Loppen, Christiania ligger på Sydområdet 4 A, Christiania i Københavns Kommune. Bygningen er fredet og har en tinglyst bevaringsdeklaration.

Bygningshistorie

Bygningen blev opført som artillerimagasin for Bådsmandsstrædes Kaserne i 1863. Det skete efter længere tids tovtrækkeri, idet den blev placeret på borgervæbningens exercerplads. Bygningen blev B-fredet i 1974. Med vedtagelsen af lokalplanen i 1990 trådte bygningsfredningsloven ud af kraft. Loven blev ikke genindført med vedtagelsen af den nye Christianialov, idet man mente at bygningernes fredningsværdier skulle vurderes igen. Magasinbygningen er bygget i en nøgtern, stram militaristisk stil. Tidens hang til udsmykning kommer til udtryk i gavlenes udformning. De seks store portåbninger har et funktionsbestemt formål, men danner samtidig et markant arkitektonisk udsagn hvilket er understreget af pinaklerne og galvtrekantens afslutning.

Beskrivelse

Bygningens 23 fag lange, taktfaste og symmetriske facader deles op med støbejernsvinduer parvist samlet i hvert andet fag. Bygningen står i blank gul og afsluttes med en konsolbåren hovedgesims. Gavlene, som er prydede med murede pinakler, afsluttes af en kamtakket udsmykning. I vestfacaden mod Prinsessegade er underetagen uden vinduer og porte. Rundbuede murblændinger markerer her facadens karakteristiske fagdeling svarende til delingen i etagerne ovenover. Magasinbygningen har fra begyndelsen skullet danne grænse mellem den civile og den militære verden og også i Christianias tid har bygningen fungeret som afgrænsning mellem to verdener – bygningens udstrækning og murblændingernes afvisende udtryk er midlerne hertil. Artillerimagasinet var udelukkende bygget til opbevaring. Magasinet skulle i stueetagen rumme affutager, dvs. monteringsstativer til våben, 1. sal skulle rumme køretøjer, 2. sal seletøj, medens loftet var delt som opbevaringsrum for seks batterier. (Hærdeling med ca. 100-120 mand) Bygningen er opført i tre sektioner med brandkamme imellem sektionerne, idet hver sektion betjente to batteriers materiel. I skellet mellem sektionerne var anbragt en trappe. Der er på et senere tidspunkt anbragt yderligere en trappe spejlvendt med den første. Bygningens planløsning med de meget store rum understøttet af en række stolper i midten er opretholdt. Nødvendige servicerum er opbygget omkring sektionsopdelingerne. Christianias posthus ligger med ny indgangsdør på østfacaden. De smalle rundbuede jernvinduer er bevaret intakte. Enkelte portfløje er fjernet og der er isat vinduer i stedet. Indgangsdøren til posthuset har erstattet et vindue. På 2. sal i den sydlige ende af bygningen er der indrettet en fritidsklub. Bygningens grundstruktur med de tre sektioner, de store uopdelte rum og portenes funktionelle og taktfaste placering som en markant del af bygningens arkitektur har ikke undergået nævneværdige ændringer siden bygningens fredning i 1974. Sammen med de store pakhuse i havnene er de militære magasinbygninger eksempler på nøgterne, markante og karakterfulde bygninger, der også i dag har stor brugsværdi. Som artillerimagasin er Loppebygningen enestående. De mange artillerikaserner landet over har haft magasiner, men ikke i denne omhyggelige arkitektoniske udformning og af samme volumen. Der er bevaret en del af disse, træbygninger på Vestvolden, murede magasinbygninger ombygget til boliger f.eks. i Avedørelejren og Holbæk, men ingen står så intakt som Loppebygningen. I Kalvebod Bastion findes et ældre artillerimagasin (1800). Dette er fredet, men i 1995 ganske væsentligt ombygget til hovedsæde for Danisco Destillers. Bygningens placering og arkitektoniske udformning med de tilmurede blændinger angiver at bygningen fra begyndelsen var tænkt som en markering af grænsen mellem den civile og den militære del af byen. Den fungerer på samme måde i dag grænsen mellem det officielle og det uofficielle.

Videre læsning

Læs videre om

Se alle artikler om

Eksterne links