Marineudkigsstation Føllesbjerg overvåger fortsat skibstrafikken i det travle Langelandsbælt med en halv snes ansatte, der hører under Søværnets Overvågningsenhed.
Udkigsstationen ligger på en klint ca. 4 km øst for Bagenkop på det sydlige Langeland. Den blev etableret i 1953 som led i et beredskab, der skulle overvåge østblokkens maritime aktiviteter. Stationen blev udstyret med avanceret teknisk udstyr og kunne opdage neddykkede ubåde, som søgte at passere Langelandsbælt.
Oprindelig var udkigsstationen en del af Langelandsfort, der nu er koldkrigsmuseum.