Forsiden til netmediet Føljeton, hvor man kan abonnere på en række nyhedsbreve. Tegningen af Mette Frederiksen med dronningekrone er indgang til nyhedsbrevet om dansk politik.
.
Den første forside fra 3. januar 1749 af Kiøbenhavnske Danske Post-Tidender, udgivet af bogtrykker Ernst Henrich Berling. Avisen skiftede i 1833 navn til Berlingske Politiske og Avertissementstidende, senere Berlingske Tidende og nu blot Berlingske.
.
Medietilgængelighed i Danmark 1920-2020.
.

Syv timer, det var, hvad en gennemsnitsdansker hver dag brugte på medier i begyndelsen af 2020’erne. Danskerne var dog ikke brugere af de samme medier – og var dårligt nok enige om, hvad et »medie« anno 2020 egentlig var. Forståelsen af ordet omfattede både de »publicistiske medier« som aviser, radio og tv, der havde redaktionelt ansvar for redigering af professionel journalistik, og de såkaldte sociale medier, hvor indholdet bestod af udveksling af information mellem brugere af digitale platforme, uden medvirken af en identificerbar, ansvarshavende redaktør.

De ældre mediebrugere læste de traditionelle dagblade, om end i mindre omfang end tidligere, de så tv og hørte radio – og de frekventerede i stigende grad den brugerredigerede platform Facebook. De yngre foretrak at streame eller podcaste enkeltprogrammer og videoklip på internetplatforme. De 12-34-årige brugte således i 2018 dobbelt så lang tid på at streame film, serier og videoklip som på at se tv, nemlig ca. to timer om dagen. For befolkningen over 35 år var fjernsynet stadig det medie, der optog mest tid, mens de yngres medieplatforme var pc’en og mobiltelefonen, som dagligt optog hhv. 2 timer og 44 minutter og 2 timer og 21 minutter af medieforbruget. 51 % af de 15-19-årige og 38 % af de 20-24-årige angav, at de fik deres nyhedsbehov dækket af de sociale medier.

En væsentlig forudsætning for det ændrede medieforbrug var, at 99 % af befolkningen i 2020 havde adgang til internettet med en downloadhastighed, der gjorde det muligt at se levende billeder i høj kvalitet.

Mediernes historie

Mediernes historie i de seneste 350 år har været præget af op- og nedture mht. ytringsfrihed, antallet af aviser og deres oplagsstørrelser samt omfanget af mediestøtte. Antallet af forskelligartede medier har derimod kun bevæget sig én vej, nemlig opad.

Enevældens medier

I Danmark opstod de første »aviser« under enevælden. Aviserne, her forstået som trykte, offentlige periodiske nyhedsblade eller »flyveblade« med blandet indhold, var kontrolleret af kongemagten, som også understøttede en række af disse aviser for at kunne kommunikere sin politik og for at fremme handelslivet. Statens kontrol var principielt total. Avisdrift forudsatte en kongelig bevilling, og Danske Lov af 1683 fastslog, at der var censur af indholdet, og ultimativt var der dødsstraf for kritik af regeringen.

Publikum var ikke stort. Dels forudsatte mediet selvsagt læsefærdighed, dels var bladene dyre, da produktionsomkostningerne var store, distributionen langsom og annoncemængden lille. En lille avis med fire sider kunne koste en ottendedel af en jævn dagløn. I provinsen skulle abonnenten lægge porto oveni, for indtil slutningen af 1760’erne var aviser et københavnsk fænomen. Og endelig konkurrerede aviserne med allerede eksisterende og indarbejdede nyhedskanaler, som de fleste kunne nøjes med: præstens belæringer og samtalen i kirkedøren, på markedet, eller hvor folk i øvrigt mødtes.

Udviklingen i bogtrykkerkunsten gjorde det muligt at producere billigere og teknisk bedre aviser, og d. 3. januar 1749 introducerede Ernst Henrich Berling en dansksproget halvugentlig nyhedsavis med lokalt tilpasset indhold af udenlandske nyheder, danske notitser, handelsefterretninger og annoncer. Lovtekster og bekendtgørelser var samlet i særlige månedsaviser. Avisen fik i 1833 navnet Berlingske Politiske og Avertissementstidende, og Berlingske – som blev avisens navn fra 2011 – havde privilegier ikke blot til avisudgivelse, men også til postforsendelse og annonceformidling. Det sikrede en stabil forretningsdrift, men det gav også myndighederne et fast greb om det farlige massemedium. Det vurderes, at oplaget i 1766 var mellem 2.000 og 3.000, med en husstandsdækning i København på ca. 10 % og i landet som helhed ca. 1 %.

Dette statskontrollerede mediebillede blev rystet i 1770, da J.F. Struensee ophævede censuren. Det betød, at der straks kom en række pamfletter og småblade på gaden, men da nogle af dem også angreb Struensee, blev en delvis censur genindført allerede efter godt tre måneder, og efter to år var det foreløbig slut med trykkefriheden.

Yderligere tre titler, som stadig udkom i 2020, stammer fra samme periode: Nyttige og fornøyelige Jydske Efterretninger (Nordjyske Stiftstidende) fra 1767, Kongelig Privilegerede Odense Adresse-Contoirs Efterretninger (Fyens Stiftstidende) fra 1772 og Aarhuus Stifts Adresse-Contoirs Tidender (Århus Stiftstidende) fra 1794.

Fra 1786 støttede regeringen de privilegerede stiftstidender samt den berlingske avis med endnu en indtægtskilde, idet alle ejendomshandler, dødsboer, auktioner osv. mod betaling skulle offentliggøres i mindst et af bladene.

Efter de midlertidige lempelser af censuren i slutningen af 1700-tallet strammede regeringen atter censuren med Trykkefrihedsforordningen af 27. september 1799. Den fastsatte dødsstraf for at opfordre til oprør og livsvarig landsforvisning for at så had og misnøje mod forfatningen, regeringen og dens gerninger. »Utilbørlig eller bitter omtale af regeringens foranstaltninger « gav fire til 14 dages vand og brød. I 1805 strammede regeringen loven med et forbud mod »rygter«.

Ytringsfrihed og journaliststuderende

Ritzaus Bureau blev stiftet i 1866 som Nordisk Centralbureau for Telegrammer og leverede nyhedstelegrammer til en række aviser, først om udenlandske begivenheder, senere også om danske. Billedet viser et jubilæumskort fra Ritzaus Bureaus 25-års jubilæum i 1891.
.

Trods censuren spillede flere af aviserne en aktiv rolle i den modstand mod enevælden, der opstod i 1800-tallet. Fra 1835 til 1847 øgedes antallet af aviser fra 19 til 28, hvoraf de 22 udkom mindst tre gange om ugen. Noget massepublikum var der dog ikke tale om. Det samlede oplag i 1847 skønnes at have været ca. 24.000 i en befolkning på ca. 1,4 mio.

Grundloven af 1849 indvarslede radikalt nye tider for medierne med trykke-, forenings- og forsamlingsfrihed. Dermed var det blevet et grundlæggende vilkår for politisk magtudøvelse at sikre vælgerbefolkningens tilslutning, og partipressen fik en hovedrolle som bærere af den offentlige mening i det nye demokrati.

Flere faktorer styrkede avisernes position og forretning: Flere kunne læse, landbrugsproduktionen gjorde landet mere velhavende, og industrialiseringen gjorde også avisproduktionen billigere. Den første rotationspresse blev opstillet i København i 1875 og i provinsen i 1906. Og endelig blev postvæsenet mere effektivt.

Antallet af pligtafleverede aviser steg således fra 42 i 1847 til 108 i 1872 og 253 i 1906. Det bedst målbare avisoplag for alle danske aviser – dvs. den del af oplaget, der blev distribueret af postvæsenet – steg tilsvarende fra ca. 20.000 omkring 1849 til knap 400.000 omkring 1901. Alene i København opstod i årene 1849-52 mindst 15 nye aviser. De fleste holdt dog kun kort. Begejstringen for ytringsfriheden var oftest større end det forretningsmæssige talent og efterspørgslen.

Med avisernes voldsomme vækst og befolkningens øgede behov for indsigt i politik og almindelige samfunds- og kulturforhold ændredes kravene til journalistik. Etableringen af Ritzaus Bureau i 1866 bidrog til at løfte både journalistikken og økonomien i nyhedsmedierne, og fra begyndelsen af 1900-tallet opstod behovet for en formaliseret journalistuddannelse som afløsning af den partikontrollerede mesterlære på provinsbladene.

Blandt andet pga. de fire store politiske partiers modvilje mod en »uniformering « af journaliststanden lykkedes det dog først i 1946 at etablere et kursus på Aarhus Universitet, som branchen selv delvis betalte, men som ikke mundede ud i nogen formel eksamen.

Journalistbranchen fik sin egen uddannelse i 1962 med oprettelsen af Danmarks Journalisthøjskole i Aarhus – en selvejende institution »frigjort fra universitetets regler og normer«, som det blev udtrykt. Branchen fastholdt med dagbladene i spidsen kontrollen over uddannelsen i form af et flertal i skolens bestyrelse. Som et forsøg på at udvikle og forbedre uddannelsen oprettede staten i 1998 mere akademisk prægede uddannelser på Syddansk Universitet og på Roskilde Universitetscenter. De fik dog samme principielle struktur som den hidtidige monopoluddannelse. I mellemtiden havde ledelserne af især de store dagblade erkendt det uddannelsesmæssige efterslæb og åbnet for ansættelse af akademikere med en tillægsuddannelse i journalistik.

Partipressen

Forsiden til førsteudgaven af ugebladet Illustreret Tidende, som udkom 1859-1924. Bladet, som blandede nyhedsstof med underholdning og litterært materiale, var gennemillustreret med xylografier og fra 1880’erne også fotografier og opnåede stor succes. Fra 1910’erne fik bladet hård konkurrence fra dagbladene, som også begyndte at bringe fotografier.
.

Den mest markante nyskabelse i mediebilledet i tiden efter den nye grundlov var den gradvise etablering af firebladssystemet. Efter en beskeden start i 1871 med Socialistiske Blade i tvangfri Hefter udgav arbejderbevægelsens frontløbere fra 1874 dagbladet Social-Demokraten, som fra 1959 fik navnet Aktuelt. Da Social-Demokraten stod stærkest, havde den lokale udgaver eller aflæggere af hovedavisen i de fleste større danske byer. Demokraten fra 1884 blev tilsvarende en succes i begyndelsen af 1900-tallet og var omkring 1914 Jyllands største avis. Demokraten lukkede i 1974. Aktuelt udkom for sidste gang i 2001.

De øvrige politiske bevægelser, der opstod efter enevældens fald, havde forskellige mediestrategier. Partiet Højre – fra 1915 Det Konservative Folkeparti – stod stærkt på ryggen af de veletablerede privilegerede dagblade, som alle fortsat støttede de konservative og kongetro kræfter. Bondepartiet Venstre fra 1870 havde officielt navnet Det Forenede Venstre, men det dækkede over store indbyrdes uenigheder. Først i tiden efter etableringen af Venstre i sin nuværende form i 1910 begyndte en mere styret samordning af Venstrepressen, fx i Sydvestjylland ved at samle de to mindre dagblade Ribe Folkeblad fra 1879 og Esbjerg Avis fra 1890 til et nyt, moderne dagblad, fra 1918 Vestkysten. Dygtig bladdrift og svag konkurrence sikrede Venstres aviser en stærk og med tiden ofte dominerende position i en lang række provinsbyer som Vejle, Horsens og Herning samt ikke mindst i de byer, hvor Venstre-politikeren Christen Berg i 1870’erne gennem De Bergske Blade oprettede dagbladene Frederiksborg Amts Avis, Dagbladet Holstebro, Kolding Folkeblad, Ringkjøbing Amts Dagblad, Thisted Dagblad og Viborg Stifts Folkeblad.

Efter indførelsen af parlamentarismen i 1901 opstod en fjerde politisk bevægelse, som i 1905 blev til Radikale Venstre. Dagbladet Politikens grundlæggere i 1884, Viggo Hørup og Edvard Brandes, polemiserede kraftigt både til højre og til venstre. Den politiske redaktør fra 1905, Ove Rode, gjorde avisen til talerør for Radikale Venstre, som dermed tidligt fik gennemslagskraft i det københavnske mediebillede.

Med de fire partier – Venstre, Højre, Socialdemokratiet og Radikale Venstre – opstod herefter i adskillige provinsbyer et system med fire politisk orienterede blade, der repræsenterede og forsvarede hvert sit parti. Dette firebladssystem fungerede fra omkring 1905 til tiden efter 2. Verdenskrig, hvor en begyndende bladdød nedbrød systemet. I samme periode skete der en glidende udvikling fra partipresse til nyhedsjournalistik, hvor de dominerende aviser i de enkelte områder gradvis udviklede sig til såkaldte omnibusaviser, som behandlede alle emner, der kunne være af offentlig interesse, brugte et bredt spektrum af journalistiske genrer og ikke knyttede sig til et bestemt politisk parti. Udviklingen fra partipresse til politisk uafhængige omnibusaviser tog et afgørende skridt i 1970, hvor Politiken, der ellers tidligt fremstod som en omnibusavis, også formelt erklærede sig politisk uafhængig af Radikale Venstre og ikke længere sendte en reporter til den radikale folketingsgruppes møder.

Ved siden af partiaviserne fremkom en særlig tabloidjournalistik med kortere og skarpere nyheder. Ekstra Bladet fra 1904 var først blot et ekstra blad, der dækkede begivenheder, som ikke kunne vente til Politikens morgenudgave, men blev en fast udgivelse allerede året efter. Det Berlingske Officin tog i 1916 konkurrencen op med B.T.

Mediepolitikken

Under De Olympiske Lege i Rom i 1960 var det muligt at følge sportsbegivenhederne på tv, hvilket medførte en kraftig stigning i antallet af tv-licenser. Danmark vandt sølv i fodbold. Ikke mindst semifinalen mod Ungarn kom til at stå som en af landsholdets store kampe.
.

Nyhedsmedierne har traditionelt været afhængige af tre former for finansiering: brugerbetaling, annonceindtægter og offentlig mediestøtte. Tidligere udgjorde abonnementer, løssalg og licens den væsentligste del af eksistensgrundlaget, men med stadig mere »gratis« indhold på print, web og mobiltelefoner har det vist sig vanskeligt at bevare betalingsvilligheden. Også annonceindtægterne er blevet stærkt beskåret, fordi reklamekøberne nu i stort tal foretrækker multinationale platforme som Google, Facebook og YouTube, der ikke producerer originaljournalistik.

Derved blev offentlig mediestøtte igen en livsnødvendighed ligesom under enevælden i 1700- og 1800-tallet. Dog ikke længere i form af udgiver- og postprivilegier, men kontant udmøntet i momsprivilegier og direkte tilskud til redaktionel produktion.

I 1967 besluttede Folketinget at støtte udgivelsen af dagblade med det, der senere blev kaldt nulmoms: Betalingsaviserne skulle ikke opkræve moms på bladsalget, men kunne fradrage moms på indkøbte varer og tjenesteydelser. Begrundelsen var, at det ville være forkert at »lægge skat på det frie ord«. Fra 2019 fik også digitale medier adgang til ordningen med nulmoms.

På det seneste er mediestøtten blevet yderligere udvidet, så den i princippet omfattede alle publicistiske medier med mindst tre redaktionelle medarbejdere, der mod betaling tilbyder en bred vifte af journalistisk indhold. I 2020 udgjorde værdien af denne statsstøtte 368 mio. kr. Andre puljer gav støtte til etablering, innovation og sanering af publicistiske medier. Lægges nulmomsen samt skattefinansieringen af DR og TV2/Regionerne samt radioerne 24syv og Radio4 oveni, var beløbsrammen ca. 4 mia. kr. årligt. Beløbsrammerne og fordelingen mellem de forskellige medietyper fastlægges traditionelt politisk for firårige perioder gennem politiske medieforlig.

Videre læsning

Læs mere om Danmarks kultur og trossamfund

Læs videre om

Læs også om

Se alle artikler om medier