Mahnfeldts Gård ligger på Nyhavn 65 i Københavns Kommune. Bygningen er fredet og har en tinglyst bevaringsdeklaration.

Bygningshistorie

Nyhavn blev grundlagt i årene 1671-1673 som en naturlig konsekvens af byens udvidelse, og i kraft af samtidens økonomiske teori (merkantilismen) hvor handel og afsætning af varer tæt på bykernen var en del af det nye ideal for effektiv udvikling af handel og industri. Det var oprindeligt Frederik III, der havde planlagt at udgrave en kanal for at forbinde havneløbet med det nye Kongens Nytorv. Planen blev imidlertid lagt på hylden, da kongen døde i 1670, og det blev hans søn og efterfølger, Christian V, som overtog og færdiggjorde projektet. Den 28. december 1670 befalede han projektet genoptaget. Soldater og svenske krigsfanger blev sat til at udgrave kanalen, og grundejere med jordlodder ud til det kommende bassin skulle forsyne deres kajpladser med solidt bolværk. Den 19. oktober 1673 blev dæmningen ud til havnen sløjfet og kanalen blev fyldt med vand. Nyhavn er et af Københavns mere farverige og livlige kvarterer særligt på solsiden med et væld af barer og restauranter i de gamle bygninger, der kan dateres tilbage til slutningen af 1600-tallet og begyndelsen af 1700-tallet. På den anden side slottes side ligger Charlottenborg opført i 1672-83. Nyhavns to kajgader har fra begyndelsen rummet handel og håndværk. I sommerhalvåret udgør gamle skibe og pramme en stemningsfuld maritim scene i kanalen. Oprindeligt hed Nyhavn, Gyldenløves Kanal, sikkert hentydende til den uægte søn af Frederik III (1609-1670), statholderen Ulrik Frederik Gyldenløve (1638-1704), der residerede på det nærliggende Charlottenborg. Henimod år 1700 var de fleste grunde bebygget, men i tidens løb blev flere af bygningerne ombygget. I 1800-tallet blev Nyhavn i stigende grad kendt som et sted med bordeller, beværtninger osv. og da den skibstekniske udvikling med tiden løb fra Nyhavns størrelse, havde Nyhavn i 1950'erne helt mistet sin betydning som handelshavn. Nyhavn 65 blev opført i 1739 for hørkræmmer Bertil Jegind. Forhuset blev opført som det fremstår i dag med grundmuret facade og en gårdside i grundmur nederst, mens resten var i bindingsværk. Alderen for facadens lisener kendes ikke, men de omtales først i 1801. Relieffet i portlunetten omtales første gang i 1883. Baghuset på fire fag blev opført mellem 1698 og 1717 i to stokværk bindingsværk med kvist over tre fag. Baghuset blev forhøjet med et ekstra stokværk i 1801. Pakhuset i gården blev opført før 1731. Det fladbuede stik over det rundbuede smigfag mellem baghuset og pakhuset havde tidligere påmalet Anno 1731.Sidehuset mod vest blev opført mellem 1739 og 1765, og sidehuset mod øst blev opført mellem 1756 og 1801.

Beskrivelse

Ejendommen er beliggende i Nyhavn i København, hvor forhuset indgår som et integreret led i kajgadens nordlige husrække. Ejendommen består af et forhus og et hermed sammenbygget sidehus på gårdside mod øst og et mod vest samt et baghus, der ligger parallelt med forhuset og tillige er sammenbygget med begge sidehuse. Tilsammen indrammer de fire bygninger et smalt gårdrum. Forhuset Nyhavn 65 er opført i fire etager i ni fag med gennemgående portrum og gennemgående gavlkvist over de tre midterste fag. Facaden står i mørktbrændte røde sten med trukne fuger over en granitsokkel. Øverst afsluttes murværket af en profileret hovedgesims i natursten. Facaden har fire gennemgående murede lisener med sandstensbaser og -kapitæler. Lisenerne opdeler murfladen i tre gange tre fag. Forhuset har et heltag hængt med røde vingetegl, der også dækker tagfladerne på den gennemgående gavlkvist. På facaden afsluttes gavlkvisten af en hvid, profileret gesims, og på hver side findes en mindre pultkvist. I tagrygges ses to skorstenspiber. Det gennemgående portrum lukkes i facaden af en oprindelig, mørkeblå, tofløjet port med bred slagliste. Over porten er en porthammer med skriften P BERG SEIL FLAG OG COMPASMAGER, samt i portlunetten et rundbuet, farvestrålende relief. Omkring maleriet er et rundbuet stik med slut og vederlagssten. På slutstenen er et monogram og årstallet 1732 skrevet i guld. Facadens vinduer udgøres hovedsageligt af ældre, hvidmalede vinduer. I stueetagen er vinduerne torammede med småtopsprossede ruder, på de to øvre etager findes korspostvinduer med en enkel tværsprosse i de nederste rammer, og på den øverste etage er torammede vinduer med enkel tværsprosse, dog er det midterste vindue større og har en fladbuet overkant. I gavltrekanten er midt for en tofløjet dør med balkon foran, samt tre torammede vinduer. Døren og vinduerne i frontgavlen er malet grønne. De ældre vinduer har ældre hjørnebåndsbeslag, og i stueetagen er tillige ældre stable. I yderfaget modsat portfaget er en nyere bræddebeklædt mørkegrøn dør. Baghuset består af to dele, mod vest et pakhus på tre fag samt et rundt smigfag i tre etager, og i forlængelse heraf et baghus på fire fag med tre etager over en kælder. Baghuset er bygget sammen med forhuset mod vest ved et tofags sidehus i to etager, og mod øst af et trefags sidehus i tre etager, hvoraf den nederste etage er åben i forbindelse med portrummet. Forhusets gårdside og de to sidehuse samt baghusets gårdsider er alle opført i rødt opstreget bindingsværk med hvidkalkede tavl, dog er det rundbuede smigfag delvist grundmuret ligesom forhusets stueetage, der også har rødmalede murankre. Bygningerne har mestendels ældre eller traditionelt udførte kors- og krydspostvinduer samt torammede vinduer med hjørnebånd og småtopsprossede ruder. I pakhusets midterste fag er der en række pakhusåbninger med revleporte og øverst ses en hejsebom. Der er tillige traditionelt udførte revledøre i både forhusets gårdside og i baghuset. Alt træværk omkring vinduer, døre og porte er malet mørkegrønt. De to sidehuse og baghuset har stejle ensidige tage hængt med røde vingetegl og i baghuset ses en høj muret skorstenspibe. Alle bygninger er forsynet med tagrender og nedløbsrør i zink. Inde i forhusets portrum er et gulv af chaussesten med køresten i granit. Væggene er hvidkalkede og opført dels i grundmur og dels i bindingsværk, mens loftet er bræddebeklædt. Midt på muren mod forhuset findes en nyere, tofløjet traditionel hoveddør indtil forhusets hovedtrappe. I det indre er den oprindelige grundplan i store træk bevaret, og de forskellige bygninger er forbundet på etagerne. Ejendommen indeholder en restaurant i stueetagen, mens der på de øvrige etager er lejligheder, der i forhuset er disponeret med stuer en suite mod gaden, mens den oprindelige hovedtrappe ligger mod gården. Mod gården er der i de forskellige bygninger tillige nyere badeværelser, køkkener og kamre samt gangforløb, der forbinder forhuset med baghuset. I pakhusets stueetage er et industrikøkken til restauranten og på de øvrige etager, der har en åben grundplan, er opbevaringsrum, mens der i smigfaget findes en ældre bitrappe. I lejligheden på fjerde sal, mezzaninen, er en nyere intern trappe i den midterste stue mod gaden, op til tagetagen, således er denne lejlighed i to etager. I tagetagen er der delvist åbent til kip og en mere åben planløsning. Hovedtrappen i forhuset er en oprindelig kvartsvingstrappe udført i træ, undersiden af løbene er pudsede og værnet er udført med båndslyng og afrundet håndliste. Trappeopgangen er beklædt med helpaneler og der er brede tofyldingsdøre med profilerede gerichter til lejlighederne. Generelt i forhuset er der i stuerne hel-, og lysningspaneler på ydervæggene og på de øvrige vægge er brystningspaneler hvorover der er listeindrammede vægfelter. Der er ydermere mange velbevarede en- og tofløjede fyldingsdøre med tilhørende gerichter og enkelte med dørstykker samt enkelte paneldøre. Mange af de ældre vinduer har rundposte samt håndsmedede anverfere og stormkroge. Både køkkenerne i forhuset og i baghuset har åbne ildstedskapper i forbindelse med skorstenskernen. Især i baghuset er en usædvanligt stort og velbevaret ildstedskappe på første sal. De fleste gulve er ældre bræddegulve, dog er der også enkelte nyere brædde- og parketgulve. Lofterne i forhusets stuer er pudsede med stukdetaljer, mens lofterne i baghuset mestendels har synligt bjælkelag med puds eller brædder imellem. I pakhuset ses bræddegulve, rå bindingsværksvægge og bræddelofter mellem synligt bjælkelag samt en synlig tømmerkonstruktion.

Miljømæssig værdi

Den miljømæssige værdi for Mahnfeldts Gård knytter sig til forhusets beliggenhed i Nyhavns husrække på siden mod Frederiksstaden, hvor de festlige og smalle, men meget forskelligartede facader ligger side om side langs kanalen. I kraft af den traditionelle materialeholdning, proportionering og sammenhæng med den øvrige gadebebyggelse indgår forhuset som en integreret del af det pittoreske gade- og havneforløb i Nyhavns ældre bebyggelse med 1600- og 1700-tallets borger- og pakhuse. Dermed understøtter forhuset facaderækken i Nyhavn, som er et af de mest helstøbte og enestående byrum i landet. Endvidere afspejler ejendommen en traditionel bebyggelsesstruktur med portgennemkørsel til gårdrummets samt de forskellige side- og baghuse, der indrammer et lille unikt, charmerende og stemningsfuldt gårdrum. Brostensbelægningen understøtter gårdrummets høje autenticitet.

Kulturhistorisk værdi

Nyhavn 65 er en af de mest velbevarede gårde i Nyhavn, og der er stor kulturhistorisk værdi ved den måde forhusets facade dels indskriver sig i sammenhængen med den øvrige husrække i Nyhavn og samtidig skiller sig ud. Nyhavn 65 er et af de bredeste forhuse i gaden og en af få, der fremtræder i blank mur, hvilket kan tyde på, at gården oprindeligt var en af de mest velhavende. Facaden er et velbevaret eksempel på den barokke byggeskik, der var den førende arkitektoniske stil i første halvdel af 1700-tallet. De barokke træk ses af den blanke mur, frontgavlen med frontispice og de kraftige gesimser samt den brede port, hvis udsmykning også stemmer overens med datidens stilideal. Det samme gør sig gældende for lisenerne selvom disse kan være tilføjet senere ifølge bygningshistorien. De småsprossede vinduer i stueetagen og i alle gårdsiderne er tillige kendetegnede for starten af 1700-tallet, flere af ruderne er af trukket glas, og antages derfor at være oprindelige. Senere i 1700-tallet blev de store ruder mere tilgængelige og derfor blev denne vinduestype et styrende element i klassicismen fra 1750'erne. Om facaden oprindeligt har haft denne vinduestype med store ruder, for at fremhæve de fine etager, eller om de først er kommet til senere, vides ikke. Endelig er der kulturhistorisk værdi ved de bevarede stabler i facadens stueetage, der vidner om at vinduerne oprindeligt har haft skodder, og der er tillige i lodposten bevarede gliphager til at holde skodderne lukket. Hertil kommer, at ejendommens forskellige bygninger tydeligt indgår i et indbyrdes bebyggelseshierarki, der fortæller om deres oprindelige funktion. Der er en klar skelnen mellem det brede og repræsentative forhus, der mod Nyhavn står i grundmur med pyntelige detaljer og taktfast vinduessætning, mens gårdsiden og de sekundære bygninger er i bindingsværk og med flere funktionelt betingede åbninger. Samtidig afspejler det brede portrum vigtigheden af, at man kunne fragte varer til og fra baggård i en bred hestevogn, og at man fra portrummet kunne ankomme direkte til den præsentable del af ejendommen. I det indre knytter den kulturhistoriske værdi sig til de bevarede dele af de ældre og oprindelige planløsning på alle etager, der kendetegnes ved, at de repræsentative stuer ligger mod gaden, mens hovedtrappen og de funktionsbetingede rum og mere private gemakker har været placeret mod gården og i side- og baghusene. De mange ildsteder understeger tydeligt i hvilke rum, der har været en form for forarbejdning som værksted eller køkken, og de har derfor stor kulturhistorisk værdi. Forhusets oprindelige anvendelse som en herskabelig bolig og datidens bygningsidealer ses af de bevarede bygningselementer og -detaljer, herunder de karakteristiske fyldinger med konkave hjørner på både paneler og fyldingsdøre, samt disses kraftigt, profilerede gerichter. Bygningselementernes forarbejdning understreger de forskellige rums oprindelige anvendelse og bygningernes indbyrdes hierarki. Foruden stuernes udsmykning ses dette også tydeligt i forskellen mellem forhusets detaljerige og store hovedtrappe, mens bitrappen i baghuset er helt enkelt udført. Hovedtrappens værn med båndslyng er typisk for første halvdel af 1700-tallet og trappen regnes derfor for at være oprindelig. Bygningens alder aflæses endvidere i de mange små bevarede bygningsdele som vinduernes barokke rundposte samt i det store antal bevarede ældre anverfere, stormkroge, dørgreb og hængsler.

Arkitektonisk værdi

Den arkitektoniske værdi relaterer sig først og fremmest til forhusets markante, velproportionerede og elegante facade, der domineres af den overordnede, stramme symmetri med den centrale gavlkvist. Det harmoniske udtryk skyldes i høj grad den regelmæssige, lodrette tredeling med lisener og vandrette vinduesbånd. Lisenerne giver facadens murværk en enkel reliefvirkning, hvilket også er tilfældet med gesimserne. Lisenerne fremtræder med en vis tyngde omkring base og kapitæl hvilket i høj gradskyldes den lyse sandsten, som står i kontrast til det mørke murværk. Det samme gør sig gældende for portåbningens stik, hvor også vederlag- og slutsten er i sandsten. Yderligere knytter den arkitektoniske værdi sig til den store port. Hele portpartiet er tilbagetrukket i den rundbuede muråbning, hvilket skaber en dybdevirkning, der endvidere visuelt forstærkes af portens mørkegrønne farve og af portfløjenes dekorerede fyldinger og slagliste. Den sjældent rigt udsmykkede portlunetten fuldender portens arkitektoniske virkning, hvorved den fremtræder som et af de vigtigste elementer i facaden. Der er også arkitektonisk værdi ved vinduernes udformning om mange ældre detaljer som eksempelvis de smedede beslag på stueetagens vinduer. Den arkitektoniske værdi for gårdsiderne knytter sig i særdeleshed til den ensartede materialeholdning og farvesætning, der har betydning for at de forskellige bygninger, der varierer i udformning, alligevel hænger visuelt sammen som et volumen. Det opstregede, kraftige røde bindingsværk og de lyse, kalkede tavl danner en stemningsmættet og særlig stoflighed, der er altafgørende for den arkitektoniske værdi af gårdrummet. Vinduerne og bindingsværket er tilpasset hinanden og de mørkegrønne vindueskarme og -rammer står i smuk kontrast til det røde bindingsværk. I det indre knytter de arkitektoniske værdier sig til forhusets højloftede og rigt dekorerede stuer, hvor paneler, fyldingsdøre og stukkatur gør at rummene optræder helstøbte og sammenhængende. Proportioneringen af brystningspanelerne og de herover lærredopspændte og listeinddelte vægge følger vindueshøjden og danner horisontale delinger og dermed fremstår de højloftede rum harmoniske. Lysningspanelernes kannelerede felter på førstesalen giver en let elegance, der modsvarer brystningspanelerne tyngde. På anden sal er lysningspanelerne dekoreret med centrale cirkelmotiver, der ydermere har stor arkitektonisk værdi ligesom dørene, der på denne etage markeres af malede dørstykker. Af de mange detaljer ses det tydeligt at disse to etager oprindeligt rummede anlæggets herskabelige boliger.

Videre læsning

Læs videre om

Se alle artikler om

Eksterne links