Møllegade 4, Højer

Højer var oprindeligt en landsby, men fik i 1500-tallet en opblomstring i forbindelse med etablering af digerne, idet de afskar Tønder fra adgangen til havet. Højer blev således Tønders havneby, og herfra blev der udskibet tusindvis af stude til Amsterdam. I 1736 fik Højer betegnelsen en flække, idet byen fik kongeligt privilegium på at drive handel og håndværk. Ud over studehandlen havde kornhandlen sammen med østersfiskeriet stor betydning for Højer, specielt fra midten af 1700-tallet til midten af 1800-tallet. I 1800-tallet og 1900-tallet blev der etableret flere små fabrikker i Højer, blandt andet en tobaksfabrik, en maskinfabrik, et bryggeri og et kalkbrænderi, hvor man forarbejdede muslinge- og østersskallerne. I 1892 kom jernbanen til Højer og med den også de første badegæster, der var på gennemrejse til øen Sild. I løbet af 1900-tallet udviklede Højer sig til en mindre industriby med møbelfabrikker, tæppefabrik og produktion af pølser. Bygningen blev opført omkring år 1700, og er blevet ombygget flere gange gennem tiden. I dag fungerer bygningen som bolig med erhverv i den østre ende, men husede tidligere tre familier.

Bygningen ligger nær Højer Mølle, på hjørnet af Møllegade og Storegade, i Højers gamle bykerne. Bygningen er en fritliggende, enetages og grundmuret længe med stråtækt, halvvalmet tag, stråtagskviste, mønning af græstørv og to skorstenspiber med sokkel og krave i rygningen. Bygningen fremtræder hvidkalket, ligesom gesimsen og skorstenspiberne, med en sorttjæret sokkel. I langsiden mod gaden er en frontkvist med kurvehanksbuet døråbning, hvori der sidder en tofløjet, traditionelt udført revledør. I gavlen er en mindre tilbygning med halvtag og profileret gesims. På facaden findes en række sortmalede murankre. Vinduerne udgøres af torammede, tredelte vinduer med koblede rammer. Dørene består af revle- og fyldingsdøre. Døre og vinduer er alle nyere, men traditionelt udført. Døre og luger er blå, mens vinduerne har blå karme og hvide rammer. Langs langsiderne ligger et bredt bånd af pigsten.

I det indre har bygningen bevaret en gennemgående diele samt en delvist gennemgående hovedskillevæg, der adskiller de en suite liggende stuer mod syd, ud til forhaven, fra funktionsrummene mod nord. En nyere ligeløbstrappe fører op til et delvist udnyttet loft med et par værelser, der har nyere overflader. Interiøret kendetegnes ved en blanding af ældre og traditionelle overflader, herunder klinke- og trægulve, pudsede vægge, bræddevægge og synligt bjælkelag med en blanding af gipspladelofter og loftbrædder imellem. Der er bevaret ældre bygningsdele som eksempelvis fyldingsdøre med profilerede gerichter, klinkefald og greb. Imellem disse er der nyere bygningsdele som er udført på traditionel vis.

Bygningens miljømæssige værdi knytter sig til dens beliggenhed centralt i Højers gamle bykerne, som er en sjælden forening af en bys lave, sluttede gadebebyggelser og en landsbys spredtliggende gårde. Bygningen sikrer sammen med byhusene og de en- og flerlængede gårde Højers autentiske og særegne landsby-kulturmiljø. Højers ældste bebyggelser blev bygget på en bakkeø, syv meter over havet, for at sikre bygningerne mod vinterens oversvømmelser i det flade landskab. De mange gårde i Højer beretter endvidere om byens strategiske placering med nem adgang til både græsningsarealer i det omgivende marsklandskab og frugtbar landbrugsjord på geesten øst for byen. Endvidere er der miljømæssig værdi tilknyttet forhaven, der afgrænses af et hvidt, traditionelt stakit, som ud over at stramme Storegades nordlige side op, er med til at understrege Højers særkende med talrige private haver, der ligger side om side med smalle gader, småpladser og byens centrale torv.

Den kulturhistoriske værdi knytter sig til, at bygningen har træk fra den slesvigske gård, som er en væsentlig og karaktergivende del af bebyggelsen ved Vadehavet. Et gennemgående træk for denne bygningstype er den forholdsvis lange længe, som ligger solret på grunden og har gavlene vendt mod øst og vest, det stejle, ubrudte, afvalmede tag, som er tækket med tagrør og har mønning af græstørv samt den spidse frontkvist, der sidder over indgangsdøren og som benævnes arkengaff. Hertil kommer, at facaderne er grundmurede, uden markerede sokler, og er sat i egnstypiske, hårdtbrændte tegl, som ofte er større end en normalsten. Særligt i den sydlige del af området, er det røde murværk dominerende, men der findes også flere gårde og huse, som har været kalkede fra ældre tid. Murværket har stor detaljerigdom omkring døre og vinduer, herunder at vinduesåbningerne er udformet med segmentbue samt at døråbningen er udformet med et kurvehanksbuet stik af formsten, og at den indadgående dør sidder bagved denne i en selvstændig karm. De kurvehanksbuede stik er karakteristiske ved at hvile på et let fremspringende vederlagsparti. I Møllegade 4 er vinduerne, som traditionen foreskriver det for enkle landhuse, torammede og delvist hvidmalede. Lugen i østgavlen vidner om, at loftrummet er blevet anvendt til opbevaring. Det hårde vejrlig og truslen om stormflod har været medvirkende til at skabe den særlige byggeskik, ligesom det har været afgørende for udviklingen af denne bygningstype, hvilke byggematerialer man kunne skaffe lokalt. Husenes solrette placering gør, at det kun er den ene gavl, der er udsat for den hårde vestenvind, som præger området. I det træfattige landskab har det været vanskeligt at skaffe konstruktionstømmer, og man har derfor tidligt bygget i grundmur. Et byggemateriale, der også er mere modstandsdygtigt overfor klimatisk nedbrydning end for eksempel bindingsværk. De karakteristiske teglsten blev brændt lokalt af bønderne eller på lokale teglværker. Tunge græstørv til mønning og rør til tækning hentede man i engdragene og i marsken, hvor der før de store afvandingsprojekter var langt flere rør end i dag. Til fremstilling af mørtel og til hvidtning anvendte man "Skælkalk", der blev fremstillet ved at brænde skaller og kalksten fra stranden. Sten til belægning, der leder regnvandet væk fra husene og mindsker opsprøjt på murværket hentede man ligeledes fra stranden. Bebyggelsens udformning er således præget af både de klimatiske og landskabelige forhold samt af adgangen til byggematerialer.

Den særlige byggeskik med de grundmurede huse, som allerede var almindelig i begyndelsen af 1700-tallet, adskiller sig væsentligt fra landbyggeskikken i resten af landet, hvor bindingsværk var den almindelige byggemåde frem til sidste halvdel af 1800-tallet. Byggeskikken langs Vadehavet er præget af traditionel vestslesvigsk byggeskik, som vandt frem efter stormfloden i 1634. Den frisiske påvirkning viser sig ikke kun i byggematerialerne, men også i orienteringen og disponeringen af bygningerne. De karaktergivende og smukke detaljer og bygningsdele, der kendetegner det slesvigske længehus, har næsten alle en praktisk og funktionel begrundelse. Ud over at arkengaffen markerer indgangen i facaden, har den også flere praktiske funktioner, herunder at man igennem forkelugen kunne kaste hø op på loftet, samt at arkengaffen tjente som brandsikring ved at forhindre at et brændende stråtag skulle skride ned over flugtvejen fra hoveddøren. I det indre knytter den kulturhistoriske værdi sig til bygningens bevarede dele af den ældre planløsning, herunder den gennemgående diele samt den delvist gennemgående hovedskillevæg, der adskiller de en suite liggende stuer fra funktionsrummene mod nord. Derudover knytter den kulturhistoriske værdi sig i det indre til de ældre og traditionelle bygningsdele, herunder klinke- og trægulvene, bræddevæggene og det fritliggende bjælkelag med loftbrædder. Hertil kommer de bevarede bygningsdetaljer som brystningspaneler, fyldingsdøre med profilerede gerichter, bukkehornsbeslag, klinkefald og greb.

Den arkitektoniske værdi kan i det ydre tilskrives den enkle og lange bygningskrop, som domineres af de næsten ubrudte tagflader med skorstenspiber. Mod gaden brydes formen af den markante frontkvist, der skærer sig op i tagfladen og angiver hovedindgangens placering. Facadernes homogene fremtræden med sort sokkel, hvidkalket murværk og blåmalet træværk giver sammen med det altdominerende stråtag bygningen en meget helstøbt og harmonisk fremtræden. Få, men elegante detaljer pryder facaderne, herunder murankrene samt murværksdetaljerne omkring den rundbuede dørniche.

Læs videre om

• Grøngård, Hostrup
• Slotsgaden 4, Møgeltønder
• Østergade 27, Toftlund

Se alle artikler om

• By- og landskabsarkitektur
• Byggeskik
• Fredede bygninger

• Fredede og bevaringsværdige bygninger – Slots- og Kulturstyrelsen