Maglehøj

I marts 1880 meddelte skrædder Lars Petersen i et brev til museumsinspektør Vilhelm Boye, at der ved udgravning af en høj på Smørumovre Mark var fundet oldsager af bronze. Et par dage senere besøgte arkæologen Sophus Müller stedet. Det var planen, at højen skulle sløjfes, og jorden bruges til opfyldning af et nærliggende mosehul. I den sydlige bortgravede del var der på højbunden fremkommet en stendynge, og da den blev fjernet, fandtes rester af en trækiste, ifølge finderne, af form som en kasse og i den forbindelse de førnævnte bronzegenstande fra ældre bronzealder (sværd, dolk, pålstav, døllemejsel, ragekniv med hestehovedformet greb, bæltekrog, armring, tutulus, pincet og en nagle). Ved en efterundersøgelse af fundstedet dukkede der flere oldsager op, nemlig en kraftig guldarmring, nogle mindre bronzestykker foruden træ- og tøjrester, bl.a. af en hue med et loddent, såkaldt floslag på ydersiden. Der fandtes ingen knogler, men der var uden tvivl tale om en mand, begravet ubrændt i en trækiste. Højen indeholdt yderligere mindst to grave dækket af stendynger, men i ingen af disse fandtes nogen oldsager. Alle bronzegenstandene blev købt af Nationalmuseet, men de tre lokale folk, der havde været involveret i højens udgravning, blev uenige om, hvem der skulle have de 46 kr., der udbetaltes i godtgørelse for guldringen. De blev dog kort efter forligt og beløbet delt imellem dem.

I forbindelse med den store landsdækkende herredsberejsning besøgte C. Neergaard i 1889 Smørum sogn og beskrev lokaliteten således: ""Maglehøj", nu stærkt indgravet fra Syd, ca. 20' høj og 90' i Diam. I denne fandtes B 2109-B 2122."

Efter vedtagelsen af fredningsloven i 1937 rejste Nationalmuseets folk på ny rundt i hele Danmark. I 1938 var T. Mathiassen i Smørum sogn, hvor bl.a. rundhøjen sb. 20 blev fredet med følgende beskrivelse: ""Maglehøj", oprindelig en stor Høj, men kun en Skal tilbage mod N og V. [[Efter nævnets kendelse fredet i 10 m's omkreds. 442/54]]."

Dækket af en stendynge.