Magtadskillelse og magtdeling er traditionelle elementer i det repræsentative demokrati. Man sondrer mellem den lovgivende, den udøvende og den dømmende magt, hvad der nærer forestillingen om, at de tre statsmagter er adskilte fra hinanden og på den måde modvirker en samling af magt og myndighed på én institution og få hænder.
I parlamentariske systemer er det mere kompliceret. Det gælder både forfatningsretligt og i politisk praksis, som er bygget op omkring Grundlovens regler. Forfatningsmæssigt er lovgivningsmagten og den udøvende magt bundet tæt sammen. Folketinget vedtager lovene, men de har først gyldighed, når regeringen har stadfæstet dem. I politisk praksis er det også regeringen, der i Folketinget fremsætter lovforslag, som er forberedt i ministerierne. Den forfatningsmæssige og politiske sammenkobling af den lovgivende og den udøvende magt er forstærket af to ting. Den ene er de hyppige mindretalsregeringer, der lægger stærke politiske bindinger på regeringen. Den anden er en parlamentarisk tradition for lovgivning med brede flertal. Den tradition er siden 1990’erne blevet understreget af fremkomsten af en lang række flerårige aftaler med partier uden for regeringen. Disse forlig sætter rammerne for den regeringspolitiske og administrative gennemførelse af lovgivningen og udvisker således magtdelingen mellem Folketinget og regeringen. Den flydende grænse mellem den lovgivende og den udøvende magt står endnu tydeligere frem, når man tager i betragtning, at nutidens lovgivning i betydeligt omfang bemyndiger ministre og myndigheder til at regulere ved bekendtgørelse.
Magtdelingen kommer derimod klart frem i forhold til den dømmende magt. Domstolenes uafhængighed er grundlovsfæstet, og det samme gælder deres myndighed til at prøve øvrighedens grænser. I formuleringen, der består siden Junigrundloven af 1849, ligger, at domstolene kan efterprøve lovligheden af offentlige myndigheders (ministerier, styrelser, andre statslige myndigheder, kommuner og regioner) forvaltning af lovgivningen. Igen skal man imidlertid holde sig en praksis for øje, der udvikler sig over tid. Således afstod domstolene længe fra at efterprøve forvaltningens skønsmæssige afgørelser. Nu omfatter domstolskontrollen med forvaltningen også afgørelser, hvor lovgivningen har givet forvaltningen skønsmæssige beføjelser. Domstolenes uafhængighed går dog ikke længere, end at deres organisation og ressourcer bestemmes af Folketinget.
I et magtadskillelsesperspektiv er det centralt, at domstolene kan efterprøve, om love overholder Grundloven. Nogle lande, også lande med en parlamentarisk styreform, har derfor særlige forfatningsdomstole. Konsekvensen heraf er, at en ikke-demokratisk institution dermed får kompetence til at underkende beslutninger besluttet af det folkevalgte parlament. I Danmark er domstolenes kompetence til at prøve loves grundlovsmæssighed nu accepteret. Samtidig er Højesteret, i respekt for det repræsentative folkestyre, tilbageholdende i udnyttelsen af denne myndighed. Men den er, som Højesterets dom i 1999 i Tvindsagen viser, en realitet. Sagen drejede sig om, hvorvidt det var i overensstemmelse med Grundloven at fratage en række navngivne Tvindskoler deres statslige og kommunale tilskud. Højesterets udførlige overvejelser om forholdet mellem Grundlovens regler om suverænitetsafgivelse og EU’s lovgivningskompetence understreger yderligere, at prøvelsesretten af loves grundlovsmæssighed er en forfatningsmæssig realitet, som Højesteret forholder sig til med skønsomhed.
