Lundevangsvej 12, København

Københavns mest mondæne forstadskvarter blev Ryvangen kaldt ved århundredeskiftet, hvor man også finder Lundevangsvej. Det var simpelthen her i dette kvarter, man skulle bo i årene omkring 1910. Fremtrædende arkitekter fik lov til at udfolde sig gennem byggeriet af villaer, så området kunne bebos af Københavns velhavende borgerskab året igennem. Desuden tillod mange sig endvidere den luksus også at have en sommeradresse i kvarteret. Det var noget andet end Frederiksbergs og Valbys ældre villakvarterer, da det dengang endnu var et udenbys smørhul, hvor Københavns store forretningsfolk dagligt kunne få frisk luft. Beliggenheden så nær Øresund gjorde området til et sundt refugium efter dagens dont i en støvfyldt by. Magasinartikler og aviserne var i datiden fyldte med superlativer om stedet, hvor man priste de fornemme villaveje. Villaen Lundevangsvej 12 blev tegnet af arkitekten Carl Brummer, og opført i 1908 for Højesteretssagfører, dr. Jur. Ernst Møller. Villaens planløsning blev bestemt ved, at soveværelserne ønskedes så vidt muligt i plan med opholdsværelserne. Dette blev delvis opnået ved at lægge soveværelserne 90 cm over dagligstuens og herreværelsets niveau, spisestuen og køkkenet under de højest liggende værelser. På den måde undgik arkitekten, at spisetuen og køkkenet fik karakter af rum i kælderen, da spisestuens gulv kun kom til at ligge ca. 60 cm under havens terræn. Arkitekten fremhævede selv murermesteren, Johannes Jensens dygtige folk. Brummer fortæller om sine tanker om bygningens placering på grunden. Jeg rykker derfor bygningen (hvor det kan lade sig gøre) helt ud i gadelinjen, så haven kommer til at ligge bag ved bygningen. Man får derved en fredlyst plet i det fri, hvor man ikke er generet af vejfarendes blikke.

Bygningen anvendes til privat erhverv med tilknyttet bolig. Villaen er beliggende ud til Lundevangsvej i Hellerup nord for København. Ud over villaen omfatter fredningen de tilstødende mure, som afgrænser grunden ud mod vejen. Villaen er grundmuret i røde mursten og hviler på en sokkel af tilhugne granitkvadre mod gaden, mens de øvrige siders sokler er overpudsede. Over en kælderetage omfatter villaen en stueetage samt en tagetage. Villaen bærer opskalkede og svungne heltage med en sydvendt helvalm, alle hængt med røde vingetegl, og ud til nordsidens risalit samt sydligst i rygningen sidder to skorstenspiber i rød blankstensmur. Bygningskroppen er særdeles individuelt udformet til alle fire sider, men omfatter grundlæggende et langs villavejen beliggende, rektangulært bygningsvolumen med fremspringende risalitter mod både vest og øst. Villaen er trukket helt frem, så den ligger direkte ud til fortovet, og inderst mod bygning og mur er området belagt med chaussésten i mønsterformer. Mod haven er der i overvejende grad en terrassebelægning omkring huset med fliser og chaussésten. Siden mod vest, der vender ud mod Lundevangsvej, omfatter en stor risalit med en svungen gavl i to-en-halv etage og rødt tegltag, der løfter sig af det øvrige hovedtag. I risalitten sidder i første sals højde en halvrund balkon, der er båret af koncentriske, rundede skifter. Balkonen har et sortmalet smedejernsværn med svungne og knækkede balustre. Ved siden af risalittens gavl er tagfladen ført ud forbi risalittens murflugt og danner herved en mur- og pillebåret overdækning af villaens hovedindgang. Undersiden af tagudhænget er bræddebeklædt med synlige spær og rødmalet. En ottetrins granittrappe fører op til reposen under udhænget, hvor man finder hoveddøren i stueplan. I den gadevendte tagflade sidder en bred kvist med svungen afslutning, murede flunker, zinktag og rødmalet træfront. Mod nord er villaen sammenbygget med et murstykke der rummer en rundbuet åbning med stik, og på den sydlige side er villaen sammenbygget med en hegnsmur i rød blankmur med pudset sokkel og øverst prydet med et skifte af lodret stillede sten og en indadvendt fordakning af røde vingetegl. Den østvendte side, der vender mod haven, har ligeledes en let fremspringende risalit med et gavlparti. Dette er dog noget mindre end det gadevendte, og den svungne gavl er noget lavere og smallere og med en forkrøppet afslutning. I risalittens tagflade sidder en nyere, fladbuet kvist, der har murede flunker, rødmalet front og zinktag. I hovedtagfladen mod øst sidder der en bred kvist i stil med den gadevendte kvist, dog er denne nærmest todelt men i øvrigt udformet på samme måde. Herudover findes en kældernedgang med et fladt tag, der er båret af en muret pille, og trappen til kælderen er støbt. Taget fungerer åbenbart tillige som altan, idet der er døradgang hertil, men intet værn. Snarere end egentlige gavlpartier er syd- og nordsiden af villaen karakteriseret ved ligeså selvstændige udformninger af disse som langsidernes facader. Mod nord står bygningen overvejende lukket og med den vestvendte gade-risalit som eneste, markante forhøjning, mens den sydvendte side er mere åben og differentieret i sin løsning. Her findes omtrent midtfor, men let asymmetrisk anbragt, i sydsidens murflugt en høj muret kvist med en svungen gavl. På hver side af kvisten er tagfladen ført ud og ned i højde med hovedindgangspartiets overdækning, og i hjørnerne både mod vest og øst er loggiaer under taget understøttet af udskårne træpiller. Generelt gælder det, at tagudhængene over indgangspartier og balkoner er udført med profilerede vindskeder, gesimser, afrundede spær-ender i rødmalet træværk. Endvidere er villaens murstensarbejde særdeles rigt, herunder ses murede, volutsnoede afslutninger samt murstik over og dør- og vinduesåbninger, hvoraf nogle false er afrundede, andre aftrappede skifter. Nogle åbninger er ovale, andre rundbuede eller retkantede. Under vinduerne er mange steder murede sålbænke, og i hoveddelen af bygningskroppen samt i den østvendte risalit er mod tagfoden en toleddet, muret hovedgesims. Døre og vinduer er specielfremstillede, og på nær et par stykke er de oprindelige, og alle er de rødmalede og varierer meget i størrelse og udformning, fra ét-rammede over to- og firerammede til tredelte vinduer med to rammer nederst og et fast parti øverst. Vinduerne samt dørfløjenes vinduer er helt overvejende småtopsprossede, heraf flere i vifte- eller elegant bladform inden for vinduesrammerne. Hoveddøren, der er én-fløjet, der har et oprindeligt greb og beslåning i messing samt et svunget, opsprosset overvindue. I det indre har villaen en i store træk bevaret etage- og grundplan. Selvom villaen er indrettet til erhverv med en tilknyttet bolig er de oprindelige løsninger i overvejende grad aflæselige i dag. Bygningens disposition er karakteriseret ved forskudte planer: Kælderen rummer dels en dyb kælderdel i den nordlige del af etagen til funktionsrum omkring en korridor hvor der bl.a. var indrettet viktualierum og vaskekælder, dels en højere beliggende del, hvor der var køkken mod gaden og spisestue mod haven. Dertil kommer toiletter og nyere funktionsrum. Stueetagen er ligeledes karakteriseret ved forskudte planer omkring den centrale hall med hovedtrappe bag indgangen fra gaden. Mod nord er en lavere del med dagligstue mod gaden og herreværelse mod haven, mens der mod øst og syd i den resterende, højere beliggende del af stueetagen ligger rum, der var soveværelser. Dertil kommer toiletter og diverse funktionsrum. Tagetagen er indrettet til beboelse, herunder med et nyere køkken, men har tidligere rummet gæsteafdeling og pigekamre. Hertil kommer et badeværelse. Mod syd forbindes etagerne af en kvartsvingstrappe. Spidsloftet står uudnyttet. Det indre er karakteriseret ved en oprindelig, traditionel og nyere materialeholdning. Der er således ældre bræddegulve i mange rum samt parket-, terrazzo- og flisegulve. Der er pudsede vægge og lofter, hovedsageligt i kælder- og stueetagen, mens tagetagens vægge og lofter for en stor dels vedkommende har nyere beklædning. Der er fodlister, paneler ved vinduesindfatninger samt flere partier med blankmur ved vinduer og på væghjørner samt en raffineret tilvirket murpille ved hovedtrappen. Nogle lofter har stukarbejder, er buede eller har bjælkelag. Vinduer er i overvejende grad forsynet med forsatsruder, og skorstenskerne er forsynet med to ældre kaminer. Der er mange ældre, antageligt oprindelige, fyldingsdøre af forskellig udformning med tilhørende gerichter, hængsling og messinggreb og -låsetøj samt enkelte nyere pladedøre. Til de ældre døre hører en tofløjet, firefyldings skydedør. Den ældre hovedtrappe, der er flerleddet og med udstrakte reposer, består af en kort kvartsvings fortrappe med værn af dokkebalustre samt vægfast håndliste med udskæringer og bæringer med kløverbladsfæste i hallen og fortsætter i en kvartsvingstrappe samt yderligere en enkelt ligeløb til tagetagen. Trappen har her vanger og et gelænder i mørkmalet træværk med aflange og smalle balustre, mæglere med kugleprydelse og en rigt profileret håndliste. Dertil kommer en enkel ældre ligeløbstrappe fra kælder til stueetagen med runde og udskårne håndlister på væggene, mens den ældre og gennemgående trekvartsvingstrappe mod syd har indstemte trin i vangerne og et bemalet gelænder med enkle balustre og en afrundet håndliste. Spidsloftet, der tilgås via en ældre, helt enkel ligeløbstrappe med indstemte trin, har en i store træk bevaret og særlig tagkonstruktion med krydsende spær-stivere. Dertil kommer bræddegulve og et nyere, fast undertag af brædder.

Den miljømæssige værdi knytter sig til villaens beliggenhed på Lundevangsvej i Ryvangen, hvor den i kraft af sine på samme tid iøjnefaldende former og meget helstøbte fremtræden udgør et vigtigt og karaktergivende indslag. Netop nærheden til gaden gør den udpræget skulpturelle bygningskrop til et indbydende og fantasiæggende element, der samtidig ved nærmere betragtning afslører en rigdom af detaljer i murværk og bygningsdetaljer for den forbipasserende. Dertil kommer, at villaens tilstødende hegnsmure samtidig giver ejendommen et udpræget herskabeligt og eksklusivt præg i forhold til den ugenerte, bagvedliggende have. Samlet set eksemplificerer villaen på fornem og repræsentativ vis kvarterets høje arkitektoniske og håndværksmæssige standard med sine svungne, organiske former og rigt udfoldede, traditionelle materialeholdning.

Den kulturhistoriske værdi ved Lundevangsvej 12 knytter sig i det ydre til villaen, som udgør et fremtrædende og velbevaret eksempel på en herskabsvilla i Ryvangen i Hellerup fra begyndelsen af 1900-tallet. Hermed repræsenterer den en slags tredje generation af det ældre villabyggeri i Danmark, der begyndte i 1850'erne og 60'erne på Frederiksberg og i Rosenvænget, blomstrede i 1880'erne og derpå altså fandt en mangfoldig og egensindig fortolkning i den helt sene periode op til tiden omkring Første Verdenskrig. Villaen fra 1908 udgør tillige et karakteristisk og fornemt eksempel på arkitekten Carl Brummers villabyggeri og afspejler datidens ønsker til villaprojekter og den dertilhørende markante individualisering i formsprog og udtryk. Men samtidig forsøgte arkitektstanden alligevel at finde frem til udtryksformer, der kunne give de nye villakvarterer et mere homogent og sammenhængende udtryk. Villaen Lundevangsvej 12 falder her sammen med værker af flere lignende, nationalt sindede og håndværksbetonede arkitekter, herunder P.V. Jensen-Klindt, men som arkitekt var Carl Brummer mere internationalt sindet. Han var sprogkyndig, berejst og knyttede forbindelser til både tyske og engelske arkitekter i samtiden, specielt i Tyskland mødte Brummer forståelse – og han hørte til blandt yndlingsarkitekterne hos det danske borgerskab. Den nybarokke grundindstilling, Brummer havde, passede særligt godt til de klienter, som ikke så meget ønskede at manifestere deres rigdom og velvære som deres indflydelse. Fra Italien kendte Brummer til den såkaldte villa suburbana, forstadsvillaen, og da samfundsudviklingen gik i retning af hver mand sit hus, mente han, at det var nødvendigt at tage sig i agt for slet planlagte villaforstæder og grimme huse, som han udtrykte det. Der knytter sig således kulturhistorisk værd til hans store vægtning af ro i linjer og farvevirkning, hvilket her ses af de bløde bueslag i gavlkamme og tagform samt ikke mindst i hans yderst raffinerede og gennemførte brug af røde mursten i hele villaen, herunder tildannede sten, samt røde vingetegl og en sikker, lidt underspillet brug af bemalet og udskåret træværk, der tilsammen udtrykker værdighed og tyngde. Facaderne i hans huse er, som her i denne villa, tillige relativt lukkede og vinduesfattige, dog ofte med enkelte specialtegnede vinduer med lejlighedsvis avanceret opsprosning. Der er heller ingen bemærkelsesværdig gadedør, men hele gadefacaden fungerer derimod som præsentation. Trappen ligger således parallelt med facaden. Der knytter sig derudover kulturhistorisk værdi til alle vinduerne og dørene, der ligesom murarbejdet frembyder en stor variation og detaljerigdom men med sammenhæng og konsekvens i udformningen. Foreningen af de mange småtopsprossede vinduer, klassiske bygningsdetaljer og materialeholdninger med de bløde og organiske storformer giver samlet set villaen præg af en barokbygning i jugend-klæder tilsat de fineste danske håndværkstraditioner fra begyndelsen af 1900-tallet. I det indre knytter den kulturhistoriske værdi sig til alle elementer af en bevaret planløsning, herunder ikke mindst til den originale og velbevarede udformning af det indre med forskudte planer. Som nævnt betonede Brummers klienter, herunder bygherren til denne villa, sin position som bygherre fremfor traditionel pragtudfoldelse: Dette ses ikke mindst ved at herreværelset spiller den største rolle i planen, mens spisestue og dagligstue (traditionelle repræsentative rum i herskabsboliger) synes mindre vigtige. Køkken og spisestue er endog anbragt i plan med hinanden i den høje del af kælderen, mens soveværelserne ligger herover i en hævet del af stueetagen, hvilket var en original og i datiden usædvanlig løsning. Koblingen til den klassiske villa ses dog i og med, at soveværelserne hver har sin loggia, og at der oprindeligt var en gæste- og domestikafdeling i tagetagens rum. Den sammenknyttende domestiktrappe mod syd har ydermere sikret en funktionel passage for husets tjenende ånder. Dertil kommer et element med særlig engelsk, til dels tysk afsmitning: Den herskabelige hall med hovedtrappen, der dog samtidig er suppleret af en ligeså vigtig trappe med forbindelse fra til kælderen, der i den sydlige del jo også rummede vigtige rum som spisestuen ud til haven. Placeringen af spiseafdeling nederst har reminiscenser af ældre borge og herregårde, mens herreværelset, for at blive i denne terminologi, nærmest indtager rollen som riddersal i størrelse og udformning. Dette giver et interessant mentalitetshistorisk billede af en del af borgerskabets og dets villabygherrers selvforståelse omkring år 1900. Og som her er efterkommet med en funktionel og organisk tilgang af en arkitekt, der var bredt orienteret i tidens arkitektur og som ikke selv er gået på kompromis med kvaliteten i sine løsninger. Der knytter sig herudover kulturhistorisk værdi til alle oprindelige, ældre og traditionelt udførte bygningsdele og -detaljer, der afspejler opførelsestidspunktet, herunder bræddegulve, parket-, terrazzo- og flisegulve. Dertil kommer pudsede vægge samt lofter med stukkatur og bjælker, alle paneler, indfatninger og ikke mindst murpartier, der udtrykker den samme soliditet og gennemarbejdede tyngde som villaens ydre. Endvidere kommer alle trapper, kaminer, fyldingsdøre og gerichter med alle detaljer, og som med stor variation i størrelse og udformning indgår i det samlede helhedsbillede af en original villaindretning. Endelig knytter der sig kulturhistorisk værdi til spidsloftets bevarede tagkonstruktioner.

Den arkitektoniske værdi knytter sig i det ydre til villaen som et yderst helstøbt, nærmest skulpturelt udformet bygningsværk. Villaen er således karakteriseret ved en tæt, samlet og fyldig bygningskrop, der ubesværet former sig i organiske buer ud i risalitter og kviste. Dertil kommer det overalt fornemme murerarbejde med en betydelig del af tildannelse af murstenene. Særligt omkring false ved vindueshullerne er stenene rundede og tillige affasede nær murhullernes bund. Efter hollandsk forbillede er anvendt hårdt brændte sten på gavlkamme og udvendige trappevanger, hvilket både har konstruktive og æstetiske kvaliteter, der understøtter indtrykket af soliditet og den skulpturelle tilgang. De opskalkede tagflader, der flere steder danner udhæng for indgange og loggiaer er med sikker hånd forsynet med bemalet og udskåret træværk. Ligeså er der arkitektonisk kvalitet i de særegne og originalt udformede vinduer, hvor der er få standardløsninger og mange specialkonstruerede, elegant småtopsprossede vinduer, ikke mindst i forbindelse med de halvrunde overrammer i de store vinduer og i gavl- og kvistvinduerne, der følger bygningens overordnede linjer. Samlet set fremstår villaen som et vellykket resultat af arkitektens bestræbelser på at gøre dens ydre så helt, roligt og sammenhængende som muligt. Dette ses ikke mindst ved den ensartede og klassiske materialeholdning, der såvel i tegl- som træværk er holdt i røde farvenuancer, hvortil kommer, at der ikke er nogen forstyrrende, konventionelle opdelinger af bygningssiderne. Dette giver yderligere vægt til den dyrkelse af det gode håndværk og de overskudsagtige, ukunstlede formgivninger, der præger villaen. På samme måde kobler de tilstødende hegnsmure sig også på harmonisk vis til bygningskroppen, hvis byggelinje er trukket helt frem til gaden for at udnytte grunden maksimalt og få udbytte af en ugenert have. I det indre knytter den arkitektoniske værdi sig til den originale og særegne løsning med forskudte etageplaner, der muliggør en meget stor variation og individualitet i oplevelsen af de enkelte rum. Herved synes huset generøst og større end det rent faktisk er i etagemeter, idet planløsningerne ikke blot afspejler en klar stillingtagen til funktioner men også en sensitivitet i rummenes udstyr. Der knytter sig her arkitektonisk værdi til den suveræne behandling af murstenene, der i lighed med det ydre findes inden døre. Særligt den murede pille på hovedtrappen er bearbejdet, så der dannes et indsnit i næsten hele murstenens dybde med en betydelig skyggevirkning, hvilket gør pillen mere levende. De mange niveauspring, de forskellige vindueshuller og svungne, organiske bevægelser afspejler ligeledes en leg med lys, former og teksturer, der er ganske ambitiøs i forhold til villaens størrelse. Ikke mindst kontrastrigdommen mellem pudsede overflader og mørkmalet træværk i trapper og paneler må fremhæves.

Læs videre om

• Hestgardekasernen og Materialgården, København
• Læderstræde 5, København
• Store Kongensgade 77, København

Se alle artikler om

• By- og landskabsarkitektur
• Byggeskik
• Fredede bygninger

• Fredede og bevaringsværdige bygninger – Slots- og Kulturstyrelsen