Lundegård, Nørre Broby

Lundegård var i middelalderen landsbyhovedgård i landsbyen Lunde. I 1500-tallet var gården ejet af slægten Venstermand, men under deres ejerskab blev byen langsomt nedlagt og dens gårde lagt under Lundegård. I slutningen af 1600-tallet var Lundegård ejet af den tidligere statholder i Norge, Ludvig Munk, eller mere præcist af hans hustru Ellen Marsvin, der efter Munks død i 1602 overtog administrationen af Lundegård. Marsvin giftede sig igen i 1607, men blev atter enke i 1611 og fortsatte administrationen af Lundegård. Dette gjorde hun dygtigt, og i en tid med mange mageskifter, fallitbo blev hun en af tidens største godsejere og ejede flere herregårde. Hendes hjem var dog på Lundegård. Hendes datter, Kirsten Munk, blev gift med Christian IV på Lundegård, og Ellen Marsvin blev, efter sin død i 1649, bisat i den tilhørende Nr. Broby kirke. Kirsten Munk, der var kommet i unåde efter sin skilsmisse fra Christian IV i 1629, arvede Lundegård. Munks datter Christiane arvede både Lundegård og herregårdene Tybrind og Vejlegård efter sin mors død i 1658, men Christianes mand Hannibal Sehested afstod i 1664 Lundegård til Christian Urne til gengæld for det nuværende Wedellsborg. I 1702 købte Peder Smith Lundegård, og oprettede et særligt testamente, der tilgodeså hans søster og niece. En betingelse var, at ingen af deres mænd måtte få indflydelse på administrationen af Lundegård, skete dette eller døde de uden arvinger, som ham selv, skulle Lundegård overgå til de fattige på Fyn. Da hans niece Annike Petersen døde uden arvinger i 1752, blev Lundegård Stiftelse oprettet med det formål at hjælpe de fattige på Fyn. En forpagter blev ansat til at passe gården, og økonomisk trængte kunne søge om støtte fra gårdens overskud.

Stiftelsen fungerede frem til 1963, hvor stiftelsens bestyrelse fik lov til at omstøde testamentet, da gården ikke længere var rentabel. Året efter købte Jørgen Christensen gården og ejede den frem til 2002. I dag ejes gården af Christian Pilegård Hansen. Den store agerrumslade, der også kaldes Ellen Marsvins lade, er fra 1638 og fik en ny muret vestgavl i 1845. Peter Smith rev det meste af renæssancebygningerne ned, og på fundamenterne opførte han de nuværende bindingsværksanlæg i begyndelsen af 1700 årerne. I 1770 brændte en del af gården og fik siden sit nuværende udseende ved en ombygning i 1801. Sydfløjen blev restaureret i 1990erne, både i det indre og i det ydre.

Lundegård ligger tilbagetrukket fra landevejen mellem landsbyerne Nr. Broby og Verninge sydvest for Odense omgivet af høje træer, marker og enge. Nord for ejendommen er en sø samt et snoet åløb. En kort allé fører ned til en vognport, der giver adgang til en stor gårdsplads, der afgrænses af hovedbygningen såvel som avlsbygninger. Alle bygningerne omkring gårdspladsen, med undtagelse af den grundmurede stald, der er beliggende sydvest på gårdspladsen, er fredet.

Det nuværende stuehus er den vestlige længe og opført i rigt bindingsværk af kraftigt egetømmer, i et stokværk med styrterum, skråbånd og halvranker mod gårdspladsen samt i gavlene og mod havesiden ligeledes dokker, løsholter og fodrem, der hviler på en høj sorttjæret sokkel af marksten. I nordgavlen ses ligeledes stormranker. Bindingsværket er sorttjæret og tavlen i okker. Taget er helvalmet, opskalket, rødt og teglhængt, og brydes kun af enkelte mindre jernvinduer. I rygningen er en hvidkalket skorstenspibe med sokkel og krave. Den nordligste tredjedel af taget er nyere, men traditionelt udført. På bygningens vestside er to friløbstrapper, hvor den sydligste er en ældre granittrappe med støbejernsværn. Den nordre er støbt. For enden af trapperne er nyere, traditionelt udførte fyldingsdøre. I sydgavlen er ligeledes en friløbstrappe dels støbt, dels i granit og en nyere revledør med et firdelt overvindue. På havesiden mod øst er en ældre, brunmalet havedør. Vinduerne er ældre, brunmalede og firrammede med seks ruder i den nederste ramme og fire i den øverste. Kældervinduerne er ældre og har jernsprosser. På vestsiden er et bislag, der fungerer som halvtag over kældernedgangen.

I det indre er en traditionel planløsning med en lang midterskillevæg, to forstuer, den store stue mod sydgavlen og køkkenet beliggende mod vest i den nordlige ende af bygningen med tilhørende fadebur og efterfølgende en kort fordelingsgang med værelser på begge sider. Gulvene er traditionelt udførte bræddegulve, med undtagelse i den nordligste forstue, hvor der er nyere fliser. Der er bevaret mange ældre bygningsdele og -detaljer, herunder fyldingsdøre med greb, gangtøj og gerichter, vinduer med anverfere og stormkroge samt indpakkede bjælker og synlige knægte under de pudsede lofter. En nyere trappe fører op til den uudnyttede tagetage samt til kælderen. I kælderen er kalkede vægge samt nyere flise- og teglgulve. Peder Smiths længer er en vinkelbygning, der består af den nordre længe samt en længe mod sydøst. Den nordligste af disse er den tidligere mejerilænge, og den østre er den tidligere forvalterlænge. Vinkelbygningen, herefter kaldet Peder Smiths længer, er som stuehuset opført i rigt bindingsværk, i et stokværk, med sorttjæret tømmer og gulkalkede tavl. Bindingsværket er med styrterum, dokker og løsholter, stormranker og hviler på en fodrem over en høj sorttjæret sokkel, der mod nord er af kampesten. Under den østlige længe er en høj kælder. Bygningen afsluttes af et ubrudt, opskalket, rødt, teglhængt heltag med helvalm på over den sydlige gavl, hvor der er halvvalm. I hver rygning sidder en hvidkalket skorstenspibe med sokkel og krave, og i tagfladen er flere mindre ovenlysvinduer. Taget er ført ud over vestgavlen, således at indgangen er overdækket. I midten af bygningen er en større vognport, der er lukket mod nord af en ældre, sortmalet revleport. I nordgavlen er en ældre revledør, og i vestsiden af vognporten er en ældre fyldingsdør. I østfløjen sidder på vestsiden to ældre fyldingsdøre med firedelt overvindue. Alle døre er brunmalede. Vinduerne er overvejende traditionelt udførte, firerammede vinduer med seks ruder i den nederste ramme og fire i den øverste. På nordsiden er desuden enkelte etrammede vinduer med tredelte remmer. Alle vinduer er malet brune.

I det indre er der, vest for vognporten, en mindre gang samt tre mindre rum, der bliver brugt til opbevaring. Dørene er ældre fyldingsdøre med ældre greb og gerichter. På gulvene er væg-til-væg gulvtæpper. Desuden er en ældre ligeløbstrappe af træ op til den uudnyttede tagetage, hvor den ældre tagkonstruktion med tømmer og understrøgne tegl er synlig. Øst for vognporten er der tre større, gennemlyste rum på række og dernæst en mindre gang, der fortsætter over i den vinkelret herpå, sammenbyggede længe mod syd. I det vestligste rum, der er størst, er støbte gulve og en stor gruekedel. De resterende rum har traditionelle bræddegulve. Det sidste rum og gangen har ældre ølandsflisegulve. Vægge og lofter er pudsede, og dørene er ældre fyldingsdøre, som dem i den vestlige del af Peder Smiths længe. I østfløjen er en langsgående fordelingsgang med ældre ølandsflisegulv og flere mindre rum med bræddegulve. Dørerne er ældre, men forskellige fyldingsdøre, hvoraf en enkelt har barokke træk med en større fylding og bukkehornsbeslag. I et rum ses en ovnniche og i et andet er en delvist bevaret etagevindovn af jern. I rummet længst mod syd ses en ældre jernovn (1726), listeinddelte vægge samt hessianvægge. Forvalterlængen er sammenbygget med en mindre mellembygning, der ligeledes tilhørte forvalteren. Mellembygningen er sammenbygget med vognladen. Mellembygningen har en lavere tagryg og en smallere bygningskrop end forvalterlængen og vognladen. Bindingsværket er som det overfor beskrevne. Taget er et rødt, opskalket, teglhængt heltag, og i vognladens rygning sidder en skorstenspibe med sokkel og krave. På forvalterboligens gårdside sidder en ældre, sortmalet fyldingsdør med kannellerede gerichter og opsprosset overvindue. Mod havesiden en ældre, sorttjæret revledør. På gårdsiden har vognladen tre ældre, sorttjærede revledøre og i galven to store, revleporte. På havesiden sidder to revleluger samt i gavlen en nyere. Vinduerne på forvalterboligen er ældre og torammede. Vognladen har i den nordlige ende enkelte etrammede og et torammet vindue i havesiden, desuden ses et rundbuet jernvindue. I det indre er forvalterboligen disponeret med en gennemgående gang samt to mindre rum, der i dag bruges til opbevaring. I gangen er et ældre flisegulv og ellers ses bræddegulve. Der er en fyldingsdør og en revledør, der begge er ældre. Desuden ældre bræddeloft med synlige bjælker. Vognladen fremtræder med kalkede bindingsværksvægge og støbt gulv, synligt bræddeloft og bjælkelag. En ældre, enkel ligeløbstrappe af træ fører op til det uudnyttede loft, hvor den ældre tagkonstruktion, skorsten samt det understrøgne tag er synligt. En kort gulkalket mur, der afsluttes af røde tegl, forbinder vognladen med fårestalden, der ligger lidt øst for de ovenfor beskrevne bygninger. Fårestalden er mod syd sammenbygget med Ellen Marsvins lade. Fårestalden er opført i en høj bindingsværkskonstruktion med styrterum, løsholter, dokker og skråbånd, men ellers som de resterende bygninger. Bygningen har et ubrudt, stråtækt tag med mønning af tørv og halvvalm mod nord. Mod gårdspladsen er to tagskægskviste, i hver sidder en sorttjæret revleluge. På gårdsiden er to ældre revledøre med overvindue, hvoraf den nordligste er høj og går helt op til den øverste bjælke. Imellem dørene er større revleport og længst mod nord desuden en mindre revlelem ved fodremmen. I havesiden er en nyere, stor port samt en mindre, ældre revleluge. I gavlen er endnu en sort revleluge.

Vinduerne er sparsomt og højt placeret og er ældre, mindre jernvinduer. I det indre er fårestald med båse, pigstensgulv, kalkede vægge og synligt bjælkelag og loftsbrædder. Ellen Marsvins lade er sammenbygget med fårestaldens sydgavl og ligger med nordøst-sydvestvendte gavle i ladegården. Bindingsværket er rigt med dokker, løsholter, skråbånd og fodrem i samme farveholdning som de øvrige bygninger. Østgavlens øverste trekant er udkraget og vestgavlen er grundmuret i gul blank mur med en let profileret gesims som afslutning. Over bygningen hviler et stejlt, ubrudt stråtækt tag med en meget høj tagryg. I begge galve sidder en tofløjet, sorttjæret revleport, hvoraf den østre er ældre. Mod gårdspladsen er en tofløjet, revleport, der har en rundbuet, dråbeformet indfatning. På samme side er desuden en ældre, rundbuet revledør. I østgavlen er enkelte staldvinduer samt en sorttjæret luge, og mod gårdspladsen er ligeledes syv sorttjærede revleluger. På den grundmurede gavl er murankre udført som initialerne 1845.

I det indre er laden et stort rum, med synlig og kraftig tagkonstruktion. Væggene er kalkede og gulvet støbt. Der er et nyere hejseværk indbygget i tagkonstruktionen. Studestalden ligger mellem Ellen Marsvins lade og den ikke fredede lade og rummer vognporten indtil ladegården. Studestalden er i bindingsværk, som de andre bygninger, men afsluttes af et rødt næsten ubrudt tegltag. Bygningen hviler på en høj sorttjæret sokkel af marksten. Mod gårdspladsen er to sorttjærede revledøre. Vinduerne er ældre, etrammede vinduer.

I det indre er bevaret det ældre pigstensgulv samt staldbåse. Der er kalkede vægge og bræddeloft. Den grundmurede lade, som var den tidligere kostald er sammenbygget med en bindingsværksbygning, der er omfattet af fredningen. Den er restaureret og har således nyere tømmer og tavl, men fremstår i samme farveholdning og konstruktion, som de andre bindingsværksbygninger. Bygningen hviler på en fodrem og en høj sokkel af marksten. Taget er et ubrudt, teglhængt heltag med helvalm. Siderne og galvene er lukket undtagen østsiden, der har to traditionelt udførte revledøre samt revleluger, der alle er sorttjærede. I lugerne sidder en mindre rude. I det indre er et større rum med støbt gulv, kalkede bindingsværksvægge samt nyere bræddeloft med synligt bjælkelag.

Lundegårds miljømæssige værdi knytter sig til det samlede herregårdsanlæg med hovedbygning, forvalterbolig, mejerilænge samt avlsgården og det mellemliggende pigstensbelagte gårdrum, der sammen med den solitære placering i landskabet omgivet af marker og skov, skaber et formfuldendt kulturmiljø med stor integritet.

Overordnet knytter den kulturhistoriske værdi sig i det ydre til det samlede anlæg i både tidstypisk og egnskarakteristisk bindingsværk, der fremstår rigt i kraftigt egetømmer med fodrem, styrterum, dokker og halvranker, stormbånd og løsholter samt til de opskalkede tage, der vidner om, at herregården er fra begyndelsen af 1700-årene og beliggende på Fyn, hvor det ikke skortede på tømmer. Særligt det trefløjede anlæg med hovedbygning og Peder Smiths længer er karakteristiske for 1700-tallets begyndelse, hvor hovedgårde ofte blev opført i bindingsværk i én etage med tre sammenhængende længer. Hertil kommer den tætte sammenhæng med avlsgården, der ligeledes er i righoldigt bindingsværk, men med sine lukkede sider og funktionelle åbninger samt stråtækte tage, vidner om, at disse bygninger blev brugt til avlsbygninger. Den kulturhistoriske værdi for det trefløjede anlæg knytter sig således i det ydre til dets bindingsværkskonstruktion i et stokværk bygningernes oprindelige og ældre detaljer, herunder den høje kælderetage mod nord, de næsten ubrudte, halvvalmede og opskalkede tegltage med skorstenspiber i rygningen samt de traditionelt udførte og ældre fyldingsdøre samt firrammede vinduer, der tydeligt markerer, at det er bygninger til beboelse, ophold samt mejeri, som det var almindeligt at have på herregårde i 1700-tallet, hvilket også den store vognport i midten af midterfløjen peger på, da der skulle være plads til at køre vogne til og fra bygningen. Den kulturhistoriske værdi knytter sig i det indre til de bevarede dele af den ældre planløsning med den langsgående skillevæg, der inddeler stuehuset med køkkenet og fadebur liggende køligt mod nordvest og stuer mod syd og øst. Hertil kommer kælderen, der er en rest fra den tidligere hovedbygning, og som vidner om bygningens høje alder. Desuden Peder Smiths længer med de mange mindre rum, der vidner om, at dette var forpagterens bolig samt mejeri og derfor ikke havde behov for større, fine repræsentative stuer.

I den nordre fløj står desuden gruekedelen, som levn fra da denne længe var indrettet til køkken og bryggers. Tillige har de ældre bevarede bygningsdele og -detaljer, herunder døre med greb og gangtøj, gerichter, bræddegulve, bræddeloft samt synligt bjælkelag kulturhistorisk betydning, idet de vidner om bygningernes høje alder og det indbyrdes hierarki rummene og længerne imellem.Den kulturhistoriske værdi for fårestalden og studestalden knytter sig i det indre til de bevarede spor efter de tidligere avlsfunktioner, herunder stalden med pigstensgulv og båse, de ældre bærende konstruktioner i træ, de kalkede bindingsværksvægge samt bræddelofterne med synligt bjælkelag. Den kulturhistoriske værdi for sydfløjen knytter sig i det indre til de traditionelt udførte bræddelofter med synligt bjælkelag, revledøre og -luger samt støbejernsvinduer, der formidler bygningens oprindelse som svinestald. Endelig knytter der sig kulturhistorisk værdi til Ellen Marsvins lade, der står som en imponerende repræsentant for Lundegårds ældste bebyggelse. Det righoldige bindingsværk har træk fra renæssancen med en let udkragning af den øverste gavltrekant, halvranker og udskåren dørhammer. Desuden højstolperne og de lange lukkede sidder, der er overvældende prydet med dokker, løsholter og halvranker.

Den kulturhistoriske værdi knytter sig i det indre til den imponerende trækonstruktion, der dominerer rummet.

Den arkitektoniske værdi for bindingsværkslængerne knytter sig i det ydre til længehuset, der træder i karakter på grund af den høje sokkel, de righoldige bindingsværksfacader og de teglhængte, næsten ubrudte, store tagflader. Bygningernes enkle materialeholdninger i tømmer, tavl og tegl, og den righoldige tømmerkonstruktion giver bygningerne et stringent udtryk på grund af symmetrien og den rytmiske anvendelse af løsholter, dokker og skråbånd. De smårudede vinduer fremtræder spinkle og enkle og stemmer fint overens med de traditionelle revle- og fyldingsdøre. Særligt Ellen Marsvins lade med udskårne porthammer samt den imponerende og tunge tag efterlader et anseeligt indtryk. For beboelseslængerne knytter den arkitektoniske værdi sig i det indre til den traditionelle materialeanvendelse, og de større vinduespartier der giver lys til store gennemlyste stuer.

For avlsgården knytter den arkitektoniske værdi sig i det indre til den traditionelle materialeanvendelse, hvor de enkle og hårdføre materialer, herunder pigsten og tømmer understreger bygningernes funktionelle fremtræden. Særligt tømmerkonstruktionen i Ellen Marsvins lade fremstår imposant med betydelige arkitektoniske kvaliteter.

Læs videre om

• Hellerup, Havndrup
• Lyø Bygade 4
• Mausoleum, Horne Kirkegård

Se alle artikler om

• By- og landskabsarkitektur
• Byggeskik
• Fredede bygninger

• Fredede og bevaringsværdige bygninger – Slots- og Kulturstyrelsen