Frederiksborg Amts Avis er det daglige hovedorgan i Halsnæs Kommune, ganske som Halsnæs Avis er det ugentlige. Amtsavisen har en lokalredaktion i Frederiksværk, som dækker Halsnæs. Halsnæs Avis (med tilnavnet »Gulvmåtten«) skrives og redigeres også i Frederiksværk og omdeles til alle kommunens husstande i et oplag på 16.890 (2016‑17). Halsnæs Avis udgives af Halsnæs Mediecenter, som ejes af Politikens Lokalaviser og avisens administrerende direktør.

Frederiksværk og Omegns Ugeblad, hvis historie går tilbage til 1926, blev i 1991 overtaget af Berlingske og omdøbt til Frederiksværk Ugeblad. Bladet lukkede i 2013.

TV Nordsjælland sender bl.a. til Halsnæs Kommune, som i øvrigt er rig på lokale, foreningsdrevne radiostationer: Radio Halsnæs står for kanalerne GlobalFM, Halsnæs Country Radio, Radio 10FM og Radio FLR, som deler frekvens. En række af stationens kanaler fik i 2014 en påtale fra Radio- og tv-nævnet, fordi de som støttede, ikke-kommercielle lokalradioer havde overtrådt et forbud mod at sende reklamer. Radio HLR, også kendt som Hundested Lokal Radio, deler frekvens med Radio Boost. Regionalt dækker DR P4 København og TV 2 Lorry også Halsnæs Kommune.

Videre læsning

Læs mere om kultur i Halsnæs Kommune

Læs også om

Se alle artikler om Medier