Assens Kommune har i 2020 ikke mindre end to ugeaviser. LokalAvisen Assens udgives af Jysk Fynske Medier og har et læsertal på 25.000 (2020). Lokalerne i Provstistræde i Assens rummer også lokalredaktionen for det store regionale dagblad Fyens Stiftstidende. Begge ejes af Jysk Fynske Medier.

Folkebladet i Assens Kommune er en af de ganske få ugeaviser i landet, der lige fra 1920 har været lokalt ejet og står uden for de store bladkoncerner, som ellers dominerer markedet. Redaktionen og annonceafdelingen hører hjemme i Aarup. Læsertallet er 18.000 (2020). Historisk har Assens Kommune haft flere lokale dagblade, som har måttet kæmpe med venstreavisen Fyns Tidende (1872-1979), som havde solidt fat i læserne på Vestfyn.

De fleste var udgivet som såkaldte aflæggere af aviser i Middelfart. Assens Avis (1849-1954) var aflægger af det radikale Middelfart Venstreblad, Assens Amts Avis (1887-1954) var først selvstændig, men fra 1936 aflægger af Venstreavisen Middelfart Avis.

Aarup Avis – også aflægger af Middelfart Avis – levede 1900-54, mens Aarup Venstreblad (1917-32) var aflægger af Middelfart Venstreblad. Den socialdemokratiske presse var repræsenteret med Assens Social-Demokrat 1906-71 som aflægger af Fyns Social-Demokrat.

Assens Kommune dækkes fra Odense også af TV 2 Fyn og af DR Fyn.

Videre læsning

Læs mere om kultur i Assens Kommune

Læs også om

Se alle artikler om Medier