Fredericia Dagblad fik 100 år som selvstændigt dagblad. Omkring fødselsåret 1890 var konkurrenten byens konservative Fredericia Avis og fra 1898 også den socialdemokratiske Fredericia Social-Demokrat. De lukkede endeligt i hhv. 1975 og 1971. I 1990 var det den almindelige afmatning på dagbladsmarkedet, der fik avisens ejere til at acceptere et tilbud fra Vejle Amts Folkeblad, som i flere år havde arbejdet for at skabe et stærkere samarbejde mellem medierne i Trekantområdet.

Titlen Fredericia Dagblad er fortsat som en såkaldt delavis, der har fællesstof med bl.a. Vejle Amts Folkeblad, og er siden 1. januar 2015 indgået i Jysk Fynske Medier.

Fra efteråret 2018 udkom Fredericia Dagblad også om søndagen i en særlig udgave sammen med andre dagblade i Jysk Fynske Medier. Det samlede ugentlige læsertal for Vejle Amts Folkeblad og Fredericia Dagblad er 58.000 (2019). Ugeavisen i Fredericia og Middelfart, ElboBladet, modtog i 2019 guld fra Ugeavisernes Årspriser for sin dækning af problemerne med stoffer i Fredericia i artikelserien »Morfinbyen«. Læsertallet er 23.000 (2019).

Fredericia dækkes også af de regionale medier DR P4 Trekanten og af TV 2-stationen TV SYD. Derudover udgives netmediet Fredericiaavisen.dk af pr-firmaet Budskabsfabrikken A/S.

Videre læsning

Læs mere om kultur i Fredericia Kommune

Læs også om

Se alle artikler om Medier