Magstræde 18, København

De københavnske gader præges frem for alt af bebyggelsen efter de tre store brande i 1728, 1795 og i forbindelse med englændernes bombning af København i 1807. Branden i 1728 var størst: omkring 1600 af byens 4100 huse brændte; hertil kom 5 kirker. Ilden brød ud ved Vestervold, og herfra vandrede ilden over fire dage gennem hele byen ned til Gothersgade. Snarens Kvarter, der ligesom Snaregade har navn efter købmand og rådmand Erland Jonssøn Snare i 1500-tallet. Bydelen afgrænses af Naboløs, Hyskenstræde, Vimmelskaftet, Skoubogade, Skindergade, Gammel- og Nytorv, Rådhusstræde, Frederiksholms Kanal og Nybrogade. Størstedelen af Snarens Kvarter brændte både i 1728 og 1795, men i den sydlige del findes adskillige bevarede bygninger. Herunder i Magstræde. Forhuset er opført omkring 1730, antagelig for snedker Peter Enequist. Bygningen var da helt i bindingsværk. Facaden er grundmuret i flere tempi mellem 1782 og 1837. En oprindelig bindingsværksfrontispice er blevet nedbrudt og genopført i grundmur i 1946. Trappehuset i forbindelse med forhuset er opført i 1862 til erstatning for et ældre trappehus i to etager. Sidehuset er antagelig opført omkring 1730 i mur- og bindingsværk. Trappehuset mellem side-og baghus er sandsynligvis fra tiden omkring 1800, muligvis dog fornyet sammen med det andet trappehus. Baghuset er fra samme periode som for- og sidehus. Ved en fornyelse af taget i 1932 fjernedes en oprindelig fjerde etage. En omfattende istandsættelse af bygningerne fandt sted i 1970'erne.

Ejendommen Magstræde 18 er beliggende i Københavns Snarens Kvarter med forhuset som et integreret led i gadens husrække og med tilstødende side- og baghus på gårdsiden. Det grundmurede forhus i Magstræde 18 er fire fag bredt og står i tre etager over kælderen. Facaden er pudset og malet i en rosa kulør over et lavt, sortmalet sokkelfremspring. Kælderetagen er trukket svagt frem i forhold til den øvrige facade. Facaden har en profileret, hvidmalet hovedgesims og toleddet kordongesims mellem stueetage og første sal. Mellem første sal og anden sal er, i murplanets to midterfag, et hvidmalet forsænket felt. Facaden afsluttes af en gavltrekant med gesims og udligger. Taget er et rødt teglhængt heltag. Heri er der på hver side af gavltrekanten nyere vinduer i tagfladen. I det vestre fag sidder hoveddøren tre trin oppe. Døren er en ældre, tofløjet, grønmalet fyldingsdør. Ved siden af hoveddøren er en kældernedgang med fladbuet stik over. Den i lysningen dybtsiddende kælderdør er en nyere, hvidmalet dør med glas i den øvre del. Vinduerne i facaden fra stueetage til anden sal er traditionelt udførte eller ældre korspostvinduer med små ruder i. I gavltrekanten er vindue med krydspostopdeling og små ruder. Alle vinduer er hvidmalede bortset fra de nyere enrammede vinduer i kælderetagen. På gårdsiden er tilføjet et trappehus på forhuset samt et trappehus i forlængelse af sidehuset mod baghuset. Trappehuset mod forhuset er i ét fag, sidehus med trappehus er i fire fag og baghuset har et enkelt fag til gårdsiden. Tilsammen favner ejendommen sammen med nabobygningen mod vest et smalt lille gårdrum med toppede brosten. Gårdsiden er kalket i jernvitriol. Forhus med trappehus er grundmuret. Øverst i murplanet er en fladbuet vinduesblænding. Sidehuset har sortopstreget bindingsværk og det tilhørende trappehus i ét fag har en mørkmalet bræddebeklædning. Baghuset er i grundmur. Over døren er et bredt buet stik, der formentlig har været en tidligere portgennemkørsel. Mod tagene er en toleddet, hvidmalet hovedgesims. Forhuset har et rødt teglhængt mansardtag med en lille heltagskvist i den nedre del. Imellem for- og sidehus sidder en muret skorsten. Sidehuset har et rødt teglhængt halvtag med to kviste svarende til den i forhuset. I baghuset er taget fjernet og her er i stedet en bræddebeklædt tagterrasse. På gårdsiden er dørene til trappehusene traditionelle bræddedøre, grønmalede med ældre, håndsmedede beslag, stabler, greb og låseskilte. Døren til baghuset er en ældre fyldingsdør med overvindue med snørklet sprosseværk. Døren på baghusets bagside er en nyere pladedør. Alle døre er malet grønne. Vinduerne er på gårdsiden overvejende nyere, hvidmalede og traditionelt udførte krydspostvinduer med små ruder. I baghusets nordvestvendte bagside er der i nyere tid isat enrammede vinduer. I det indre er overvejende en traditionel plandisposition. I stueetagen har forhuset en gennemgående forstue om til hovedtrappen og lejlighederne har en gadevendt stue mens de funktionsbetingede rum som køkken, toilet samt bitrappe er placeret i side- og baghus. Lejlighedernes snedkerudstyr er overvejende ældre med brystningspaneler med listeinddelte felter over og lysningspaneler i stuerne, samt malede profilerede loftsbjælker. Lejlighedernes dørpartier er overvejende ældre eller traditionelt udførte fyldingsdøre med ældre gerigter og indstukne hængsler, men med nyere greb og låseskilte. Enkelte døre har ældre, håndsmedede bukkehornsbeslag. Nogle steder er der nyere parketgulve, mens materialeholdningen hovedsageligt er traditionel med bræddegulve og glatpudsede, hvide vægge og lofter. Vinduerne er traditionelt udførte med forsatsruder, samt med veludførte kopier af ældre anverfere og stormkroge.

Den miljømæssige værdi ved ejendommen knytter sig til forhusets beliggenhed som et integreret led i rækken af nogle af Københavns ældste borgerhuse, der skaber et yderst helstøbt og charmerende gadeforløb. Ejendommen er et værdifuldt led i den sammenhæng, hvor de iøjnefaldende forhuse såvel vertikalt som horisontalt fastholder oplevelsen og stemningen i den karakterfulde og historiske gade. Hertil tillægges der miljømæssig værdi til det lille og for København karakteristiske brolagte gårdrum med gulkalkede murplaner og opstreget bindingsværk, der skaber et helstøbt og stemningsfuldt gårdmiljø.

I det ydre knytter den kulturhistoriske værdi sig til forhuset, som et velbevaret eksempel på et forhus opført efter Københavns store brand i 1728. Karakteristisk er den høje og smalle firefagsfacade med muret gavlkvist forsynet med kraftigt profilerede gesimser. Oprindeligt var den i bindingsværk. Den smalle facadebredde skyldes, at forhusene er opført på smalle grunde, hvor der inden Københavns brand i 1728 lå boder med én- eller toetagers huse. Grundplanen opretholdtes, men grundejerne benyttede lejligheden til at bygge i højden. Gavlkvisthuset blev anbefalet af bygningskommissionen, og det var også den bygningstype, der gik igen i landsbygmesteren Johan Cornelius Kriegers mønsterbog, der udkom i 1729. Krieger anbefalede kvaderlisener, knækkede vinduesrammer og ophængte guirlander. Det ses anvendt visse steder, men slog ikke fuldkommen igennem, for det har nok været for kostbart med alle dekorationstyperne på en og samme facade for den almindelige bygherre. Den kulturhistoriske værdi ved Magstræde 18 knytter sig til ejendommen som et eksempel på en bebyggelse opført efter den store brand i 1728 med senere ændringer og tilføjelser til facaden og i det indre. Herved fremstår facaden i dag med klassicistiske træk, karakteristisk for de københavnske borgerhuse, der blev opført eller fik ændret facaden i mellem 1750 og 1850. Klassicismen som ideal vandt indpas i takt med borgerskabets stigende indflydelse, og kom som stilart til at præge de bygninger, der blev opført i anden halvdel af 1700-tallet og første halvdel af 1800-tallet – og dermed store dele af København. Klassicismens håndværksmestre med forbillede i arkitekt C. F. Harsdorffs idealer beherskede en sikker proportioneringssans og et behersket udtryk i tidens etagebyggeri. I forhuset kommer dette til udtryk i det ydre ved den enkle facade med vinduernes regelmæssige takt, den enkle kordongesims mellem stue- og førsteetagen, det forsænkede, hvidmalede felt mellem 1. og 2. salen samt den mere kraftigt profilerede hovedgesims. Ligeledes er facadens småtopsprossede korspostvinduer kendetegnende for periodens bygninger. Endvidere er der kulturhistorisk værdi i den tofløjede hoveddør med riflede fyldinger med udskåren medaljon i midten, et klassicistisk træk, samt den klare skelnen mellem den repræsentative, pudsede facade og den mere funktionelt betingede gårdside. Bygningen er opført af en snedker og har formentlig været delvist benyttet til snedkerværksted. I slutstenen over hoveddøren ses en høvl. Hertil knytter der sig kulturhistorisk værdi til gårdsidens døre med alle detaljer herunder især de ældre håndsmedede beslag. I det indre knytter der sig overordnet kulturhistorisk værdi til alle de ældre historiske lag, repræsentative for deres egen tids stilidealer, samt veludførte kopier og den traditionelle og enkle materialeholdning. Den kulturhistoriske værdi knytter sig i det indre til de overvejende ældre planløsninger. Her ses en tidstypisk, overordnet disposition med gadevendte, repræsentative stuer, mens de funktionsbetingede rum er placeret mod gården. I kraft af ejendommens udviklingshistorie og skiftende tiders boformer er der sket forandringer i rumstrukturen, særligt med fremkomsten af moderne køkken- og vådrumsforhold og i kraft af ejendommens anvendelse. Der knytter sig desuden kulturhistorisk værdi til interiørernes ældre dele, detaljer og overflader der vidner om 1700- og 1800-tallets stilidealer. Herunder hovedtrappen og bitrappen med alle ældre dele, de ældre fyldingsdøre, såvel de barokke som de klassicistisk udsmykkede og tidstypiske fyldinger, med tilhørende gerigter, hængsler, beslag og greb samt vinduernes ældre dele eller veludførte kopier, herunder lod- og tværposter, rammer og håndsmedede stormkroge og anverfere. Samt til brystningspaneler med rammeinddelte felter over og lysnings- og helpaneler, hvoraf nogle formentlig stammer fra opførelsestidspunktet. Desuden knytter der sig kulturhistorisk værdi til alle bræddegulve, det ældre murværk, vægge opført i bindingsværk samt bjælke- og bræddelofter. Hertil kommer den overordnede traditionelle materialeholdning.

Ejendommes arkitektoniske værdi knytter sig i det ydre til den klart udformede og velproportionerede facade med gavltrekant samt en profileret kordon- og hovedgesims, der opdeler murplanet horisontalt og giver facaden et harmonisk og helstøbt udtryk under det teglhængte, røde heltag. Desuden formidler den hvidmalede hovedgesims elegant overgangen til taget. Den regelmæssige og taktfaste placering af vinduer skaber ydermere rytme og balance i facaden. På gårdsiden knytter den arkitektoniske værdi sig til det prunkløse udtryk, den enkle vinduessætning, bindingsværkets rytme og grafiske udtryk i den ellers plane gulkalkede murflade. Samt til det klart definerede lille brolagte gårdrum, der afgrænses af for- side- og baghus samt en murflade ind til nabomatriklen. I det indre knytter der sig arkitektonisk værdi til den overvejende velbevarede planløsning, de veldisponerede rumforløb og velproportionerede rum, der i samspil med en traditionel materialeholdning, og håndværksmæssige veludførte detaljer samt et nuanceret lysindfald, giver interiørerne stemning og en rumlig kvalitet karakteristisk for de ældre historiske bygninger. Hertil bidrager materialeholdning og detaljer med alle dets skævheder til en helt særlig atmosfære i af et datidens mere beskedne men ikke mindre værdifulde borgerhuse. Herunder hører de ældre og traditionelt udført bræddegulve, ældre fyldingsdøre med indstukne hængsler og tilhørende gerigter, loftsbjælker og rammeinddelte lofter, paneler, vinduernes ældre dele og de bevarede håndsmedede detaljer på de ældre døre og vinduer.

Læs videre om

• Amaliegade 15-17, København
• Kattesundet 12, København
• Telefonkiosken, København

Se alle artikler om

• By- og landskabsarkitektur
• Byggeskik
• Fredede bygninger

• Fredede og bevaringsværdige bygninger – Slots- og Kulturstyrelsen