I Danmark opstod de første »aviser« under enevælden. Aviserne, her forstået som trykte, offentlige periodiske nyhedsblade eller »flyveblade« med blandet indhold, var kontrolleret af kongemagten, som også understøttede en række af disse aviser for at kunne kommunikere sin politik og for at fremme handelslivet. Statens kontrol var principielt total. Avisdrift forudsatte en kongelig bevilling, og Danske Lov af 1683 fastslog, at der var censur af indholdet, og ultimativt var der dødsstraf for kritik af regeringen.
Publikum var ikke stort. Dels forudsatte mediet selvsagt læsefærdighed, dels var bladene dyre, da produktionsomkostningerne var store, distributionen langsom og annoncemængden lille. En lille avis med fire sider kunne koste en ottendedel af en jævn dagløn. I provinsen skulle abonnenten lægge porto oveni, for indtil slutningen af 1760’erne var aviser et københavnsk fænomen. Og endelig konkurrerede aviserne med allerede eksisterende og indarbejdede nyhedskanaler, som de fleste kunne nøjes med: præstens belæringer og samtalen i kirkedøren, på markedet, eller hvor folk i øvrigt mødtes.
Udviklingen i bogtrykkerkunsten gjorde det muligt at producere billigere og teknisk bedre aviser, og d. 3. januar 1749 introducerede Ernst Henrich Berling en dansksproget halvugentlig nyhedsavis med lokalt tilpasset indhold af udenlandske nyheder, danske notitser, handelsefterretninger og annoncer. Lovtekster og bekendtgørelser var samlet i særlige månedsaviser. Avisen fik i 1833 navnet Berlingske Politiske og Avertissementstidende, og Berlingske – som blev avisens navn fra 2011 – havde privilegier ikke blot til avisudgivelse, men også til postforsendelse og annonceformidling. Det sikrede en stabil forretningsdrift, men det gav også myndighederne et fast greb om det farlige massemedium. Det vurderes, at oplaget i 1766 var mellem 2.000 og 3.000, med en husstandsdækning i København på ca. 10 % og i landet som helhed ca. 1 %.
Dette statskontrollerede mediebillede blev rystet i 1770, da J.F. Struensee ophævede censuren. Det betød, at der straks kom en række pamfletter og småblade på gaden, men da nogle af dem også angreb Struensee, blev en delvis censur genindført allerede efter godt tre måneder, og efter to år var det foreløbig slut med trykkefriheden.
Yderligere tre titler, som stadig udkom i 2020, stammer fra samme periode: Nyttige og fornøyelige Jydske Efterretninger (Nordjyske Stiftstidende) fra 1767, Kongelig Privilegerede Odense Adresse-Contoirs Efterretninger (Fyens Stiftstidende) fra 1772 og Aarhuus Stifts Adresse-Contoirs Tidender (Århus Stiftstidende) fra 1794.
Fra 1786 støttede regeringen de privilegerede stiftstidender samt den berlingske avis med endnu en indtægtskilde, idet alle ejendomshandler, dødsboer, auktioner osv. mod betaling skulle offentliggøres i mindst et af bladene.
Efter de midlertidige lempelser af censuren i slutningen af 1700-tallet strammede regeringen atter censuren med Trykkefrihedsforordningen af 27. september 1799. Den fastsatte dødsstraf for at opfordre til oprør og livsvarig landsforvisning for at så had og misnøje mod forfatningen, regeringen og dens gerninger. »Utilbørlig eller bitter omtale af regeringens foranstaltninger « gav fire til 14 dages vand og brød. I 1805 strammede regeringen loven med et forbud mod »rygter«.