Møntergade 6 ligger på Møntergade 6 i Københavns Kommune. Bygningen er fredet og har en tinglyst bevaringsdeklaration.

Bygningshistorie

Efter reformationen i 1536 blev det stedlige Sankt Clara Kloster i 1541 indrettet til værksted for Den Kongelige Mønt. Omtrent fra dette tidspunkt opstod derfor navnet Møntergade, der som gade havde eksisteret siden middelalderen. Området blev ødelagt af den store bybrand i 1728, og flere af de såkaldte ildebrandshuse blev herefter opført i 1730'erne. Størstedelen af disse har undergået forskellige forandringer i 1700- og 1800-tallet. I kraft af stedvis hårde saneringer som følge af voksende slum og en stigende overbefolkning samt ved flere nyere, monumentale byggeriers indpas forsvandt adskillige af de mindre og ældre bygninger i løbet af 1900-tallet. Karreen Møntergade-Gammel Mønt-Sværtegade-Pilestræde fremstår usædvanlig velbevaret med et stort antal restaurerede 1700-tals huse, hvoraf langt hovedparten er fredede. Forhuset på Møntergade 6 blev opført mellem 1730 og 1749 stod det som et toetagers hus med kælder. I 1775 blev huset forhøjet og fik mansardtag. I 1839 fik forhusets facade sin nuværende udsmykning.

Beskrivelse

Forhuset ligger på Møntergade 6, der forbinder Pilestræde i syd med Gothersgade i nord og krydser omtrent midtvejs Gammel Mønt. Forhuset er fem fag bredt og står i fire etager over en høj kælder. Forhusets tag er hængt med røde tegl, og i mansarden mod gaden ses to kviste. I tagfladen mod gården sidder en skorstenspibe. Den grundmurede facade er pudset og malet i en rødlig nuance. Facaden har en kordongesims mellem stueetage og første sal og afsluttes mod tagfoden af en hovedgesims. Begge gesimser er hvidmalede. I det yderste fag fører tre trin i natursten op til en ældre, tofløjet og grønmalet fyldingsdør, og herover sidder et overvindue med sprosseværk. I faget ved siden af hoveddøren fører trin af natursten ned til en nyere kælderdør med en enkelt fylding af glas. Begge døre er grønmalede. Vinduerne er traditionelt udførte og grønmalede. De er firerammede med to ruder i de nederste rammer, med undtagelse af kældervinduerne som er etrammede og vinduerne i kvistene, som er trerammede med tre ruder i hver ramme. Gårdsiden er opført i brunmalet bindingsværk med tavl som er pudsede og gulkalkede. På gårdsiden sidder to nyere glasdøre, der er inddelt i henholdsvis fire og seks felter. Vinduerne er traditionelt udførte og rødmalede. Vinduerne er en blanding af firerammede vinduer med enten en eller to ruder i de nederste rammer eller firerammede vinduer med seks ruder i alle rammer. I det indre er både en ældre, traditionel etage- og planløsning i hovedtræk bevaret. I stueetagen ligger i det yderste fag en gennemgående forstuegang med en ældre trappe. Herfra er der adgang til de resterende etager med en lejlighed pr. etage. Trappen har udskårne balustre og profileret håndliste. De indstemte trin er beklædt med linoleum. Kælderetagen anvendes til erhverv. Lejlighederne har en traditionel grundplan med to stuer mod gaden. Køkken, badeværelse og et værelse ligger mod gården. Der er bevaret en del ældre bygningsdele og -detaljer, herunder fuldpanelerede ydervægge, vægge af bindingsværk, lysningspaneler, fyldings- og revledøre med greb og gerichter, skorstenskerner, stukkatur, loftsbjælker, vinduesdetaljer, herunder håndsmedede anverfere og stormkroge. Overfladerne er en blanding af ældre og traditionelle, herunder pudsede vægge og lofter samt bræddegulve. Herudover ses også nyere overflader, herunder parketgulve og fliser.

Miljømæssig værdi

Den miljømæssige værdi knytter sig til ejendommens beliggenhed i Møntergade, hvor forhuset indgår som en integreret del af husrækken, der består af lignende bygninger fra samme periode. I kraft af sin proportionering, facadekomposition og materialeholdning indgår forhuset dermed som en harmonisk del af det historisk dominerede gadebillede. Hertil kommer, at forhuset tillige er med til at opretholde den middelalderlige gadestruktur. Endvidere er der miljømæssig værdi relateret til det smalle gårdrum og forhusets sammenhæng med nabobygningerne. Denne tætte struktur gør det muligt at aflæse, hvordan man udnyttede byens arealer bedst muligt.

Kulturhistorisk værdi

Den kulturhistoriske værdi ved Møntergade 6 er overordnet knyttet til ejendommen som et eksempel på et forhus fra første halvdel af 1700-tallet, der vidner om genopbygningen efter den store brand i 1728 og herefter ombygget i slutningen af 1700-tallet og midten af 1800-tallet. Husrækken på Møntergades sydøstlige side med de lige numre 4-16 består af såkaldte ildebrandshuse opført i årene efter 1730 med undtagelse af Møntergade 2 på hjørnet af Pilestræde fra 1888. Selv om forhusene siden er ændret og forhøjet, har bebyggelsen et ensartet præg. Matriklerne er lige brede og dybe, og ejendommene har i overvejende grad den samme struktur. Før branden i 1728 lå her en række boder fra midten af 1600-tallet, der senere i århundredet blev stykket ud i enkelte ejendomme. Det er således 1600-tallets bebyggelsesstruktur, som stadig kan kendes i gaden. Endelig er der kulturhistorisk værdi knyttet til forhusets facade med et klassicistisk udtryk, der er kommet til i midten af 1800-tallet, med den karakteristiske glatpudsede facade med kordon- og hovedgesims. I det indre knytter den kulturhistoriske værdi sig til ejendommens traditionelle disponering med erhverv i kælderetagen og lejligheder herover. Der er en lejlighed på hver etage med selvstændige køkkener, hvilket var nyt for etagehusene, som blev opført efter branden i 1728, idet man hovedsageligt tidligere havde boet i enfamiliehuse – gårde på landet og boder i byen. Ejendommen fremtræder tillige som en integreret helhed med fine stuer mod gaden og køkken mod gården. De bevarede dele af de ældre og traditionelt udførte interiører har ligeledes stor kulturhistorisk værdi, idet de vidner om forskellige perioders udsmykningsideal og æstetiske præferencer. Af særlig værdi har bræddegulve, fyldingsdøre med hængsler og tilhørende gerichter, brystnings- og lysningspaneler, fuldt panelerede ydervægge, loftstukkaturen, skorstenskerner samt vinduesrammernes håndsmedede anverfere og stormkroge. Hertil kommer, at etagehøjden og ydermurenes vægtykkelse på traditionel vis mindskes opefter i bygningen.

Arkitektonisk værdi

Bygningens arkitektoniske værdi knytter sig i det ydre til den enkle facadekomposition med kordon- og hovedgesims, der giver facaden et afbalanceret og knapt udtryk. Kordongesimsen mellem stueetagen og første sal samt hovedgesimsen mod tagfoden har endvidere den vigtige funktion, at de skaber en visuel balance i den ellers høje facade. De glatte murflader, enkle horisontale linjer og den regelmæssige og taktfaste placering af vinduerne bidrager til bygningens overordnede rolige og værdige fremtræden.

Videre læsning

Læs videre om

Se alle artikler om

Eksterne links