Siden 1873 har Lolland-Falsters Folketidende været avisen for Nykøbing F og opland. Fra omkring 1960’erne voksede udgivelsesområdet fra Falster og Østlolland til også at omfatte Midt- og Vestlolland. Lolland-Falsters Folketidende er i 2021 en af de få helt uafhængige lokale bladtitler i landet. Hvor andre dagblade og mediehuse er lukket eller fusioneret til større enheder, er Lolland-Falsters Folketidende i Nykøbing F stadig sin egen.

Det var rigsdagsmand Rasmus Claussen, der grundlagde avisen. Hans søn, forfatteren og digteren Sophus Claussen, overtog udgivelsen fra sin far i 1905 og indtil sin død. Derpå overgik ejerskabet til Claussens arvinger og chefredaktøren Holger Bork, hvis børn overtog i 1945. Da der i 1975 opstod en livstruende økonomisk krise, skød medarbejderne så meget aktiekapital i en redningsaktion, at de – med hjælp fra lovgivningen om medarbejderrepræsentanter – fik flertal i bestyrelsen. Formanden skal dog være ekstern.

I 2003 gik Lolland-Falsters Folketidende som et af de første dagblade fra det store broadsheet-format til det mindre tabloidformat. Samme år opkøbte mediehuset ugeaviserne Lollands-Posten, Nordfalsters Avis og Sydlollands Ugeavis.

Lolland-Falsters Folketidendes læsertal er 47.000 (2020). Mediehuset i Nykøbing F udgiver også Ugeavisen Guldborgsund, der dækker hele kommunen med et læsertal på 23.000 (2020) samt i Lolland Kommune Saxkjøbing Avis og Ugeavisen Lolland, som i 2020 fusionerede med Ekstra Posten.

Lolland-Falsters Folketidende ejer også Radio SydhavsØerne, der er den mest aflyttede kommercielle radio på Lolland-Falster. Fra Næstved dækker DR Sjælland også Guldborgsund Kommune ligesom TV2 Øst i Vordingborg.

Videre læsning

Læs mere om kultur i Guldborgsund Kommune

Læs også om

Se alle artikler om Medier