Med 47.000 daglige læsere (1. halvår 2017) er Frederiksborg Amts Avis det centrale medie i Nordsjælland. Sådan har det været, siden Venstrepolitikeren Christen Berg etablerede dagbladet i 1874. Avisen har i dag det største oplag i koncernen Sjællandske Medier efter et dramatisk forløb, hvor mange havde gravfæstet avisen.

Sidst i 1980’erne var økonomien præget af flere års underskud, kapitalgrundlaget var væk, og Christen Bergs arvinger var tvunget til at sælge De Bergske Blade, som Frederiksborg Amts Avis var en del af. Den kontroversielle finansmand Klaus Riskær Pedersen overtog bladet, indledte et samarbejde med Politiken, belånte bygningerne og omlagde Hillerød-avisen til en eftermiddagsavis uden at have styr på den nye distribution. Det betød en voldsom forværring af den i forvejen dårlige økonomi, og i januar 1992 måtte avisen lukke. I et udgivelsessamarbejde med Politiken genopstod den efter to uger som aflægger af DAGBLADET i Ringsted, som allerede dækkede det meste af Sjælland med dagblade og ugeaviser.

Politisk var avisen født som talerør for Venstrereformpartiet, og senere blev den knyttet til partiet Venstre. Siden 1976 har avisen været uafhængigt liberal.

Den radikale presse var til stede i Hillerød i perioden 1913‑59 med Nordsjællands Venstreblad. Den socialdemokratiske presse etablerede sit 63. lokale blad i Hillerød i 1934. Det holdt til 1971. Hillerød har dog en særlig plads i A-Pressens nyere historie, idet Aktuelts hovedredaktion, teknik og trykkeri lå i byen i årene 1970‑85.

Hillerød Posten udkommer tirsdag-onsdag i et oplag på 25.662 (2016‑17), som primært uddeles i Hillerød og Fredensborg Kommuner.

DR P4 København og TV 2 Lorry dækker Hillerød Kommune fra hovedredaktionerne i hhv. København og på Frederiksberg.

Videre læsning

Læs mere om kultur i Hillerød Kommune

Læs også om

Se alle artikler om Medier