Mathias Ortmanns Gård, København

Gothersgade blev anlagt 1650-1655 og hed Kongensgade indtil 1664. Efter Christian IV (1577-1648) i 1647 nedlagde den gamle Østervold (som lå hvor Gothersgade ligger), anlagdes i stedet en ny vold langs nuværende Øster Voldgade til Kastellet og dermed opstod Ny-København; byen blev derved omtrent 40% større. Med den efterfølgende byplan fra 1649, skabtes en mængde nye gader, der ifølge planen skulle opkaldes efter danske besiddelser, kongelige og højere stænder, deriblandt adelige. Det blev så med tiden til navne som Norgesgade (i dag Bredgade), Adelgade, Nye Kongens Gade (i dag Store Kongensgade), Gothersgade, Rigensgade, Borgergade, Amaliegade, Sølvgade, Dronningens Tværgade og Kronprinsessegade. Grænsen for den store bybrand i 1728 går omtrent midt igennem Købmager Kvarter. I den vestlige del finder man derfor kun bindingsværk fra genopbygningstiden. Bygningerne i den østlige del har samme karakter som de øvrige, men her kan man hist og her finde rester af 1600-årenes bebyggelse. Størstedelen af bygningerne i Gothersgade 41 og 41 A blev opført i 1730erne for snedkermester Mathias Ortmann, der var Københavns første producent af seriefremstillede møbler. Forhuset mod Gothersgade blev opført 1735. Forhuset var oprindeligt i syv fag og tre etager med grundmur mod gaden og gården, og det bar en trefags gavlkvist mod gaden. De tre midterste fag var smykket med stenhuggerarbejde. I 1835 blev huset forhøjet med én etage. Sidehuset i gårdens højre side på 24 bindingsværksfag med grundmuret gavl mod Ny Østergade er fra 1733, mens sidehuset i gårdens venstre side i seks grundmurede fag er fra 1735. Tværhuset i 12 bindingsværksfag og sidefløjen med grundmuret gavl mod Ny Østergade er oprindeligt fra 1733, men tværhuset og sidefløjen blev radikalt ombygget i 1918 og 1925. De to udstillingspavilloner mod Ny Østergade er fra 1925.

Ejendommen er beliggende ud til Gothersgade og Ny Østergade i København. Forhuset udgør et integreret led i Gothersgades husrække. Sammenbygget hermed i gårdens vestlige side er et sidehus med gavl mod Ny Østergade, mens der i gårdens østlige side er et endnu et kortere sidehus. Disse to sidehuse er i gårdens sydlige side sammenbygget med et tværhus og en dermed sammenbygget sidefløj. Ud mod Ny Østergade er ejendommen derudover forsynet med to udstillingspavilloner, der flankerer indgangen til gården fra sydsiden. Ejendommen anvendes til erhverv, bolig, butik og café. Forhuset mod Gothersgade er grundmuret i syv fag, fire etager højt over en kælder, og det bærer et heltag hængt med røde tegl. Nærmest rygningen ses to skorstenspiber. Facaden er pudset, kælder- og stueetagen er hvidmalet, mens første til tredje sal står rødmalet. I kælder- og stueetagen er to brede, fladbuede butiksfag med kældernedgange, der flankerer et indgangsparti. I de østlige to fag er en port i en fladbuet åbning. Over stueetagen er en smal kordongesims, under samtlige vinduer fra første til tredje sal er sålbænke, øverst er en profileret og hvidmalet hovedgesims. Porten er en nyere gitterport, hvorover der et ældre fyldingsparti og et tredelt overvindue. I kælder- og stueetagen er nyere og traditionelt udførte butiksvinduer samt kælderhalse med nyere skrålemme. Over et par trin er en ældre, tofløjet fyldingshoveddør samt et nyere todelt overvindue. Portparti med overvindue, butiksvinduer, lemme og døre er malet mørkeblå. Fra første til tredje sal er ældre og traditionelt udførte, hvidmalede vinduer: Der er korspostvinduer med todelte underrammer på første sal og torammede, opsprossede vinduer på anden og tredje sal. Mod gården er forhuset pudset og gulmalet. Fjerde sal er i mansard, der er zinkbeklædt, mens den øvre tagflade er hængt med røde tegl og forsynet med en tofags heltagskvist flankeret af to heltagskviste. Portrummet er pudset og gulmalet, og herfra er adgang til forhusets opgang via en ældre, tofløjet og gråmalet hoveddør.I gårdens vestlige side – og sammenbygget med forhuset – er et 24 fags bindingsværkssidehus med en nyere grundmuret gavl mod syd. Øverst er en profileret hovedgesims. Sidehuset er i tre etager med kælder, og det bærer et ensidigt tag hængt med røde tegl. Centralt placeret er en gavlkvist flankeret af to brede taskekviste. Inderst i tagfladen ses tillige to skorstenspiber. Bindingsværket er gulmalet over stok og sten. I gårdens østlige side ses et sidehus på seks grundmurede fag, fire etager og et ensidigt tag hængt med røde tegl. I tagfladen ses en skorstenspibe. I stueetagen er sidehuset forsynet med en grundmuret udbygning i fire fag og et tag med lav hældning beklædt med tagpap. Sidehuset er pudset og gulmalet. I gårdens sydlige side er et tværhus i ni synlige fag bindingsværk og tre etager højt – og sammenbygget med de to sidehuse. Tværhuset bærer et opskalket heltag hængt med røde tegl, og i rygningen ses to skorstenspiber. Centralt placeret ses en gavlkvist, der flankeres af en bred og en smal pultkvist. I tværhuset er en portgennemgang til Ny Østergade, og ved siden af denne er en trappe i granittrin med et støbejernsgelænder samt et dørløst indgangsparti, der giver adgang til tværhusets opgang. Tværhuset er mod gården gulmalet over stok og sten, og øverst er en profileret hovedgesims mod tagfoden i højde med hovedgesimsen på det vestre sidehus. I portrummet, der er pudset og gulmalet er et indgangsparti med et par trætrin og en ældre, tofløjet og gråmalet fyldingsdør. Gårdspladens er brolagt. Mod gården er i de fire her beskrevne bygninger ældre og traditionelt udførte korspostvinduer med todelte underrammer samt enkelte krydspostvinduer vinduer og to- og trerammede, opsprossede vinduer. Dertil kommer traditionelt udførte og nyere butiksvinduer, luger og døre til kælder og butik. Vinduer, luger og døre er hvidmalede. Mod Ny Østergade er det vestre sidehus grundmuret i en slags udbygning i to vinduesfag og med en to fags gavl mod gaden. Taget er afvalmet mod gaden og hængt med røde tegl. Modsat denne udbygning er tværhuset forsynet med en lignende grundmuret udbygning, der udgøres af en sidefløj i to vinduesfag med en ét fags gavl ud mod Ny Østergade. Denne udbygning har et fladt tag beklædt med tagpap. Begge udbygninger står pudsede i stueetagen og i blank gulstensmur herover. Mod øst – ud til den i dag ubebyggede parkeringsplads-grund mellem Ny Østergade og Store Regnegade -–står en del tværhusets gavl og det østlige sidehus med synligt bindingsværk.Mellem de to udbygninger er to én-etages udstillingspavilloner fra 1920'erne med afrundede hjørner, der flankerer indgangen til gården gennem tværhuset. I tværhusets gadevendte tagflade ses en fabrikskvist i seks fag samt enkelte nyere tagvinduer. Mod Ny Østergade er i overvejende grad nyere ét-rammede vinduer samt ældre og traditionelt udførte torammede, opsprossede vinduer på tredje sal og i fabrikskvisten. Alle disse vinduer er hvidmalede. I de to udstillingspavilloner er der oprindelige vinduer med store butiksruder nederst og opdelte partier øverst. Disse er antagelig fra 1920'erne, herunder med krumme vinduespartier i de afrundede hjørner. Herudover har pavillonerne nyere, tofløjede butiksdøre med glaspartier. Pavillonernes vinduer og døre er alle malet mørkegrønne, og bygningerne bærer flade tage beklædt med tagpap. I ejendommens indre er der elementer af ældre planløsninger samt tre ældre opgange med trapper. Ejendommen har en blandet anvendelse og er delvist opdelt på tværs af de her beskrevne enkeltbygninger, hvilket ses af den følgende gennemgang. Derudover afspejler grundplanen, navnlig mod Ny Østergade, en række forskellige ombygninger og udvidelser i 1900-tallet, herunder med de to udstillingspavilloner fra 1925. I forhuset er et relativt velbevaret hovedtrapperum fra 1730'erne fra stueetagen til anden sal, herunder med en stort formet, toløbet trappe med indstemte trin, kantede mægler, dokke-balustre og en kraftig profileret håndliste. Dørene er ældre fyldingsdøre, hvortil kommer forkrøppede gerichter og ældre greb. I vinduerne ses rundposte samt rammer med ældre stormkroge og anverfere. På væggene i opgangen, der står med synligt bindingsværk, ses en del rester af originale vægmalerier med kinesiske motiver. Den øvre del af trapperummet er fra 1835 som følge af en forhøjelse af forhuset, og her er trappen en treløbet, spinkel trappe med indstemte trin, drejede balustre og en afrundet håndliste. Hele hovedtrappen er malet perlegrå. I det vestre sidehus er en velbevaret trappe fra 1730'erne med indstemte trin og gelænder af dokke-balustre med en kraftig profileret håndliste. Dertil kommer ældre forkrøppede gerichter. Første sals indretning udgøres af en nyere erhvervsindretning med kontorer og funktionsrum, der strækker sig over vestre sidehus og tværhuset, dele af østre sidehus samt den østre udstillingspavillon i stueetagen. Der er bevarede skorstenskerner. I erhvervsindretningen er i overvejende grad en nyere materialeholdning, herunder med tæppebelagte gulve og parketgulve, flere lette skillevægge og nedsænkede pladelofter samt mange nyere pladedøre og fyldingsdøre. Af ældre bevarede bygningsdele hører vinduernes ældre rundposte samt vinduesrammer med en del ældre stormkroge og anverfere. I tværhusets førstesal er en delvis åben planløsning, og herfra er der adgang til østre udstillingspavillon via en spinkel kvartsvingstrappe, antageligt fra 1920'erne med enkle balustre og en afrundet håndliste. I tværhuset er en opgang med bindingsværksvægge og en treløbet trappe fra 1700-tallet med indstemte trin, snoede mæglere og en gelænder med fyldinger og en afrundet håndliste. Trappen betjener lejlighederne i tværhuset på anden og tredje sal, hvoraf anden sals lejlighed tillige omfatter gavludbygningen i det vestre sidehus. Lejlighederne på anden sal (th.) og tredje sal (tv.) har i overvejende grad nyere planløsninger. Der er en traditionel og nyere materialeholdning, herunder brædde- og linoleumsgulve, pudsede vægge og lofter og lette skillevægge samt pudsede lofter. Der er traditionelt udførte fyldingsdøre og nyere pladedøre. Endvidere er der bevaret en del ælde stormkroge og anverfere. I den vestre pavillon og dele af det vestre sidehus samt i dele af østre sidehus er i stueetagen er en kombineret café og butik. I det østre sidehus er der cafélokale, køkken med tilhørende funktionsrum. I pavillonen og sidehuset mod vest er en delvis åben plan med et stort butikslokale samt baglokaler. Herudover er der under vestre pavillon en kælder med adgang fra butikslokalet via en nyere ligeløbstrappe. Kælderen anvendes til lagerformål. I butikken og caféen er en traditionel og nyere materialeholdning, herunder bræddegulve, støbte gulve, pudsede vægge og lofter samt pladelofter. Endvidere er der i de ældre vinduesrammer en del bevarede stormkroge og anverfere.

Den miljømæssige værdi ved ejendommen knytter sig til forhusets beliggenhed i Gothersgades sydside, hvor forhuset i kraft af sin facadeudformning, klassiske proportioner og den traditionelle materialeholdning udgør et integreret led i gadens husrække. Forhuset er samtidig lavere i højden og enklere i facaden end dets naboejendomme, hvorved det bidrager til gadens sammensatte og historiske bygningsmasse. Mod gården bidrager navnlig det ældre side- og tværhus i bindingsværk til et stemningsfuldt og historisk prægnant gårdmiljø, der ligesom facaderne mod Ny Østergade med de to udstillingspavilloner udgør et historisk værdifuldt og ganske alsidigt anlæg. Samtidig vidner anlægget i sin grundform om en traditionel københavnsk bebyggelsesstruktur, og ejendommen er tillige med til at opretholde bebyggelseslinjerne i hele to gader, hvilket er forholdsvis særegent.

Den kulturhistoriske værdi knytter sig overordnet i det ydre til ejendommen som et eksempel på et sammensat bygningsanlæg med en længere udviklingshistorie. På flere punkter udgør ejendommen nærmest et destillat af flere århundreders bygningstyper, stilarter og udtryk inden for de overordnede rammer af en traditionel københavnsk gård, dvs. en ejendom bestående af et forhus med tilhørende gårdmæssig bebyggelse. Ydermere afspejler de enkelte bygninger i deres ydre repræsentative og værdifulde eksempler på deres type, herunder ikke mindst de særegne pavillon-afslutninger af anlægget mod Ny Østergade. Forhuset mod Gothersgade fremtræder navnlig i overfacaden som et traditionelt senklassicistisk byggeri fra 1830'erne, hvor der knytter sig kulturhistorisk værdi til den pudsede facade, de ensartede og taktfast placerede fire- og torammede vinduer samt den traditionelle opdeling af murplanet i facaden ved en smal kordongesims og en afslutning mod tagfoden af en profileret hovedgesims. Ligeså er underfacaden med dens portgennemkørsel og elementer af en ældre butiksfacade typiske for forhuse ud til københavnske hovedstrøg som Gothersgade. Den kulturhistoriske værdi knytter sig endvidere til forhuset som et eksempel på et oprindeligt barokhus fra 1730'erne, der er forhøjet i 1835, hvilket afsløres ved de relativt tætsiddende fag i facaden samt ikke mindst i forhusets gårdside. Her vidner de tætsiddende firerammede barokvinduer med midtsiddende tværposte i stueetagen og på første sal tydeligt om oprindelsen i et ældre, herskabeligt byggeri fra 1700-tallet. Forhusets forrang afspejler sig desuden i den forskudte etagehøjde i forhold til det vestre sidehus. Den funktionsbetingede gårdside afspejler sig i udformningen af tredje sal, der ikke er grundmuret som til gaden, men alene udgøres af en mansardetage, hvor der samtidig er gjort plads til en udnyttelse af loftsetagen til yderligere beboelse ved isættelsen af kviste. Der knytter sig endvidere betydelig kulturhistorisk værdi til ejendommens gårdbebyggelse, herunder særligt til det vestre sidehus samt til tværhuset, der udgør store og repræsentative eksempler på københavnske gavlkvisthuse i bindingsværk fra 1730'erne. I tiden efter branden forsøgte man sig – herunder periodevis ved lov – at genrejse de i 1728 nedbrændte kvarterer i grundmurede bygninger. Dette viste sig fordyrende og i praksis umuligt, hvorfor reglerne lempedes og mange bygninger derfor opførtes i bindingsværk. De to bindingsværksbygninger i ejendommen rummer en række særlige karakteristika, der afspejler nogle nuancer i periodens løsninger og udtryk: Dette gælder det relativt rige og velformede bindingsværk med brug af dekorativt fyldtømmer som dokker, mens skråbåndene forstærker konstruktionen ved de udsatte hjørnestolper. Dertil kommer de rigt profilerede hovedgesimser og de opskalkede, røde tegltage. Det gårdvendte københavnske barokbindingsværk var normalt relativt fattigt i tømmeret, da man sædvanligvis prioriterede bygningernes gadevendte og repræsentative facader – men ikke her. Antageligvis har bygherren, den i datiden kendte snedkermester Mathias Ortmann, ville signalere, at han var en holden mand, og samtidig har gårdens bygninger skulle fungere som ramme om de repræsentative showrooms og salgslokaler (i datidens sprog: en Børs) samt de værksteder, hvorfra hans moderne, seriefremstillede møbler udgik. For det københavnske publikum var det noget ganske nyt at kunne gå på møbelindkøb og vælge blandt færdige varer og ikke som hidtil at skulle bestille møblerne hos snedkeren. Det østre sidehus i grundmur, der også er fra 1730'erne adskiller sig med sin grundmurede pudsede facade fra det andet sidehus og tværhuset, ikke mindst ved sin udbygning i gården. Der knytter sig stor kulturhistorisk værdi til alle gårdsidens ældre og traditionelt udførte vinduer, herunder navnlig til de firerammede vinduer med rundposte, der afspejler bygningernes oprindelse i 1730'erne. Dertil kommer de øvrige fire- og torammede løsninger, heraf firerammede vinduer med todelte underrammer, der udgør traditionelle vinduesudformninger fra klassicismen i slutningen af 1700- og første halvdel af 1800-tallet. Endelig knytter der sig kulturhistorisk værdi til alle ældre skorstenspiber, der vidner om datidens opvarmning og madlavning over åben ild. Mod Ny Østergade fremtræder ejendommen meget ombygget og sammensat, men netop denne radikalt moderniserede skikkelse kan tilskrives betydelige kulturhistoriske værdier. Ikke blot afspejler bygningen et sjældent og særegent eksempel på en totalt ombygget barokfacade i modernistisk stil – fremfor datidens tidstypiske nedrivning og erstatning af ældre byggeri med nyt – men de to udstillingspavilloner fra 1925 udgør med deres enkle formsprog og afrundede vinduespartier et af de allertidligste eksempler på stilren og gennemført funktionalisme i Danmark med Bauhaus-lignende træk. Modernismens egentlige gennembrud i Norden sås først for alvor efter Stockholmudstillingen i 1930. Der knytter sig derfor værdi til pavillonernes enkle flader og store udstillingsvinduer samt det enestående samspil med det øvrige ældre anlæg, hvor flere kulturhistoriske lag er aflæselige i bygningerne på én og samme tid. I det indre knytter den kulturhistoriske værdi sig til alle elementer af en ældre planløsning, herunder primært til de tre ældre trapperum og de modernistiske pavilloner, der rummer betydelige værdier i kraft af deres udformning, detaljering og overflader. Blandt de ældre elementer udgør ikke mindst hovedtrappen i forhuset et yderst repræsentativt eksempel på en toløbet baroktrappe fra 1730'erne med dens kraftfulde og stort formede løb, de indstemte trin i vangene samt ikke mindst gelænderet med svære dokkebalustre og en bred, profileret håndliste. Væggenes fragmenter af oprindelige malerier afspejler i høj grad med deres motivverden barokkens fascination af Østen med de såkaldte Chineserier med eksotiske landskaber og mennesker, hvilket vidner om datidens forestillinger af en del af verden, hvormed handelsveje og udveksling af varer med Europas storstæder var under en stærk udvikling i perioden. For en højborgerlig håndværksmester som Ortmann, der selv levede af at sælge luksuriøst boliginventar, har motiverne fra Kina været en oplagt iscenesættelse af gårdens primære trappeopgang med adgang til husets fineste rum. Det vestre sidehus har ligeledes en ældre, noget mindre baroktrappe, der dog i sin relativt herskabelige udformning minder om, at det var her Ortmanns kunder kom for at se på og købe hans møbler direkte fra udstillingen. Den øverste del af forhusets trappe vidner tydeligt med sine senklassicistiske detaljer, heriblandt de drejede balustre om bygningens forhøjelse i 1835, mens tværhusets 1700-talstrappe med dens indstemte trin, volutsnoede mæglere og gelænder med fyldinger er lige så tidstypisk for det spinklere og mere almindelige byggeri med vægt på funktionaliteten. Derudover knytter der sig kulturhistorisk værdi til funkistrappen, der forbinder tværhusets første sal med den østre udstillingspavillon, på grund af trappens enkle og kølige udtryk med runde balustre og en lakeret, afrundet håndliste. Der knytter sig endvidere kulturhistorisk værdi til ejendommens bevarede barokdøre med forkrøppede gerichter, de øvrige ældre fyldingsdøre samt vinduernes ældre, håndsmedede stormkroge og anverfere.

Den arkitektoniske værdi knytter sig i det ydre til forhusets facade mod Gothersgade, der i kraft af sin enkle udformning og klassiske proportioner udgør en velafstemt helhed. Facaden opdeles på helstøbt vis af den smalle kordongesims over stueetagen, hvorved der sikres en klar balance mellem den erhvervsorienterede underfacade med de brede, fladbuede fag og overfacadens taktfast anbragte og ensartede vinduer og afslutning i den mere markant profilerede hovedgesims mod tagfoden. Til gårdsiden knytter den arkitektoniske værdi sig primært til de ældre bindingsværksbygningers livlige og organiske fremtræden, der navnlig kan tilskrives det relativt rige bindingsværk med mange detaljer, de mange tætsiddende vinduesfags rytmiske bånd i gårdsiderne og de to gavlkviste, der øverst giver væsentlige accenter til bygningerne og samler blikket opefter. Mod Ny Østergade knytter den arkitektoniske værdi sig til de to udstillingspavilloner, der med deres symmetriske udseende, afrundede hjørnepartier, spinkle vinduesprofiler og store, transparente glaspartier udtrykker funkisarkitekturens på en gang spændstige og kølige stringens – hvilket herved bidrager med en vigtig og særegen kontrastvirkning, navnlig i forhold til det øvrige ældre anlægs 1700-talsbindingsværk mod gården.

Læs videre om

• Admiralgade 28 (tidl. Boldhusgade 1), København
• Botanisk Have, København
• Politigården, København

Se alle artikler om

• By- og landskabsarkitektur
• Byggeskik
• Fredede bygninger

• Fredede og bevaringsværdige bygninger – Slots- og Kulturstyrelsen