Lyngvig Klitkirkegård er den første klitkirkegård i Danmark. Lyngvig Kirke blev indviet i 1869, og den ligger på østsiden af Holmsland Klit i et karsk og åbent landskab, der er karakteristisk for den jyske vestkyst. Omkring kirken er en traditionel, lavmælt kirkegård. I årene 2011‑12 blev den suppleret med en klitkirkegård tegnet af Møller & Fauerskov. Klitkirkegården har en smuk beliggenhed med udsigt mod Ringkøbing Fjord, og den indgår i landskabet af klitter og enge ned mod fjorden. Her er naturtyperne grå klit og klithede med bl.a. bølget bunke, almindelig engelsød, forskellige gråløvede laver, hedelyng og revling. Her er enkelte buske, men trævækst er sparsom. Klitkirkegården er hegnet med firkløvede, ubearbejdede egestolper, der er opsat lodret og sidder helt tæt sammen. Enkelte stier i beton er anlagt, og der er udlagt områder til gravpladser. Overgangen mellem den gamle kirkegård og klitkirkegården består af havtorn og enkelte fyrrebuske. Intentionen er at bevare klitlandskabet så uberørt som muligt.

Videre læsning

Læs mere om Kirkegårde i Ringkøbing-Skjern Kommune

Læs videre om

Læs også om

Se alle artikler om Kirkegårde