Møstings Hus ligger på Andebakkesti 5 i Frederiksberg Kommune. Bygningen er fredet og har en tinglyst bevaringsdeklaration.
Møstings Hus, Frederiksberg
Bygningshistorie
Bygningen blev opført af bygherre Assessor Feddersen. Arkitekten er ukendt. Bygningen lå oprindeligt i Smallegade. En bygningsbeskrivelse fra 1801 beskriver, at bygningen var udstyret ud over det almindelige med glaserede tagsten, kordongesims, gesims, liséner, kapitæler og en fronton med stukkaturarbejde. Indvendigt indeholdt stueetagen tre værelser, et stort køkken og en spisesal. Fra stueplan førte en sirlig trappe op til første etagen, hvor der var tre værelser, en stor sal og en spisestue. Vægge og lofter var gipsede, og der var hollandske døre og dobbelte engelske vinduer med store ruder og udvendige vinduesskodder. Bygningen havde endda dobbelte fyldningsdøre, hvilket på den tid kun fandtes i rige huse. Udover hovedbygningen fandtes en staldbygning i bindingsværk med vognremise og karlekammer. I 1805 solgte Assessor Feddersen lystgården til grosserer Joseph Nathan David. I 1809 købte Kancellipræsident Joh. Sigismund Møsting gården, men solgte den igen i 1812. I 1816 byttede Møsting sig dog tilbage til sin lystgård, hvor han boede til sin død i 1843. Efter Møstings død overtog postdirektør Hermann Monrad lystgården, som han gjorde til sin helårsbolig. Dele af gårdens jord blev solgt fra. Monrad ejede stedet frem til sin død i 1878. Lystgården blev i 1880 solgt af Monrads arving. I 1903 var de fleste af gårdens tilhørende længer revet ned, og hovedbygningen blev omgivet af etagebyggeri. I 1918 blev bygningen fredet i klasse A. I 1929 blev midterposten på vinduerne i stueetagen fjernet, og døren i gavlen blev udvidet. I forbindelse med en regulering af Smallegade i 1939, fik Frederiksberg Kommune lov til at nedrive bygningen, under forudsætning af, at der blev foretaget en fuldstændig opmåling af huset, og at man bevarede de væsentligste bygningsdele til genopførelse. Nedrivningen var først færdig i 1965, og bygningen blev genopført og indviet på sin nuværende plads i 1978. I forbindelse med genopførelsen ved gadekæret, blev der anlagt en mindre barokhave øst for hovedbygningen.
Beskrivelse
Møstings Hus består af en udstillingsbygning beliggende mellem Frederiksberg gadekær mod nord, Andebakkestien mod vest og mod 4. Maj Kollegiets have og Frederiksberg Have mod syd. Bygningen er desuden omgivet af en mindre anlagt barokhave mod øst og et smalt græsareal mod syd. Møstings Hus er en fem-fags, grundmuret udstillingsbygning i to etager med uudnyttet loftetage og med en stor frontispice over de tre midterfag mod nord. Helvalms taget er højt og belagt med sortglaserede vingetegl. Frontispicens gavl flankeres på taget af to brede skorstene med kraftige sokler og murede kraver. Bygningen er pudset i en kølig grå puds over en bred sokkel af kløvet granit. En kordongesims, en hovedgesims samt fire pilastre ved frontispicen er alle pudset i en varm grå. Stueetagen er lav, hvilket understreger første etagens herskabelige størrelse. Alle vinduerne er hvidmalede med torammede, sprosseopdelte rammer på stueetagen og høje korspostvinduer med todelte underrammer i første etagen. Vinduesformater og zinksålbænke går igen på samtlige facader. Hovedfacaden mod nord præges af den rigt udsmykkede frontispice med fire kannelerede pilastre, der understreger facadens taktfaste vinduessætning med fem vinduesfag. Frontispicens pilastre omfavner i stueplan de tre midterste vinduer, hvorved der dannes en pudset base til pilastrene. Basen stopper ved kordongesimsen. Over kordongesimsen detaljeres pilastrene af kannelure, som afsluttes i volutter, der bærer en smal arkitravfrise. På arkitraven hviler frontispicens trekantsgavl, som har en enkel konsolgesims, der omkranser gavlfeltets hvide stukarbejder. Ved de to yderste vinduesfag mod øst og vest, hvor frontispicen er ophørt, er der på første etagen en tilbagetrukket, muret niche, som indrammer de enkelte vinduesfag. På de to modsvarende vinduer i stueetagen, er der en imitation af en topsten, som går i forbindelse med den pudsede kordongesims. Facaden mod syd præges af en enkelthed uden kordongesims eller andre raffinementer. Facaden har fem vinduesfag, hvoraf de midterste i første etagen udgøres af en fransk altan med en tofløjet terrassedør med overvindue. I stueetagen er det sydvestvendte vindue blændet og markeres af en tilbagetrukket niche. Indgangen er i den vestvendte gavl via en nyere, centreret og tofløjet dør med fyldninger. Gavlen er rytmisk og symmetrisk opdelt med ét vinduesfag på hver side af døren. Vinduesfagene mod syd er blændet i stueplan i første etagen. Blændingerne markeres som en tilbagetrukket niche. Kordongesimsen trækkes med rundt på begge gavle. På øst gavlen findes der to nyere terrassedøre i stueplan og to korspostvinduer i første etagen. Alle er placeret i de yderste vinduesfag. I det indre har bygningen stort set beholdt sin planløsning i stueetagen og på første etage. Stueetagen indeholder mod vest en nyere entré med reception afgrænset af glasvægge. Mod syd løber den oprindelige treløbstrappe fra kælder til loft. Mod øst er de tidligere værelser/stuer nu udstillingsrum. Planen underdeles af en midterskillevæg i forbindelse med skorstenen og to gennemgående tværskillevægge i nord/sydlig retning. Tværskillevæggene danner to et-fags hjørneværelser mod øst og to tre-fags stuer midt i bygningen. I midterskillevæggen er døråbningerne til dobbelte fløjdøre, i tværvæggene er åbningerne til enkeltdøre. Samtlige dørblade, undtaget ét mod receptionen, var demonteret ved besigtigelsen. Dørbladet er med en typisk klassicistisk firedeling af fyldningerne og beslåningen nyere. Fyldningernes opdeling og gerigternes brede, profilerede udformning går igen på første etagens dobbelte fløjdøre. Lofterne er pudsede med enkle, profilerede stukgesimser og enkle stukrossetter. Gulvene er belagt med nyere, kvadratiske ølandsfliser. Første etagen præges af den oprindelige planløsning, der som på stueetagen, er disponeret med en midterskillevæg, hvorfra to tværskillevægge adskiller de to tre-fags sale i midten af bygningen fra to et-fags hjørneværelser mod øst og et et-fags hjørneværelse og trappen mod vest. Etagen fremstår herskabelig med oprindelige interiører, gennemgående, malede plankegulve og høje fodlister, som sammen med en liste illuderer brystningspaneler. Væggene er pudsede og malede, og der er dobbelte fyldningsfløjdøre med brede profilerede gerigter mellem samtlige værelser/sale. Dørene har oprindelig beslåning. Over de tre dobbelte fløjdøre i den sydvendte sal, er væggen dekoreret med stukguirlander og stukbånd. I den fineste sal mod nord, er der over de tre dobbeltdøre udsmykket med udskårne frontoner med volutter og akantusmotiv. Foldbare lysningsskodder med fyldninger, høje korspostvinduer med klassicistiske trekvartstaf profiler på lod- og tværpost samt karme er gennemgående på etagen. Vinduesrammerne er med kvartstafprofiler, kraftige sprosser samt ældre anverfere og stormkroge. I gavlværelserne er der opsat forsatsvinduer. Loftet i den nordvendte sal er rigt dekoreret med en markant, konsolbåren stukgesims og en bladdekoreret stukrosset. De øvrige lofter på etagen har en mindre prangende, dog kraftig profileret, stukgesims og vekslende stukrossetter. Tageetagen består af ét stort loftrum med et undertag af brædder. Der er synlige spær, hanebånd, to skorstensløb med skorstensstol, smalle plankegulve samt to ældre støbejernsvinduer mod syd. Kælderen er indrettet med en fordelingsentré, hvor der via et mindre forrum er adgang til bygningens to toiletter mod nordvest og to store opbevaringsrum adskilt af midterskillevæggen. Mod øst er et tværgående fyrrum. Gulvet i fordelingsentré og toiletter er med nyere, kvadratiske ølandsfliser. De øvrige gulve er belagt med rektangulære teglstensfliser fra 1970'erne. Interiøret er fra bygningens genopførelse.
Miljømæssig værdi
Bygningens miljømæssige værdi knytter sig til dens nuværende beliggenhed ud til gadekæret mod nord og Frederiksberg Have mod syd. Bygningens næsten romantiske placering med gadekæret i forgrunden, danner en fin og troværdig helhed. Den statelige bygning ligger desuden som pendant til det næsten samtidige Hassagers Kollegium på Frederiksberg Bredegade 13A, og de to bygninger bidrager dermed til, at der skabes et lokalt bymiljø med historiske referencer.
Kulturhistorisk værdi
Den kulturhistoriske værdi i Møstings Hus ligger i bygningens imposante fremtræden. Bygningens raffinement omkring frontispicen og den udsmykkede første etage, højner den over de andre lystgårde på Frederiksberg fra samme periode. Tillige knytter den kulturhistoriske værdi sig til bygningens udprægede klassicistiske udseende. De enkle og rendyrkede klassicistiske virkemidler i hovedfacaden samt i de indvendige bygningsdetaljer, har fået mange til at mene, at bygningen må være tegnet af en elev af klassicismens store mestre C.F. Harsdorff. Tydelige paralleller til Harsdorffs store københavnske værker, såsom Harsdorffs Hus på Kongens Nytorv og Perchiers gård i Holmens Kanal, styrker denne teori og bringer Møstings Hus op i en særklasse blandt lystgårdene på Frederiksberg. I det indre knytter de kulturhistoriske værdier sig til den genkendelige planstruktur på begge hovedetager, den uudnyttede tagetage samt første etagens herskabelighed med de rigt udsmykkede sale. Etagernes oprindelige hierarki kan aflæses i lofthøjderne og i vinduesstørrelserne. Derudover fremstår den høje første etage som den mest prominente med flest kunstneriske bygningsdetaljer. Bygningens interiør udgør således en værdig repræsentant for den klassicistiske stilperiode.
Arkitektonisk værdi
Den arkitektoniske værdi knytter sig i det ydre til det klassicistiske, velproportionerede og symmetriske volumen, med forholdsvis enkle facader mod øst, vest og syd og med den altdominerende hovedfacade mod nord. Den lave stueetage, med næsten kvadratiske vinduer, underordner sig den herskabelige første etage. Det høje, helvalmede tag med den kraftige opskalkning giver tagfladen en flot afslutning mod gesimsen. I kraft af etagernes forskellige højder og den etagebundne forskel i detaljeringen omkring frontispicen, skabes der et let aflæseligt hierarki i facaden. Bygningens arkitektoniske udtryk tegnes af den udsmykkede hovedfacade med fire pilastre med pudsede baser, der overgår i kannelure i højde med kordongesimsen. Pilastrene afsluttes med volutter, der understøtter frontispicens konsolindrammede gavlfelt med stukarbejder. Hovedfacaden er forholdsvis smal med sine blot fem vinduesfag. Grundet det høje teglbelagte helvalmstag, som udgør lidt over 1/3 del af bygningen, synes bygningen meget kompakt. Den forholdsvis ubrudte og store tagflade, med den karakteristiske kraftige opskalkning, tegner sammen med de kompakte murflader, bygningens karakteristiske landstedsprofil. Den gennemgående og enkle brug af to pudsfarver binder de ellers forskellige facader sammen. Bygningen fremtræder derved helstøbt, med en enkelt og gennemgående materiale- og farveholdning.I det indre knytter den arkitektoniske værdi sig i stueetagen til planløsningen mod øst, med de bevarede dobbelte døråbninger, fyldningsdørene og stukgesimserne. Dog er det første etagen, der højner husets arkitektoniske værdi, med den velbevarede grundplan og de utallige velbevarede og herskabelige bygningsdetaljer, såsom stuklofter med stukrossetter, og i salen mod nord, den rigt udsmykkede stukgesims, de dobbelte fløjdøre med oprindelig beslåning og sirligt udsmykkede frontoner og stukarbejder over gerigterne. Også de oprindelige, malede plankegulve, brystningspanelerne samt de oprindelige vinduer med bevarede anverfere og lysningsskodder med fyldninger, bidrager til den arkitektoniske værdi. Den interne treløbstrappe i træ, med lette, kvadratiske og affasede balustre samt den svungne håndliste, som afsluttes i en let snirklet mægler med balustre, binder på flot vis alle etagerne sammen fra kælder til loft.
