der på mange måder svarer til oldtidens kystlinje og afspejler istidslandskabets relief. Uden for kysten hæver den druknede moræneslettes flade bakker sig over fladvandet som fx Rågø, Skalø, Fejø, Femø og Askø. Moræneøhavet i Nakskov Fjord fremtræder som et virvar af småøer bag strandvoldskomplekset Albuens beskyttende bolværk. Mange steder har mennesker forenklet den fligede kystlinje; lavvandede vige er blevet afspærret ved dæmningsanlæg og tørlagt, og i den sydlige del af Nakskov Fjord er øer som Ydø, Langø og Bogø forbundet af dæmninger, og vandfladerne imellem forvandlet til landbrugsområder.

Langs Lollands sydkyst har havets bølger gennem tiderne udlignet det lavtliggende morænelands kyst med øer og indskæringer. Det udvaskede materiale har bølgerne fragtet mod nordvest og sydøst og opbygget de vældige oddesystemer Albuen ud for Nakskov Fjord og Hyllekrog ved Lollands sydkyst. Tidligere var Rødby Fjord et landskabeligt sidestykke til Nakskov Fjord, men ved havets udligning af Lollands sydkyst blev Rødby Fjord klemt mere og mere inde bag strandvolde og oddedannelser. I dag er fjorden inddæmmet og tørlagt, mens de tidligere moræneøer ligger tilbage som svage forhøjninger over de plane flader af gammel havbund.

Videre læsning

Læs mere om natur og landskab i Lolland Kommune

Læs videre om

Læs også om

Se alle artikler om Landskaber