Møllestræde 2 ligger på Møllestræde 2 i Kalundborg Kommune. Bygningen er fredet og har en tinglyst bevaringsdeklaration.

Bygningshistorie

Gården er en af de største og bedst bevarede købmandsgårde i Kalundborg. Gården ligger på Kordilgade, som er den oprindelige strandvej langs Hærens Vig mod øst med retning mod Holbæk. I løbet af 1600-tallet skifter Kordilgade karakter og her etableres store købmandsgårde og anden form for handel i gaden. Siden har gaden fungeret som hovedhandelsstrøg, som vi kender den i dag. Gården giver stadig i dag beskueren indtryk af handel, hestevogne og et livligt liv på gårdspladsen. I dag er gårdspladsen mere fredfyldt og et åndehul bag Kordilgades pulserende handels- og caféliv. Den gamle købmandsgård har mod Kordilgade to huse, i øst en toetages bindingsværksbygning og mod vest et enetages hus. Gården er samlet af købmand Anders Jensen Faaborg (1726-1801). Det høje bindingsværkshus har haft en port øst fra den nuværende trappeindgang, og da førstesalen var kornmagasin, har der næppe oprindeligt været isat vinduer. Facaden på det lave hus er fra 1812, men den er ændret og gavlkvisten tilføjet i 1922. Dateringen 1777 på sidelængen mod Møllestræde gælder kun den 25 fag lange bindingsværksfløj. Længen har tidligere indeholdt køkken, bryggers og pakhus for det samlede anlæg, men blev i 1920´erne ombygget ad flere omgange. Længen blev lavet om til to lejligheder og en butik. Den lave længe blev benyttet som byens bibliotek fra 1920-61, men i dag er bygningerne ud til Kordilgade restaurant og hotel.

Længen er opført i 1777 af Anders Faaborg. Den indeholdt tidligere køkken, bryggers og pakhus for det samlede anlæg. I 1920´erne blev den ombygget af flere gange; taget blev omlagt, og langsiderne blev reguleret med nye vinduer og døre til to lejligheder og en butik. Gårdsiden blev endvidere omsat i grundmur og kalket.

Beskrivelse

Ole Lunds Gård udgøres af i alt seks bygninger, hvoraf de fire er fredet, de udgør tilsammen en af de største købmandsgårde i Kalundborg. Købmandsgården optager hele hjørnegrunden, der udgøres af Kordilgade i syd, Møllestræde i vest og Møllebakken i nord. Gårdrummet er let stigende op mod Møllebakken, delvist pigstensbelagt og med et centralt placeret løvfældende træ. Mod øst bag Den østre længe og dennes sidebygning er en mindre have. Bygningen, der er opført i 1777, er 25 fag lang og seks fag bred, en etage høj over to kældre i nordre ende, hver på fem til seks fag. I den søndre ende er bygningen sammenbygget med Kordilgade 1.s to portfag. Bindingsværk i gadeside og grundmur til i gårdside. Teglhængt opskalket heltag med to murede skorstene uden sokkel. Den ene har en dækplade øverst, der hviler på fire ben. Den anden er lige over rygningen midlertidigt aflukket med en betonflise. Mod gaden er der to små taskekviste med tegl og en aflangt vindue med tre små ruder. Bindingsværket er egetømmer med gennemstukne bjælkehoveder, rejst på en muret, pudset sokkel, med tavl udmuret i flensborgsten, skuret og kalket. Gårdsiden er omsat i grundmur i normalsten og kalket over en pudset sokkel, mod tag afsluttet med en aftrappet gesims. Mod gården er vindueshullerne fladbuede helstensstik med cementstøbte sålbænke. Vinduerne er smårudede korspostvinduer, dog er der mod gaden tre småsprossede butiksvinduer. Dørene er fyldningsdøre med overvinduer samt en enkelt glasdør. Trapper mod gaden af granitsten med smedejernsværn, mod gården er trapperne støbte. Kældertrappe mod gaden. Sort opstolpet tømmer over tjæret sokkel, gulkalkede tavl, gårdside gulkalket med en hvidkalket gesims. Hvidmalede vinduer og sortmalede døre. Længen er indrettet til beboelse og butik/kontor.

Miljømæssig værdi

Den tidligere købmandsgård, Ole Lunds Gård, er et prominent bygningsanlæg i Kordilgades vestre ende, Kalundborgs traditionelle handelsgade, hvor den i kraft af sin bygningsrigdom og gårdrummets imponerende størrelse manifesterer sig ved at udfylde en ret stor hjørnegrund mellem Kordilgade, Møllestræde og Møllebakken. Bygningsanlæggets forskellige bygninger er med hver deres hierarkiske betydning meget vigtig for den gade de ligger i, da de både er volumengivende og danner ryg i gaden samt understreger hver gades karakter. Kordilgade som den vigtige handelsgade med de fine og repræsentative bygninger, Møllestræde som en sekundær gade med de lavere bygninger og endelig Møllebakken som en praktisk ankomstvej til gården med pakhusbygningerne. Strukturen som bygningerne udgør omkring det samlende gårdrum er særdeles vigtig at bevare.

Kulturhistorisk værdi

Ole Lunds Gård er med sin oprindelse som købmandsgård et vidnesbyrd om Kordilgades nye magtfulde position som byens vigtigste handelsstrøg efter at handlen flyttedes væk fra Højbyen i slutningen af 1600-tallet bl.a. i kraft af, at mange af varerne kom ind til Kalundborg ad den østre port, i den modsatte ende af Kordilgade. Samlet set udgør de seks bygninger i Ole Lunds Gård en af de største og, i det ydre, bedst bevarede købmandsgårde i Kalundborg.

Arkitektonisk værdi

Den arkitektoniske værdi knytter sig til det enkle og velproportionerede bygningsvolumen med en stor tagflade, der kun brydes af to velproportionerede taskekviste med lave vinduer, der er passende lysgivere til et loftrum. Bygningen er karakteriseret ved et oprindeligt materialevalg i tegl og tømmer, og fremstår især mod Møllestræde imponerende, hvor bindingsværkets taktfaste repetition og bygningens imponerende længde på 23 fag giver bygningen karakter i gaden. Facaden brydes af de mange vinduer, fyldningsdørene med de smukt bearbejdede granittrappesten og smedede værn samt porten mod syd, hvilket giver et levende og spændstigt facadeudtryk. Gårdsiden er mere enkel i sit udtryk med grundmur, og vidner om dens sekundære betydning. Porten i Møllestræde er med sin stenbelægning et vigtigt arkitektonisk element, der fortæller om bygningens tidligere brug. I det indre knytter de arkitektoniske værdier sig til de originale bygningsdele og bygningsdetaljer.

Videre læsning

Læs videre om

Se alle artikler om

Eksterne links